søndag den 28. oktober 2007

Størrelse, pris, identitet og andre problemer.

I denne uge vil vi forsøge at forske lidt i den identitetsforplumring, som langt de fleste producenter helt frivilligt har kastet sig ud i. Det drejer sig simpelthen om mangel på gennemskuelighed i deres sortimenter. Det er faktisk et ganske alvorligt problem, som mange af de store gamle mærker har fået sig, fordi, som allerede salig Briggs fra det engelske firma Wharfedale bemærkede, når man forvirrer sine potentielle kunder, så køber de absolut ingenting. Det er denne bevidste forvirring, som vi vil behandle i dag, og det er faktisk ganske underholdende, fordi det er så aldeles gennemført idiotisk. For mange producenter skulle man faktisk næsten tro, at forretningsstrategierne var opfundet af undercover-agenter i konkurrenternes sold, de i gamle dage fra engelske MI 5 og 6 så kendte "muldvarpe". Man får ialtfald det klare indtryk, at der må ligge et djævelsk forbryderisk mastermind bag mange af opsplitningen af de mange modelrækker hos mange producenter, men der er vel også opstået en betydelig arbejdsløshed blandt de rigtige "muldvarpe" efter afslutningen af den kolde krig, så måske alle firmaer blot lader sig styre af konkurrenternes så veltrænede medarbejdere i egne rækker? Det kunne ihvertfald se ud, som om mange gør. 
  
I gamle dage var tingene som altid dengang ganske simple, men dengang var verden jo også, som Steen og Stoffer har dokumenteret, i sort/hvid.. Tingene og sammenhængene var faktisk så simple, at selv Bang & Olufsen kunne være med. Der var helt enkelt hos alle producenter en nødvendig sammenhæng mellem størrelse og pris på højttalere og en lignende på forstærkere. Jo højere effekt et apparat havde, jo dyrere var det uvægerligt, og for andre apparater som tunere og kassettebåndoptagere kunne man så altid regne med, at numrene fulgte med forstærkerne i pris. Det var simpelt, og det var en stensikker recept på kommerciel succes, fordi folk kunne forstå det. 
  
Nu var det naturligvis heller ikke dengang nogen entydig sammenhæng mellem størrelsen og prisen på højttalere generelt, men det var der til gengæld indenfor samme producent. Den mindste B&O-højttaler var samtidigt den billigste og den allerdyreste var helt naturligt samtidigt den allerstørste, så der var ikke så meget at tage fejl af i forhold til statusværdien. Større VAR bedre og ikke mindst dyrere, og alle fulgte samme recept, både Tannoy, Marantz, Crown/Amcron, JBL, Sansui, Technics og talløse andre. Det blev jo også for mange hjulpet af, at rigtigt mange producenter kun havde ganske få modeller i en enkel progressivt stigende prislinie med ensartede trin på. Det sikrede, at ligemeget hvor man steg på, vidste man altid, hvor i hierarkiet man var, og havde jo så altid noget at stræbe efter. Når man for eksempel havde en JBL 4311 kunne man jo altid drømme om en 4331, en 4333 , en 4343 eller slutteligt en 4350. 
  
 Hvis man havde den største var der ingen Kloge Åger, som med nogen ret kunne hævde, at man ikke havde den bedste. Størrelsen og watt-antal var simpelthen blandt hifientusiasterne som haleføring i hundeflokken  entydig og letforståelig-man vidste, hvor man var, og man vidste, hvor man skulle hen: Større højttalere og flere watt. 
Nu er det åbenbart en naturlov, at man i kortere geologiske perioder ser dyr og elektronik udvikle sig skal vi sige det noget ukontrollabelt som den irske kæmpehjort, hvis gevir blev så kæmpestort, at dyret ikke kunne komme omkring.. Som i tidligere tider kæmpeøglerne og senere de gigantiske nu uddøde pattedyr så vi også ikke mindst på datidens receiverområde en kæmpevækst ikke meget mindre end en mammut i dyreverdenen med en gigantisk Pioneer som vistnok toppunktet, inden denne boble faldt sammen igen. Det er først i disse tider, at vi ser et fornyet kapløb i samme receiversegment, denne gang godt nok surround, men vi nærmer os vist også nu toppen af galskaben. Der var altså en øvre grænse for størrelse, og efter JBL Paragon, JBL 4350 og (godt nok noget senere) den helt monstrøst vanvittigt store Gamut-forstærker på størrelse med en dybfryser) var udvikling i denne retning ikke længere muligt. geviret var blevet for stort og bredt. 
  
Selv om der allerede i 1980-erne blev moderne blandt visse grupper med mindre, men ihvertfald ifølge dem selv mere identitetsskabende systemer, var der dog stadig en klar rangfølge mellem alle apparater i en producentserie. De kraftigste forstærkere og de største højtalere var stadigvæk bedst og dyrest, og det gjaldt også for kongen af de små og særdeles slet samlede blikæsker, nemlig Naim. Her skulle man godt nok finde det højeste modelnummer, men det gik endda. Dette gjaldt stadigvæk også helt uden undtagelse i den professionelle branche, selv om en af de store operatører, nemlig JBL, her gennemførte noget, som de nok ikke vidste ville blive dødsstødet for den civilisation, som de kendte. Man indførte nemlig i den semiprofessionelle verden den nye M-serie af højttalere. Ved introduktionen var vi mange som højt grinede over, at JBL på den måde prostituerede sit gode navn og rygte. Det havde de nu godt nok allerede gjort nogle år tidligere med deres såkaldte Radiance-serie af såkaldte hifi-højttalere, men den var på grund af indlysende latterlig ydeevne ikke blevet taget alvorligt. JBL-skiltet var nu også noget lille. 
  
Nu var M-serien med sin tonstunge men uhyre vandopløselige kasse af papir-MDF og højttalerenheder i den ende af kvalitets-vægtklassen, hvor selv drenge- thaiboxere har vanskeligt ved at pine sig ned, heller ikke noget godt produkt. Det betød dog ikke, at det ikke blev solgt, men det betød til gengæld, at andre og langt bedre JBL-højttalere i den rigtige professionelle serie, som var langt bedre, ikke blev det, fordi de var meget mindre. Folks automatreaktion afskaffede man ikke bare sådan lige, men til gengæld afskaffede man så sit eget professionelle marked, ja det gik faktisk så hurtigt, at det nok har mindet om katastrofen i kridttiden, da dinosaurerne forsvandt. Det gik en tid lidt bedre på markedet for professionelle studiomonitorer, men da der først blev lanceret en serie store og billige modeller, forresten produceret i Danmark, mange med enheder fra et andet medlem af Harman-gruppen, Son Audax, gik det forrygende hurtigt. 
  
 Det professionelle publikum, nu helt forvirret som påpeget af Briggs, anskaffede ikke blot ingen nye JBL-monitors, de afskaffede med lynets hast alle dem, som de havde købt. Istedet blev finske Genelec kongen i en periode, fordi de i det mindste efter den allerførste gøgeunge S 30 da havde forstået, at større højttalere med højere numre var bedre end de små med de lavere. Kommerciel succes var allerede dengang nært forbundet med en klar identifikation af kundernes åndsevner eller mangel på samme. Vores venner på Hifi Musik ville nok have brugt ordet "acute" oversat til det gode danske ord "akut" om lige denne præcise identifikation. Alene det at folk købte den nye tids modehøjttalere fra Genelec var vel også et ultimativt bevis på monumental eller i det mindste selektiv døvhed, måske ligefrem akut? 
  
På samme tid gik der tilsyneladende panik i mange, men heldigvis ikke alle de professionelle forstærkerproducenter. Nu er det professionelle marked i virkeligheden ikke ret stort i forhold til konsummarkedet, som enhver jo kan sige sig selv, men hvor lille det i virkeligheden er, overrasker altid de allerfleste. Datidens "giganter", som altså var vældigt små, som Crown/Amcron, Electro-Voice/Dynacord, Crest m. fl. begik simpelthen den kæmpebrøler at opdele deres hidtil meget basale og overskuelige modeller i selv for fagfolk helt uigennemskuelige modelserier. Det er faktisk noget mere skæbnesvangert for salg af kvalitetsprodukter, end det måske umiddelbart ser ud, og det burde de smarte salgsstrateger indenfor Harman-gruppen og den daværende Mark IV-gruppe, som var de største dengang, nok have kunnet regne ud. Man havde jo nemlig allerede fornyligt fuldstændigt mistet sit traditionelle marked for studiemonitorer og den største del af det traditionelle PA-marked igennem lignende markedsføringstiltag, og nu skulle forstærkerne altså følge efter. Gilbert Briggs fik altså ret igen-igen. 
  
Recepten for disse mulige "muldvarpe" som må have været i andres sold var helt enkel: Man gjorde det simpelthen aldeles umuligt for kunderne at gætte, hvad en modelserie kostede. Ikke alene var der ingen sammenhæng mellem pris og effekt, der var heller ikke bare den allermindste progression i skamrosen i brochurene mellem de forskellige uigennemskuelige modelserier. Når man ikke får nogensomhelst opfattet merværdi ved at vælge den dyrere model eller blot kommer til at tvivle bare det allermindste, køber man jo altid den allerbilligste. Det var så bare sjældent en Crest eller en Crown, og selv om det var, gjorde man det sjældent 2 gange, så ubeskriveligt ringe var de. 
  
For argumentets skyld kan man jo prøve at klikke ind på Crown i dag og prøve at gætte med. Det er nemlig ligeså svært i dag grænsende til det umulige blot teoretisk at finde et argument for, at det dyreste skulle være bedst. Det har jo så også medført, at den fremragende Reference-serie er udgået, for hvordan er det lige, at man gradbøjer adjektiver, som allerede er i superlativ for den billigste serie igennem 5 ekstra led? Den billigste serie lød til gengæld helt ubeskriveligt grimt, og det gør den forresten stadigvæk. Måske endda lidt værre. Ikke underligt, at de gamle producenter blev lette ofre for en hel ny bølge af lavprisprodukter fra Kina. Selv ville vi i dag aldrig drømme om at sælge en Crown. det er nu også ganske let at undgå, da heller ingen vil købe dem. 
  
Nu skulle man jo ikke tro, det kunne blive meget værre, men det kunne det faktisk godt, en hel del værre. Jeg var endda selv involveret i det projekt, som få år senere dræbte Europas og måske endda verdens største daværende højttalervirksomhed, nemlig Jamo. Det var nu ikke mig selv, som gjorde det, men et lokalt reklamebureau. Udgangspunktet var ellers i disse valgtider ganske letforståeligt: Man ville være alt for alle, men i stedet blev man til ingenting for nogensomhelst. Det er jo politisk hverdag og den succesfulde fremgangsmåde kaldes vistnok godt "politisk håndværk" Jeg selv deltog som hovedrystende konsulent i det ambitiøse projekt, som i sin enkelthed gik ud på, at et gigantisk katalog indeholdt tæt ved en fantasilion forskellige modeller. Jamo ville nemlig som den produktionsmæssigt suveræne virksomhed, som den var, vise, at man øjeblikkelig i sit utroligt smidige produktionsapparat ville kunne tilfredsstille alle kunders behov. For at guide folk igennem denne labyrint havde man så forsynet kataloget med noget, som mest lignede et psykologisk test i allerbedste damebladsstil, som man selv skulle gennemføre. Her kunne man helt selv plotte ind, hvilken livsstil man var til (en rigtig griner dengang og denne sektion i kataloget kan i dag formodentlig fremkalde øjeblikkelige epileptiske anfald selv hos ikke-epileptikere, så sjov er den), musiksmag m. m.  
  
 Det var nu meningen, man skulle tage det helt alvorligt, og korrekt gennemført kunne man så med videnskabelig sikkerhed blive hjulpet til at finde lige præcist den højttaler blandt adskillige hundrede modeller, som man ialtfald ubevidst psykologisk længe havde drømt om. For de ganske få, som overhovedet kom så langt i denne personlige test, kan det næppe være kommet som andet end en stor overraskelse at se sin åbenbare drømmehøjttaler. Der var simpelthen tale om en reklamemæssig galskab så massiv, at den aldrig kan slås. Der var ingenting i vejen med Jamos produkter. Kunden havde bare ligeså svært ved at manøvrere sikkert rundt mellem alle de røde, gule og grønne prikker med tilhørende underprikker og små og store bogstaver i brochuren, at konen i smug sikkert har smidt det ud, fordi hun meget rimeligt må have antaget, at der var tale om en særligt lusket form for porno i dette ellers så smukt glittede brochuremateriale. Som bekendt gik Jamo i praksis i betalingsstandsning inden de blev opkøbt af Klipsch, og en epoke startet af tømrer Jacobsen var blevet nyere dansk erhvervshistorie. Det var da vist det, man kan kalde en lettere kikset reklame, faktisk en hel del værre end de andres lettere ugennemsigtige produkter og priser. Vi skal vist tilbage til det store kollektive selvmord i Jonestown for at opleve noget lignende, her betalte man altså bare reklamebureauet for at begå noget, der lignede overlagt mord, en slags halv-kollektivt selvmord, hvor dog kun den ene døde, selv om nogle i Jonestown vistnok også blev hjulpet lidt på vej. 
  
Nu findes der jo altid ganske enkelte dinosaurer, der som skildpadderne og krokodillerne overlevede denne forvirringens tid. Så forskellige firmaer som ATC og Cerwin-Vega fulgte den simple og gamle recept, hvor en højttaler, som var større, naturligvis var dyrere og bedre. Andre som JM Lab kører et modelprogram, som ikke lader Crowns meget efter i mangel på almindelig gennemskuelighed, men de har dog vistnok ikke indført Jamos gamle personlighedstest, ikke endnu, ihvertfald. Dagens morale er den helt simple, at ligegyldigt hvor godt og vel-distribueret et produkt er, skal kunden stadigvæk have en helt klar fornemmelse af, at han får noget helt specielt. Denne produktets merværdi skal være så tilstrækkelig simpel og forudsigelig, at han let kan forklare andre, præcist hvad der gjorde produktet til noget særligt, og dette er som nævnt noget vanskeligt for de allerfleste. Som vi ser hos for eksempel Gamut, kan den mest geniale fod og det mest banebrydende kabinetdesign endda findes i den billigste højttaler, og det skal man vist være psykoakustiker for at begribe. 
  
Det er noget nemmere for os selv og ATC. Der er størst nemlig bedst. Det er jo heldigt, for det er altså til både at se og forstå og så er det jo endda rigtigt heldigt, at det tillige er sandt. 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start