søndag den 19. august 2007

De livslange interesser og deres fjender.

I denne uge vil vi forsøge at behandle et emne, som selv for os er ganske overordentligt svært, nemlig forskellene mellem forskellige interesser og deres holdbarhed i forskellige livsfaser. Vi vil forsøge at skelne mellem de interesser, som det er acceptabelt og dermed legitimt at have hele livet igennem (de få) og alle de andre som blot skal gennemleves som pubertets-bumser (de mange). Det vil i dag være vores tese, at hvis man investerer for meget aktivitet i sine interesser på kort sigt, vil man opleve en nedsmeltning som den, der foregår ved brug af en jet-efterbrænder, som får selve jetmotoren til at smelte ganske hurtigt. Derefter vil man hverken kunne flyve eller have nogen interesse tilbage. Vi skal også se, at disse interessemæssige nedsmeltninger optræder ret forskelligt indenfor forskellige interesseområder.
 
Vi vil springe over de for de fleste forholdvist hurtigt overståede orale og anale faser i den allertidligste barndom og straks gå til indsamling af haletudser i et syltetøjsglas. Det har vi vel allesammen prøvet, indtil vores mor opdagede det og på stedet beordrede os til at returnere indholdet til den nærmeste sø. Det er et godt eksempel på en meget kortvarig interesse, som for de fleste slutter der.

Der er mange andre faser i at blive en rigtig dreng (piger er ikke interessante her: De er enten for kloge eller ikke kloge nok afhængigt af ens perspektiv. Da jeg var en del yngre, ville jeg nok have hældet til det sidstnævnte synspunkt, men efterhånden som alderens relative visdom indfinder sig, er svaret nok efterhånden det førstnævnte). Man skal naturligvis rituelt limsniffe lidt, mens man samler sine plastic-flymodeller, selv om alskens pædagogisk Geomag og LEGO jo har presset på her, men alle de interesser er jo ikke rigtigt gangbare som livslange interesser udenfor professionelle behandlingssystemer.
 
De første kandidater til noget, som kan ligne en legitim interesse på sigt, er vel for de fleste drenge fuglehold af for eksempel nymfeparakitter ( endelig ikke undulater) eller måske til nød saltvandsakvarium, men de færreste stopper her. Efterhånden som man bliver ældre tynder det ud i mulighederne, efterhånden som kammeraterne slår sig ned med golf, ekstremsport med tilhørende dopingmisbrug, traktortræk og lignende respektable mekaniske interesser.
 
Traditionelt har man jo opereret med eksistensen af en livslang interesse for musik, og derfor har hifiinteressen i ganske mange år og jo ikke mindst mindst for en del år siden været en af disse få og udvalgte interesser, som det var accepteret og respektabelt at have hele livet i nogenlunde samme grad som seriøs bogsamling. Bogsamling kunne endda også ialtfald i en periode omfatte  indsamling af Carl Barks´ samlede produktion. Da man jo heller ikke var begyndt at varme- eller kuldebehandle sine kabler ved ekstreme temperaturer  (hvorfor forresten ikke blot temperere dem som Bach med hans klavermusik?), kunne hifiinteressen endda sommetider forenes med et normalt og respektabelt familieliv. Den omtalte slags idioti med kabler var forresten heller ikke opfundet endnu, og det satte jo visse naturlige grænser for galskaben.
 
Indtil fremkomsten af internettet var det endda muligt for eventuelle kvinder i familien at undgå de allerværste konfrontationer med de mandlige entusiaster ialtfald det meste af tiden, fordi dansk High Fidelity kun udkom knap og nap en gang om måneden. Som med andre næsten månedlige perioder i samlivet kunne man således tage sine forholdsregler som for eksempel at tage bort på vandreferie eller til tøse-komsammen den dag, hvor High Fidelity udkom, og hvor husherren var allermest pirrelig og ikke kunne forstyrres, mens han indsugede den seneste konventionelle hifi-visdom.
 
 Der var således en naturlig rytme i interessen med i forvejen fastlagte højdepunkter, og selv for særlige misbrugere, som måtte ty til publikationer for vores nabolande, kan det næppe have været en trussel mod den almindelige familiefred. Selv for ganske svage læsere var det ikke en fuldtidsbeskæftigelse og kunne ikke blive det at beskæftige sig med hifi. Samtidigt udkom High Fidelity ikke i juli, og det betød jo endda, at familien kunne foretage sig meningsfulde ting sammen uden at hifientusiasten nødvendigvis måtte have adgang til en computer konstant. Dengang hed en computer forresten Texas TI 30 og var en lommeregner, som godt nok kunne regne med logaritmer og alting. Det var vel nok en dejlig tid.
 
Dengang var den vigtigste kilde til information ganske enkelt læserbreve og de overordentligt kompetente svar i forskellige danske og (måske knapt så meget) udenlandske magasiner. I denne netverden kan det forekomme ganske oldnordisk, men man kunne faktisk stille et relevant spørgsmål til High Fidelity og så forvente at få et grundigt og fyldestgørende svar, ganske vist allertidligst om en måned. Uendelig mange var de drenge som undertegnede, som grundlagde denne smukke livslange interesse på denne baggrund af helt reel information som svarene på disse læserbreve, som var grundige og klare og ikke mindst korrekte.
 
Det er jo faktisk en forudsætning for en stabil interesse, at der er en vis konsensus omkring, hvad for eksempel hifi var og er, og det var der dengang en højttaler skulle være stor for at kunne spille højt og dybt. Som med avl af hunde er det nemlig en helt afgørende forhindring for respektabiliteten og den almene accept af denne hobby, at damen med sine pjuskede pudler og den tatoverede gentleman med sine vilde ørekuperede amstaff-muskelhunde opererer indenfor et fællesskab, og dermed er hunde jo ligesom ude som respektabel interesse. Det var hifi desværre også snart, men på daværende tidspunkt altså ikke helt endnu.
 
Man mødtes nemlig stadigvæk for det meste endda i små grupper endda temmeligt meget på tværs af sociale lag for at lytte til de nyeste indkøb hos de heldige, som havde økonomi til at følge High Fidelitys nyeste retningsgivende købsanbefalinger. Disse møder foregik for det meste endda på ret civiliseret vis i familens dagligstue, for musik var vel en fællesinteresse, og det gjorde det til en ganske respekteret hobby for de søgende ånder. Her i Danmark uden den britiske pub-kultur kan det endda måske med en vis ret benævnes som en social smeltedigel i de private hjem, hvor de sociale grænser for en tid blev nedbrudt. Samtidigt hjalp det jo også til at fordrive al den ubærlige ventetid, som mange oplevede, indtil næste nummer af High Fidelity udkom.
 
Det første problem for pæne folk som undertegnede og deres interesse for hifi og ikke mindst den tilhørende acceptable sociale adfærd kom allerede inden nettet, nemlig med det begyndende kabelhysteri i 1980-erne. Der var simpelthen tale om denne ellers allerede dengang mange årtier lange interesses allerførste fald ned af statusstigen. Her forudsættes det bekendt, at okkulte og andre eksempler på almindelig, herunder også kollektiv, indbildning ikke kan være en del af en respektabel og livslang interesse. Dette havde indtil da stået i vejen for diverse satanistiske bevægelser. Allerede her var der tale om en betydelig tilnærmelse mellem hifi-interesse og en anden af datidens vækstreligioner, nemlig Scientology. Forresten pudsigt, at begge retningers påberåbelse af en radikalt anderledes fysisk sammenhæng ofte skete under naturvidenskabelige dækforklaringer, og der er vi stadigvæk. Når dårskaben er blevet det politisk korrekte i en gruppe, vil den naturligvis fortrænge al fornuft og rimelighed. Og så skulle det endda blive værre, meget værre. Vi fik nemlig nettet.
 
Selv om hjemmets respektabilitet var under voldsomt pres med husherren kravlende rundt med sin ellers særdeles lyttetrænede bagdel i vejret under den stadige søgen efter det perfekte kabel, var det først med den almindelige udbredelse af internettet, at hifiinteressen for de allerfleste blev forvist til kælderen. Det var nemlig først her, at der gik efterbrænding og efterfølgende udbrændthed i det hele. Det blev simpelthen muligt i alle døgnets 24 timer at beskæftige sig med hifi, og der viste sig naturligvis ganske hurtigt et principielt problem for de allerfleste, som viste sig katastrofalt: Der er simpelthen ikke nok at snakke om i hifiverdenen til at udfylde den tilsyneladende uendelige tid, som folk har til rådighed. Hifi er simpelthen et alt for kedeligt og begrænset emne til at beskæftige sig intensivt med i alt for lang tid. Vores teori er faktisk, at det er denne frustration over ikke at have noget fornuftigt at bidrage med, som frister mange folk til at medvirke så tilsyneladende fornuftsstridigt aktivt til det virtuelle informationskaos, som vi ser. At heller ikke ret mange andre gør det ret meget bedre er vel næppe en trøst. Dette idiom var simpelthen for begrænset.
 
 Som rotterne, som med en indopereret orgasme-elektrode i hjernen døde af sult (lykkelige godt nok, men de døde dog alligevel) var det her, at den almene hifiinteresse i respektabilitet blev overhalet af både de stagnerende kulturer omkring hjemmebarer og det nyeste påhit med dedikerede pokerrum. Nu sad mændene godt nok ved de sidstnævnte sysler og røg og drak, men det var da i det mindste en forståelig og traditionelt mandlig adfærd. Man kunne som kvinde i huset endda spøge med mændenes dårskab og simple fornøjelser overfor veninderne, og det var jo ganske sandt, ialtfald for de sidstnævntes vedkommende, hvor der naturligt indgik alkohol.  Det var straks mere faretruende med ellers fuldt udvoksede mænd, som sad ubevægeligt og forsøgte at komme i retssager med Thomas Sillesen (det lykkedes for en enkelt) uden at der, når konerne i smug luskede ned og kikkede på kældercomputerne, kom et eneste pop-up med bare damer frem. DET kunne de ikke forstå, og hvad man ikke forstår er jo farligt og en trussel, og det kan vi godt forstå. Det var den dag, musikken og respektabiliteten døde lige i det hjem. Havde husherren dog bare tænkt på at klikke ind på sexygirls.com. var det muligvis aldrig sket. Det havde han desværre bare ikke tid til.
 
Det var i denne sammenhæng, vi så de utallige tilfælde af menneskelig nedsmeltning, hvor interessen i stedet for at forblive en relativt uskyldig, men i det mindste langtidsholdbar foreteelse, simpelthen blev en skæbnesvanger besættelse for overordentligt mange. Der er det livsbekræftende ved det, at kroppen som med andre betændte ikke-vitale dele af huden jo efter en tid afstøder det syge væv, så den vilde besættelse varede heldigvis ikke længe, inden den resterende smule sunde fornuft afstødte interessen. Ofret var helbredt, men interessen var tabt.
 
Når først folk en tid har været på mange timer dagligt på diverse fora og chatrooms, reagerer de fleste heldigvis sundt og forudsigeligt ved simpelthen at forsvinde helt. En simpel bladren tilbage i trådstarternes navne blot nogle måneder for slet ikke at tale om et år, fortæller denne sørgelige, men også livsbekræftende historie. Langt de fleste er ikke aktive mere, og hurra for det. De fandt nemlig på noget mere intelligent at give sig til. Enkelte af dem kan endda have genoptaget musikinteressen, som stadigvæk er marginalt socialt acceptabel i den øvrige verden på trods af alle angrebene.
 
Her forudsættes det bekendt, at ingen af denne skribent kendt interesse og da slet ikke hifi-interessen, bare i noget omfang er interessant nok til at beskæftige sig med fuldtids. Det er vistnok derfor Bill Woodman fra ATC lystfisker det meste af tiden. Selv ikke førende hjemlige psykoakustikere og andre semi-mystikere kan vel være optaget hele tiden uden at gå hjernedød. Man kan selvfølgelig finde et par enkelte som vor ven Komik, hvis hele skyggeeksistens er bundet op på en gurulignende selvforståelse, men der er ikke mange, og heldigvis for det. Man kan vel kort konkludere, at hvis ens hele liv er centreret om hifi hele døgnet år efter år, er man simpelthen respektabilitetens allerværste fjende. Der er vel reelt tale om en tydeligt diagnosticerbar socio-somatisk dysfunktionalitet, men klinisk kun knapt anerkendt på dette tidlige tidspunkt.
 
Det ville vel svare til, at den halvbøssede onkel med sine farvestrålende angora-kaniner, kendt fra et tidligere emne, sov med sine elskede kræ. Det gør han muligvis, men det er altså stadigvæk ikke for børn, som fuldtidshifi altså heller ikke er og aldrig kan være. Eller skal være, for den sags skyld.
 
Konklusionen af denne tour de force i de livslange interesser i det mandlige univers er, at der er utallige trusler. Det uheldige er, at man kun sjældent ser folk vende tilbage til hifi-og musikinteressen, men ganske ofte væk for evigt. Som med andre faser af hobbies i livet er der et "point of no return", ligesom det heller ikke er ganske muligt at gå på haletudsejagt igen med mors syltetøjsglas. For den fortsatte eksistens af musik og hifi som en livslang interesse er det simpelthen nødvendigt at økonomisere. Alternativt kan man selvfølgelig være særligt heldigt disponeret arveligt eller socialt som sinke eller i det mindste ualmindeligt tungt opfattende, men ikke engang det sidste hjælper nok ikke engang i alle tilfælde helt. Selv tumber kan vel forstå, at hifi aldrig kan blive livets mening. Nogle enkelte af dem kan godt nok ikke, men måske de privat sommetider er på vippen. Denne erkendelse eller manglen på samme er måske endda en mulig defininion, som kan være en hjælp i intelligensforskningen, men det ligger vist lige i udkanten af dette emne.
 
For at denne vidunderlige hobby kan forblive den livslange, berigende og fascinerende ting, som den engang var for mange, må man simpelthen bevæge sig væk fra nettet og ud i den virkelige sociale verden. Her er King og hans smittende entusiasme da et lille lys i et ellers totalt buldermørke. Dette mørke er ikke skabt, men bestemt næret, af de toneangivende netfora.
 
 Fremtiden ligger lige derude, respektabiliteten ligger noget længere væk, men hvis blot folk er vældigt opmærksomme på faren for den menneskelige nedsmeltning i mange netaktiviteter, lykkes det måske for King og andre. Måske kan vi selv bidrage blot en smule her. Derudover er han da et prægtigt stykke mandfolk af ca. samme fysiske fremtræden som denne skribent. Det hjælper bestemt altsammen.
 
Men som sagt: Sluk computeren og hør et stykke musik i stedet. Måske kan du ligefrem få dig en givende og livslang interesse på denne måde. Ellers kan du garanteret ikke. At du måske så i samme omgang bidrager til udbredelsen af denne fantastiske interesse på sigt er kun en ekstra bonus.
 
 
 
 
 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start