mandag den 1. oktober 2007

De allerstørste helte.

I denne uge vil vi behandle begrebet helte. Helte kommer i alle størrelser, men det mere problematiske er, at man i offentlighedens forståelse kan blive helt uden at det heltemodige på nogensomhelst måde adskiller sig fra det, der for andre i lignende eller helt identiske situationer blot er en eftermiddag på arbejdet. Som det vil fremgå, har vi valgt at omtale enkelte personer, som vel næppe nødvendigvis er helte i den almindelige forståelse, men de er altså helte for os. Nogen af dem er glemt, enkelte eksisterede muligvis endda kun i fantasien og tit kun i snævre kredse, men det var altså tilfældigvis mine kredse.
 
Hvor problematisk og tilfældigt det kan være, om man bliver helt eller ikke, så vi fornyligt ved nødlandingen i Ålborg lufthavn af Bombardier-flyet med det defekte landingshjul. Der er vistnok ingen, som i noget medie har benævnt den koldblodige pilot som nogen helt, og det kan han vel strengt taget heller ikke være. Da han så vidt vides hverken var muslim med løfte om talrige jomfruer i Paradis eller for den sags skyld havde en faldskærm som kabinebagage, havde han strengt taget ikke andet valg end at forsøge at lande flyet. Det gjorde han iøvrigt med overdreven koldblodighed og dygtighed og har givetvis gamblet på, at landingsstellet holdt længe nok til, at han kunne bremse med propellerne. Det gik som bekendt ikke, men det var der også taget højde for. Her er der tale om en dygtig pilot, men altså ikke en helt.
 
En helt af de helt store blev til gengæld en anden pilot, Stefan Rasmussen fra SAS. Som enkelte sikkert kan huske, lettede han med et allerede fra starten temmeligt overiset fly, og det blev ikke overraskende værre, og det lykkedes kun med nød og næppe at lande flyet igen. Som piloten i Ålborg havde Rasmussen heller ikke selv nogen faldskærm. Han havde altså heller ikke noget valg, ellers en nødvendig forudsætning for normal heltestatus i den vestlige kulturforståelse. Nu kommer denne forfatter fra en familie af søulke i mange generationer, og overisning er jo ikke akkurat noget, som kommer pludseligt. At det kan gå hurtigt er en anden sag, men det kommer ikke uventet.

Luftkaptajn Rasmussen blev øjeblikkeligt efter denne sin store heltedåd landspolitiker, selv om det kan være svært for undertegnede overhovedet at forstå, at en mand med så beskeden dømmekraft omkring flyvedygtighed under isforhold kunne blive helt, men det blev han altså. Til gengæld fløj han vistnok aldrig igen, ihvertfald ikke i cockpittet. Det har været en kilde til stor undren, at alle medierne hoppede med her, når nu alle fakta ellers var helt tilgængelige. Isen var jo for en start på flyet inden det overhovedet lettede. Helte kræver åbenbart udover selve gerningen et heldigt sammenfald af medie-konjunkturer, og det havde Rasmussen. Det kunne måske ligeså godt være blevet en alvorlig sag for grov forsømmelighed, men hans mediestatus gjorde ham åbenbart usårlig som selveste Superman. Hans senere liv tjener ham dog til ære derved, at han tydeligvis har tænkt en hel del over denne hændelse, men altså heldigvis nede på jorden.
 
Ovenstående viser jo, at helte altså ikke er noget helt objektivt. I andre virksomhedskulturer som blandt søens folk skal der en del mere til for at blive helt. Selvfølgelig findes der ekstreme antihelte som Joseph Conrads "Lord Jim" og kaptajnen fra "Scandinavian Star", hvor kaptajnerne viser sig at være de allerstørste kujoner, men det hører dog heldigvis for sikkerheden til søs til de absolutte sjældenheder. Det er dog temmeligt svært at være en rigtig entydig helt i søulkenes verden. Det hjælper ikke engang rigtigt at gå ned med sit skib. Det gjorde den engelske admiral Tom Phillips ellers med sit skib "Prince of Wales" efter at det var blevet angrebet af japanske fly under 2. verdenskrig, og det er sket masser af andre gange. Det hjalp desværre ikke meget på hans eftermæle som en tapper fiasko og klodrian. 
 
Det problematiske her er simpelthen, at en kaptajn indtil for helt nyligt i flåden under kamphandlinger simpelthen havde en stiltiende, underforstået pligt til at gå ned med sit skib. Det var nærmest en del af jobbeskrivelsen kunne man få indtryk af, uden at man måske ligefrem nævnte det i jobsamtalen. Søhelt blev man kun ved at vinde søslag, og det sætter jo visse naturlige grænser for antallet af helte, for så mange slag var der heller ikke. Det er tilsyneladende samtidigt underforstået, at kun ledende personel som admiraler og kaptajner kunne blive helte. Resten af besætningen sejler åbenbart bare med som sådan en slags halvblinde passagerer. Der er vist ikke nogen, som kender en styrmands-helt igennem hele historien udover mig selv altså. Min egen far var nemlig styrmand. Der er vel næppe heller mange, som kan huske andre navne end Tordenskjolds fra dennes skibe, men han var jo ellers en rigtig helt. Han vandt jo. Det gjorde hans besætninger åbenbart ikke på helt samme måde, men han var jo en kvik fyr, så måske har han spænet rundt mellem roret og alle kanonerne selv. Han blev endda så stor en helt, at der blev "sjunget" om ham.
 
En anden slags helte kan være opfinderne af specielt succesfulde våben. Heltebegrebet omfatter altså andet end heltemodige gerninger. Alle kender vel Kalashnikov og hans automatgevær, og han blev da "Sovjetunionens Helt". Større blev det ikke derovre, og han trækker stadigvæk fulde huse overalt i verden ligesom i Danmark tidligere deltagere i "Hit med dansen" kan det, så det er altså stort. Alligevel er det langtfra alle, som har bidraget til skabelsen af et våben, som ellers har vundet krigen, som i dag huskes. Skaberne af atombomberne blev allerede tidligt personae non gratae, og selv ikke en ultimativ helteskikkelse som Slim Whitman huskes vel i dag. Det var ellers hans musik med den artistiske jodlen, som i Tim Burtons film "Mars Attacks!" fik de sadistiske marsboeres hoveder til at eksplodere. Nu skulle man tro, at sådan en dåd ville blive husket, men nej. Det er åbenbart ikke engang nok at redde verden.  Whitman fik aldrig den heltestatus, han vel egentligt fortjente, og sådan går det åbenbart tit, også udenfor fiktionens verden. Det kommer vi til lidt senere.
 
En anden  og sikkert fuldstændigt glemt helt er Clark Kent. Nu var han ikke en hvilkensomhelst Clark Kent, der er nemlig tale om den mangeårige læserbrevsredaktør i ungdommens danske udgave af tegneserien "Superman" Hans heltestatus burde ellers være indlysende.  Hvis man da formoder, at han har valgt sit job frivilligt, kæmpede han simpelthen i mange år en aldeles ulige, men enestående tapper retræte- kamp mod os spidsfindige drenge, som konstant konfronterede Clark Kent med uigendrivelige paradokser og problemer i opretholdelsen af Supermans hemmelige identitet. Vi drenge stod jo stærkt, da vi hver uge kunne læse på lektierne i de nye blade og finde nye skarpe vinkler. Alene det, at Kent kunne forklare, hvordan den ellers usårlige Superman barberede sig om morgenen, når nu intet bed på hans skægstubbe, var heltemod af høj klasse, og vi drenge var lamslåede. Hvilke super-gode svar!. Læserbrevsredaktør Kent indrømmede godt nok aldrig overfor os drenge, at han var Superman, men det må han nu næsten have været med de geniale svar, han hver eneste uge diverterede os drenge med. Han var en rigtig helt, var han, en rigtig superhelt. Ligesom andre samtidige var det i den tidlige ungdoms univers som for eksempel krigsheltene Battler Briton og David Holden, den kendte spion X-13. Helt rigtige fuldblods-helte helt uden forbehold.
 
Selv om Superman godt nok voksede op i Midtvesten i USA, var han med sin fortid på planeten Krypton jo ikke amerikansk født, og kunne derfor ikke blive præsident. Det var nok derfor, han ikke blev det ligesom Arnold Schwarzenegger heller ikke kan blive det. En anden overset helt, som faktisk blev præsident, var Ronald Reagan. Som helt havde han ellers alt imod sig og det skal vel nok også siges, at kun ganske få procent eller måske promiller af læserne her sikkert vil give os ret i, at der er noget særligt heltemodigt ved Reagan. Det kan der selvfølgelig også være noget om, og så alligevel ikke. Alene det, at han altså var en vaskeægte amerikaner gør ham jo også overordentlig suspekt som heltemateriale. Er der egentlig nogen, som kan nævne en eneste amerikansk helt, nej vel? Der har nu ellers været en hel del, og en af dem var altså Ronald Reagan. Måske.
 
Nu faldt Reagans præsidentperioder sammen med det såkaldte alternative sikkerhedspolitiske flertal i det danske Folketing, som blev ledet af store ånder som socialdemokraten Lasse Budtz og andre would-be kollaboratører. Alternativ kan man nok også med en betydelig ret kalde disse principløse politikeres omgang med sandheden. Aldrig tidligere siden den rigtige sønderjyske kollaboratør og dyrlæge Fritz Clausen har vi været så tæt på den landsforræderiske kant. Det var en skændslens epoke i Danmark, hvor adskillige politikere plejede usædvanlig intim omgang med Sovjetunionen, ikke mindst Budtz selv. Godt sekunderet af dennes tidligere arbejdsplads, DR, blev seerne tæppebombet med udsagn om denne  farlige"gale cowboy" og "B-film skuespiller" I dag kan vel kun få danskere overhovedet komme i tanker om nogetsomhelst andet om Reagan. Misinformation lever sommetider for evigt. Det varer ihvertfald til i dag, og de små ændringer i DR i forhold til gengæld er ubetydeligt kosmetiske. Hvis de overhovedet er det.
 
Man kunne måske ellers se Reagan som et frisk pust i USA, ligesom DASF-formanden Anker Jørgensen havde været i Danmark, men det gjorde man selvfølgelig ikke, hvad skulle man dog med nuancer. Reagan var  ellers ikke den klassiske politiker-mangemillionær som Kennedy, men havde såmænd været formand for Skuespillerforbundet. Folkelig gennemslagskraft kunne tydeligvis være charmerende i Danmark, men naturligvis blot forræderisk i USA. Dobbelte standarder var åbenbart dobbelt så godt. Det var måske denne evne til at se igennem plottet i et manuskript, som for denne skribent gør Reagan til den ultimative helt i nyere tid. Faktisk tyder en hel del på, at Reagan slet ikke var politiker, men til gengæld forstod han sig på uretfærdighed i verden. Mange vidnesbyrd fra de talrige rejser peger utvetydigt på en mand, som ikke tålte eller accepterede uretfærdighed, når han så det. Det plejer politikere jo som bekendt ellers ikke at tage så højtideligt, men det gjorde Reagan. Han snakkede bare ikke om det som Gore og Clinton, han gjorde det simpelthen.
 
 Ingen tog nogensinde Reagan i personlig bedragerisk bekvemmelighed som Gore, der køber aflad for sit helt sindssyge personlige energiforbrug ved at købe energikvoter billigt af fattige lande, og så gør det jo som bekendt ikke noget. Ligesom at blive jomfru påny ved en plastisk operation, nemt og bekvemt. Reagans verden var præget af faste principper og hans snak om "Ondskabens Imperium" Sovjetunionen var ikke blot snak. Han mente det givetvis helt alvorligt, og hans stadige insisteren på at opretholde presset mod Sovjet fik det sovjetiske system til at nedsmelte som Tjernobyl et par år tidligere. Det tacklede præsident Gorbachov forresten ligeså klarsynet og kompetent som han senere iagttog imperiet kollapse totalt, og det siger jo ikke alverden. Intet andet end denne stadige indsats fra USA ville have kunnet få dette politiske og økonomiske misfoster til at styrte i grus, men det gjorde det altså helt overraskende for alle.
 
Hans største øjeblik kom i 1978 ved Brandenburger Tor i Vest-Berlin med hans ord "..Mr. Gorbachov, tear down this wall" Mod udenrigsministers Bakers råd og til bestyrtelse for alle de vesttyske regeringsrepræsentanter skitserede denne simple mand, hvad han syntes var rigtigt. I den danske presse blev han naturligvis komplet latterliggjort på passende vis, men han havde forstået noget, som ellers ingen nogensinde havde kunnet forestille sig. Han havde kunnet høre græsset gro og handlede derefter. Han havde været en ægte helt, fordi han havde stået fast på sin overbevisning. Det er sandsynligt, at dette var medvirkende til, at befolkningerne i Østtyskland startede den bredt funderede folkelige opstand, som skabte helt kaotiske og ikke-kontrollerbare situationer blandt alle østblokkens indre grænser. Han havde muligvis ikke andre ting, han virkeligt mente, men det var også nok. Allerede det at have én ægte overbevisning er jo dog også en mere end den normale danske politiker. Nej, alle danske politikere.
 
 Naturligvis tildelte den danske oplyste presse heltebetegnelsen til Gorbachov, men han var jo heller ikke amerikaner, så det faldt helt naturligt. Gorbachov forstod helt tydeligt godt nok ingenting af, hvad der skete, og det gør han iøvrigt heller ikke i dag. Hvis han havde forstået det, er der meget der tyder på, at han ikke ville have accepteret det. Ihvertfald fortryder han vistnok det hele i dag, noget sølle og noget sent. Der var en vinder og en taber, og Gorbachov var selv ikke med den allermest elastiske brug af ordet nogen helt, blot en temmelig impotent og ineffektiv skurk. Ingen har vist nogensinde taget den utvivlsomme ære for sammenbruddet af Østblokken og næppe nogen har vel endda hævdet at have haft nogen forudanelser om begivenhederne. Ingen andre end Reagan altså, men han holdt det helt for sig selv og han var ligeglad med æren. Han var faktisk så ligeglad, at han aldrig senere tog æren for nogetsomhelst. Han havde blot gjort det, som han så som sin pligt. Han forsvandt ud på sin ranch og det var det. En rigtig helt, den allerstørste. Ham og så Gary Cooper i Fred Zinnemanns udødelige western "High Noon" (Sheriffen) Ligheden er slående: Cooper fik Grace Kelly, og Ronald fik Nancy og det var det. Sluttekster. Som Alan Ladd i "Shane" og Clint Eastwood i "Pale Rider" var han en mand uden nogen særlig klar fortid og overhovedet ingen fremtid. De forsvandt bare og rejste ikke rundt som Clinton for at fortælle alt om alting, selv om Clinton selv aldrig gjorde nogenting. Åh jo, en smule gjorde han jo. Han sigtede bare knapt så præcist og målrettet som Reagan.
 
I dag har vi sejlet lidt rundt i fiktionens og virkelighedens verden, og vi mener at have påvist, er der er temmeligt flydende overgange. Helte er ikke noget objektivt. Nærmest identiske situationer kan tilsyneladende helt tilfældigt medføre heltestatus samtidigt med, at en livslang dedikation til en stædig kamp for det, som man tror er rigtigt som Reagan gjorde; kan i denne del af verden sagtens medføre kronisk skurkestatus. At han vandt til gavn for os alle er helt ligemeget for de mennesker og medier, som skaber eller styrter helte i deres egen snævre selvforståelse. De har jo ikke selv nogen principper, så de forstår måske i virkeligheden slet ikke begrebet. De kan bare ikke ændre ved, at Reagan blev den allerstørste helt, skarpt forfulgt af Clark Kent, Battler Briton og alle de andre. Dem kan de forresten heller ikke ramme. Hverken superskurke eller utallige tyskere med både kryptonit, Messerschmitter og Schmeissere fik ram på dem, ja de sårede dem ikke engang rigtigt.
Det var de største helte.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start