søndag den 3. juni 2007

Anmeldelser og anmeldere: Evner, erfaring og motiver.

I denne uge vil vi behandle en vigtig faktor for succes eller fiasko i vores branche, nemlig de mere eller desværre især mindre heldige anmeldere og deres mere eller mindre kompetente produkter. Vi vil undersøge, om det er anmelderens evner eller eventuelle andre dagsordner, der resulterer i nutidens endeløse række af kedsommelige, sensationshungrende eller blot inderligt ligegyldige omskrivninger af udsendt pressemateriale.
 
Nu kan enhver rimeligt førlig person jo uden vanskeligheder konstatere, at en hel del lydreproducerende isenkram kan få Randi Laubek til at lyde som Andersine And og Bruce Springsteen til hr. A. And, men det bemærkes sjældent i anmeldelserne. Faktisk mener vi aldrig nogensinde at have bemærket denne ellers indlysende opdagelse i nogen anmeldelse, men måske var Disney-sjov bare ikke opfundet i anmelderens formative år.
 
Det er i dag vores tese, at en anmeldelse er gået fra at være en grundig lytte-og målemæssig undersøgelse af et produkt skrevet af trænede skribenter med betydelig økonomisk frihed  til alt for ofte at være en lallende, inkompetent og efterplaprende gengivelse af diverse rygter og selvopfundne værdier. Som alle ved, skal man "follow the money", så det vil vi gøre. Vi vil også se, at når der ingen penge er, er der naturligvis heller ikke basis for nogensomhelst kvalitet i anmeldelserne. Lyder det bekendt for den seneste anmeldelse, som du har læst?
 
Engang var en anmeldelse af et audioprodukt ledsaget af ganske grundige tekniske undersøgelser. Anmeldelsen blev altid foretaget af en person med en vis eller undertiden endda en særdeles dybtgående teknisk viden. Faktisk var det i en årrække mere reglen end undtagelsen, at anmeldere godt nok især i udlandet blev headhuntet til lektorater på videregående uddannelser. De forstod nemlig både de tekniske sammenhænge og mestrede formidlingens kunst. Vi kunne her nævne Ralph West, John Borwick, Poul Ladegaard, Ivor Humphreys og i senere år chefdesigneren for JM Lab Dominic Baker. Der var massevis af andre, og det resulterede i mange år i en fornuftig og anstændigt kritisk tone hos langt de fleste anmeldere. Deres kolleger kunne jo nemt korrigere faktuelle fejl, så der var grænser for dumme formuleringer og påstande. Denne situation skulle desværre snart ændre sig.
 
Vi må jo også huske, at tiden her i 1970-erne og starten af 1980-erne rent faktisk også var en tid, hvor en god anmeldelse i Danmark rent faktisk kunne sælge produkter og endda rigtigt mange ved en rigtigt god anmeldelse. Det var dog allerede her ved at være klart, at den informerede anmelder var ved at blive en truet art. Vi fik alt pladderet om Linn og al den subjektive snak om en særligt "rytmisk" lygengivelse, der blev den første af senere mange trusler mod alle tænkende mennesker i denne branche. Som vi kan se med al ønskelig tydelighed i dag, skulle det selvfølgelig blive meget værre, men dengang har det forekommet rigeligt åndssvagt nok endda. I England tog John Atkinson over på Hifi News til det, der skulle blive starten på  anmeldelsernes skændselsepoke.
 
Tidligere havde der hersket en relativt fredelig konstatering af, at mange forskellige designprincipper kunne resultere i glimrende lyd, men efterhånden blev det sådan, at de forskellige nye anmeldere, hvoraf enkelte er hos os i dag, helt uden nogensomhelst hæmninger valgte "side" blandt producenterne og annoncørerne. Det er ganske påfaldende i disse år og næppe fudstændigt tilfældigt, at visse anmeldere efter en uendelig lang stribe af tests i den absolut mere positive ende af skalaen senere fik et job hos annoncørerne. Hvad der så var sket inden disse relle og kontraktlige ansætteæser står det så enhver frit for at gætte på.
Nu antyder vi naturligvis på ingen måde, at der inden ansættelsen har været andet end muligvis en vis gensidig sympati mellem anmeldere og producenter, men det er da alligevel påfaldende, at næsten en hel generation af ikke mindst danske anmeldere således forsvandt. Det var forøvrigt ikke anderledes i England, så der var ialtfald et eller andet temmeligt konkret at lokke med i branchen dengang. Man undgår jo ikke helt at snakke om penge her.
 
Nu begynder vi at nærme os nutiden og så alligevel ikke helt. Der var nemlig stadigvæk penge nok i branchen hos udgiverne til, at man stadigvæk oftest så en ikke ganske ueffen kvalitet i anmeldelsernes sproglige kvalitet. Der var også ialtfald en tid penge nok til, at man selv hos Peter Olsen og Peter Rahbek i Hifi og Elektronik tit kunne finde egentlige negative anmeldelser, selv om der blev færre af disse, efterhånden som branchen gik tilbage. Senere skulle de jo i praksis forsvinde. 
 
 Den tekniske kultur var nok gået en del tilbage, men skribentkvaliteten i disse år hos Hifi og Elektronik var stadigvæk formidabel. Dansk High Fidelity fandt allerede i disse år sin åbenbart endelige udformning, og det var ildevarslende. Tidligere tiders velskrivende, vellønnede og informerede skribenter blev af sparehensyn udskiftet med entusiastiske amatører og de allerfleste er hos os i dag. Nu er Danmark jo naturligvis ikke Afrika med lavtlønnede funktionærer, der bliver nødt til at "leve lidt af landet", men alligevel var lavt- eller helt ulønnede anmeldere på ingen måde nogensomhelst sikkerhed mod tendentiøse anmeldelser. Et eller andet skal man jo leve af, og favørpriser var allerede et kendt og skattet lokkemiddel i branchen, da jeg startede. Den mest signifikante udvikling var, at alle anmeldelser efterhånden blev positive. Muligvis skete der i disse år et enestående teknologisk gennembrud, der generelt gav disse entydigt fremragende anmeldelser, men der er muligvis også andre forklaringer.
 
Da udgiverne lukkede Hifi og Elektronik forsvandt desværre også den allersidste arv af sproglig kompetence fra danske audio-anmeldelser. Den tekniske kompetence var forsvundet mange år tidligere, og fra nu af bliver situationen ganske genkendelig og helt nutidig. Alt bliver simpelthen lige godt og fremragende, og kabler på 2 gange 3 meter til 250.000,- tages naturligvis for pålydende. Det bliver jo heller ikke bedre, at det hæderkronede danske High Fidelity med Læssøe-Stilling i tidligere tider havde en temmelig enestående journalistisk og teknisk standard.  Om situationen  i dag skyldes uheldige hensyn til annoncørerne eller blot enestående stupiditet er for så vidt ligemeget. Der er ikke længere i organisationen eller for den sags skyld i konkurrerende magasiner noget teknologisk eller kritisk filter til at fange alle disse vildvoksende anmeldelser, og så kan man forsåvidt ligeså gå over til at lave rene brugeranmeldelser.
 
Som vi har set i et par underholdende danske eksempler fornyligt, er det jo så iøvrigt også lige præcist det man gør. Når Morten Witzel ganske uopfordret eller hvad det nu er giver sit livs hidtil største kærlighed, nemlig en Peak Princess højttaler, sin allervarmeste anbefaling, er det jo information af en kvalitet af samme formidable kaliber som hvis alle NAD-drengene blev bedt om en udtalelse til deres nyeste NAD køb. Det er bare ikke en anmeldelse. Overhovedet ikke. At det overhovedet har kunnet komme til at figurere som en sådan fortæller om det ultimative skred. Herefter kan vi ikke komme længere hverken ud eller ned. Vores venner i hifihuset blev irettesat for at have påpeget dette, men hvis man ikke kan se dette helt fundamentale problem fra administrators side, er vi noget langt ude. Selv Mikkel Giges glade skoledrenge-anmeldelser har jo da i modsætning til Morten Witzels hjernedøde indforståede pladder da en vis underholdningsværdi, men som sagt: Ingen af dem er anmeldelser i egentlig betydning.
 
Som omtalt i indledningen kræver en anmeldelse både viden, uafhængighed, erfaring og en rimelig dosis kritisk sans. Ingen anmeldelse er brugbar uden en vis tilstedeværelse af alle disse elementer. I en anden anmeldelse for nyligt af Kim Olsen kom dette med al ønskelig tydelighed til syne. Nu lavede Kim faktisk en ikke ueffen gennemgang af en formodentligt ganske ligegyldig Kibri-højttaler, men med en ganske påfaldende brøler, som også blev bemærket. Denne brøler fortæller iøvrigt ganske meget om skredet i anmelderstandard, det er blot ikke kun Kims skyld, at der blev så meget ballade.
 
Nu var anmeldelser traditionelt i de mere oplyste dage altid baseret på, at anmelderen kunne sine ting og vidste, hvad råvarerne kostede og dermed hvad en rimelig pris for f. eks. en højttaler ville være. Når der for eksempel sad en SEAS/Vifa bas og ditto diskant i en Dynaco A-25 kunne man med et kritisk anmelderkorps ikke regne med at få samme idiotisk høje pris som for en lignende Audio Note højttaler i dag med fundamentalt samme enheder. Det glemte Kim i et kort øjeblik.Helt givet korrekt gættede han godt nok priserne indenfor en faktor 2-3 (til den høje side forresten) og for alle lægmand forekom det helt ud i skoven, at man for 15.000,- kroner fik højttalerenheder for ialt et par hundrede. Her kom en helt essentiel mangel på viden og erfaring til at tilte en iøvrigt fin anmeldelse. Han havde simpelthen ikke fantasi til at forestille sig, at alle andre producenter i dette prissegment formodentlig har brugt endnu billigere enheder i deres højttalere. Nogle af dem har givetvis brugt enheder til et mindre encifret beløb pr. stk., og det gør jo naturligvis denne "afsløring" helt umulig som anmeldelse med denne vinkel. Kun en kritisk vinkel gør altså heller ikke nogen anmeldelse, hvis den ikke er suppleret af vital viden om branchen.
 
Nu er det ikke hensigten at hænge Kim særskilt ud, men som sand JBL-fan står han også for den store afsløring af, at basserne i det nye flotte JBL-flagskib vistnok skulle koste 30.000,- stk. Fra vores verden lyder det bekendt, at man allerede for en del år siden skulle betale 15.000,- for en Tannoy-enhed med Alnico-magnet overfor ganske den samme enhed med ferrit-magnet til 2500,- . Her burde man måske som anmelder og deltager i behandlingen af disse plantede nyhedsinformationer lige overveje, om det ikke blot er et reklamefif for at begrunde en ganske absurd prissætning af det færdige produkt.
 
Begge disse sidste eksempler skyldes naturligvis fundamental mangel på viden om vores industri, og det kan ingen jo bebrejde ulønnede medarbejdere, men måske nok bagmændene bag de forskellige magasiner. Nu er det jo heller ikke ligefrem fordi anmeldelserne i bladet High Fidelity begået af Nis Jensen, Kurt Lassen og alle de andre ligefrem er strålende eksempler på brilliant skribentvirksomhed. Til gengæld er de ukritiske, ligegyldige og skrevet i et sprog, der mest af alt får en til til at ønske sig, at det blad, man egentligt var kommet på biblioteket for at låne, nemlig "Ugeskrift for Kaninavlere", ikke havde været udlånt eller måske ligefrem stjålet. Det er dansk  High Fidelity til gengæld aldrig, og det forstår man så godt. 
 
Efterhånden som pengene forsvandt ud af branchen, forsvandt først de gode anmeldere, så den uafhængige redaktionelle linie og til allersidst de allersidste rester af sund fornuft og kompetence. Begrebet anmeldelse, der oprindeligt udtrykte en fri og selvstændig stillingtagen til det aktuelle produkt ( ialtfald i mere heldige tilfælde) uddøde naturligvis helt og aldeles med, at mulighederne for at drive et medie uden afhængighed af de allersidste og få annoncører forsvandt. Man kan vel i Danmark sige, at da High Fidelity lukkede sin årlige hifi-udstilling døde den allersidste alternative indtægtskilde, der kunne give den allersidste overlevende del af redaktionel uafhængighed.
 
I England er den årlige udstilling også forsvundet i år, men til gengæld er Hifi News voldsomt oprustet til det allersidste slag for den journalistiske uafhængighed. Om det lykkes kan vi kun håbe på, men hvis du vil læse en negativ anmeldelse er det altså der det sker.
Anmeldelser og anmeldere i Danmark er ellers døde, som det vel er klart efter ovenstående. De ved det blot ikke allesammen endnu. På den anden side er der så også så meget andet, de ikke ved. Blandt andet noget om at skrive anmeldelser.
 
De fleste entusiaster reagerer forudsigeligt ved at droppe at læse disse anmeldelser. Oplaget på High Fidelity er som høstresultaterne i den hedengangne Sovjetunion: Altid dårligere end sidste år, men til gengæld bedre end næste år, og mand, hvor de fortjener det.
 
Kvalificerede audioanmeldelser er som bødkerkunsten et uddødt håndværk afløst af "Stjerne for en Aften" i samtlige livets forhold. Det er ikke spor godt, men nu er du da i det mindste advaret. Det er måske derfor, visse forhandlere har så stort held til at fremstå som forbrugernes bedste venner, for de får ikke noget fagligt modspil. Ærgerligt for dig, kære kunde!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start