søndag den 18. november 2007

"Better Sound Through Research"

I denne uge vil vi forsøge at undersøge sammenhængen mellem den voldsomme udvikling i elektronikbranchen af alle mulige nye analytiske værktøjer og deres eventuelle følger for det, som alle jo burde stræbe efter, nemlig bedre lyd. Vi overvejede faktisk for en stund af forlade den elektroniske verden og i stedet kalde emnet for "Better Cheese Through Research", mest fordi der faktisk er flere paralleller end forskelle mellem den sørgeligt ufuldendte biologiske verden i osteproduktionen og det dynamiske højttalersystem. Det er helt accepteret i den ene branche, at mikrobiologisk analyse ikke er andet end et hjælpemiddel, mens situationen er en del anderledes i elektronikbranchen, ihvertfald hos en del producenter. Om det så skyldes manglende forståelse eller viden eller måske blot lyst til lidt hurtig fortjeneste ved vi desværre ikke.
 
De fleste kan nok huske, at det var Dr. Amar Bose, som stod fadder til et af alle tiders bedst klingende salgsslogans, som er citeret ovenfor. Hans "research" bestod godt nok mest i som en sand mester at identificere sit marked, såkaldt "targeting" Dette gjorde han som senere knapt så store mestre ved at lave en højttaler, som lød helt anderledes end alle andre, ja, den lød faktisk så radikalt anderledes, at virkeligheden overhovedet ikke kunne være med. Denne epokegørende og revolutionerende udvikling bestod i, at man simpelthen i den allerførste Bose 901 high end-højttaler vendte højttaleren om, så 8 af de ialt 9 iøvrigt simpelthen serieforbundne 0.9 ohms-højttalerenheder vendte baglæns ind mod væggen.
 
En enkelt vendte så trods alt forlæns, så der godt nok i gengivelsen mest var tale om reflekteret lyd i ét stort diffusfelt overalt, men dog med en vis minimal taleforståelighed. Det geniale, for det var Dr. Bose,(selv om det godt nok vist aldrig blev offentliggjort, hvad han var doktor i, men han var måske psycho-log), var så, at man tillige kunne vende højttaleren om og så samtidigt have en af datidens mest anvendte og effektive PA-højttalere, det store verdenshit Bose 802. Samtidigt sparede man jo endda en enhed, selv om højttaleren stadigvæk forblev 8 ohm, meget mystisk forresten. med de nu 8 i stedet for 9 seriekoblede  iøvrigt ganske identiske enheder.
 
Nu kunne 4-tommers fuldtoneenheder heller ikke dengang i den analytiske forståelses barndom hverken spille bas eller diskant, så Boses originale og varige bidrag til den akustiske "state of the art" var anvendelsen i det akustiske system af en elektronisk kompensation, som fungerede som en anden af datidens faste indslag, nemlig den såkaldte "loudness-funktion". I modsætning til de allerede dengang kendte og accepterede kurver over ørets følsomhed ved forskellig lydintensitet, oprindeligt publiceret af Fletcher og Munson, var der blot tale om en fast hævning af bas og diskant, men det var billigt og det var anderledes, helt anderledes og ikke mindst ufatteligt meget anderledes end virkeligheden.
 
Det betød nu ikke noget (heller ikke dengang), for det er gengivelse fra dynamiske højttalere jo alligevel altid, og det var tilstrækkeligt anderledes til at blive accepteret som datidens "high-tech" i sine håbløst valnøddefinerede kasser (901) eller vinyl-wrap, (alle de andre modeller), som må have givet anledning til en anden af årtiets andre markante sproglige nyskabelser, nemlig ordet "åndenød".
 
Nu var 1970-erne jo ellers et årti, hvor den teoretiske forståelse af højttalerenheder og højttalersystemer generelt tog et tigerspring. Nu må vi jo heller ikke glemme, at branchen dengang godt nok ikke længere kunne rekruttere "the best and the brightest", som man sagde om Kennedys administration (det hjalp jo forresten heller ikke dengang hverken Kennedy eller USA). Som nævnt i et tidligere emne var det allerede fra starten af 1970-erne blevet et rent tag-selv bord for den gryende computerindustri og ditto ekspansive teleindustri at ansætte de allerbedste og mest talentfulde unge ingeniører og videnskabsmænd. Allerede dengang stod den traditionelle elektronikbranche længere nede i køen efter talenter, og det skulle blive meget værre, derom senere. At den ligefrem skulle blive håbløst overhalet endda af vindmølleindustrien havde dog vel kun de allerfærreste dengang fantasi til at forestille sig, men det skete, som vi nu ved.
 
I denne atmosfære af rivende udvikling i den teoretiske forståelse af højttalere og højttalerenheder så denne verden i 1970 store milepæle som Thiele og Smalls arbejder omkring en korrekt afstemning af basreflekshøjttalere og teoretiske arbejder om delefiltre fra Butterworth, Linkwitz, Reilly m. fl. Som et ildevarslende tegn på et afgørende brancheskred blandt de store teoretikere var det af alle disse teoretiske tænkere kun Small, som blev i branchen. Han har nok bare været den dummeste eller blot den mindst talentfulde af disse.
 
Samtidigt blev de teoretiske værktøjer suppleret med noget, som i dag er ganske simpelt, men dengang var den rene atomfysik, nemlig laser-interferometri. For første gang kunne højttalerkonstruktøren nu se, hvordan højttalermembranen brød op og vred sig under sin acceleration. Det var ikke noget kønt syn, men allerede dengang viste det sig, at tidens mest respekterede højttalerenheder fra Wharfedale, JBL, Goodmans, Tannoy m. fl. faktisk med ganske god tilnærmelse opførte sig som rimeligt ideelle stempler, lavet jo som de var af mænd, som her allerede i de glade 1970-ere ville have været ansat hos IBM eller Hewlett-Packard, hvis de havde været lidt yngre.
 
Situationen var allerede dengang en gentagelse af noget, som var sket knapt et årti tidligere, nemlig den allerførste anvendelse af komplekse impulstests til brug i højttalermålingerne. Man må her huske, at alle de målte højttalerenheder dengang i 1960-erne naturligvis ikke under udviklingen måske endda op til et helt årti tidligere var blevet testet på denne måde. Ingen producenter havde iøvrigt i 1960-erne muligheder for at måle en højttalerenheds impulsgengivelse, så der var travlt på de polytekniske læreanstalter overalt. Bl. a. på et af datidens teknologiske lokomotiver, nemlig London Northern Polytechnic, viste det sig så, sikkert ikke så overraskende for de oprindelige designere, at deres enheder opførte sig temmeligt perfekt. Det havde de jo nemlig allerede længe både vidst og kunnet høre. Det er faktisk ikke for meget at sige, at de bedste enheder fra de ovennævnte producenter fra denne tid aldrig er blevet forbedret.
 
Den store udvikling af analytiske værktøjer, som vi nævnte ovenfor, blev kommercielt først benyttet af KEF, som i sin 104-højttaler havde produceret en model, som faktisk var så dårlig, at man ligefrem selv kunne høre det. I dette firma, en afgjort pioner i fornuftsstridig ingeniørmæssig selvovervurdering, var dette et afgørende nybrud.
 
Nu var KEF´s hvidkitlede image dengang heller ikke som så mange andre i dag nogen reel virkelighed, mere en slags ønsketænkning lidt ligesom at vågne op og opdage, at man havde vundet "Vild med Dans". Den håbløse 104 blev modificeret med Butterworths helt nye teorier og genfødt som 104aB. Det var nok en større nyskabelse, end nogen havde kunnet forestille sig. Der var her simpelthen tale om en absolut "first", hvor man i stedet for at løse problemerne ved roden, altså bedre højttalerenheder, indførte den fra U-bådskrigen under 2. verdenskrig så kendte "system-analyse", altså indførte et bredere perspektiv. Nu har det jo så forresten senere vist sig, at U-bådskrigen ikke blev vundet ved genial systemanalytisk styring af destroyere og Short Sunderland-flyvebåde, som man ellers lærte i min ungdom (Better War Through Research?", men simpelthen ved kodebrydning, som afslørede U-bådenes placering. Det var knapt så eventyrligt intelligent og videnskabeligt overlegent, men det var altså sådan det var.
 
Desværre faldt udviklingen i analytiske værktøjer næsten fuldstændigt sammen med det første store og afgørende krak i audioindustrien. Der havde været tale om en voldsom udvikling i branchen i adskillige årtier, men pludselig tog vækstkurven så et gevaldigt dyk omkring 1980. Det betød, at som efter aftrykkene i menneskekroppe på fortovene i Hiroshima ser vi en fastfrosset situation, hvor rigtigt mange højttalerenheder som hele striben fra Dynaudio, nemlig D21, D28, D54 osv. stadigvæk findes i praksis uændret. Det er, som om tiden dengang gik i stå med hensyn til udvikling, netop som værktøjerne ellers var blevet udviklet. Det er jo også påfaldende, at alle spillereglerne for det fysiske design af højttalerne aldrig er ændret siden. Magneterne er ikke blevet større eller kraftigere, svingspolerne er hverken blevet større eller længere (eller kortere), gabene er da slet ikke blevet snævrere og membranmaterialerne har nok set variationer, men det er vist mest marketing. Ligeledes var alle variationerne over membranformerne over dybe koniske til forskellige variationer af hyperbolsk mm jo også gennemspillet allerede omkring 1960.
 
 Der kunne naturligvis også tænkes en anden grund, som kunne minde om situationen med den nye biokemiske situation i osteindustrien: Måske var ost simpelthen et færdigudviklet produkt, som ikke lod sig forbedre ved selv enorme investeringer i genteknologi, og måske var det ikke muligt at forbedre den gamle dynamiske højttalerenhed. Dette er for mange naturligvis en kættersk tanke, og det er heller ikke sikkert, at det er rigtigt, men meget tyder på det. Ligesom det også ud fra indicierne tyder på, at Hitler var vidende om jødeudryddelserne. 
 
Det skulle da ialtfald vise sig, at de kommercielle realiteter allerede fra starten af 1980-erne kom til at betyde, at de nye analytiske værktøjer næsten udelukkende blev brugt til at lave højttalerenhederne billigere. Om det så var fordi de nye analytiske værktøjer og deres korrekte anvendelse blev blokeret af svindende udviklingsressourcer eller blot ikke blev forstået ved vi ikke, men vi ved, at der ingenting skete. Det kriseramte Scan-Speak blev dengang dygtigt strømlinet af en gammel kollegiekammerat, men det var nu ikke fordi der var synderlige spor af nogen brug af højteknologisk indsigt i deres produkter dengang, men nu var han nu også selv økonom. Det var nok derfor ellers også var det ikke.
 
Nu kan man jo naturligvis ikke drage den konklusion, at den manglende udmøntning i bedre højttalere af alle de nye analytiske værktøjer fra 1980-erne skyldes ond vilje, men ikke desto mindre blev lyden ikke spor bedre. Nu skal det jo så også siges, at investeringerne i udviklingsarbejde i branchen har været voldsomt styrtdykkende over mere end 2 årtier, som det jo nødvendigvis vil være tilfældet overalt i alle brancher, som er udsat for langvarig tilbagegang eller blot stagnation. Man kunne i branchen naturligvis godt anvende mange landvindinger i vibrationsanalyse, men det var straks noget sværere at se, hvad man kunne bruge det til. Man lavede jo nemlig ikke længere hverken magneter, membraner eller chassiser selv, og blot at få en membran med en anden profil var for de allerfleste noget af et kommercielt kunststykke.
 
Det sørgelige resultat af alle de tilsyneladende gyldne tider for den analytiske forståelse blev en perlerække af ofte meningsløse målinger, selv om der naturligvis er en mulighed for, at denne forfatter blot ingenting forstår. Et eksempel er de ofte publicerede MLSSA-målinger, som jo ellers ideelt burde kunne give et billede af både en højttalers frekvensgang og transient/faserespons. Det sjove er så, at det selv for informerede iagttagere kan være ligeså svært at danne sig nogen meningsfuld indtryk af en højttalers lyd ud fra denne kurve, ja man kunne for så vidt ligeså godt have anvendt højttalerens impedanskurve som målestok.
 
 Det kunne tyde på, at den dynamiske højttalerenhed er færdigudviklet på samme måde som en Edammer-ost, men mens enhver nok så kemisk begavet mejerist næppe vil være uening her, er det nok de færreste højttalerproducenter, som vil skrive under på dette, selv om det nu nok passer alligevel. Ialtfald tyder meget på, at man i alle de traditionelle firmaer mere eller mindre opgav deres udviklingsafdeling fra 1980-erne og derudover udfasede langt de fleste af producenterne de bedste enheder i deres program. Det gjaldt efter denne skribents ydmyge mening også for Scan-Speak/Tymphany som det også gjorde Altec, JBL, Gauss, TAD osv osv., og det desuagtet, at en af vor tids mest brilliante designere vist ikke engang var blevet ansat endnu.  Han skulle vistnok vente på, at det nye fag "psycho-akustiker" blev opfundet.
 
Nu er det jo ikke noget særsyn, at næsten alle de allerbedste indenfor ens område er ansat i alle mulige andre brancher. Det ses vel allerbedst illustreret af, at ingen af de multinationale giganter længere overhovedet forsøger at beskytte DVD-mediet mod kopiering. De ved jo godt, at det er en umulig opgave mod den samlede cracker-intelligens. Det lidt mere patetiske i elektronikbranchen er så, at man med et gennem årtier stærkt skrumpende rekrutteringsgrundlag for talenter og forsvindende få underleverandører stadigvæk mener, at man afgørende fører kunsten videre. Der er vel strengt taget tale om monumental storhedsvanvid, som ikke lader Napoleon meget efter.
 
Vores konklusion i dag må blive, at udviklingen i måleteknologi har muliggjort en mængde fuldstændig overflødig indsigt i det dynamiske højttalersystems imperfektion. Denne viden er temmeligt ligegyldig, fordi det allerede for mange år siden er ophørt med at være en mulighed at bruge denne viden til noget som helst. For eksempel kan det være svært at forestille sig, at man ikke med fordel kunne erstatte er stor flad ferritmagnet med et kraftigt og sommetider temmeligt tæt chassis med deraf følgende refleksioner tilbage igennem membranen med en lang Ticonal/Alnico-magnet. Det har naturligvis enhver også vidst tidligere, men da man jo som bekendt ikke lige kan købe ret meget andet billigt er man jo lidt på den, hvis man skal videre i nutiden.
 
 Det ændrer nu ikke noget ved, at der i de sidste 40 år kun har været tale om små detailforbedringer af både den dynamiske højttalerenhed og det samlede system. Der har ikke været tale om "Better Bass Through Research", og det har der interessant nok vist heller aldrig været nogen, som har påstået. Det er vist kun resten af lyden, som skulle være blevet bedre, og det er da i sig selv ganske forunderligt.
 
Nu er der naturligvis ikke noget forkert i at anprise sit produkt med mindre man altså er læge eller advokat, (de må vistnok ikke), så at påstå, at ens nye højttaler til en halv eller en hel million er et kvantespring, fordi man med Dr. Boses ord har fået "Better Sound Through Research", er helt OK. Det bliver det bare ikke rigtigt bedre af, ligeså lidt som man efter at den sidste samuraisværd-smed døde fik bedre sværd. Gennembruddet i denne sag omkring samuraisværdets hemmeligheder opdagede man da forresten først for ikke altfor mange år siden ved hjælp af elektronmikroskopi.. Det kunne nemlig ikke gøres bedre, hvis man skulle benytte metal, ikke engang teoretisk. Der var simpelthen tale om et fuldendt og færdigudviklet produkt. Som den dynamiske højttalerenhed omkring 1970.
 
 Måske det blot er på tide at indse, at det næste virkelige gennembrud i lydgengivelse ikke kommer fra den dynamiske højttalerenhed. Det ville massevis af brilliante designere formodentligt være enige i og allerede Gilbert Briggs i 1950-erne er citeret for denne udtalelse. Desværre er disse brilliante designere som sagt ikke længere ansat i audiobranchen, og dem, der er, er enten ikke særskilt brilliante eller også er de mere end midaldrende. Der er os bekendt ingen undtagelser fra denne regel.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start