søndag den 11. november 2007

"Citius, Altius, Fortius" -den evige stræben?

I dag indleder vi med de klassiske målsætninger fra de mere moderne Olympiske Lege, nemlig " længere, højere og hurtigere". Nu er der jo godt nok noget ef et ikke altfor autentisk tone ved disse ord på latin, mest fordi de klassiske olympiske lege jo foregik i den førromerske tid, hvor man jo ihvertfald i Grækenland naturligvis måske ikke helt overraskende talte græsk. Vi skal dog se, at denne stræben efter at nå nye grænser for ydeevne i audiobranchen, som ofte postuleres og da ikke mindst på den netop overståede messe i København, har en del mere at gøre med moderne professionel cykelsport end de rene klassiske olympiske idealer. Der er simpelthen gået lidt meget doping og selvbedrag i sprog og produkter, og de klassiske idealer er presset som aldrig før. Aldrig før har al snak om den ideelle stræben lydt mere hult. 

I gamle dage var tingene ganske simple. Enhver virksomhed af en vis størrelse havde et bredt produktprogram fra det allerbilligste konsum og typisk til kæmpestore professionelle afdelinger, hvor erfaringerne fre original frontlinie-forskning i de enorme udviklingsafdelinger hos datidens Sony, Matshushita/Technics, Philips og mange andre drev udviklingen af produkter hele vejen ned i de forskellige prissegmenter. Der kom massevis af originale projekter ud af det lige fra den originale "Motional Feedback" aktive højttaler fra Philips, som først nu over 20 år efter er blevet mere almindelig. Dengang var den forresten rigtigt svær at lave, fordi stabiliteten skulle være ubetinget. Et selskab som EMI havde en enorm udviklingsafdeling, hvis primære kunde var firmaets egne studier, og hvor et enormt succesfuldt design som for eksempel den originale Beatles REDD-mixer blot blev lavet i 3 eksemplarer ialt. Man ville nemlig kun have det bedste, og for at få det lavede man som mesterkokken Wassim Halal i Trige det allermeste selv. Ingen bøtte med kartoffelsalat fra Karen Kok her! Tidens stræben efter det bedste var nemlig reel, vanskeligt at forestille sig i dag og gammeldags nok mente man, at hvis blot produkterne var gode nok, ville man få succes. Det var på den tid Bill Woodman grundlagde ATC. 

Mindre firmaer kunne naturligvis ikke opnå denne afsmitning fra de professionelle topmodeller og specialiserede sig i stedet for i en lille del af markedet. Det var jo inden Mark Levinson og andre tidlige entreprenører for den gryende high-end endnu var dukket frem, så alle disse firmaer opererede i det, som i dag nærmest må betegnes som den lavere mellemklasse. Her kunne man nævne Naim, Quad og talrige andre. Den gamle etablerede topklasse som McIntosh og nye som fra 1973 engelske ATC, TAD og Gauss og endda også Electro-Voice og JBL var markedsledere i det helt eksklusive segment. Dengang som i dag var der dog tale om et lillebitte marked med ganske få brilliante designere, som dog fik frie hænder til med ganske få begrænsninger at udvikle de allerbedste produkter, som de formåede. Det må vist være det, som i bagklogskabens ubarmhjertige lys kaldes de gode gamle dage, og produkternes priser på eBay i dag bekræfter ganske godt dette. 

Det var heller ikke nødvendigt at finde på det, som mange år senere skulle blive kendt som "storytelling" og "oplevelsesøkonomi", for enhver kunne jo se en kontinuitet i produktprogrammet og historien var jo reel nok og man behøvede jo ligesom ikke opfinde noget, som allerede fandtes., Der var uden nogen undtagelse tale om, at det større og dyrere produkt fra samme producent faktisk også spillede bedre. I det allermindste kan man som med en af de eneste overlevende dinosaurer fra dengang ATC tale om, at et dyrere og større produkt i det allermindste kunne spille højere og dybere, ikke nødvendigvis anderledes eller bedre. Det påstår man forresten heller ikke selv den dag i dag. De olympiske idealer kunne stadigvæk bruges, selv om "hurtigere", som vi skal se, først kom ind noget senere. Da kom det desværre ikke til at betegne transientgengivelse, snarere de hurtige penge. Det kan næsten forekomme helt oldnordisk at tænke tilbage på en tid, hvor en højttalerproducent som JBL i alle deres højttalere havde samme "sound", mest fordi de jo faktisk producerede delene selv. Denne egenproduktion skulle blive det første offer for de nye tider, og det skulle få større konsekvenser, end man havde kunnet forestille sig: Hele den teknologiske fødekæde fra top til bund skulle nemlig blive skåret over, og alle ingeniørerne skulle blive erstattet af økonomer eller ingeniører med lyst til at tjene lidt hurtige penge. De sidste var der nu ikke mange af. Til gengæld var de så åbenbart så meget mere sultne efter disse lette penge. 

Det helt fundamentale første problem, den ideelle stræben efter bedre produkter mødte, var det simple, at selve den primære produktion af for eksempel højttalerenheder som samtidigt den danske tekstilindustri var blevet hårdt presset på prisen. Som bekendt forsvandt tekstilproduktionen for mange år siden, mens produktionen af enheder først for nyligt er udflaget. I sådan en branche i krise og tilbagegang er der naturligvis ingen synderlig lyst til at investere, Når der ikke investeres sættes der til gengæld en sparespiral i gang, fordi ingen virksomhed kan eksistere med en statisk ikke-ekspanderende omsætning uden disse tiltag. I løbet af 1980-erne så vi den helt store udtynding af alle de allerbedste enheder fra de store gamle producenter som Altec, EV, Gauss, JBL m. m. fl. og massevis af andre førende producenter af kondensatorer, transformatorer forsvandt simpelthen, så man måtte som audioproducent indstille sig på de nye tider. Der var ikke længere muligt som Quad at drive en virksomhed i mellemsegmentet, fordi råvarerne ikke længere var tilgængelige, og det døde de som bekendt af. Det gjorde talløse andre virksomheder som KEF, Celestion, Monitor Audio, Cyrus, Mission, Rogers, AR, Advent, KLH, og utallige andre. De var blevet ofre for den simple kendsgerning, at deres nye modeller simpelthen ikke kunne blive tilstrækkeligt meget bedre end de gamle til, at de kunne forblive attraktive på markdet. Der var ikke megen status i at købe for eksempel en Quad 66 eller 77, som ikke var meget bedre end en gammel 44/405 og kun lidt dyrere. At man måske blot kunne have sat prisen helt sindssygt op på de nye modeller for at give indtryk af merværdi, strejfede tydeligvis ikke nogen dengang i noget, som i dag må minde om den uoplyste middelalder. Det skulle blive anderledes. 

Nu havde både Linn og Naim jo i ganske mange år vist, hvad der skulle til for at sikre overlevelse i denne konkurrencesituation. Man skulle nemlig bare sætte prisen op på produkterne. Når man ikke kunne sælge flere varer, kunne man i stedet sætte prisen op, så det gjorde man. Nu må vi jo erindre, at denne voldsomme strategiske hævning af alle priser på disse produkter faldt sammen med, at alle andre priser på al elektronik styrtdykkede. Vi kan vel forsigtigt antage, at produktionspriserne på disse mærker, som tidligere havde været almindelige mellemklasseprodukter, ikke er steget særligt og så har vi vist udtrykt os noget konservativt. 

Den samme lektie lærte alle de nyligt krakkede gamle engelske firmaer som Gale, Exposure, Quad mm, som ved at flytte produktionen til Kina markedsførte produkter ret identiske i ydelse til produkter lanceret flere årtier tidligere til priser, som var 2-3 gange højere end blot få år før. På denne simple måde tilførte man jo merværdi til køberne af de nye apparater. Det var egentligt godt klaret, for i de samme år faldt en CD/DVD jo som bekendt fra 8000,- til 199,-. Forretningen var jo derved nok blevet noget bedre. 

I Danmark var en absolut pioner på markedet for forøget merværdi ( det kalder vi det, når produkterne er helt eller basalt de samme, blot dyrere) naturligvis Ole Klifoth og F3-Lyd, senere Audiovector, som har velsignet verden med nye ord som NRFB for "non-resonant fibre board" og talrige andre velsignelser. Han har som den enestående mester han er, formået gennem alle årene at forlene samtlige sine produkter med et ganske særligt "touch" i form af pseudovidenskabelige forklaringer på, at hans helt reelle brug af samtidens standardenheder sammen med hemmelige særlige modifikationer og kunstgreb har solgt sig selv og sin unikke ekspertise sammen med de ellers ganske uanselige produkter. Dette er en ganske særlig udgave af det senere så kendte "storytelling", hvor Klifoth konstant har inkluderet sin person i produktet. Det er jo samtidigt den billigste råvare, så det gav fortjent succes og god forrentning, og det gør det stadigvæk. 

Mange andre højttalerproducenter var noget mere på den. Nu er det jo på trods af alskens moderne teknik jo ikke sket udvikling i polering og samling af træ og finer i de seneste 1000 år, og både ham Stradivarius og japanske kunstnere har jo forlængst færdigudviklet dette håndværk. Bedre højttalerenheder var jo heller ikke sådan lige at skaffe, for selv om man skulle være i den unikke situation at have produktionsfaciliteter selv, beherskede man jo alligevel ikke ret mange af processerne selv, når det kom til stykket, og det blev de jo ikke meget bedre af, blot billigere. 

Som i elektronikbranchen næsten kalkeret efter Linn og deres CNC-monster Linn CD 12 viste Dynaudio i deres gamle topmodel med aluminium-fræset forplade, hvordan det kunne gøres, men det har givetvis kostet en del penge i små styktal. I stedet har vi set en fantastisk mængde af forskellige nyindpakninger af helt almindelige standard OEM-højttalerenheder i eksotisk udseende boxe. Man kommer næsten til at sidde og vente på, hvornår der kommer et signalkabel med autoriseret og certificeret guldbelægning fra de forlængst forsvundne danske guldhorn, så stor har opfindsomheden allerede været. 

Blandt de nyeste "opfindelser" er den nye Gamut L-9, som er lavet af en afrikansk træsort, som ifølge de første rygter var helt ubeskrivelig begrænset i sin udbredelse på en lille lokalitet i Afrika. Ja, måske var der kun tale om et eneste træ eller måske ikke engang det. Nu forlød det godt nok ikke, om denne højttaler til en halv million også var dæmpet med fjer fra den forlængst uddøde fugl dronten, men åbenbart kom man i tanke om, at det jo vist ikke var politisk korrekt at fortsætte med denne ikke helt antagelige eller miljørigtige storytelling. I stedet er man nu nået frem til, at det vistnok er et bæredygtigt dyrket og ganske almindeligt afrikansk træ, ja det er endda så almindeligt og billigt, at man mest bruger det til gulvbrædder og jernbanesveller. Ak ja, der gik den gode historie. Hvis man så bare endda havde valgt at bruge rigtige lagrede gamle jernbanesveller af dette træ. Så havde man måske kunnet kalde det "Non-stressed multiple de-fatigued iron-wood" Det kommer nok i Mark II. 

Nu har vi naturligvis hverken hørt det sidste eller blot det næstsidste i denne stræben efter de hurtige penge. Recepten er der jo, og det gælder for alle blot om at finde den rigtige historie, produktet betyder ingenting alligevel. Ve den, der som ATC blot lader en lokal fabrikant af lystyachts fremstille sine kasser i den tro, at forarbejdningen af træet ikke kan blive bedre. Det har de iøvrigt ret i, deres Anniversary-modeller er verdens måske allerflotteste, og når man som Gamut lader deres nye tophøjttaler (efter sigende, da) fremstille i Danmark, skyldes det nok allermest bittesmå styktal fremfor suveræn kvalitet. ATC laver da ihvertfald ikke særligt mange Anniversary-modeller. Det er nok også af samme grund, at man producerer Steinway-højttalere i Danmark, nu når vores generelle ekspertise i klaverer jo ellers mest er Hornung og Møller, strengt taget lidt serie 6-fodboldagtigt i forhold til Steinways Manchester United 

I dag har vi set, at man for at etablere merværdi og dermed få en højere pris for sit produkt, er nødt til at sælge en historie sammen med varen. Det er ikke længere nok at have en leverpostej som den kendte fra Esbjerg, som bare smager udmærket. I fødevarebranchen kan man jo altid klare sig med lidt romantiske billeder om tidligere tider på landet. Det er straks sværere for højttalerproducenterne, som sommetider må helt til Afrika for at finde den gode historie som gør, at man kan hæve prisen på sin topmodel over 6 gange. 

Hvis det lyder helt ud i hegnet, er det altså fordi det er det. Som en Hästens-seng med 2 millimeter heste-hentehår. 

De olympiske idealer er i nutiden for de allerfleste producenter fuldstændigt ligegyldige. Hvis man virkeligt ville lave et optimalt højttalerkabinet kunne man jo starte med at fræse det ud af en en massiv klump aircraft-aluminium, som den ATC-prototype, vi selv fik lavet hos Per Udsen Aircraft i Grenå for år tilbage. DET virker og det er dyrt, helt vanvittigt, faktisk. Det er hverken det afrikanske træ eller alle historierne, hverken særligt dyrt eller eminent godt. Det lyder bare mere eksotisk end teaktræ, men mon ikke det er noget af det samme akustisk set? Det laver man jo også sveller af. Det er vist ikke det, man kan kalde nogen stræben efter nye grænser. 

Den ideelle stræben i audiobranchen er vist mest sammenlignelig med Tour de France: Masser af store ord og fortielser, når man altså ellers ikke lyver. Kun uhyrligt få bruger de allerbedste komponenter fra for eksempel Duelund og ATC, deres er vist bare gået lidt sveller i det hele.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start