mandag den 17. december 2007

De rigtige spillemænd.

I dag vil vi forsøge at skildre nogen af de allerstørste i en disciplin, som man vistnok ikke kan lære, hvis man ikke har et helt sjældent talent. Det drejer sig om begrebet "spillemand", som vel nok kan defineres som en musiker, som spiller noget eller spiller på en måde, som ingen andre kan gøre efter. Det har således ikke noget at gøre med nogen enestående teknisk dygtighed hos dem, som flytter grænserne for det musikalske udtryk, men dygtige, det er de. Det er blot til noget helt andet, nemlig til at skabe det, man kalder en enestående musikalsk oplevelse. Enestående bliver den især, fordi ingen andre kan gengive den og det kan den rigtige spillemand iøvrigt heller ikke selv. Ellers var han nemlig ikke spillemand. Det drejer sig nemlig om helt og fuldt at spille musikken i øjeblikket, og det kommer jo aldrig tilbage. Den rigtige spillemand spiller kun i øjeblikket, det er det, som gør ham så sjælden. 

Eller hende for den sags skyld. I dag vil vi nemlig starte med en temmeligt overset pianist, som dog i sin tid var en af de mærkeligste eksistenser i den klassiske musik. Hun kvalificerer sig som en af avantgardekunstens allermest alternative eksistenser under de mest repressive forhold, og så spillede hun endda udelukkende traditionel klassisk musik. Sådan da. I en tid med daglig livsfare for alle med blot den allermest minimale afvigende adfærd var denne pianist både jøde, vegetar, dyb religiøs mystiker, gik klædt som den sindssyge aldrende russiske digter Tolstoj i gammelt slidt bondetøj og var fuldstændig apolitisk. Alle tingene var hver for sig ganske farlige, for det foregik for en stor del under Stalin-tiden, og pianisten var Maria Judina. Alligevel overlevede hun uden problemer alle disse akutte farer på en måde, som man må forundres over. Hun var nemlig på en gang Stalins absolutte yndlingspianist og samtidigt så kunstnerisk selvbåren, at det aldrig senere blev brugt af nogen mod hende, og det er helt usædvanligt i sådan et samfund, men nu var hun jo også usædvanlig. Hun var nemlig den arketypiske spillemand m/k. 

Nu var der ganske mange teknisk brilliante pianister i datidens Sovjetunion, næsten ligeså mange, som der var skakspillere, en anden kulturel statusbeskæftigelse, men der var kun én Judina. Den samtidige sovjetiske komponist Dmitrij Sjostakovitj, som vi tidligere har nævnt i disse spalter, var muligvis den, som allertydeligst beskrev Judinas mesterskab. Han var selv en mere end habil uddannet elitepianist, men når Judina spillede hans præludier og fugaer kom der simpelthen en myriade at mærkelige og samtidige melodier frem, som Sjostakovitj ikke havde anet var i hans musik. Det forunderlige ved det var så, at det aldrig var de samme melodier næste gang hun spillede stykket. Denne helt exceptionelle spillemand kunne naturligvis ikke genskabe en situation, som allerede var fortid, og det forsøgte hun givetvis heller ikke. 

At høre hende i dag sammenlignet med andre fremragende pianister fra næsten samme tid som Tatjana Nikolaeva er en helt særlig oplevelse. Judina spiller hverken hurtigere eller langsommere end de andre, hun får simpelthen universet til at spille nogen melodiske sammenhænge oveni den musik, som alle de andre ser. Om hun er teknisk bedre end så mange andre er tvivlsomt, men det betyder altsammen ingenting. Hun er alletiders måske allerbedste pianist, og alle burde prøve at høre et stykke musik, som de tror de kender, gengivet af denne vidunderlige spillemand. Vi kan allerede nu oplyse, at verden ikke er den samme bagefter og det er musikken sjovt nok heller ikke. 

Nu spillede Judina vistnok aldrig nyere rytmisk musik, men det kunne hun nu sagtens have gjort. Det er der nu mange af dem, som ellers er betydelige tekniske mestre i den traditionelle klassiske musik, som ikke kan, selv om de så frygteligt gerne vil. Et tidligt komisk eksempel var den glimrende klassiske guitarist John Williams, som i bandet "Sky" med al ønskelig tydelighed viste, at han nok skulle holde sig til det let støvede traditionelle repertoire for klassisk guitar. Det er ikke meget bedre at se en ellers fin violinist som Nigel Kennedy eller en knapt så fin en som vor hjemlige Kim Sjøgren gøre sig håbløst til grin i det mere populære og folkelige repertoire, hvor de kommer op mod dem, som rigtigt kan. En af disse rigtige mestre er David Swarbricki, en anden af de helt store spillemænd. Oprindeligt spillede Swarbrick, som han ret smart kaldte sig, denne englænder med polske rødder, mest bas og mandolin, for han startede nemlig i det, som dengang svarer til "røvballe"-musikgenren i dag, altså den folkelige og festlige spillen til fest i MANGE timer af gangen. Det er det, som nogen steder kalder "ceilidh". Det er forresten pudsigt derved, at rytmen aldrig spilles på slagtøjsinstrumenter, men altid på guitar eller klaver, alternativt spinet(!) 

Der var således masser af tid til at øve sig på det instrument, som han måske bedst af alle i den spirende elektriske folkemusikgenre kom til at beherske, nemlig violinen. Han blev nu aldrig ret god teknisk, og det var altid en kilde til betydelig morskab hos de irske "hardhittere" indenfor den traditionelle folkelige violinmusik som bl.a. Sean Keane fra irske "The Chieftains" Keane var tidens måske mest brilliante violinist indenfor den efterhånden ret stiliserede og en smule kedelige irske folkelige kunstmusik, som var blevet skabt på basis af den traditionelle folkelige musik. Det var den arketypiske spillemand Swarbrick nu ligeglad med, og med sand dødsforagt kastede han hele sin musikalske energi ind i at genskabe denne lidt ferske musik i den form, som han måske mente, den oprindeligt var spillet. Resultaterne var chokerende. Der opstod lynhurtigt en iskold fjendtlighed fra de traditionelle kredse næsten ligesom da Bob Dylan begyndte at spille elektrisk på "Blonde on Blonde" 

I det trendsættende orkester "Fairport Convention" blomstrende denne lille mand, som mest lignede en karikeret skovtrold, så grim var han nemlig, op som verdens bedste violinist i denne genre. Det var han udelukkende i kraft af de traditionelle spillemandsdyder i et et stramt spillende orkester, hvor de andre med trommeslageren Dave Mattacks som samtidens måske allermest rytmisk præcise percussionist forsøgte at følge Swarbrick ud over melodiske grænser, som aldrig var blevet forceret, ihvertfald ikke siden musikken var skabt. Nogen af liveoptagelserne med Fairport fra de tidlige 1970-ere demonstrerer en græseoverskridende Swarbrick spille med en energi så rasende i et så opskruet tempo og en så slående nødvendighed, at verden aldrig er blevet den samme siden. Desværre holdt den allerede da svagelige Swarbrick og hans hørelse ikke til disse udfoldelser, så derfor blev han snart tvunget til at trække sig tilbage. Det var en tragedie, men vi vil gerne slå et salg for denne lillebitte mand, som gav verden en ny standard for violin. Han indrømmede gerne, at han ikke spillede særligt godt, og det lykkedes ham heller aldrig at spille den samme melodi igen uden store ændringer, men han var naturligvis ligeglad. Det betød bare ingenting, og hvorfor i alverden skulle det dog også det. 

En anden spillemand af den traditionelle type er Alison Krauss, som de fleste nok i dag kender som sangerinde. Det var hun nu oprindeligt ikke, selv om hun da sang på alle sine plader allerede fra starten. Det var blot ikke særligt bemærkelsesværdigt dengang, men det skulle det så sandeligt blive. Det var nu som vidunderbarn på violin Krauss blev kendt i en af de mere kuriøse genrer af den traditionelle amerikanske folkemusik, nemlig bluegrass. Bluegrass er i nyere tid blevet udklækningssted for mange store virtuoser, men som nævnt er det at være virtuos ikke nok til at blive spillemand. Virtuos blev hun meget tidligt, men hun sprang først ud som spillemand langt senere, da hun også var blevet sanger. Til gengæld var der tale om et gennembrud så klart, at alle kunne se det. I spidsen for sit band af ellers uhyre kompetente musikere "Union Station" er hun en så lysende stjerne, at alle de andre falmer. Blandt alle virtuoserne var der kun én spillemand, nemlig Krauss, og det kan ses. 

Alle, som har set live-DVDen med "Union Station", vil altid huske Krauss ikke blot som den standardsættende vokal men måske allermest for de gange under koncerten, hvor hun spiller på sit gamle instrument, violinen. I de glimt ser man Krauss spille med en energi og et rytmisk drive, som om hun er besat. Der er simpelthen tale om blitzglimt af den rigtige spillemand, som udelukkende opererer i øjeblikket. I den sammenligning blegner selv verdens så langt største dobro-virtuos Jerry Douglas, ellers den største blandt de andre store stjerner. Ikke underligt at Krauss og Douglas har arbejdet sammen over flere årtier. Hun kan nemlig noget, som den tekniske perfektionist Douglas ikke kan. Hun er nemlig ikke blot en virtuos, men noget helt andet og større, og det har helt givet ført Douglas videre. Den yderste grænse kommer han dog ikke over på samme ubesværede måde som Krauss, men mindre kan også gøre det. 

Den sidste spillemand i dag er en jazzmusiker, som udover at have været død i næsten 40 år også er den stadigvæk bedst sælgende indenfor jazzgenren i Norden. Det hjælper selvfølgelig også en del, at han ikke spillede nogen kendt traditionel form for jazz og at virtuoseriet er så fremragende, at kun få lægger mærke til det. Det drejer sig om den svenske piano-legende Jan Johansson, som selv i en verden af improvisation og ihvertfald angivelig spontanitet satte helt nye målestokke. Han udviklede simpelthen en stil, som var så besnærende enkel og så alligevel så helt skæv og anderledes, at han den dag i dag spilles overalt. Dvs ingen har nogensinde forsøgt at spille ligesom Johansson, og det kan man godt forstå. Når man hører første nummer "Utenmyra" fra pladen "Jazz på Svenska" kan man sagtens forestille sig, at ingen og heller ikke Jan Johansson selv nogensinde kan spille det igen, så skævt og helt øjeblikkeligt/spontant er det. De få parallelle udgaver af enkelte numre, som findes, er da også så forskellige, at man kun med stort besvær kan høre, at der er tale om samme nummer, og det er det jo forresten heller ikke. 

Som Bing Crosby før ham formaliserede Jan Johansson denne enestående musiceren i den måde, han lavede sine pladeoptagelser på. Crosby var jo kendt som "One-take Bing", som altid gennemførte optagelsen i første forsøg. Nu var Crosby en djævelsk dreven og dygtig entertainer, men nogen spillemand var han ikke. Til en start kunne han nemlig helt problemløst levere den samme præstation igen og igen. Det kunne de fleste af dem, som Johansson spillede med, som Georg Riedel på bas, Rune Gustafsson på guitar m.fl også sagtens, men det hverken kunne eller ville Johansson. Derfor insisterede han på, at alle optagelser så vidt muligt skulle gennemføres i første forsøg. "Øvningen" bestod mest i, at man snakkede om, hvordan de enkelte skulle spille, men derefter var det alvor. Herfra var der ikke nogen som vidste, hvad der kom ud af det, før det var ovre og der ingen vej var tilbage. 

Resultaterne taler for sig selv og rækker fra eksotiske elektroniske værker til genindspilninger af middelalderviser og nyere skillings-populærviser frem til mere traditionel jazz. I alle numrene er der tale om den lethed, som man kun kan opnå, når sikkerhedsnettet er helt væk. Det svarer lidt til at træne til at blive soldat med rigtige skarpe skud. Det giver en helt anden intensitet at vide, at øjeblikket er nu, men det rører naturligvis ikke den rigtige spillemand. Han spiller jo alligevel altid på samme måde alligevel. Aldrig tidligere i musikhistorien har så mange instrumenter været samlet på et sted og er blevet trakteret på så mange forskellige måder. Blandt Jan Johanssons egne favoritter, som han som den ægte spillemand naturligvis spillede selv, var udover klaveret den gammeldags knapharmonika, håndklap, akustisk guitar,hammondorgel, gammeldags trædeorgel, tamburin, glockenspiel m.m.m. Den glæde ved opdagelsen af en helt ny musikalsk verden er indlysende i alle Johanssons plader. Ingen kommer dog i denne henseende helt på niveau med den rekordhurtigt optagne " Musik Genom Fyra Sekler" Al Johanssons kunst er kondenseret i dette tilsyneladende så enkle værk. det er det forresten også. Så enkelt, at ingen har kunnet gøre det før eller siden. 

I dag har vi behandlet en musikalsk verden, som er langt udover alle de musikalske arbejdsmænd, som der som i alle andre brancher er langt flest af. Der er mange andre spillemænd end dem, som vi har nævnt naturligvis, men vi håber da, at vi kan inspirere enkelte til lige at give nogen af dem her i dag et lyt. Vi kan dog allerede nu advare om, at det er vanedannende til det øjeblikkeligt smitsomme at prøve det. 
Som enhver ægte spontan kunst altid er fra disse rigtige spillemænd. 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start