søndag den 23. september 2007

Når der kun er et skud i bøssen.

I dag vil vi causere lidt over det fænomen, som på godt engelsk hedder ”one-hit wonders” Vi må her tilstå at være blevet inspireret af den lokale filminstruktør Åge Rais-Nordentoft, selv om vi godt nok for at inkludere ham på passende vis bliver nødsaget til at indføre den muligvis sociologisk nyskabende kategori ”no-hits wonders” Vi mener dog, som det vil ses, at der faktisk er en del tidligere eksempler på med fuld ret aldeles oversete stjerner, så lige her skal han ikke føle sig alene. Disse hedder godt nok for overskuelighedens skyld næsten allesammen Ricky, men det er vel også et pænt navn.
Nu skal begrebet ”one hit” i dag ikke begrænse sig til pladeindustrien, selv om vi naturligvis vil skøjte lidt rundt der på sædvanlig polyhistor-maner. Her bruges ordet polyhistor om en, som har et bredt kendskab uden dog nødvendigvis at vide det hele, selv om det i vores tilfælde kommer uhyre tæt på. I idrætsverdenen findes der massevis af eksempler på, at atleter på dagen har udrettet noget, som de senere aldrig nogensinde er kommet i nærheden af. Et godt eksempel var den amerikanske længdespringer Bob Beamon, som i 1968 sprang 8.90 i Mexico. Han nåede aldrig blot i nærheden af dette i resten af karrieren, og det gjorde andre forresten heller ikke i ganske mange år. Et andet eksempel er den danske fodboldspiller Erik Dyreborg, som i en landskamp mod Norge scorede alle 5 mål i Danmarks sejr. Erik må efterhånden have forbandet de urealistiske forventninger til ham i datidens traumatiske sommerforlystelse, landskampene mod Sverige. Dem vandt vi aldrig, for der var nemlig ikke mere i Erik. Først noget senere skulle Vordingborg med Morten Olsen komme på fodbold-verdenskortet, men det er en helt anden historie. Erik og Bob havde ganske tidligt i karrieren haft deres dag, og det var så det.
I filmindustrien med de store budgetter ser man sommetider aldeles spektakulære debuter, som så desværre aldrig nogensinde senere materialiserer sig i noget som helst andet end ligegyldigt bras. I modsætning til mange andre kunstarter gælder det jo for film, at man ikke normalt får lov at debutere, hvis ideen og oplægget ikke er godt nok. Det er ikke som musik, som vi senere skal behandle. Der er talent overhovedet ikke noget krav. Som eksemplet Rais-Nordentoft viser, er det i øvrigt heller ikke noget uomgængeligt krav i dansk film, hvor et kendskab til støtteordningernes absurde edderkoppespind til gengæld i visse tilfælde kan være tilstrækkeligt. Så gør det knapt så meget, at de filmiske færdigheder lader en del tilbage at ønske.
Det er det altså i den normale ustøttede film nødvendigt at starte med talent, og der er vel næppe en anerkendt filmskaber, hvis debut ikke falder naturligt ind i rækken af egne større eller mindre mesterværker. Det er bare kun en nødvendig, ikke en tilstrækkelig forudsætning for stjernekarrieren som instruktør at have det ene succesfulde skud. For det meste følger der for enhver instruktør ganske vist en mere eller mindre jævn række af rimelige film, men for enkelte slap inspirationen op efter nr. 1.
En ellers habil instruktør, som efter en særdels lovende start blev til ingenting, er Mike Nichols. Nu er der godt nok ikke mange 1960-er film uden John Wayne i titelrollen, som holder helt hjem den dag i dag. Det gør Nichols´ mesterværk ”The Graduate”-Fagre Voksne Verden til gengæld. Helt ulig de allerfleste amerikanske Stephen King- filmatiseringer er Anne Bancroft som Mrs. Robinson nemlig rigtig FARLIG. Slutscenen er stakåndet spændende den dag i dag, men desværre var det så Nichols´ eneste bud på varig storhed. Alle hans senere værker var ren spild af tid for alle entusiaster. Mike havde haft sin dag som den herostratisk berømte engelske cykelrytter Tom Simpson, som havde ”krudtet” sig lidt rigeligt med amfetamin og alkohol og døde på en bjergetape i Tour de France nogenlunde samtidigt. Godt nok er Nichols vist endnu ikke død, men kunstnerisk var hans tid forbi ikke meget mindre endegyldigt end Tom Simpsons var.
En af alle tiders mest sensationelle debutfilm var ”Strictly Ballroom” af den australske reklamefilm-instruktør Baz Luhrman. Hele historien, castingen og filmsproget var og er så outreret udtryksfuldt, at ingen selv efter 117. gennemsyn kan undgå at knibe en tåre i slutscenen, hvor den ellers ret vat-pikkede helts far spillet af en aldeles hysterisk velspillende Barry Otto begynder at klappe. Denne film er så vild, at ingen nogensinde vil kunne glemme den.
Det er heller ikke sikkert, at Baz Luhrman selv har kunnet, men det har bare ikke hjulpet ham særligt. I sine senere film som ”Romeo and Juliet” og særligt ”Moulin Rouge” har han godt nok fremturet med sin larmende reklamefilm-kunst i en forfinet udgave. Det hjælper bare ikke det mindste, fordi historien og følelserne er helt tabt på gulvet. Det er ganske tankevækkende, at selv ikke den mest ubetydelige biperson i ”Strictly Ballroom” var mindre end totalt overbevisende i sit spil og sin casting, mens ingen overhovedet og da slet ikke hovedrolleindehaverne i de senere film har været andet end tomme skabeloner i store buldrende farveladefilm. Men sikke dog et godt skud, han havde, det ene, som der altså viste sig at være i bøssen. Hvis du har set den med din daværende kæreste eller nuværende kone glemmer du det aldrig.
I disse dage har en anden filminstruktørs seneste værk haft premiere, nemlig Thomas Vinterbergs nyeste epos. Som bekendt debuterede Vinterberg med ”Festen”, som det måske er en smule uartigt at nævne lige efter ”Strictly Ballroom”, for trods sine uomtvistelige kvaliteter har den samme eftersmag som en Nestea Peach: Sød, men også lidt vammel. Den er dog ellers ret god og ikke mindst gennemarbejdet. Det har hans senere film så desværre ikke været, faktisk har de kulminerende med den sidste mest været tomme skabeloner, som så forsøges kompenseret med massive reklamekampagner.Den seneste brillererer vist mest ved at være en remake af en million gamle danske folkekomedier uden deres charme, og så er det bestemt en mangel, at en af alle tiders bedste skuespiller i denne genre, Karl Stegger, af visse oplagte naturlige grunde kan være med. Den vigtigste grund er, at han er død, og det er bad news for Vinterberg. Stegger kunne antageligt have reddet filmen i land, som han egenhændigt reddede utallige andre mislykkede folkekomedier, når nu instruktøren som her i Vinterbergs tilfælde tydeligvis ikke kunne. Giv en skærv til denne skammeligt oversete skuespillers fanklub, ”Steggers Vidner” Karl var stor, det er Thomas bare ikke længere. Hasta la vista, Thomas!
Med dette spanske stikord bevæger vi os over i grænselandet mellem film og musik. Enhver rigtig western foregår jo ganske tæt ved den mexicanske grænse, og Howard Hawks´ mesterværk ”Rio Bravo” var som navnet antyder ikke nogen undtagelse. Nu var Hawks en billed- og situationensskaber som uhyre få andre, og han havde masser af skud i bøssen, som en næsten uendelig række mesterværker viste. Det havde en anden af filmens medvirkende, nemlig den ærkeitalienske supercrooner Dean Martin selvfølgelig også. I en scene i filmen på sheriff-kontoret, som er omgivet af skumle skurke, giver Dean Martin en prøve på sine umådelige tekniske færdigheder som sanger. Her får Frank Sinatra kamp helt til stregen, for Dean er god. Helt sindssygt god faktisk.
Det med syngeriet er der naturligvis intet særligt ved. Datidens landeplage var jo tanketomme Elvis-film, hvor hovedpersonen ustandseligt med større eller oftest overhovedet ingen grund sang løs. Allerede dengang var ”product placement” åbenbart blevet opfundet, for netop i ”Rio Bravo” havde man til lejligheden opfundet en mindre rolle til et af tidens allerstørste teenageidoler, nemlig Ricky Nelson. Hans ”sang” på sheriffkontoret i samme scene introducerer begrebet ”no-hits wonder” I selskab med Dean Martin er manglen på ethvert udtryk hos Ricky Nelsom simpelthen ligeså stort, som hvis Peter Gantzler skulle spille overfor John Wayne. Der er en verden og et mandfolk til forskel begge steder og tale om den totale overmatchning. Der var forresten massevis af stjernefrø på den tid, som næsten alle sammen hed Ricky, havde sort hår og uvægerligt ikke kunne synge. Som Ricky Nelson i ”Rio Bravo” kæmper tappert men ganske ulige med en sang, som rækker over en lille halv oktav, således var alle de andre Ricky-er glemt næsten inden de var blevet lanceret. Det var gamle Bing Crosby, som sagde, at en sanger var langt vigtigere end den sang, han skulle synge, og det viste sig også her korrekt, godt nok med omvendt fortegn. Det var simpelthen fuldstændigt umuligt for disse talentløse ungersvende at finde nogen sang, som de kunne synge, uanset dennes kvalitet. Alt har dog nok ikke været spildt for dem, for der er jo altid visse sidegevinster ved at være stjerner, og flere af dem ser da også ret glade ud på billederne. De har nok ikke hørt en af deres egne plader lige for nyligt. Det er der forhåbentligt for verdensfreden heller ikke andre, som har.
Et ægte ”one-hit wonder” er den i øvrigt stadigt aktive Freddy Breck, som i 1970-erne med sin specielle udgave af slavernes kor fra Verdis opera ”Nabucco” scorede et giganthit over store dele af verden. I modsætning til en af alle tiders største tyske stjerner, den allestedsnærværende Heino med sin lyse hårpragt og basedow-øjnene bag de mørke solbriller, som også dengang var på toppen og som forresten godt kunne synge, (ganske vist ikke særligt godt, men alligevel), havde Freddy Breck indtil da mest levet op til sit navns næsten enslydende ækvivalent på dansk ved sin enestående talentløse diktion og en stemme, som gav Ricky Nelson kamp til stregen i ultimativ mangel på kvalitet.
Genistregen her bestod i at tage Verdis glimrende og vældigt pompøse musik og så lige give den en ”twist” med lidt ekstra messingsuppe a la ”Wir fahren gegen Engeland”, kendt fra utallige radioudsendelser fra dengang i starten af 1940-erne. Det var en magtfuld recept, muligvis mest fordi den med betydelig succes maskerede Brecks stemme, og mange lyttere dengang har såmænd nok pligtskyldigst atter en gang klappet hælene sammen ligesom i de gode gamle dage, når de hørte ”sangen”. Det blev i alt fald et giganthit, og det menes endda, at adskillige tyske badegæster på deres luftmadrasser vestover i fralandsvind ved Henne Strand ved den jyske vestkyst har skrålet med på ”Wir fahren gegen Engeland” frit efter Breck, mens de forsvandt i horisonten. Sådan kan en sang få en større mening og brancheskredet fra musik til rejsebranchen blive en realitet.
Det karakteristiske ved de allerfleste ”one-hit wonders” er jo, at de næsten uden undtagelse er glemt. Inden æraen med downloads af enkeltnumre fra nettet var det normalt en forudsætning for en bredere eksponering overfor det pladekøbende publikum, at man som debuterende kunstner havde materiale til i det mindste en hel plade, dengang den hed en LP. Denne kunne ofte være ned til totalt en halv times musik, men selv for senere meget kendte bands som Oasis rakte materialet jo også kun lige til at fylde en enkelt plade.
De blev dog kendte alligevel, men selv om de med rette er glemte i dag med deres trælsomme og insisterende kopi-af-alt-muligt-musik er der dog en, som er meget mere glemt. Det er Jilted John, hvis samlede materiale i alt rakte til en ensidet single. Det var et nummer, som i genren engelsk hverdagsrealisme aldrig senere er overgået. I 1978-79 blev det kult som senere Las Ketchup, og titelnummeret ”Jilted John” og bagsiden, den ikke særligt vellykkede ”Goin´ Steady” vil fra den nærmeste fremtid blive benyttet til demobrug. Som det var blevet obligatorisk udgav Jilted John naturligvis også en LP for at vise, at han var en seriøs kunstner, men det hjalp heldigvis ikke det allermindste, det var han nemlig ikke. Han blev arketypen på en ”kunstner” med kapacitet til et og absolut kun et skud i bøssen, hverken mere eller mindre, men hvilket skud! Aldrig er en uforglemmelig kunstner så eftertrykkeligt blevet glemt.
En mere lokal kunstnerisk manifestation, som også må komme ind under begrebet ”no hits-wonder”, er de med rette oversete og vistnok ellers helt glemte ibens. Ideen til konceptet for denne gruppe var måske heller ikke den allerstærkeste: Man tager en helt umuligt forvrøvlet fistelstemme-bøssesanger og lader ham fremføre egen ubehjælpsom gymnasie-lyrik med et par kammerater af samme formidable kaliber. Der er ikke meget musik, som ikke i et et aller andet omfang ( godt nok tit i ringe grad ) har medvirket til at udvikle ens kritiske sans, men altså ikke lige ibens. De opfyldte i uhyre sjælden grad deres potentiale: De blev overhovedet ikke til noget andet end det ultimative ”no-hits wonder”, men det er dog også noget. At opnå det ultimative, nemlig at få realiseret sin totale mangel på talent til en tilsvarende succes rent kunstnerisk er jo også en slags udtryksform. Senere er den desværre blevet mere normen end undtagelsen, men det er vist en helt anden historie.
Der kan være en storhed i nederlagets øjeblik, hvis man har kæmpet godt, og særligt den angelsaksiske verden har været god til at ære sine uheldige helte, som kæmpede og fejlede. Vi skal da lige kippe flaget for Erik Dyreborg, Bob Beamon, Mike Nichols, Freddy Breck, Jilted John og Baz Luhrman, som kom, scorede og gik.
Tak atter en gang til Åge Rais-Nordentoft for inspiration til ugens klumme. Nu står der godt nok ikke skrevet i Danmarks Riges Grundlov, at statsstøttede kunstnere nødvendigvis skal have noget på hjertet udover berettiget utilfredshed med mangel på endnu mere støtte, og det lever han da fuldt op til. På denne måde realiserer han muligvis i virkeligheden sit potentiale maksimalt. Det er jo også muligt, at denne skribent er misundelig på den geniale titel på samme instuktørs ”Tre ryk og en aflevering” og så alligevel. Undertegnede og vores 13-årige papdatter så dette makværk fornylig som research, og den gode nyhed for eventuelle interesserede er, at den nu ligger øverst i skraldespanden her ved nr. 4, som forresten tømmes tirsdag.
Desværre er der altså også en del rigtige kunstnere, som kun oplevede en enkelt aflevering, men enhver scoring tæller dog i livets store spil, når det altså ikke er direkte i skraldespanden.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start