søndag den 17. juni 2007

Traditionelle og utraditionelle ingeniørmæssige løsninger.

I denne uge vil vi behandle forskellige ingeniørmæssige tilgange til design og produktion af audioudstyr. I denne vidunderlige verden af frit opfundne naturlove, herunder et af de mere spektakulære forsøg på at ignorere eller ligefrem ophæve tyngdekraften vil vi samtidigt forsøge at vurdere, hvordan designprocessen og produktionen hænger sammen. Man skulle vel tro, at det endelige design bare skal produceres, men så simple er tingene sjældent.
 
I første omgang vil vi udelade de mere specielle og især firmaer, som jo da de havde en meget begrænset produkt-palette, ikke havde noget synderligt besvær med at følge god og anstændig ingeniørpraksis. Dagens emne vil især tage sit udgangspunkt i den anvendte ingeniørpraksis hos de større spillere på markedet, men vi vil naturligvis forsøge at behandle den udvikling i praksis, som har fundet sted trods alt. Det er bare ikke nødvendigvis gået den vej, som folk tror. Slet ikke endda.
 
En hel grundlæggende hjørnesten i traditionelt ingeniørdesign bestod i, at man så vidt muligt anvendte de samme komponenter i hele produktionen, fordi det jo var den simpleste omend vel aldrig den bedste løsning. Nu har denne branche vel heller ikke ligefrem været kendt for aktivt at efterstræbe den bedste tekniske løsning, men sommetider har genbrug givet forbløffende resultater. Ikke gode, bare forbløffende.
 
I gamle dage var det for eksempel universel praksis i næsten al fjernøstlig produktion, at man for maksimalt rationel produktion anvendte det samme print og også ganske ofte små variationer over den samme box. Enhver kunne blot ved at kikke ned igennem ventilationssprækkerne øjeblikkeligt overbevise sig selv om, at der praktisk talt altid manglede mange eller oftest endnu flere komponenter på det store print. De forskellige modeller i en modelrække af for eksempel forstærkere var således mere eller mindre lavet "færdig", alt efter hvilken model man hoppede på. Desværre hoppede man jo så også på noget endet, fordi ethvert element af egentligt hensigtsmæssigt og kompetent elektronikdesign ved denne proces var blevet helt fjernet. Hvis man som designer havde nogen aktuelle planer om at lave et maksimalt vellydende produkt med komponenter optimeret til et bestemt kredsløb og en bestemt effekt måtte man jo uvægerligt droppe disse ambitioner, da et optimeret kredsløb jo er, ja optimeret til en bestemt situation.
 
Et fornuftigt og kritisk designet kredsløb lader sig ganske enkelt ikke opdele og reducere i hverken komponenttal eller endda oftest ikke engang i simpel layout for slet ikke at tale om reducerede spændinger. Denne traditionelle fjernøstlige praksis har jo, som alle husker, resulteret i talløse ganske spektakulært dårligt lydende apparater i ganske fremragende mekanisk finish. Ingen af forstærkerne i en serie var ganske enkelt optimeret til det anvendte kredsløb og det var samtidigt ganske påfaldende, hvor forskelligt de forskellige apparater i en bestemt serie kunne lyde, selv om der tilsyneladende kun var mindre detailændringer, når man kikkede ned i kassen. I lyset af det her er det måske knap så underligt, at selv ubehjælpsomme NAIM-apparater i nittede madkasser samlet med en omhu, som tydede på betydeligt genbrug af arbejdskraften fra Austin Allegro-fabrikken i Longbridge, kunne gøre det bedre. Det kunne de nemlig og ikke så lidt endda.
 
End ikke de allerede for datiden lidt oldnordiske regulerede strømforsyninger, som Naims tidligere omtalte designer Mornington-West et årti tidligere havde insisteret på, var dengang en hindring, fordi alle disse endnu mest japanske universalapparater allesammen af hensyn til det lidt labile design var dimensioneret nogenlunde ligesådan. Ellers gik de nemlig i stykker, fordi de sjældent var særligt stabile. Hvem husker ikke en absolut bundskraber som højttalernes skræk  Luxman L-120?
 
I lyset af dette var det måske knap så overraskende, at NAD med deres stadigvæk aktive norske konstruktør Edvardsen kunne lancere NAD 3020, som ellers mest lignede en application note til en simpel strømforsyning fra engang i 1960-erne. Den allerede dengang til audioformål håbløst forældede, men vældigt stabile transistor 2N 3055 kendt fra designklassikeren Beomaster 3000-2 var selv i helt simple kredsløb som Edvardsens eller for den sags skyld Linsley-Hoods klasse A  mere end en match for disse japanske designmisfostre.
 
Det var en herlig tid for de lallende amatører, som blomstede overalt med deres køkkenbordskonstruktioner, som varierede fra det kun lettere uacceptable i samlekvalitet og elektrisk sikkerhed til det helt gennemført livsfarlige, strengt taget et lovligt lille spektrum. Det var dog for det meste karakteristisk, at disse små firmaer med oftest kun en enkelt model allesammen spillede bedre end langt de fleste japanske monstre fra alle de store producenter. Traditionel ingeniørkunst var i denne lettere perverterede japanske form blevet ensbetydende med ingen ingeniørkunst overhovedet. Selv en halvstuderet elektronikmekaniker kunne gøre det bedre, og det gjorde han så forresten også.
 
Selv den stædigste japaner kunne efterhånden indse, at der måtte gøres noget, og nu begyndte en del af nutidens mellemklassespillere at vise sig allerede her i starten af 1980-erne som for eksempel Rotel. Nu kan man vel ikke ligefrem selv med en ballonudvidelse af alle elastiske begrebsapparater kalde de små økonomiapparater, som bl. a. Pioneer og Rotel sammen med NAD havde stor succes med i disse år for stor ingeniørkunst, men det var dog en tilbagevenden til den traditionelle designform, hvor man i vidt omfang designede et apparat som en enhed. Man anvendte godt nok komponenter af en kvalitet, som nærmede sig en dårlig vits, men alligevel havde den traditionelle ingeniørkunst fået sig en lille lokal sejr. Det skulle dog vise sig at være en sejr af den slags, som man ofte ser i borgerkrige i Mellemøsten: Overordentlig kortvarig. Faktisk så kortvarig, at man vel næppe nåede at fejre den.
 
Presset af den økonomiske verdenskrise, som særligt ramte elektronikbranchen i disse år, blev det nemlig rigtigt hårdt at være ingeniør igen. Nu var valget godt nok ikke længere som tidligere at designe et kredsløb, som måske godt kun lige kun akkurat kunne fungere med alle mulige komponenter (hertil var designerne næppe heller gode nok efter en betydelig brancheflugt). Den nye ingeniørpraksis bestod simpelthen i at genanvende så mange komponenter som muligt i forskellige modeller. Det gav til tider fuldstændigt grinagtige resultater, som fik tidligere tiders apparater til at se anstændigt fornuftige ud. Blandt utallige underholdende indslag her er spanske Master Audio Design, som i deres topeffektforstærker anvendte en rørende billig hybridkreds som driver til en mere traditionel udgangsforstærker. At denne hybrid ikke var eller kunne  gøres symmetrisk og derfor i virkeligheden var aldeles uegnet til det afficerede tilsyneladende ikke ingeniøren, som designede den. Han har nok heller ikke skullet høre på den selv eller måske har han været udvalgt som designer på grund af sin (høje) alder og dertil passende senilitetsgrad. Det gik simpelthen helt i hat og briller.
 
 Galskaben stoppede dog ikke her, som den jo desværre også kun sjældent gør. Tværtimod tog man simpelthen den samme kreds og brugte den som udgangskreds i denne producents billigere forstærkere. Man have åbenbart fået købt lidt rigeligt ind. Ved denne proces fik man fremstillet en af alle tiders mest lamme såkaldt professionelle effektforstærkere, den sikkert af samme grund særdeles udbredte Master AD 300. Faktisk var den så latterligt underdimensioneret, at selv en langvarig kortslutning aldrig kunne knalde hovedsikringen. Den helt igennem ubrugelige udgangshybrid var nemlig i løbet af mindre end et picosekund  blevet til støv med løse ben i, som måske i heldigste fald kunne anvendes som maracas for mus. Det var nu ikke engang særligt usædvanligt for den nye ingeniørpraksis, som vi skal se, men det var nu galt nok endda.
 
I højttalerbranchen fik den tiltagende genbrugsgrad måske i virkeligheden de mest komiske konsekvenser. De ingeniører, som har stået mål til visse af det seneste årtis konstruktioner, sniger sig antageligt den dag i dag rundt i gyder eller langs husmure. Genbrug gav simpelthen undertiden lydmæssige reultater, som selv ikke absolut døve mennesker næppe kunne overhøre. Producenten var tilsyneladende ligeglad. Hvis man for eksempel skulle lave en 2-vejs højttaler kunne man for eksempel sagtens anvende det samme delefilter, som var lavet til 2 stk. 8 ohms-enheder til de basser, som fejlagtigt var leveret i 4 ohm eller endda også i større boxe med 2 stk. 4 ohms-basser.
 
Nu er ovenstående eksempel et af de mere ekstreme, selv om også Tannoy har været med her. Til gengæld er det blevet nærmest universel praksis, at man i de større modeller i en serie blot anvender flere enheder af den samme slags. Det betyder så ikke overraskende, at der overhovedet ikke er nogensomhelst konsistens i lyden. Erfarne sælgere som den tidligere TC-Otto har offentligt tidligere kommenteret dette, at topmodellen i en sådan serie kun sjældent er bedst. Det er formodentligt temmeligt tilfældigt, hvilken impedans enhederne lige præsenterer for det anvendte filter. Ingeniørkunst? Overhovedet ikke. Til gengæld gør denne fuldstændige og gennemførte mangel på rettidig omhu det uhyre simpelt at outsource tingene, men som sagt må designerne skamme sig. Enkelte af dem gør det vel også som vel også et par af bødlerne fra Babij Jar i Ukraine under 2. verdenskrig.
 
Elektronikbranchen har grebet tingene lidt anderledes an. Her har man i lyset af de styrtdykkende komponentpriser faktisk som en hovedregel gået tilbage til et traditionelt ingeniørdesign af hver enkelt model separat. Det har nok ikke kunnet betale sig at finde komponenter af en kvalitet, som har kunnet anvendes blot en smule udenfor det anbefalede. Uanset hvad grunden kan være er det for alle erfarne iagttagere helt enestående at betragte den såkaldte mellemklassehifi. Hvis man for eksempel tager Exposure, Rotel eller Audiolab kan man se produkter, der helt åbenlyst i deres nyeste inkarnation kun koster en brøkdel at tidligere at producere i forhold til tidligere blive solgt til en væsentligt højere slutpris end før. Ikke underligt, at der er blevet plads til måske helt op til flere ingeniørtimer pr. model...
 
Dagens konklusion er, at man fra det generelle design med en masse teknisk og lydmæssigt meget lidt hensigtsmæssige variationer  ialtfald i elektronikbranchen over til mere specifikke, men til gengæld langt billigere designs. Dette afspejler sig som alt andet i denne branche naturligvis slet ikke i salgsprisen, absolut tværtimod. Til gengæld er den almindelige ingeniørpraksis så i dag i modsætning til tidligere i højttalerbranchen nu blevet ganske identisk med elektronikbranchen tidligere. Man anvender for den enklest mulige produktion simpelthen helt standardiserede byggeklodser med forudsigelige, (det vil naturligvis sige ganske uforudsigelige lydmæssige), resultater.
Der er således ikke tale om nogensomhelst "sound" fra de allerfleste producenter længere, vel især han jo selv sjældent producerer nogetsomhelst. Der er også kun ganske sjældent tale om nogen konsistens i lyden fra de forskellige modeller i samme serie, og det mere end indikerer, at traditionel ingeniørpraksis eller måske blot ohms lov ikke ligefrem har været en væsentlig prioritet i "udviklingsarbejdet".
 
Prøv næste gang at høre forskellige modeller fra samme "producent". Hvordan i alverden kan man så med nogen ret hævde, at nogetsomhelst af dette makværk har nogensomhelst berettigelse som korrekt lydgengiver, når det spiller så vidtforskelligt?  Tja, det kan jo være fordi man måske er sluppet lige let nok om ved den ingeniørmæssige side af sagen, men det tager vi måske en anden gang.
 
Ingeniørkunsten har altså i dele af branchen beskrevet en fuld cirkel far det ulideligt kompromisfyldte 1970-er design til det endnu mere håbløse ditto i dette årtusind. Er det underligt, at langt de fleste af de talentfulde ingeniører for længst er løbet skrigende væk samme vej som kunderne, nemlig væk, frygteligt langt væk? .Forresten vil vi i næste uge behandle et firma, hvor alle apparaterne og alle højttalerne har en helt identisk lydmæssig signatur. Her er der nemlig lagt omhu i hver eneste apparat af helt gammeldags ingeniørmæssig art. Vi kan dog allerede nu afsløre, at der er tale om et ganske firma med ganske gamle mænd, så de nye fremstormende danske og udenlandske audiofilfirmaer behøver næppe frygte noget herfra. Hvis du kan finde denne omhu og kontinuitet ret mange andre steder i dag er du velkommen til at lade os det vide, ganske overordentligt velkommen endda.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start