søndag den 10. juni 2007

Outsourcing-et spørgsmål om tillid?

I dag vil vi behandlle et ganske besværligt emne, nemlig problemerne omkring outsourcing. Nu er det jo et meget bredt begreb, men vi vil for klarhedens skyld begrænse det til vores branches indkøb af råvarer og andre ydelser i Fjernøsten. Som vi skal se, at der nemlig for at sige det lidt mildt noget besværligt at etablere langsigtede tillidsforhold til disse mange nye kinesiske leverandører, og det er der naturligvis mange grunde til. Det er en helt ny situation for mange vestlige firmaer, for det har nemlig indtil for nyligt været ganske anderledes. Helt basalt er det vores tese i dag, at alle problemerne i samarbejdet med underleverandørerne skyldes mangel på tillid. Dette problem går iøvrigt, som vi skal se, begge veje som det jo så ofte gør.
 
I rigtigt gamle dage, som denne skribent vel ikke helt uden grund kritiseres for at skamrose, var situationen en ganske anden. Det engelske elektronikfirma Radford havde for eksempel deres eget metalværksted, hvor alle chassiser blev fremstillet. Disse blev så emaljeret på eget maleværksted og forsynet med hjemmeviklede spoler og transformatorer. Desuden trykte man til overflod alt PR-materiale og brochurer og manualer m. m. på eget trykkeri. Mindre kunne naturligvis ikke gøre det. Til gengæld havde man fuld kontrol over produktionen. Ikke underligt, at disse produkter stadigvæk er eftertragtede. En Radford STA 100 er nu 40 år efter stadigvæk en seriøs kandidat til verdens bedste forstærker.
 
Allerede dengang for 40-50 år siden havde langt de fleste producenter i elektronikbranchen såmænd i måske flere årtier haft nær kontakt til faste og for det meste lokale underleverandører, for dengang som nu producerede man naturligvis for langt de flestes vedkommende langtfra alting selv, men man producerede dog noget. Dette samarbejde var baseret på, at de daværende produktionsspecialister i metalarbejde, sprøjtestøbning,  metallegeringsmagneter og fremstilling af højttalermembraner havde etableret et gensidigt forpligtende samarbejde, som med nutidens målestok vel i virkeligheden var ufatteligt naivt. For eksempel havde den stadigt aktive højttalermembran-og chassisgigant Kurt Müller etableret en fabrik tæt ved Tannoy med Tannoy som eneste kunde, og da den brændte i 1973 døde Tannoy, fordi der ingen alternative leverandører var. Her gik den gensidige tillid desværre med op i flammerne, og det blev aldrig det samme igen. Bogholderne og Harman tog over, og en epoke var forbi.
 
Som i mange andre henseender omkring moderne management var Linn en af pionererne i outsourcing allerede i 1970-erne, selv om ordet slet ikke rigtigt var blevet opfundet endnu. Allerede deres helt standard Supex og Goldring pickupper markedsført som det skæreste og reneste Linn  var et virkeligt nybrud. Godt nok havde NAD allerede nogle år tidligere med indkøb af produktionsfaciliteter først på Taiwan og senere på Fastlands-Kina anvist den første ildevarslende vej mod en fundamentalt ny situation, hvor den oprindelige producent var ved at blive reduceret til en design-og salgsorganisation, men det skulle blive værre, meget værre.
 
Det var dog i forhold til i dag nærmest komisk simpelt at undgå, at den fjernøstlige producent kopierede produkterne, som han jo ellers var blevet sat til at producere helt fra bunden, og denne situation er det nok mange, som begræder den dag i dag. Der eksisterede nemlig noget så simpelt som et tillidsforhold stadigvæk mellem disse producenter på lange kontrakter og de vestlige firmaer, og hvor det ikke rakte, var der et velfungerende retssystem, som sikrede designernes rettigheder ganske effektivt. Dette skulle desværre blive anderledes, helt anderledes.
 
Situationen på højttalermarkedet var dengang i 1980-erne fredsommelig. Mange såkaldte producenter af færdige kvalitetshøjttalere shoppede flotte kabinetter hos Hornslet Møbelfabrik. Det gjaldt for eksempel Cabasse, Linn, Spendor, B&W, Tannoy m. m. fl. Kasserne blev så fragtet til disse firmaer og forsynet med delvist selvproducerede enheder og sandsynligvis hjemmesamlede og designede filtre. Vi havde altså her en egentlig produktionsvirksomhed godt nok med outsourcing af de fleste komponenter. Det var dog stadigvæk sådan, at ingen af underleverandørerne var under mistanke for at gå på markedet selv. Tilliden til det gensidige og langsigtede samarbejde var stadigvæk intakt. Man skulle dog snart stifte bekendtskab med en nyere økonomisk lov, nemlig at det var vanskeligt for en leverandør at lokke kunder med et måske lidt bedre produkt til samme pris. Det skulle til gengæld vise sig en del lettere at lokke kunderne med et måske knap så godt, men noget billigere produkt. Omstændighederne ændrede sig uigenkaldeligt som for tidligere dinosaurerne.
 
Krisen i branchen i slutningen af 1980-erne og starten af 1990-erne, der kostede massevis af velrenommerede firmaer livet, blev et vendepunkt i samarbejdsforholdet mellem underleverandører og producenter overalt i Vesten. Langt de fleste af disse nødlidende vestlige virksomheder blev nemlig overtaget af kinesisk kapital, som øjeblikkeligt flyttede al produktion til hjemlandet, naturligvis ganske forståeligt. Det kom desværre bare til at ændre hele situationen ganske fundamentalt. Kina var nemlig helt basalt ikke noget retssamfund selv efter måling med det allermest fleksible elastiske målebånd, og de tidlige kinesiske kapitalister, der havde overtaget en del af vestlige firmaer, var simpelthen pionerer i at omgås statsapparatet og ikke mindst de lokale afdelinger af det kommunistiske parti til den største gavn for dem selv.
 
Vi havde således fået en konkurrencesituation, hvor en stor del af de vestlige underleverandørers kunder var gået konkurs eller var flyttet til Kina. Underleverandørerne måtte reagere, og vi så fusionen i Danmark af Peerless, Vifa og Scan-Speak til DST. Producenterne af råvarer måtte fysisk nærme sig deres kunder, selv om det gik langsomt i starten, for DST over Pakistan. Det var nu blevet et spørgsmål om kort tid, inden dele eller hele produktioner skulle flytte til Kina. Alternativet var naturligvis at outsource større og større dele af produktionen til Kina, men man måtte som brand-ejer nu til at indstille sig på de nye tider. Da Kina ikke havde nogetsomhelst effektivt juridisk system, der kunne beskytte mindre virksomheders intellektuelle rettigheder til deres produkter, måtte man enten flytte hele produktionen til Kina som store dele af Harman-Gruppen (JBL) , Mackie m.m. fl., eller også måtte man bruge lokale leverandører.
 
Dette sidste var kun et alternativ for de få sidste mohikanere som ATC. Det er muligvis dødssygt at høre for alle slipseproducenterne, men der er jo også en nødvendighed i ATC`s valg. Når man vælger at bruge ikke-standard chassiser og magnetstrukturer kan man faktisk overhovedet ikke få dem hos de ellers af mange så højt besungne produktionsspecialister.
Andre mindre eller små virksomheder fandt sig selv i en kattepine i dette tillidsløse handelsklima. Man kan vel groft talt sige, at hvis mange firmaer i vores branche i dag ikke opretholder en stadig tilstedeværelse hos de leverandører i Kina, som de har outsourcet så store dele af deres produktion til, at alt kan blive kontrolleret, så kan man med økonomisk absolut sikkerhed sige, at varens kvalitet vil falde. Mange større danske virksomheder som TC og Martin har betalt dyre lærepenge i den retning. Mange er vendt tilbage til dyrere, men mere juridisk sikre producenter i Thailand og Malaysia. Hvis man ikke kan bygge et samarbejde på tillid kan det jo altid hjælpe at have et effektivt juridisk system.
 
Andre helt små firmaer er i en kritisk situation, hvis de vælger den totale outsourcing i Kina, som så mange, herunder også anerkendte danske firmaer, jo gør. De er for ofte for små til at kunne kontrollere kvaliteten hos de nye kinesiske Tymphany-fabrikker, der som bekendt har eller ialtfald har haft massive kvalitetsproblemer. Hvis man ser på antallet af norske SEAS-enheder, der er blomstret som skvalderkål hos utallige højttalermærker i de senere år trods deres givetvis højere pris, fortæller det den samme historie. Når så enhederne og kasserne endelig kommer fra Kina, må man selvfølgelig bruge dem på trods af mulige problemer, for ellers lukker butikken jo. Godt nok har disse komponenter måske været billige (og det har de), men selv på kort sigt er det vældigt risikabelt at sælge sit highendprodukt baseret på sommetider skal vi sige det forsigtigt muligvis lidt tvivlsomme underleverandører. Den sure økonomiske nødvendighed skal dog nok klare eventuelle skrupler, men produktkvaliteten er ikke nødvendigvis særligt overbevisende.
 
Man kan også outsource hele sin elektronikproduktion, hvis man godt kan lide at leve farligt, så det gør man aldrig. For eksempel samler danske TC stadigvæk deres topmodeller i Danmark fremfor at ende i håbløse retssager om ophavsret. Nu er tillid som sagt noget, der i gamle dage gik begge veje. Hvis en kinesisk producent har den ofte meget berettigede frygt, at han alligevel kun får denne ene leverance til sin vestlige kunde, som allerede troløst er ved at lede efter et billigere alternativ på samme måde som mange godt gifte mænd netdater løs, kan man jo ikke fortænke ham i både at forsøge at billiggøre sin egen produktion allermest muligt og samtidigt tilegne sig en maksimal del af den kontraherede vares vidensindhold til egen brug senere hen. Tillid er noget skidt, når den ikke er der længere, for som i ægteskabet er det jo reglen, at den så heller aldrig kommer tilbage.
 
Situationen i dag med hensyn til outsourcing kan vel sammenlignes med situationen i tomatketchup-branchen. Som de allerfleste vil have bemærket, er Heinz ikke blevet billigere i de seneste 25 år på trods af, at råvarernes pris på verdensmarkedet er styrtdykket. Det er vel også tvivlsomt, om produktet er blevet bedre, jeg kender ialtfald ikke nogen hårdnakkede fortalere for det. De tomatavlere, som Heinz sikkert kontraktligt som tidligere mange bryggerier bandt til sig, er givetvis i årenes løb udskiftet til andre mere effektive med lavere afregning til følge. Varens kvalitet er i heldigste fald den samme, men det er nok ikke særligt sandsynligt. Her er der til gengæld ikke nogen, som mener, at outsourcing har været godt undtagen antageligt Heinz naturligvis.
 
I modsætning til disse dele af fødevarebranchen er det åbenbart underforstået i vores branche, at der er entydige fordele for både kunder og de såkaldte ikke-producerende "producenter" at outsource alting til de rene specialister. Dog er der, som vi har set ovenfor, helt åbenlyse problemer i denne proces, når der helt berettiget ikke hersker bare den allermindste smule gensidig tillid mellem disse meget midlertidige partnere. I denne forbindelse kunne man med lidt god ret spørge sig selv om, hvor de designmæssige kvalitetsgennembrud skulle komme fra, for "producenten" ville vel være i en kattepine for at finde en, der kunne fremstille produktet uden samtidigt at tilegne sig al den tilknyttede viden. Sådan et produkt kan vel i virkeligheden overhovedet ikke outsources. Det bliver man givetvis for nogensomhelst succes nødt til at fremstille selv, som vi ser hos måske 2 små danske nicheproducenter af højttalerenheder. Den ene af disse er faktisk måske endda så eksklusiv, at enhederne så vidt vides end ikke anvendes i firmaets egne ellers ganske velprofilerede højttalere. På den anden side ville outsourcing her formodentligt være temmeligt ensbetydende med selvmord ligesom det ville være for ATC. Eller for Terma for den sags skyld.
 
Det turde være tvivlsomt, om outsourcing på nogensomhelst måde har betydet en en bedre kvalitet i vores branche, men alligevel har alting forrykket sig helt afgørende og det på en overordentlig ildevarslende måde. Langt de fleste af de tidligere underleverandører til elektronik-og højttalerbranchen er forsvundet eller har flyttet hele produktionen eller dele deraf til Kina og i heldigste fald til Østeuropa. De få tilbageværende virksomheder lider under mangel på kvalificeret arbejdskraft, for al højtlønnet beskæftigelse for de bedste medarbejdere er jo ikke overraskende også flyttet til Kina sammen med hele Philips`og utallige andre multinationale giganters udviklingsafdelinger, men det er jo en helt anden sag. Her er der jo tale om udflytning og ikke outsourcing.
De få og små, som er tilbage i vores del af verden, har som de eneste aktører på verdensmarkedet i øjeblikket reel interesse i at forbedre produkterne. Alle andre, som bevidstløst outsourcer, har hænderne rigeligt fulde med at fungere som rene logistikfirmaer og kan selvfølgeligt ikke derfor ansætte eller fastholde kvalificeret arbejdskraft. Som vi tidligere har været inde på på disse sider, er det desværre en generel situation i branchen.
 
Desværre giver det jo så kun anledning til en endnu større outsourcing, nemlig nu også af design, og så er berettigelsen af den oprindelige specialvirksomhed helt ophørt. Hvis man da så bare ville have outsourcet korrekturlæsning på sine brochurer og hjemmesider i stedet for!  I en følgende uge vil vi prøve at følge op med en undersøgelse af følgerne af outsourcing for den oplevede kvalitet af slutproduktet. Det er jo trods alt det, der i sidste ende skal sikre virksomhedernes overlevelse.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start