søndag den 13. maj 2007

Tilspilning. Den konventionelle visdom og den rigtige visdom.

Det var den senere Nobel-prisvinder John Kenneth Galbraith, der først lancerede begrebet "den konventionelle visdom", som bliver en central del af vores emne i dag. Han brugte dette udtryk som en betegnelse for hele det tankesæt, der betegnede de accepterede opfattelser og sandheder til en given tid for visse mennesker. Der er således overhovedet ikke tale om visdom som sådan, og sandhederne er også kun sandheder, fordi ingen normalt stiller spørgsmål ved dem. Den konventionelle visdom er således i virkeligheden mere et tids-blitzbillede af det herskende tankesæt i øjeblikket.
 
Denne konventionelle visdom indenfor hifi er vel få steder mere udbredt end indenfor begrebet tilspilning. Her er det stort set helt accepteret, at man i et eller andet omfang vel kan tale om tilspilning af enhver komponent, stor eller lille. Det umiddelbart svært forståelige for denne skribent er, at det altid helt ubetinget bliver en tilspilning til det bedre, og allerede der er der jo noget i logikken, der halter ganske alvorligt.
 
Der må vel da for pokker være visse ændringer som for eksempel den ganske hurtige oxidation af kobber, der ikke ubetinget er til det bedre, og rør er vel strengt taget fra den første dag på vej nedad, men sådan spiller klaveret tydeligvis ikke. Som alt andet skal det bare "spilles til".
 
Som sagt er der jo fra andre mekanisk beslægtede fag ingen parallelle tilfælde med, at for eksempel en nyslebet kokkekniv skal "skæres til" eller at en Erem skævbider, verdens antageligt bedste og mest præcise, skal "klippes til". Helt anderledes er det i hifibranchen, hvor det er alment accepteret, at samtlige mekaniske og elektriske komponenter kræver lang tilspilning for optimal ydeevne. Husk igen, det bliver altid bedre. Heldigt, egentligt!
 
Nu er der naturligvis især visse mekaniske komponenter, som ændrer egenskaber under brug, men der er en hel del færre, end den konventionelle visdom foreskriver det. Til gengæld vil vi til allersidst i denne fortælling introducere en sørgeligt overset mekanisk komponent, som kun uhyre sjældent omtales. Vi vil først gennemgå de helt simple mekaniske sammenhænge, og allerede her er der problemer med den konventionelle visdom.
 
Alle accepterer vel kritikløst, at enhver pickup for den bedste ydelse skal "spilles til", men lad os undersøge, hvad der egentligt sker. Vi mener godt nok aldrig at have hørt, at selve diamantspidsen skal spilles til, men hvad med nålerøret, gummipakningen, magneten eller spolen?. Af disse er selvfølgelig gummipakningen omkring nålerøret, som principielt kan ændre egenskaber, og det gør den givetvis også, men formentlig især på en måde, der sjældent omtales og som forresten ikke har noget med tilspilning at gøre: Enhver gummiblandings egenskaber afhænger nemlig primært af omgivelsernes temperatur.
 
En pickups sporing ændres altid til det bedre ved højere temperatur i gummipakningen, og det kan allerlettest opnås ved at sætte en arkitektlampe lige over pladespilleren. At man så samtidigt naturligvis ændrer sporingsvinklen er jo en anden sag, men den kan jo så bare justeres til den nye temperatur. Den allervæsentligste komponent i tilspilning af pickupper er en gradvist højere og stabil temperatur i gummipakningen og det kan man vel dårligt kalde tilspilning. Man starter jo uden arkitektlampen fra nul hver gang..
 
Det er nu egentligt heller ikke økonomisk ganske uproblematisk at følge de normale råd om tilspilning, og det er egentligt underligt, at så få har påpeget dette problem tidligere. Det drejer sig jo simpelthen om penge, ganske mange penge. Hvis en eksotisk pickup har en forventet levetid på 500 timer og en optimal tilspillningstid på 150 timer, så er der vel tale om en ganske alvorlig nedskriving af de investerede tit op til 20.000,- for pickuppen allerede fra starten. Heldigvis er udgiften til pæren i arkitektlampen ganske meget mindre, og så skal man ikke engang betale licens for denne betydelige opfindelse til Pouls Audiobutik.
 
I alle højttalere er der derimod tale om betydelige ændringer, men som altid med den konventionelle visdom er det oftest ikke der, hvor folk forventer det. Der sker helt indiskutable ændringer i de allerfleste mellemtoner og diskanthøjttalere og allerstørst er ændringerne i enheder, der er "dopede" i bedste Basso-stil med alskens vibrationsdæmpende klæbrige masser ovenpå kunststof-underlaget. Lige præcist her er ændringerne normalt store og hurtige, selv om der for nogen særligt halvfærdige enhder kan gå ganske lang tid.
 
Det har forøvrigt altid undret denne skribent, at man fra de mere "højteknologiske" producenter af diskanter, særligt her et par danske, overhovedet har kunnet angive pålidelige målekurver uden at angive tilspilningsgraden, men sådan er der så meget.
Metalmembraner i diskant og mellemtonedrivere ændrer sig også ved tilspilning, men det skyldes som så meget andet råvarebesparelser. Tidligere anvendte man det forarbejdede og afstressede materiale duraluminium, kendt fra Nusers Sopwith Camel til disse membraner, og her var der ingen tilspilningstid eller senere uundgåelige revner for den sags skyld. Desværre er tilspilningen af disse nye ikke-afspændte membraner en uendelig proces, der ender med en revnet og ubrugelig membran. Her er vel i virkeligheden tale om en rekord i lang  tilspilning, der højst kan tangeres.
 
Hvad angår bashøjttalere er det som en selvfølge accepteret, at bassen naturligvis bliver dybere og bedre ved brug, og desværre er der et element af sandhed i det. Det er bare ikke særligt heldigt og har forresten intet med tilspilning at gøre. Den afgørende faktor for en bashøjttalerenheds mekaniske opførsel er den oftest gule centreringsfjeder, der definerer resonansfrekvensen. Denne fjeders egenskaber ændres en del ved lang tids hård belastning, således at højttalerenhedens resonansfrekvens faktisk kan ændres en del ved for eksempel 12 timers tonegenerator. Som med pickuppen er det dog primært et termisk fænomen, så når enheden og kunstof-fjederen er kølet af igen, ender de mekaniske egenskaber normalt tilbage ved udgangspunktet. Så meget for denne tilspilning. Man kan vel sige, at det er en slags held i uheld, da man ellers strengt taget overhovedet ikke ville kunne operere med nogensomhelst langtidsholdbarhed.
 
Der findes natuligvis også påstande om  tilspilning af fjedre, men så er der vel næppe tale om rigtigt fjederstål, der vel som i et Rolex forventes at virke i århundreder. Ligeledes accepteres det raskt væk, at alle lejer skal tilspilles. Dette er sikkert inspireret af bilindustrien, hvor der vel mest drejer sig om at lade motoren fjerne de sidste små ujævnheder selv til fordel for langtidsholdbarheden. I en pladespiller er der vel ikke tale om helt samme problemstilling. Lejet i en SME 30 piber på grund af meget små tolerancer de første par døgn, men efter den tid bliver lyden altså ikke bedre, ikke bare det allermindste. Lejer bliver som radiorør ikke bedre, de bliver kun ringere og det sker langsomt og stabilt, men tilspilning, nej tak.
 
I den elektroniske del af afspilningskæden mener vi godt nok heller ikke at have hørt, at modstande skal spilles til, men ellers er der overhovedet ingen grænser for, hvad den konventionelle visdom accepterer som værdige tilspilningsobjekter. Vi vil i dag springe over de seneste diskussioner om tilspilning af audiofile sikringsholdere, men selv en så forholdsvis fornuftig mand som Christopher Breunig i Hifi News sværger til tilspilning af de små kabler i pickuphuset. Den konventionelle visdom er nået godt omkring.
 
Han har endda opfundet en metode til at bruge dem til kraftige signaler på en måde, der for en skeptiker som denne skribent minder en hel del om norsk sekvenstræning. I det hele taget er det et sørgeligt uudforsket område at få undersøgt alle disse spændende processer med at udsætte kablerne for kryogen dybfrostbekandling og brug i svejseapparater. Nogen pacer deres purke til at blive den nye Laudrup, andre DC-træner bare med deres kabler.
 
Alle disse eksperimenter har mere end en del til fælles med den russiske arvebiolog Michurin, der gradvist ville vænne hvede til at kunne gro i subarktisk klima. Man vil så gerne se den store sjæl, men tilspilning er der vist mest tale om i hovedet. Til gengæld kan man sikkert ælde kablet med lidt ekstra oxidation under skærmen ved de øgede temperaturer, og det kan man vel også i yderste konsekvens kalde en slags tilspilning.
 
Al elektronik bliver som den perfekte kokkekniv dårligere fra starten til den endelige død, men det betyder altsammen overhovedet ingenting. Den allervigtigste komponent har nemlig som den største del af den rigtige "tilspilning" ikke engang noget at gøre med temperaturen. Den forgår nemlig i hovedet på lytteren, hvor det helt uundgåeligt bliver bedre og bedre at lytte til det nye vidunderlige isenkram, som man har anskaffet sig. Den allerhurtigste ja sågar øjeblikkelige tilspilning kan man se hos en ekspert som en forresten ganske hyggelig fyr, nemlig redaktør Kim Olsen, der bare skal se en Crown-krone for at finde himlen, men vi har vel lidt af det allesammen, vi ved, vi selv har.
 
Tilspilning viste sig altså kun at være et fænomen i mellemtone og diskanthøjttalere, mens simpel opvarmning forklarede resten, og hvor spændende er det? Givetvis ikke nok til at skabe nogen ny konventionel visdom, men det lever vi nu fint nok med endda. Nu har vi da med vanlig beskedenhed beskrevet tingenes sande tilstand.
Er alle de andre tilspillere da idioter, der især brillerer ved deres evner til at gøre den fra dyreverdenen så kendte sanseløse lemmingeeffekt til en oprindeligt menneskelig egenskab? Vores originale forskning i denne uge kunne pege på, at disse besiddere af den konventionelle visdom burde overveje at se sig i spejlet for måske at trimme deres knurhår en smule. Svaret er vist således nærmest ja.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start