mandag den 8. oktober 2007

De store spørgsmål, som aldrig stilles.

Det er den ukendte amerikanske komponist Charles Ives med værket "The Unanswered Question", som i dag er vores udgangspunkt. Vi vil dog gå endnu et skridt tilbage og behandle nogle af de store og indlysende spørgsmål, som aldrig bliver stillet. Mange af spørgsmålene er faktisk så indlysende, at de forlængst burde være stillet, mens andre muligvis er en smule mere kontroversielle, men ikke meget. Fælles for dem allesammen er dog, at svaret på det ustillede spørgsmål er ganske indlysende. Det er måske derfor, det ikke er blevet stillet, men som vi vil se, er det desværre ikke så simpelt.
 
Første gang denne skribent blev konfronteret med en virkelig trussel mod den vestlige livsform, som tilsyneladende gik helt uden nogensomhelst omtale, var, da jeg som barn første gang så plasticflyvere i samlesæt, som ikke var i skala 1:72. De var nemlig meget store, sommetider endda 1:24. Nu kræver det muligvis lidt forklaring, at dette skulle være en ukendt trussel mod civilisationen, som vi kendte den, men det var det. Alle vi raske drenge, som spiste Foska-havregryn hver morgen, havde jo over mange år brugt alle vores jule-og fødselsgaver til datidens proto-playstation, nemlig plasticflyver-samlesæt fra Airfix og Revell, og vi havde en respekteret interesse. Det vil sige, det havde vi lige indtil de japanske aggressorer og imperialister lancerede deres alt for store byggesæt uden nogen respekt for det gamle skala-format. Derved gik der simpelthen noget i stykker i os.
 
 Der var noget helligt ved den gamle skala, som kun vi forstod. 7 er jo som bekendt et helligt primtal i mange kulturer og det var 2 jo næsten også. Det nye format var jo alene derfor helt forkert, men ingen stillede alligevel spørgsmålet om, hvordan man kunne tillade sig at ødelægge barndommen totalt for en hel generation af drenge, som sad tilbage med deres små fly i den helt rigtige størrelse. De blev som Chip i Disneys juleshow, som ellers var tilfreds med sin nød, helt latterliggjort af Chaps gigantiske nød og de alt for store flyvere. Man gjorde talløse drenge fortræd, og det var japanerne, der gjorde det. Det var ædende ondt, men ingen gjorde noget ved det, og vi blev nok voksne før tiden. Det var måske det ondeste af det hele.
 
Efterhånden som vi blev ældre, blev vi konfronteret med en hel utrolig mængde af store, ustillede spørgsmål. I elektronikverdenen har der altid været et par absolutte højdespringere, som vistnok kandiderer til de mest komiske ustillede spørgsmål. De værste er vel, at både Naim og Restek kan slippe af sted med blot at sige, at højttalerkablerne ved begyndende ustabilitet ledsaget af horribel varmeudvikling i forstærkeren enten bare kan byttes om eller alternativt forlænges. Vi opererer her helt oplagt med apparater, som efter alle andre kriterier simpelthen er defekte, og som kun kan bringes til at virke nogenlunde, hvis man belaster dem helt entydigt gunstigt og endda noget heldigt. Her er der naturligvis heller ikke nogen, som stiller nogen spørgsmål. I et nyligt tilfælde blev en ejer endda så stolt over det hurtige svar,her fra Restek, at han stolt publicerede det modtagne svar. I stedet burde han måske have undret sig over, at en så tåbelig lappeløsning overhovedet blev foreslået, nemlig at han skulle prøve at bytte om på højre/venstre-højttalerkablerne. Det mere nærliggende ustillede spørgsmål ville her have været, hvor den nærmeste genbrugsstation var, hvor han så straks kunne køre sit tyske chrom-affaldsprodukt hen.
 
Nu burde det jo ikke være en overraskelse at få at vide, hvor lidt råvarerne koster, som vi ellers har været inde på talrige gange tidligere. Ind imellem er der dog tilfælde hvor spørgsmålene bliver så påtrængende for denne skribent, at vi næppe heller selv tør stille dem.Således hedder verdens allerbedste oilskins-jakke i fuld længde R.M. Williams, men selv her blandt verdens bedste er der en slange i paradiset. Reklamerne fortæller om det helt udsøgte imprægnerede lærred, som er brugt. Man er reklamemæssigt helt oppe i stratosfæren sammen med forlæggene fra Sytem Audio m. fl. Desværre er prisforskellen fra en kort til en lang model kun knap 30,- i udsalg, og i  lyset af, at der skal bruges dobbelt så meget materiale til den lange model, kan råvarerne jo næppe være særligt dyre, faktisk nærmere næsten gratis. Dette uløselige og unævnelige spørgsmål bliver hermed henlagt. Vi er vist blevet tørret lidt..
 
Nu har vi altid vidst, at USA er et voldssamfund, ja man har vel aldrig rigtigt hørt andet. Sandt er det da også, at risikoen for at blive myrdet i USA i forhold til Danmark i gennemsnit er en faktor 5 større, dog med meget store regionale forskelle. Alle ved jo også, at det amerikanske voldssamfund har aflivet adskillige præsidenter, faktisk ialt 4, selv om nok kun uhyre få kan nævne dem. Det er vistnok helt galt derovre i USA, selv om det rent faktisk er helt identiske eller endda lavere mord-rater end i de nye østeuropæiske EU-medlemsstater. Det spørgsmål stilles naturligvis heller ikke, om ikke bare Danmark er et usædvanligt smørhul, som det kunne tyde på. Til gengæld er der nok ikke ret mange, som ved, at Sverige faktisk er godt på vej op på USA´s niveau med hensyn til mord. Vi kan godt få fornemmelsen af, at med en myrdet statsminister og ditto udenrigsminister er Sverige vist egentligt en del foran USA i denne dårlige statistik. Med hensynstagen til forholdet mellem befolkningerne skal vi jo op på 35 dræbte statsoverhoveder i Sverige med samme forhold, og det er dog en del. Nu er det ganske vanskeligt at trænge ind i beregningerne af de svenske mord-statistikker, som kan tolkes helt fra en lavere mordrate end i Danmark helt til flere mord end i store dele af USA. Sikkert er det dog, at Sverige er et eksplosivt spirende voldssamfund, men hvorfor spørges der aldrig om, meget mærkeligt.
 
Nu har det afrikanske kontinent altid været særdeles gådefuldt, men der er dog et par gåder, hvis løsning burde være til at finde ud af, hvis man altså havde stillet de rigtige spørgsmål. For denne skribent er den allerstørste og mest uhyggelige gåde det paradoks, at man som journalist altid uden spørgsmål viderebringer tal for HIV, som enten lige pludseligt er faldet eller blot ikke stiger. Begge dele er nemlig lige umulige, desværre. I tilfældet Uganda var det bl. a. jublende danske hjælpearbejdere, som viderebragte de glædelige oplysninger om, at HIV-hyppigheden pludselig var aftaget fra over 30% til under 10. Nu kræver det jo ikke nogen længere sundhedsvidenskabelig uddannelse at fastslå, at den eneste måde at opnå den her glædelige statistik på er, at de smittede afholder sig totalt fra sex og iøvrigt sætter sig ned og dør i en fart. Det er nok et lidt overdrevet heldigt scenario, især fordi bl. a. den sydafrikanske præsident jo er kommet med gode råd om, at gamle afrikanske helbredelsesmetoder også kan helbrede AIDS. Hvorfor i alverden der ikke er blevet stillet spørgsmål ved disse tal fra journalistisk hold er helt fantastisk, og det er åbenbart heller ikke faldet nogen ind at kalde præsident Mbeki for århundredets løgner, selv om han da kandiderer til det.
 
At den almindelige journalistiske standard nok ikke ligefrem er stigende, ser vi også i HIV-statistikkerne fra andre dele af Afrika, for eksempel det sydlige Afrika. Her har den officielle statistik i langt over et årti været, at omkring en trediedel af befolkningen er HIV-positiv. Desværre er det nok ligeså sandsynligt, at epidemien er stagneret, som at man kan inddæmme en influenza-epidemi i vores del af verden. Hvis man ikke ændrer folks seksuelle adfærd, og det har man jo ikke gjort, er det naturligvis helt urealistisk at tro, at nogetsomhelst kan stabiliseres. Når en trediedel er HIV-positive er halvdelen og  to trediedele det uhyre kort tid derefter. Den eneste grund til, at pesten i middelalderen kun kostede mellem halvdelen og en trediedel af befolkningen livet var jo, at folk døde for hurtigt til at nå at smitte andre. Det gør HIV-ofre som bekendt ikke, og tilsyneladende er den afrikanske HIV endda en mere virulent version. Spørg hellere om, hvornår alle er HIV-positive i en befolkning, det ville nok være mere relevant Det spørgsmål hører man sjældent formuleret, nå nej aldrig! Det fjerner jo ligesom også enhver nytte af langsigtet hjælpearbejde, for der er jo ingen fremtid overhovedet, men det mener den vestlige hjælpeindustri naturligvis ikke. Så ville de jo være arbejdsløse og skulle hjem igen og måske ligefrem til at begynde at betale skat af deres løn, fyda!. Alle investeringer i disse lande er dog forlængst ophørt, så nogen ved det åbenbart godt.
 
Når man som efter Khmer Rouge i Kampuchea konfronteres med en million eller flere ofre i store bunker, kan selv den mest tungnemme journalist se, at der har været tale om et folkemord. De samme journalister overvejer derimod ikke, om Robert Mugabe og hans "partisaner" og "krigsveteraner" i Zimbabwe måske i virkeligheden er ligeså slemme eller måske endda værre. Vidnesbyrdene er ellers ganske utvetydige. Der er bare ikke tale om centralt beliggende bunker af lig, så historien eksisterer ikke som medienyhed. Sandheden er ellers ekstremt uhyggelig. Særdeles autoritativt statistisk materiale peger nemlig på, at den forventede levetid i Zimbabwe er gået fra at være Afrikas længste til at være den korteste. Vi opererer simpelthen med en halvering af den forventede levetid, og den falder stadigvæk. Denne ulykkelige statistik gør uden nogen sammenligning Robert Mugabe til alle tiders folkemorder med en mulig undtagelse af tidligere hændelser på Påskeøen, hvor alle inklusive kongen selv døde. Den rekord kan jo allerhøjst tangeres, selv om de absolutte tal var temmeligt meget mindre.
 
 At halvere levealderen i Zimbabwe svarer jo selv for den ikke altfor matematisk kyndige til at slå halvdelen af landets befolkning ihjel, hverken mere eller mindre, men det har tilsyneladende ikke afstedkommet andet end små rynker i panden hos iagttagere. Mugabe passerer i fin stil tidligere ellers suveræne massemordere som Stalin (10-20% af befolkningen myrdet) og Pol Pot (omkring 30%). I den sammenligning blegner den ellers ikke voldsomt sympatiske Slobodan Milosevic unægteligt noget, og han blev endda anklaget og næsten dømt for folkemord, indtil han altså lige døde under retssagen. Et mord er naturligvis et mord for meget, men Mugabe har altså slået 6 mill. ihjel og han er sluppet fra hver og et af mordene. Hvorfor vides ikke, for spørgsmålet er aldrig blevet stillet.
 
I sin ungdom var den store amerikanske skuespiller Marlon Brando noget mere atletisk end det massive kødbjerg, som han udviklede sig til i den sidste halvdel af sit liv. Det var jo bare som stor og tyk, han blev mest kendt.. Alene hans fremtræden forhindrede ham dog i at blive taget helt alvorligt af alle europæere, for som alle ved, er fedme jo et tegn på mangel på kontrol over det allersimpleste, nemlig hvor meget man spiser. Man er altså en temmelig ynkelig person, hvis man er svært overvægtig, og da Brando tillige var amerikaner, var han derfor temmeligt grinagtig. Der er dog en enkelt undtagelse fra denne regel, og det er faktisk ganske signifikant. Det drejer sig om filminstruktøren Michael Moore, som for mange såkaldt "oplyste" europæere er blevet adopteret som nærmest sådan en slags "æres-europæer".

Denne ærestitel har haft signifikante fortilfælde i den nyere europæiske historie. Som det vil være enkelte bekendt, udnævnte selveste Adolf Hitler nemlig sine allierede japanerne (der er de igen, dem, som myrdede min ungdoms skalamodeller, forbandede skævøjer) til "æres-ariere". Godt nok var der strenge fysiologiske krav til det ariske udseende i ideologen Rosenbergs aldeles forvrøvlede race-teorier, men selv med en særdeles elastisk formulering faldt næppe mange af datidens bittesmå og hjulbenede japanere ind under det ariske ideal-glansbillede. Det var jo noget inden vitaminpillernes tid. Iøvrigt ligeså lidt som tilsvarende tvivlsomt ernærede engelske minearbejdere ville have gjort, men de blev heller ikke spurgt. Om det så ligefrem er et værdigt fortilfælde som "æres-europæer" er måske tvivlsomt, men det er det eneste, som vi kender til. Indtil Michael Moore, altså.
 
Nu er denne skribent ifølge fru Olsen på ingen måde undervægtig, men Moore er altså i en helt anden kategori. Hvis han ikke havde været "æres-europæer" ville man jo have været tilbøjelig til at afvise ham som person blot på grund af hans formidable overvægt. I sådan et tilfælde ville det naturligvis have været "typisk amerikansk", men det er det altså slet ikke her, overhovedet ikke. Der stilles vistnok heller ikke et af alle tiders allermest indlysende spørgsmål til dette veritable flæskebjerg, om han nu ikke er ked af ikke at have instrueret den amerikanske dokumentarfilm "Supersize Me" Så vidt vides er han heller aldrig blevet spurgt i forbindelse med sit seneste epos "Sicko" om det syge amerikanske sundhedsvæsen, hvordan han selv har etableret sin sygeforsikring. Som det er almindeligt kendt, kan man jo ialtfald i Danmark ikke blive forsikret overhovedet, hvis man blot er i nærheden af at være så fed som Moore. Det kan man næppe heller i USA, men spørgsmålet er som så mange andre aldrig nogensinde blevet stillet. Det kunne ellers have været vældigt interessant, men det er vist mest et tegn på en journalistisk standard, som er mindst ligeså syg som det amerikanske eller danske sundhedssystem. Og forresten stiller man jo slet ikke spørgsmål ved vennerne. Det er vist heller ikke længere helt så politisk acceptabelt som tidligere at sige, at man hellere vil se "The Bourne Identity" end en dødssyg fransk kunst-snakkefilm instrueret af Eric Rohmer. Han er jo en af vennerne, godtnok en meget kedelig en.
 
Der er massevis af andre ustillede spørgsmål, som vi er sprunget over i dag. Blandt et af de mere aktuelle er plakaten med Helle Thorning-Schmidt, som med malede øjne så dybe og udtryksløse som det dybeste sted i Stillehavet, Marianergraven, påpeger, at hun er "for velfærd" Nu er det jo heller ikke rigtigt noget, som man kan være imod. Der findes nemlig sprogligt overhovedet ikke nogen negation af ordet velfærd, så det er særdeles svært at være imod, faktisk altså teoretisk umuligt. Hun er nok bare mere "for", altså "for-for" end alle de andre som kun er "for". Svaret på dette spørgsmål kendes heller ikke, for hun er aldrig blevet spurgt. Ligeledes er det heller ikke lykkedes for os at finde nogen, som har stillet spørgsmål ved et andet lokalt fænomen her i bydelen, nemlig et såkaldt "rehabiliteringscenter" for personer, som lider af muskelsvind. Underligt nok findes der ikke et tilsvarende center for alle mulige andre ligeså kroniske, uhelbredelige og uundgåeligt fatale sygdomme som blødersygdom og mange andre hurtigt invaliderende og dødelige sygdomme. Ordet "rehabilitering" er da et et dejligt positivt ord efter en blodprop, hvor det kan nytte noget. Det er blot ikke overvældende relevant ved visse sygdomme, men sådan er der så meget. Ingen har åbenbart spurgt, hvordan man kan rehabilitere en såkaldt muskelsvindler. Det er ellers nok nemmere at spørge om end at udføre, nok endda en hel del lettere. Det er til en start muligt.
 
Det var, hvad vi havde valgt at bringe af de spørgsmål, som aldrig blev stillet og som nok desværre heller ikke bliver det efter at dette publiceres. Vi ved ikke helt hvorfor, men vi har da en mistanke. Det burde ellers være helt ligetil, men det er sådant noget bare aldrig.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start