fredag den 3. august 2007

De store formatkrige

I denne uge vil vi beskæftige os med et stadigt tilbagevendende fænomen, nemlig kampen om at monopolisere nye formater. Der er tale om variationer over temaet simpel borgerkrig, fordi det helt basalt gælder om at udrydde modstanderne hurtigst muligt. Hvis borgerkrigen trækker ud eller formatkrigen ikke straks vindes, bliver forretningsklimaet og landet alligevel så ødelagt, at alle taber i enden. Som med alle rigtige borgerkrige betyder det naturligvis ikke, at der forhandles våbenstilstand eller egentlig fred og at man erkender sit nederlag. Krigen kan altid fortsættes til uendelig menneskelig og kommerciel skade for alle de involverede parter. Som vi skal se, hersker der heller ikke i denne ellers strengt forretningsmæssige del af den menneskelige virksomhed ret meget større rationale, end man oplever omkring en skilsmissesituation.
 
Det var salig Gilbert Briggs, som for over et halvt århundrede siden påpegede, at " The public confused buys nothing", og som vi skal se, holder det jo i dag som dengang. Dengang var det godt nok sagt om en ganske uskyldig nyskabelse på det elektroniske marked, nemlig om hvorvidt den da nye elektrostatiske fuldtonehøjttaler var bedre end tidens dynamiske højttalere. Ikke desto mindre gav det faktisk en kæmperystelse i folks tillid til de etablerede firmaer, men denne formatkrig blev aldrig til meget andet end en god gammeldags slåskamp i skolegården, fordi Quad allerede fra starten havde mere end 2 års ventetid på sit nye mirakel. Selv dengang med den udviklede kvalitetssans blandt folk var det altså lidt meget. Denne tidlige krig blev således allerede fra starten skrinlagt på hæderlig vis.

Nu kan man naturligvis sige, at formatkrigene bør opdeles i software og en hardware-del, men det vil vi nu ikke gøre. Allerede fra Berliners og Edisons rivaliseringer med henholdsvis plader og valser har det jo i lige så høj grad været en rivalisering mellem producenterne af hardware, selv om mangel på software jo, som vi skal se, ofte har tippet en ellers lige balance. At de så ligeså lidt som FN-styrker fro OAU i Darfur har kunnet stoppe de ofte helt irrationelle formatkrige, ja det er en helt anden sag.

Allerede fra 1950-erne var der massevis af mere eller måske især mindre gennemtænkte forsøg på at lave en mere kompakt udgave af tidens hotteste teenage-ønskedrøm, nemlig spolebåndoptageren. Der var talrige forsøg på at lave diverse endeløse kassetter med spolebånd, som dog desværre krævede en dedikeret stor og dyr maskine. Her brugte Garrard for første gang af arvesølvet i et forgæves forsøg på at diversificere sig,med et i bagklogskabens lys ellers ganske vellykket projekt. Desværre for Garrard kom man nogenlunde samtidigt med firmaet Grundig i Tyskland med også godt et par tusind medarbejdere og deres meget mere kompakte minikassette-system. Den kamp kunne måske have udviklet sig til en opslidende krig for begge parter, men samtigt lancerede datidens europæiske mega-gigant Philips jo så deres Compact Cassette-system.

Kampen var ulige af flere grunde. For det første var Philips en førende leverandør af plader gennem sine besiddelser af adskillige pladeselskaber, men den vigtigste fordel var, at man frit stillede formatet til rådighed for andre producenter allerede fra starten. Helt fra begyndelsen var der således dømt massakre på alle andre og faktisk er det det eneste nyere eksempel på en formatkrig, som faktisk var ovre, inden den rigtigt begyndte.Grundigs system har godt nok levet videre som Stenorette, et system, som indtil for ganske få år siden har været standard hos også danske hospitaler og behandlere, men det er en helt anden historie. Der handlede det vist mest om, at folk så ikke kunne tage klienters data med hjem til afspilning, altså bare en ganske effektiv kryptering. Dog havde Philips ved sin konsekvente spredning af formatet demonstreret sin enestående kommercielle styrke. Vi må jo også huske, at Philips dengang beskæfrigede omkring 400.000 mennesker..

Helt anderledes kom det til at gå ganske få år senere, hvor den store formatkrig om det nye 4-kanalsmirakel skulle stå. Her var hele magtsituationen på både software-og hardwaremarkedet afgørende tippet til fordel for de fremadstormende japanske firmaer som JVC, Sansui og snart Sony. Hele oplægget til denne store parantes i audiohistorien er ellers ikke mindre interessant end nutidens muligheder for fred i Irak. Allerførst var hele dette pionereventyr udelukkende drevet af hardware-producenterne, og det var allerede fra starten ligeså åndssvagt forretningsmæssigt, som da den romerske kejser Caligula udnævnte sin hest til konsul. Ingen af dem blev vistnok genvalgt og da slet ikke chefstrategen hos JVC. Man skulle ellers nok have troet, at man var blevet advaret af sine egne konstruktører. Vi må jo huske på, at det eneste kommercielle kildemateriale dengang var vinylpladen, og deri lå hele problemet. Denne første rigtig store formatkrig indeholdt simpelthen alle de aspekter, som gør dem helt ustyrlige og ganske umulige at vinde. Til gengæld fik Gilbert Briggs så ret i, at de bundforvirrede kunder ikke købte nogetsomhelst.

Det burde de nu heller ikke gøre, for forvirringen var ganske enkelt total. Til en start ver der allerede fra starten et helt uhørt antal formater og standarder, som konkurrerede om det store publikums gunst. Ingen af disse formater var indbyrdes kompatible og alle led af helt afgørende svagheder. For det første var der i markedsføringen overhovedet ikke nogen enighed om, hvad 4-kanalslyd overhovedet var. Det var der heller ikke rigtigt grund til at bekymre sig om, skulle det snart vise sig, for der var allerede ikke fra starten noget kildemateriale, og det kom der iøvrigt heller aldrig. En del af det skyldtes selvfølgelig de manglende standarder, nok ikke mindst FM, men det allervigtigste grund var den helt håbløse tekniske virkelighed. Det eneste rigtige såkaldt "discrete" system var nemlig i sin specifikation baseret på, at de 2 kanaler som sædvanligt var indspillet på pladen med det normale frekvensområde, mens de 2 andre kanaler så lå mellem 20 og knap 40 kHz. Desværre var der ikke rigtigt nogen pickupper, som stabilt kunne afspille disse frekvenser, og som om det ikke var et stort nok problem, skulle systemet jo være baglæns-kompatibelt med normal 2-kanalsstereo. Det betød, at dekoder-forstærkeren ved udfald af det højfrekvente signal blot ved default faldt tilbage til normal 2-kanalslyd. Få sekunder senere spillede den så måske igen 4 kanaler, og sådan blev det ved.

JVC´s CD-4 system var således teknisk umuligt. Det var de knapt så ambitiøse SQ og QS godt nok ikke, men udover at de jo naturligvis heller ikke var kompatible, var de heller ikke ret gode. Der var nemlig blot tale om ret simple matrix-systemer, hvor et faseforskudt signal blev afkodet midt mellem den normale information på pladen. Det gav en ret ringe kanaladskillelse, så man kunne aldrig gennemføre en imponerende demo, altid et problem. Samtidigt var disse SQ-plader faktisk ikke kompatible med normal afspilning, hvilket jo giver sig selv (det var CD-4, kompatibel altså, af anførte oplagte grunde), så hvis man skulle mangle ekstra problemer i denne formatkrig, havde man så ellers lige opfundet et helt nyt.

Udover det blev det såkaldte ambisonic-system, som blot var en kunstig fasedrejning af frontkanalernes normale stereoinformation, også markedsført som rigtig 4-kanalslyd, så publikums forvirring var komplet. Den var faktisk så komplet, at jeg selv fra min ellers hififikserede kollegie-ungdomstid i 1970-erne kun husker én eneste, som købte en 4-kanalsforstærker. Der har åbenbart heller ikke rigtigt på verdensplan været ret mange kunder i butikken, for man så overalt et brandudsalg, som lignede Wall Street i 1929. Aldrig hidtil havde man set noget, som bare lignede, og den almindelige tro på udvikling i elektronikbranchen fik et slag, som den vel aldrig senere helt forvandt. Til gengæld var det altså velfortjente tæsk, og man var da også blevet klogere i det mindste for en tid.

På billedsiden var der næsten samtidigt optræk til et sandt giganternes møde. Hverken Philips eller den nye gigant Sony havde rigtigt rørt på sig i 4-kanalskrigen, men det skulle de gøre i giganternes møde om den nye videofremtid. Her var tingene fra starten mere åbne, fordi alle de efterhånden 3 formater (nr. 3 var JVC´s VHS) faktisk virkede ganske godt. Det teknisk bedste var antageligt Philips´s bud Video 2000, det mest kompakte Sonys Beta og det hverken ene eller andet var JVC´s VHS. Til gengæld præsterede JVC i lighed med Philips og deres kompaktkassette-sejr totalt at sætte konkurrenterne til vægs i en kommerciel magtdemonstration af en simpelhed, som ellers Philips burde have lært af sin egen aktion i kassettebånds-krigen, som aldrig rigtigt skete.

Denne krig blev også næsten fra starten afblæst, for i stedet for som Philips og Sony at insistere på, at sælge hardwaren selv, solgte JVC simpelthen ganske billige licenser. Da man så samtidigt dygtigt så det kommende gigantiske lejemarked for film, og brugte alle ressourcer på at få VHS-lejefilm ud overalt, var løbet kørt for de andre. Inden der for alvor var blevet tale om nogen krig overhovedet var den blevet afgjort.

Alle folk ønskede sig naturligvis en VHS for at spille film. At så Sony af japansk stolthed i næsten 2 årtier videreudviklede beta-systemet er kun et eksempel på stædighed. Den hidtil største formatkrig var endt med et kup længe inden udmattelseskrigen virkeligt startede. Sejren var så eftertrykkelig, at folk end ikke engang var blevet rigtigt forvirrede, så de købte bare løs, og resten er som bekendt historie. Dette var i modsætning til den destruktive 4-kanalskrig et eksempel på en relativt ublodig blitz-krig, som lykkedes. Til gengæld var det bemærkelsesværdigt, hvor håbløst multinationale giganter som Sony og Philips greb tingene an. I fremtiden skulle det vise sig, at de havde lært noget, og så alligevel ikke.

Det velgennemførte fælles Sony-Philips projekt omkring CD-en i 1982 var kulminationen af adskillige års fælles arbejde. Man havde fra disse giganter erkendt, at for succes var det nødvendigt med fælles fodslag. Til gengæld var det så også sidste gang i historisk tid og forresten også første gang siden LP-pladen, at dette skete. Formatkrigen udeblev, og CD-en sejrede som bekendt. Konsensus var sagen for salg. Selv om der godt nok i årene derefter var adskillige aldeles håbløse forsøg på at gennemføre nye "forbedrede" formater fra disse 2 giganter, hvoraf det mest problematiske var DAT, var nu hverken minidisc eller DCC anden end krusninger på overfladen. Disse formater dukkede simpelthen under igen inden der for alvor skete nogetsomhelst.

Til gengæld gik det helt galt ved indførelsen af de nye audio-og videoformater SACD og DVD-Video og DVD-Audio. Selv om Sony belært af episoden omkring den tidligere tabte video-krig havde investeret formuer i medieindustrien og dermed sikkert mente at stå fornuftigt rustet, havde man for at sige det mildt forregnet sig. Det var simpelthen optakten til en fuldstændig kaotisk situation, som stadig er aktuel. Det oprindeligt kun som højkvalitetslydformat lancerede SACD blev i lyset af den langsomme samling af et modtræk fra visse af Sonys japanske traditionelle rivaler omkring en DVD-Audio såvel som video-standard skyndsomst lavet om til et universelt multikanalformat. Det medvirkede naturligvis straks til, at al udvikling på lyddelen, som man ellers kunne forvente en del af, blev parkeret på pause. De, få, som havde købt dyre afspillere og noget af den sparsomme hardware, forlod naturligvis straks skuden, og da så DVD-Audio på trods af sine "lossless" kvaliteter jo aldrig nogensinde ville kunne blive et nye audioformat ( en negation af noget negativt kan nemlig aldrig blive positivt), så var vi tilbage ved CD igen. Denne krig har været uafgjort så længe, at den aldrig kan få en vinder, dertil er begge formater altfor kompromitterede af håbløs og inkonsekvent markedsføring.

Denne formatkrig har været så ødelæggende, at der sandsynligvis ikke kommer en ny.

De store formatkrige er således ovre. Der var store vindere og håbløse tabere, og der var gengangere i begge lejre. Da det kom til stykket, var der ikke nogen, som var klogere end andre. Philips vandt compactkassette-krigen, lurepassede på 4-kanal, tabte videokrigen, vandt tilbage på CD og forsvandt så. JVC tabte 4-kanalkrigen, vandt videokrigen og diversificerede sig så helt ud af den gammeldags traditionelle radiobranche. Værst gik det for Sony, som tabte 4-kanalkrigen godtnok fra sidelinien, tabte videokrigen såvel som DAT, minidisc og SACD og som kun kan notere CD som en delsejr. Faktisk er det jo gået så dårligt for Sony, at hvis de ikke havde vundet en anden formatkrig om spillemaskiner med deres Playstation, havde de næppe været her i dag.

Den eneste vinder i denne historie er den sunde fornuft. Hver gang branchen har rivaliseret om formater over bare en månedlang periode, har kunderne kvitteret forudsigeligt ved at vende ryggen til produkterne. Det har aldrig nogensinde været muligt at sælge selv et teknisk fremragende produkt, hvis der har været tvivl om det nu var det eneste format. I tilfældet med 4-kanal var der så den yderligere komplikation, at ingen af systemerne overhovedet rigtigt duede. Så meget har man da fået ud af det i dag, at DVD bare blev et videoformat, og det kan folk forstå. Mærkeligt at det tog så lang tid for alle producenterne at indse dette. Det havde alle folk da ellers vidst længe.
 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start