søndag den 16. september 2007

Gensyn med vennerne: "The Big Chill"

Nu er det nok ikke så frygteligt mange, som husker et af den da ellers lovende mesterinstruktør Lawrance Kasdans få mesterværker "The Big Chill". Den danske titel "Gensyn Med Vennerne" er udgangspunktet for dagens emne, som handler om denne forfatters gensyn med vennerne, de elektroniske af slagsen altså. Det er, som mange sikkert vil mene, ganske heldigt, fordi folk som undertegnede vel ingen venner har, og så ville emnet nok blive lidt jammerligt kort. Heldigvis er antallet af gamle elektroniske venner jo en funktion af egen alder, så det bliver bare bedre og bedre. Faktisk lidt ligesom sex. Det sidste bliver godt nok vist kun ganske sjældent bedre med alderen, selv om den samlede mængde muligvis stiger, så sammenligningen halter muligvis en smule.
 
Det er nu ikke altid, at gensynet med disse engang så gode venner fra den elektroniske verden spænder helt heldigt af. I virkeligheden afslører en tur ned af Mindernes Alle i bagklogskabens ubehageligt klare lys kun ganske få guldkorn. I Kasdans filmtitel med dens brug af "chill" kan det faktisk være noget af et koldt gys at gense vennerne. I virkeligheden var de måske ikke så frygteligt gode, vennerne altså, men det var nu det, der var. Heldigvis klarede fantasien resten. Det gjorde den forresten også i ens folkeskoletid, hvor ens største og ganske uopnåelige og naturligvis aldeles ugengældte kærlighed voksede sig så stor og bred, at hun næppe kunne passe ned i sin kontorstol størrelse XXXL på sit arbejde i et svensk supermarked, som en nyere klassekomsammen afslørede. Det vidste man heldigvis ikke dengang og bestemt godt det samme.
 
Det gjorde man heller ikke med et af de allerbedst markedsførte mærker på den danske hifi-scene i 1970-erne, nemlig Marantz. Godt nok havde gamle Saul Marantz solgt sit livsværk allerede i 1960-erne til Superscope, som snart flyttede al produktion til Japan, og allerede der burde man måske have fattet mistanke. Alligevel var Marantz noget, alle raske Foska-drenge drømte om dengang. For yngre læsere var Foska datidens hippeste havregryn, og alle drenge kan huske den stipidt fjollet leende fregnede dreng, som var deres gennemgående figur.
 
En af alletiders og ialtfald datidens allerbedste hifikøbmænd Fritz Sø stod for markedsføringen af Marantz såvel som af Quad, Ferrograph og ikke mindst Maxell. Han formåede at skabe en illusion af opfattet kvalitet hos os bumsedrenge, som vi elskede næsten ligeså meget som at kikke ind i sprækkerne i væggen til pigernes omklædningsrum. Sprækkerne var altså dem i væggen. De andre så vi vistnok aldrig rigtigt, men vi kunne da drømme, og det gjorde vi. Ligesom vi gjorde om Marantz. Jeg fik godt nok aldrig en, men jeg har da senere skåret mig ganske fælt på en, den monumentale 1060, en af datidens superforstærkere på 2 gange 30 watt, og så var det endda de rigtige "Marantz-watt" kendt fra de dengang revolutionerende effektive reklamer.
 
 Han må have været god, ham Fritz Sø, for snart var han mangemillionær og kørte i Mercedes. Det gjorde min onkel, som var tømrer, godt nok også, men Fritz` var ikke en udkørt taxi årgang 1965. Den var ny og den var stor, dog lige knapt så stor som Simon Spies`. Rejser var åbenbart bare bedre, men Spies var nu også en sjælden multibegavelse ligesom hans studiekammerat fra Regensen Mogens Glistrup. Når man kikker på nogle af disse Marantz-bestsellere nu det meste af en menneskealder senere, forstår man desværre alt for godt, at man her var vidne til et af de første eksempler på en forskel mellem produktionspris og salgspris, som minder en del om kabelbranchen i dag. Med andre ord var der tale om noget kodylt mekanisk bras solgt for rigtige penge. Masser af penge, alt for forbandet mange penge.
 
Den elektriske kvalitet og samleditto var helt typisk for datidens landeplager Rank-Arena T-4000 og Scan-Dyna 2000, det vil sige på det afgjort jævne efter datidens standard. Disse blev dog ikke solgt som hifi. Det var nu ikke i sig selv så dårligt, og de fleste af disse gamle radioer kan såmænd nok spille i dag 35 år efter. Til gengæld var kvaliteten af kabinettet på Marantzerne med elendigt forarbejdede skarpe kanter og håndtag monteret i metal undertiden med selvskærende skruer (!) og med åbne omskiftere, som garanterede funktionssvigt umiddelbart efter datidens lovpligtige 1-årsgaranti simpelthen katastrofal. Det sikrer med 100% sikkerhed mod, at nogen af disse apparater uden idiotisk kostbar vedligeholdelse har overlevet til i dag. Og så behøver vi endda ikke at nævne en anden stilistisk fin, men ergonomisk håbløs detalje som det vandret monterede tunings-hjul. For selv ganske fiffige primater som denne skribent betragter sig, er en samtidig sidelæns bevægelse af hånden kombineret med en lille cirkelbue med pegefingeren stadigvæk i dag ganske svær. Sikken en ven.
 
Blandt de øvrige apparater i Fritz Søs imperium var også den engelske Ferrograph-båndoptager, et skal vi sige det interessant bekendtskab. Der er næppe mange drenge fra dengang, som ikke stod aldeles bjergtaget tilbage efter at have hørt en Ferrograph Series Seven spolebåndoptager på 38 cm/sekund på de sjove 22-cm. spoler (som man naturligvis ikke kunne købe) spille de 16 minutter, som var spilletiden på et bånd. Hvordan i alverden Sø så nogensinde fik et eksemplar til at spille i flere dage uden alvorlige funktionsfejl er et stadig ikke løst mysterium, for normalt blev den filtpude med skumbagside, som pressede båndet ind mod tonehovedet, aldeles klistret til efter ganske kort tid (minutter). Samtidigt var der tale om en samlekvalitet som en af alle tiders mest katastrofale bilmodeller Austin Allegro, så det var en rigtig entusiastmaskine. Allerede dengang må hifientusiaster have haft nogen af de kim i sig, som senere blev til en besættelse af eksotiske kabler og polerede sikringer og anden grænsepsykotisk affærd.. Et gensyn med sådan et apparat fra ens drømmespors-fortid i dag vil øjeblikkeligt resultere i en aldeles akut søgen efter den nærmeste nærgenbrugsstation. Paradise lost i lighed med gensynet med de allerfleste gamle skolekærester, for ikke alene drømte denne skribent om dem, han fik faktisk også nogen. Ikke nogen kærester ganske vist, men op til flere Ferrograph-er. Det hjalp da lidt en tid.
 
Derimod var de klassiske Quad-apparater FM 3, 33 og 303 fremragende eksempler på en fantastisk omhu med produktionen. Enhver, som ser dem den dag i dag, vil ikke kunne undgå at blive betaget over den omhu og den akkuratesse, som er blevet lagt for dagen. Der er simpelthen tale om små kunstværker, og designet holder den dag i dag. Enhver kan iøvrigt også se, at disse apparater er glimrende eksempler på ikke-produktionsmodnede ting. Der er som med samtidige modeller fra for eksempel Radford tale om ting fra en svunden tid. Man havde simpelthen overhovedet ikke kalkuleret forbruget af arbejdstid i samlingen ind i produktet. Det havde Julian Vereker fra Naim åbenbart også opdaget, for han greb tingene an på en radikalt anderledes måde. En rigtig ven eller hvad?
 
Nu har vi et tidligere emne strejfet Naim-historien, men her er der blot at minde om, at dengang i deres danske storhedstid promoveret af en anden af de legendariske skikkelser, nemlig min tidligere chef, blev de synonymt med helt ekstrem kvalitet. Der må have været tale om dygtigere sælgere end undertegnede ( det var det nok), for mage til bras har denne verden simpelthen aldrig set. Kassen bestod af et metalsvøb, som blot var "wrappet" omkring apparatet som vita-wrap om en ostemad og så derfter nittet sammen i bunden. For og bagplade var lavet et det tyndeste blik, som man kunne finde og man havde åbenbart ledt ganske længe, for DET var tyndt!. De anvendte DIN-stik var som mange andre engelske apparater naturligvis ikke DIN-normerede, men de var nok billige. Senere opstod der godt nok en vel-orkestreret kult fra Naim om, at disse skodagtige DIN-stik med massivt overhør på tape-indgangene på en eller anden måde var bedre på grund af en mere optimal impedans og stelvej, men det er vist ligeså absurd pladder som det er at sige, at man i dag synes, at disse apparater var gode.  Endnu et kedeligt gensyn med vennerne. Jeg var naturligvis også selv en mangeårig bruger af Naim. I dag er de fængslende i samme omfang som hende der kassedamen i Sverige.
 
Et andet erhvervsmirakel i 1970-erne, som for denne skribent var de allermest formative år, var Audioscan og deres Gamma-højttaler. Her var der tale om et rigtigt "first" i denne branche. På forunderlig vis havde man opsporet en obskur bulgarsk producent af højttalerenheder, hvoraf den ene var en elendig kopi af en Kelly-bånddiskant, og bassen var en elendig kopi af, ja i virkeligheden ikke rigtigt noget, for det var uden nutidens iøvrigt urimelige konkurrence datidens allerringest designede og dårligst producerede bashøjttaler.  Her var selv en SEAS 25 TV-EW kongen med hensyn til fleksninger og kontrol, og DEN var altså dårlig, SEAS-en altså. Den var faktisk så dårlig, at denne skribent i årevis havde et sæt med op til flere af slagsen med en af de diskanter, som faktisk overhovedet ikke kunne spille diskant, den bredt anvendte SEAS 87 H. Det var nu ikke så mærkeligt, da det faktisk var en mellemtone, men det vidste designerne muligvis ikke. Lars Goller gik stadigvæk med ble-bukser dengang og skulle først langt senere frelse civilisationen, som vi kender den.
 
Jeg ejede naturligvis også Gammaen, som havde suppleret med en mellemtone, som helt udenfor konkurrence var den allerelendigste, denne verden nogensinde har set. System Audio, gå hjem og vug!  Da man senere erstattede den med en Peerless-model, som ellers kun blev brugt i lavpris-fjernsyn, var der tale om en revolution i retning af ekstrem kvalitetsforbedring. Denne Gamma er nok en af de gamle venner, som jeg allerhelst har villet glemme. Det lykkes også i lange perioder af gangen, og det ville måske også være gået, hvis ikke en fyr på et debatforum for helt nyligt nævnte en Gamma-bas som helt ideel til et eller andet obskurt formål og endda citerede et totalt Q for denne tudsegamle enhed med 2 decimaler. Det er der mindst et par problemer ved. Faktisk kunne han ligeså godt have angivet det totale Q med 30 decimaler eller blot nærmeste hele tal, resultatet er vist kun i hovedet på beregneren og har absolut intet at gøre med den målelige virkelighed. For det første var Thiele-Small parametrene jo ikke opfundet dengang, og desuden var enhederne så uens, at ethvert gæt forsåvidt er lige godt.
 
 Desuden blev de bløde i membran og ophæng som en anden af datidens kendte mærkevarer, de tykke, bløde tyske flødekarameller fra Grenz-Bazaren. En anden vanskelighed i nutidens beregningsarbejde er desuden, at hovedparten ef spiderne, altså de gule centreringsfjedre, ikke var limet på overhovedet, og så bliver regnestykket altså ændret fra umuligt til fuldstændigt umuligt. Man må nok tale om en såkaldt akademisk forskel her, men i en ordentlig videnskabelig gennemgang som denne må den naturligvis med. Det er pudsigt, at der kan herske så stor forskel på minderne om Gamma-enhederne, som det åbenbart er tilfældet, men faktisk blev alle pigerne fra min gamle folkeskoleklasse da vistnok også gift. Der er åbenbart aftagere til alting og alle synspunkter, og vi var vel strengt taget heller ikke særligt kritiske med hensyn til piger den gang. Ikke hvis vi skal dømme ud fra vores omgang med højttalerne, slet ikke endda.
 
Pigerne var dengang noget mere kritiske og sikkert med en vis ret, for de fleste var ganske utilnærmelige for os dumme drenge omend ikke for den første den bedste sommerturist. Der var lidt af den kendte sang "Veras Vinterven" over de somre. Åbenbart kan dog  ethvert minde, nok så dårligt, over tid blive godt. Det er det her altså blot ikke blevet for undertegnede. Gamma var noget monomentalt bras, som heldigvis er blevet ædt af lossepladserne for mange år siden og godt det samme. Det mest fantastiske fra dengang er næsten, at man fra Audioscans side nævnte, at denne nye mirakel-højttaler under færdiggørelsen havde været med som monitor på en dansk plade. Man oplyste desværre ikke hvilken, men sikke dårlig den må have været, så man finder den vel en dag på samme losseplads. V,i blomsten af den kritiske ungdom, labbede naturligvis sådan noget i os. Audioscan var jo en af de første blandt senere mange selvbestaltede venner i branchen, som man havde og sikke en ven!
 
Dagens sidste gensyn med de gamle venner omhandler succesproduktet Hafler. Allerede dengang var selvbyggerfeberen en død sild, og det havde den forresten været helt siden Heathkit i 1960-erne og de allersidste skvalp med Josty Kit og de fabelagtige Clive Sinclair-kits i starten af 1970-erne. Her kunne man da i det mindste bygge noget helt revolutionerende og nyttigt som for eksempel et digitalur eller et eksempel af datidens supercomputer, som udover alle 4 regnearter sågar kunne lave procentregning. Det var noget vildt, og Hafler var altså med i denne allersidste selvbygger-dønning.
 
Strengt taget var det nu ikke det allerbedste oplæg for en success. Den første forforstærker DH 100 var selv med tidens nødvendige nøjsomhed ( det var under Anker Jørgensens skal vi sige det alternative økonomiske politik) ikke et prangende produkt. Ud over at være ubeskriveligt grim og ergonomisk kikset, var den lydmæssigt aldeles håbløs. Det samme var den matchende effektforstærker, selv om ergonomien her var lidt bedre. Der var jo blot en enkelt dårligt fungerende afbryderknap, selv om det er en lidt sølle trøst. Til gengæld var timingen for disse Hafler-produkter perfekt. De blev nemlig lanceret i den første start på "tweak"-perioden, som flere årtier senere kulminerede med de polerede sikringer.
 
Enhver bumsedreng købte disse byggesæt og gik straks i gang med at tweake løs. Der var god plads i de halvtomme kasser, og der var potentielt også ganske meget at rette op på fra det temmeligt sølle lydmæssige udgangspunkt. Det blev dog aldrig ret meget bedre, selv om dansk "High Fidelity" havde en hel serie om disse "modifikationer". Det startede en hel feber blandt entusiaster om at forbedre alle mulige andre produkter nu man mente at være blevet nærmest ingeniøruddannet efter at have læst de vistnok 3 artikler med mange fine billeder.
 
Denne udvikling førte som bekendt ret snart til, at ikke blot er samtlige Hafler-apparater aldeles ubrugelige i dag. Det er ikke fuldstændigt overraskende, for det var de også dengang og iøvrigt også langt inden de overhovedet blev samlet. Desværre er talløse andre apparatersom indtil videre alle de EAR-forstærkere, som vi har set, ramt af samme "modifikationsbølge" Når man kunne samle et iøvrigt nærmest færdigsamlet produkt som en Hafler-forstærker, mente talløse folk, at de åbenbart var bestemt til noget større., og det er vel ret almenmenneskeligt. Al dette monumentale storhedsvanvid, hvor talløse klassiske kvalitetsprodukter blev smadret af amatører i en tid, som mindede om Talebans sprængning af de afghanske Buddha-statuer, er naturligvis ikke Haflers skyld. Han var blot på det rigtige sted på et kommercielt helt rigtigt tidspunkt, som desværre var et helt forkert sted i alle andre henseender. Gensynet med Hafler vil altid være forbundet med starten af denne skændsels-epoke, som vi endnu befinder os i i dag.
 
Gensynet med de gamle hifi-venner var altså ligesom gensyn med andre gamle venner lidt af et koldt gys i denne uge. Det, som føltes godt og rigtigt den gang, viste sig for det meste at være helt katastrofalt dårligt og helt forkert. Nu var proportionerne naturligvis anderledes, og en tur op ad ens egen barndoms allerstejleste bakke på cykel i dag viser også dette. Nu er der selvfølgelig også visse problemer ved at konstruere en stejl bakke på en ø med en maksimal højde på 8 m over havet som Endelave, mit fødested, men man var da i det mindste en selvbestaltet ekspert på elektronik med udviklet kritisk sans. Troede man da i det mindste.
 
Det var man bare ikke, viste det sig, ligesom de allerpæneste piger heller ikke altid var ret pæne, selv om de var piger, æstetikken havde allerede dengang trangere kår på landet end i byerne. Eller vennerne ret venlige for den sags skyld. Det hele var vist bare "The Big Chill"

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start