søndag den 25. november 2007

Sikkert kun fordi man ikke har har lært det.

I denne uge vil vi forsøge en tværkulturel rejse over forskellige kunstarter for at finde nogle af de kunstnere, som alle har det til fælles, at de aldrig nogensinde fik nogen formel uddannelse. Det lyder måske kedeligt, men det er faktisk interessant at se, om man kan finde lighedstræk mellem disse amatører. En ting er ihvertfald sikker: Alle de her ting viste sig umulige at efterligne for kunstere med en rigtig og formel uddannelse, så et eller andet må disse lallende amatører jo have kunnet.

I maleriets verden har det jo siden renæssancen været klare normer for komposition og perspektiv, og selv om impressionismen i slutningen af 1800-tallet varierede teknikken noget, var der dog enighed om en fælles æstetik. Det vil sige, det var det, lige indtil den pensionerede franske tolder Henri Rousseau dukkede op med sine ubehjælpsomme malerier. Der var tale om totalt perspektivløse farveladebilleder med mange motiver fra junglen af en så sælsom skønhed, at verden var lamslået. Vi opererer her med det noget usædvanlige, at Rousseau allerede i sin levetid og endda næsten øjeblikkeligt blev en helt usædvanlig og usandsynlig kultfigur i en helt ny kunstretning, som man benævnte naivismen, vist mest af mangel på bedre, for særligt naivt var det nu ikke, nok i virkeligheden nok nærmere kynisk.

Det var nu vanskeligt for alle de tilstrømmende kunstnere at føre Rousseaus inspirationer videre, ja faktisk viste det sig helt umuligt. Når man betragter det teknisk tilsyneladende helt ubehjælpsomme billede af en løve, som angriber en bøffel, er der på trods af en konsekvent farvelægning nærmest som senere Anders And &Co er der en nærmest surrealistisk vildskab bagved. Rousseaus billeder er meget langt fra at være naive, han kunne blot ikke male anderledes, fordi han kun malede for sjov. Ingen, som havde set en tiger eller en løve, ville kunne male den, så den lignede så lidt og så var det alligevel Rousseaus flade og forvrængede tiger, som var den farlige.

Naivismen døde kort tid derefter, selv om som bekendt forfatteren Hans Scherfig langt senere lancerede noget, som også blev benævnt naivisme af naive sjæle. Scherfig var jo som bekendt ikke noget rart menneske som alt tyder på, at Rousseau var. Faktisk var Scherfig helt ubeskrivelig politisk blind og skruppelløs, en ren ordets Herluf Bidstrup (samtidens ubegribeligt hadske "vittighedstegner") og det er forunderligt at gense denne mands krampagtige gengivelser af naivistiske dyr, som utroligt nok var ganske populære en ret kort tid. Det er spændende ud fra en klinisk betragtning, men afslører blot, at der er forskel på håbløse amatører som Scherfig og så rigtige kunstnere som Rousseau. Ingen af dem kunne godt nok male rent teknisk, men hvis Rousseau blot havde kunnet male en rigtig løve, havde den givetvis ikke været så farlig som den, han kunne male. Scherfig demonstrerede så til gengæld, at man sagtens kunne være amatør og alligevel helt amatøragtig i alle livets forhold.

Den franske komponist Erik Satie var en anden kunstner, som heller ikke fik ret megen uddannelse, selv om han dog på et kort skoleophold på Schola Cantorum i det mindste lærte noder. Det var nu ikke fordi denne deltidsbarpianist og livsnyder ellers brugte disse færdigheder til noget særligt. Satie var en god ven af Rousseau, hvis værker blev brugt i flere af Saties egne musikalske småproduktioner. En absolut nyskabelse allerede fra den spæde start var det, at der ikke nogen af Saties værker, som var skrevet ud i noder på en måde, så man vidste ret meget om, hvordan de skulle spilles. Til eksempel manglede normalt alle tempoangivelser. Det overlod Satie helt bevidst og måske også noget af dovenskab til den udøvende kunstner ,og det er derfor, at hans musik tit gengives i et tempo med så mange og lange pauser, at man tror, at stykket er forbi. Saties musikalske aktiviteter bestod mest af forunderlige småstykker for klaver i absolut minimalistisk kortform med mystiske og gådefulde titler, som verden aldrig har set før eller siden. Saties oprindelige inspiration Debussy er jo i dag knapt så ofte spillet, mens Saties uskolede småstykker viste sig langtidsholdbare ud over alle grænser, ganske godt klaret af denne erklærede amatørpianist.

Nu var de fængende melodier ikke lige Saties stærke side, men det var de til gengæld for en amerikansk komponist, som i lighed med Paul McCartney havde så stor umiddelbar succes i netop denne disciplin, at der heller aldrig for ham blev tid til nogen formel eller teoretsk uddannelse. Der er tale om Georg Gershowitz med den ubeskiveligt arketypisk jødiske næseprofil. Det der med jødenæsen er vistnok ikke politisk ukorrekt, underligt egentligt, når nu arabertud er.. George Gershwin, som han blev kendt som, var en af alle tiders mest mirakuløse melodimagere og nåede i sit korte liv at skænke verden en skat af indlysende og alligevel helt anderledes evergreens. Han lød aldrig nogensinde af andet end Gershwin, og det var mere end nok, mere inspiration behøvede han ikke. Som mange andre amerikanere led Gershwin dog af et kulturelt mindreværdskompleks overfor den gamle verden, så for at råde bod på sin manglende musikalske dannelse, som han selv så den, forsøgte han at blive elev hos den franske komponist Maurice Ravel, ham med "Bolero".

Nu var det her noget inden den nuværende anti-amerikanske automatreaktion i Frankrig, så Ravel svarede bestemt, respektfuldt og alligevel ganske utvetydigt, at han overhovedet ingen mening så i at gøre verdens bedste Gershwin til verdens næstbedste Ravel. Så stor respekt var der altså dengang mellem den formelt uddannede og sprænglærde Ravel og den fumlende uskolede jazzpianist Gershwin. Formelt kunne han ingenting, men i virkeligheden kunne han alt og det gjorde han heldigvis uden at spilde tiden. Det var heldigt, for han døde ganske ung, men prøv for sjov at lytte til en af hans sange en dag. Det er rent guld.

Indenfor populærmusikken er der naturligvis utallige eksempler på folk, som hverken kan spille, synge eller nogetsomhelst andet. Kun de allerfærreste af disse bliver dog grundlæggere af en stil, som næsten øjeblikkeligt bliver så klassisk, at mange nok tror, at den simpelthen har eksisteret altid. Sådan er pioner var Luther Perkins, guitaristen eller hvad man nu skal sige i Johnny Cash´ band "The Tennesee Two", forresten et tidligt eksempel på falsk markedsføring, da de faktisk allesammen kom fra Arkansas. Det med Tennesee lød nok bare mere autentisk. Inden Cash samlede Perkins og "bassisten " Grant,( som kom med fordi han lige havde købt en bas, selv om han aldrig nogensinde spillet nogetsomhelst) havde de blot været ufaglærte og det forblev de forresten resten af deres karriere. Netop derfor opstod den senere så kendte Johnny Cash-lyd. Det var simpelthen det samlede produkt af en sanger, som hverken kunne holde tempo eller synge blot nogenlunde rent, en bassist, som aldrig lærte andet end at tampe rytmen på bassen, og så altså Luther Perkins. Perkins var måske verdens mest usandsynlige guitarstjerne. Han var nemlig ikke bare ikke ret god i starten, han var tillige i hele sin karriere rystende nervøs, når han skulle spille solo. Soloer var jo vanskelige helt at undgå i en trio, og gamle bånd fra kiksede optagelser vidner om en amatør helt ud over det sædvanlige. Han kunne simpelthen INGENTING.

Det vil sige, det kunne han så alligevel. Perkins var nemlig i virkeligheden er ærekær perfektionist, så for at dække over sin helt påfaldende mangel på musikalsk talent eller blot elementær kunnen udviklede han en stil til total perfektion, som i sin minimalisme simpelthen ændrede countrymusikken for altid. Det var naturligvis Johnny Cash, som var stjernen, men uden Perkins på guitar ville der blot have været tale om endnu en Carl Perkins og hvad de ellers hed dengang i Sun-studierne i Nashville. Det var Perkins´ langsomme og ikke særligt præcice spil på de dybeste strenge, som var banebrydende i den nye "sound", og som helt omdefinerede lyden af country-musik, og selv om studiemusikerne i Nashville også dengang var de måske bedste og mest professionelle i verden, var der nu alligevel aldrig nogen, som formåede blot nogenlunde at efterligne den unikke sound af Luther Perkins.

"Boom-chicka-boom"-stilen var blevet ændret for altid. Da Perkins døde umiddelbart inden Cash´ optræden i San Quentin-fængslet, blev det grafisk udstillet, hvad verden havde mistet. Ved denne som så mange andre lejligheder var det stjerneguitaristen Carl Perkins, som "spillede" Luther, og det var helt indlysende, at denne ulasteligt teknisk fremragende og op-tempo version af Luther havde absolut ingenting at gøre med den ægte vare. Luther Perkins´ efterhånden uhyre raffinerede amatørstil kunne aldrig efterlignes helt af nogen, som havde lært at spille rigtigt, men alligevel var den simple stil så slagkraftig, at den trods alt lever den dag i dag. Luther spillede som ingen anden, fordi han ikke kunne andet. Alle de andre kunne kun spille ligesom alle de andre og det var heldigvis aldrig helt nok.

Til sidst vil vi lige berøre en engelsk maler, som måske knapt i den større offentlighed er blevet anerkendt som en stor kunstner. Til gengæld er han næsten en prototype på den ultimative matør, og der er forresten fornyligt blevet åbnet et museum for ham og hans værker i hans hjemby Salford udenfor Manchester. Det drejer sig naturligvis om L. S. Lowry, om hjemmefødning, som boede hos sin mor det meste af livet og vistnok aldrig rejste meget længere end med bussen til Manchester. Som Rousseau er der tale om malerier, som er så langt fra nogensomhelst teknisk kunnen, at det næsten er fornuftsstridigt. I modsætning til de klare og rene farver hos Rousseau er der dog hos Lowry tale om alskens nuancer i brunt og sort og gråt uden andet end enkelte næsten impressionistiske småbitte næsten punktformede farveglimt.

Hos Lowry er der simpelthen tale om en skildring af dette nedslidte og håbløse tidlige engelske industriområde, så man simpelthen får klaustrofobi. Samtidigt er der dog også de bittesmå glimt af en rød skoletaske for lige måske at symbolisere en smule håb i al det tilrøgede og møgbeskidte. Det er vanskeligt at forblive uberørt ved at se et billede af Lowry, næsten ligeså vanskeligt som det er at blive berørt af et teknisk tilsyneladende helt anderledes fremragende billede af Trampedach. Der er en verden til forskel, og der er et helt liv og dets erfaringer i Lowrys billeder, som ingen fotografier ville have kunnet gengive, selv om han teknisk aldrig nåede længere end til første aften på et malekursus i aftenskolen. Det var nok mest derfor det blev så godt. Han malede heller aldrig mange billeder, men der var altså heller ikke mange motiver i Salford. Der er dog ingen tvivl om, at det lige præcist var sådan de så ud, ihvertfald for Lowry, og det er godt nok for undertegnede. Lowry er forøvrigt denne skribents absolutte yndlingsmaler.

Nu har det ikke i dag været hensigten at bevise, at man ikke kan have gavn af en formel kunstnerisk uddannelse. Det kan man naturligvis sagtens. Det er blot ikke alle kunstneriske udfoldelser, som lader sig omplante til det oftest noget formalistike miljø på de etablerede læreanstaler, befolket som disse jo er og nødvendigvis må være til evig tid med 2.geled af de rigtige talenter. Hvis man rigtig underviser i kunst er man jo aldrig nogen rigtig kunstner selv. Derfor kan man selvfølgelig være en god lærer alligevel, men sommetider behøver rigtige kunstnere altså ingen hjælp. Det er måske i virkeligheden det, som er kunsten, den sande kunst. Sommetider er det ihvertfald.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start