søndag den 22. juli 2007

ATC-den ægte vare.

Denne uges emne behandler vores nylige besøg hos ATC nær Cirencester i det landlige og bakkede The Cotswolds i Vestengland. Hvis der skulle være nogen, som har tendens til akut sukkersyge eller bare almindelig kvalme, bør de muligvis ikke læse videre her. Vi andre, som labber Danielle Steeles romantiske sødsuppede TV-føljetoner i os, kan roligt fortsætte, for der er altså tale om en ganske enestående virksomhed. De producerer for eksempel noget og sikke noget!
 
ATC blev grundlagt af eksilaustralieren Bill Woodman i starten af 1970-erne. Woodman arbejdede da som ingeniør hos Europas daværende absolut største højttalerfabrik, nemlig Goodmans Loudspeakers. I dennes efter nutidens målestok absurd store udviklingsafdeling havde Woodman beta-udviklet en 3-tommers mellemtonedome, men denne blev aldrig sat i produktion hos Goodmans. Man skønnede, at den ville blive for dyr og vanskelig at fremstille, og deres kalkulationer viste sig dengang at være helt korrekte. Ialtfald varede det en tid, inden Woodman fik perfektioneret enheden efter den spæde start.
 
At Goodmans så ikke senere formåede at regne helt så godt viste sig 20 år senere ved den hovedløse fusion med at andet traditionelt firma i svære vanskeligheder, nemlig Tannoy, men det er en helt anden historie. Måske de skulle have beholdt Woodman alligevel og droppet det terminalt syge Tannoy. Ialtfald findes Goodmans ikke længere og Tannoy vel i virkeligheden heller ikke.
 
Firmaet lå oprindeligt i London-området, men flyttede i starten af 1980-erne vestpå for at få mere plads til at lave de aktive højttalersystemer, som da for første gang blev produceret af Woodmans partner, Tim Isaac, som var en særdeles talentfuld elektronikdesigner. Allerede dengang havde firmaet som leverandør til bl. a. Nexo grundlagt sit ry for uovertrufne PA-produkter. I vores eget lokale miljø var det eneste, som kunne holde overhovedet på den berygtede Cafe Paradis Nexo-højttalere bestykket med ATC. Alt andet faldt fra hinanden efter et par måneder, kun ikke ATC.
 
Udadtil er det ganske vanskeligt at finde virksomheden, fordi man selv ikke fra vejen 100m fra "fabrikken" kan se nogetsomhelst, men når man så drejer ned af en snoet markvej finder man så et lidt forvokset bondehus med lidt udbygninger, og det er så det. Sjældent eller måske aldrig har et beskedent udseende dog snydt så meget. De omkring 20 medarbejdere under ledelse af 3 ejere i 60-erne arbejder under rummelige og  komfortable forhold med simpelthen at producere det, som de selv med en vis ret hævder er verdens bedste højttalere. Det er der selvfølgelig så mange, der siger, men de fleste gør jo altså ikke rigtigt noget ved det alligevel og når man ser, hvor omfattende det er at lave tingene fra bunden af, forstår man kun alt for godt fristelsen til at outsource alting. Som sagt, det er lettere at lade PR-afdelingen lave udviklingen og tillige en hel del billigere.
 
Det gør man bare ikke hos ATC, slet ikke. Som en selvfølge starter man med at valse tråden til svingspolen og vikler derefter spoler på maskiner, som salig Storm P kunne have opfundet. Alle spoler finjusteres manuelt og monteres på chassiser, som produceres i løsdele fra et lokalt maskinværksted, og som så samles hos ATC. Man laver naturligvis også formene til alle svingspoler i huset på hjemmelavede værktøjer.
 
Nu kunne man tro, at ATC nok kun kunne handle og få kredit hos denne lille producent, men sandheden er jo noget mere prosaisk: Hvis man vil have en ordentlig pizza i Danmark, må man altså lave den selv, og det gælder også for højttalerchassiser. Selv ikke det tidligere praktiske europæiske monopol på området Kurt Müller laver længere en mekanisk kvalitet, som ligner bare ganske lidt, selv om membranerne derfra stadigvæk som i Tannoy Monitor Golds tid er fremragende. Følgeligt specificerer ATC så alting selv og samler så metalløsdelene som et højteknologisk Meccano-byggesæt.
 
Det er forresten en smule vildt at se den omhu, hvormed man fra bunden producerer for eksempel basenheden til an SCM 7, den allerbilligste højttaler i hele programmet. Denne lille 5-tommers enhed vejer godt 4 kg og koster vel i produktionspris det samme som en bas i en kommercielt større succes end ATC til måske 25.000,- stykket, og den skal altså i en færdighøjttaler til under 3000,- stk incl. moms i udsalg.. Denne omkostningsstruktur hos ATC sikrer ganske givet mod for stort overskud, men det går nu fint endda, som vi skal se.
 
I forbindelse med produktionen ef højttalerenhederne fra scratch lå også malerværkstedet, hvor en vigtig opgave denne dag var at male de langsgående fjedre på Bill Woodmans nyrestaurerede Ford A. I dette menneskelige arbejdsklima var der da også lige tid til det. Med hensyn til kabinetter er man jo nødt til at indkøbe kabinetterne til den billigste serie i det fjerne udland, mens alle andre kabinetter leveres fra en lokal producent af luxusyachts. Det forklarer den ganske enestående finish og fleksibilitet. Da en stor del af ATC´s produktion er custom-byggede unika til studier har man som en selvfølge selv et træværksted bemandet af en enkelt fremragende håndværker. I det hele taget har ATC ikke haft særlige problemer i nyere tid med at lokke højtkvalificeret personale ud på landet, fordi næsten alle andre såkaldte producenter jo ikke længere producerer nogetsomhelst. De fleste samler det ikke engang længere, så de bedste af de traditionelle håndværkere finder deres naturlige plads her.
 
Da man heller ikke kan finde pålidelige leverandører af spoler i den ønskede kvalitet, vikler man dem naturligvis selv, og når man ser den omhu, hvormed spolerne udmåles og justeres, tænker ialtfald denne skribent tilbage på egne målinger af de ellers glimrende Intertechnik-megaspoler, som desværre ikke var ret ens. ATC parrer ikke tingene, for det er umuligt servicemæssigt i alverdens studiemiljøer. I stedet sikrer de i produktionen, at tingene er ens. Parring kan sagtens give gode resultater, som man sagde, men desværre mere end indikerede nødvendigheden af parring, at man nok snart skulle til at parre igen, og det er der vist kun få producenter, som ellers nævner. For dem er parring af indkøbte standardkomponenter til gengæld en nødvendighed, intet andet, for ellers dur tingene slet ikke og efter en tid gør de heller ikke rigtig alligevel.
 
Da alle enheder under produktionen testes for total ensartethed, selv om det jo for enheder med denne magnetstyrke og rekordsmå magnetgab er ganske overordentligt svært at opnå, testes den færdige højttaler blot med et komplekst støjsignal af ganske kort varighed og nej, det er ikke manglende omhu på ATC, som resulterede i miseren med SCM 40 på Hifi News.
 
Al elektronik samles naturligvis også på fabrikken, hvor også den lille udviklingsafdeling bemandet med et par mand findes. Ikke noget her med at påstå som alle mulige andre, at man har arbejdet i tusindvis af timer for at udvikle en ny forstærker eller CD-afspiller eller måske endda blot et kabel. Her forbereder man naturligvis de nye nært forestående produkter men siger åbent, at der naturligvis langt hen af vejen er tale om variationer over eksisterende teknologier i ATC, fordi de jo i studiekredse er anerkendt som det mest fremragende. Man vil naturligvis heller ikke påstå, at man in-house kan producere en CD-afspiller som massevis af andre, også langt mindre firmaer jo gladeligt ellers ville og dagligt gør. Når der står ATC på et produkt er det fordi det er designet og produceret på ATC. Ikke noget OEM her! 
 
 En stor del af arbejdet i udviklingsafdelingen består i øvrigt i at projektere og indrette lydstudier overalt i verden. Denne erfaring er måske en af grundene til, at alle ATC-højttalere har samme akustiske signatur, og det er jo en hel del mere, end man kan sige om de fleste andre firmaer, også visse selvudnævnte højteknologiske danske, hvor selv forskellige modeller i samme serie lyder helt vildt forskelligt. Om det så er fordi de ikke kan eller ikke gider gøre det bedre ved vi naturligvis ikke, men der er altså nogen, som kan.
 
Al elektronik lyttestestes sædvanligvis af ejerne selv, fordi det store lytterum ligger umiddelbart ved siden af elektronikdelen af ATC. Her har man også udvalgte produkter fra andre kendte mærkevarer opstillet for at teste, hvordan disse lyder med ATC´s passive højttalere. Andre producenter ville hævde deres uhyre videnskabelige tilgang til designprocessen, men den jordbundne australier Woodman prøver nu lige alligevel, hvordan hans nyeste økonomidesigns lyder på en NAD og en Rotel til eksempel. En del dårligere end på ATC´s egen forstærker skal det siges, nærmest lidt småpinligt. Dette skyldes dog naturligvis, som salgschef Bob Polley sagde, ikke udtalt synergi mellem ATC-produkterne, men blot, at det ene produkt simpelthen bare var bedre, og deri har han givetvis ret. Efter denne A/B test går vores Rotel-salg noget ned..
 
Nu er det noget vanskeligt at sige, hvad der imponerede mest på ATC, men en kandidat må naturligvis blive et 20 kgs. monster af en mellemtone, som man producere til højkvalitets-PA. Desværre er denne branche jo ikke mindre end hifi-branchen blevet inficeret af bogholdere og efterspørgslen efter kvalitet er bestemt ikke voksende, så efterspørgslen var selvfølgeligt meget begrænset. Bare det, at man lavede den, var dog en cadeau til den rigtige ånd, og det var da også mest for sjov. Forunderligt nok var denne monster-enhed  oprindeligt et OEM produkt til et verdenskendt firma, som trods talrige forsøg ikke formåede at producere denne enhed selv...
 
Et andet højdepunkt var en reparation af nogle gamle skrammede SCM 100, hvor tråden til den ene mellemtonedome på denne 15 år gamle højttaler var blevet revet over. Reparationen her bestod i, at man simpelthen lige omfinerede kasserne(!) og derefter reconede den ødelagte mellemtonedome, men altså kun den ene. Adspurgt af denne skeptiske skribent, om man ikke ville kunne høre forskel på den gamle og den nye dome var svaret et eftertrykkeligt nej. Desuden var det jo den samme dame, som havde lavet dem. Så meget for troen på den mekaniske langtidsstabilitet. Om det var dyrt? Hvis 400 pund er dyrt for nye højttalere over 15 år, så ja. Ellers forekommer det måske nærmest idiotisk billigt, et absolut særsyn i denne branche.
 
Nu har vi fortalt lidt om produktionen på ATC og vi skal da lige have med, at vi naturligvis spurgte, om der var noget, som vi ikke måtte fotografere eller omtale. Svaret var et afvæbnende nej, vi måtte hjertens gerne fotografere alt, for som Bob Polley sagde, var der jo ikke nogen hemmeligheder ved deres produktion eller ved det ikke-patenterbare SL-magnetprincip. Der ville alligevel aldrig være nogen, som ville indføre denne mindre, men for kvalitetsenheder dog betydelige forbedring, fordi de andre producenter alligevel allerede havde sparet så meget på produktionen, at man ikke ville kunne høre forbedringen.  Alle vidste jo, hvordan man skulle producere en kvalitetshøjttalerenhed og naturligvis også, at det kostede penge. Netop derfor ville de aldrig blive efterlignet, mente han, da der jo ikke i mange år havde været penge i kvalitet og at udviklingen i øvrigt gik i en noget anden retning, måske endda med stormskridt.
 
Besøget hos ATC var for os et bevis på, at den totalt åbne og tillidsvækkende virksomhed stadigvæk har sin berettigelse. Her var der ikke nogen udlicitering af samling af højttalere til en skrantende møbelfabrik baseret på kasser fra Kina. Her var der omhu og påpasselighed i en grad, som vi aldrig har set. For eksempel var der et lille mærke i en færdigindkøbt kasse til en SCM 7 højttaler. En håndbevægelse til en makker senere var skrammen væk og sådan foregik alt. Man er aldrig nogensinde på et virksomhedsbesøg et øjeblik i tvivl om, om virksomheden fungerer langs de indre linier ligeså lidt som man er i tvivl om, at sure kassedamer nok heller ikke allesammen er født sure. Problemerne ligger oftest helt andre steder, men altså ikke lige hos ATC.
 
Var der da slet ikke nogen problemer? Jo, det havde der været nogle år tidligere, nemlig med personalets usunde men ellers ret engelske spisevaner. For at komme det til livs havde man bygget et grøntsags-drivhus ude i haven, som personalet frit kunne frekventere tillige med selvbetjening i det nybyggede hønsehus.
 
Det var måske i virkeligheden det allermest imponerende ved denne højteknologiske og så alligevel så helt ubeskriveligt menneskelige lille virksomhed. Vi håber, at folks kvalme efter denne sødsuppehistorie fortager sig, men det var altså den eneste historie, som vi kunne skrive, mest fordi det jo var den sande historie.
 
Iøvrigt skal vi lige huske at sige, at firmaet går rigeligt godt nok til, at alle ejerne kan gå på hyppigt fluefiskeri eller rideture i de lokale bakker og dale. Faktisk mente de, at det var der, de fik de bedste ideer. Til gengæld så vi ikke nogen vide moderigtige herrebenklæder eller slips, som man ellers alt for tit ser i vores branche, men til gengæld en del oilskinsjakker. Det regnede nu også, det skal siges.
Det er altså rigtigt svært ikke at holde af sådan en virksomhed og dens produkter. 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start