søndag den 27. maj 2007

Hvordan standarderne skrider: Tanketorsk og almindelige torsk.

Det var den amerikanske historiker Barbara Tuchman, der i sin bog "The March of Folly" beskrev, hvordan man på trods af alle advarsler og objektive vidnesbyrd om det modsatte kan fastholde beslutninger og tankesæt på en måde, der ofte kan tangere egentligt selvmord og faktisk ikke sjældent bliver det. I denne uge vil vi behandle nogle af disse forsøg på at se bort fra al erhvervet viden i lydbranchen, men vi vil se, at her kan det undertiden resultere i bragende succes at tro på det utrolige. Her kan man nemlig slippe af sted med ting, der er så ingeniørmæssigt tvivlsomme eller ret beset næsten kriminelt tåbelige, at man må korse sig.
 
Som det første eksempel på et langtidsprogrammeret teknologisk selvmord vil vi dag behandle det tidligere så hæderkronede JBL. Allerede fra starten havde JBL med deres Hartsfield 3-vejs højttalersystem vist, hvordan tingene skulle laves. De, der har hørt dette monumentale monster med en 15-tommer, en 2-tommer kompressionsdriver og en ringradiatordiskant, vil på stedet skrive under på, at 50 års udvikling må være baglæns. Ikke sidelæns, ikke anderledes, kun baglæns. Der er simpelthen ingen sammenligning mulig her.
 
Nu man havde vist, hvordan det skulle gøres, var det så i de følgende årtier på tide at vise, hvordan man ikke skulle gøre, mente man åbenbart, så det gjorde man og det ganske eftertrykkeligt. Ingen kunne vel være bedre kvalificeret. Nu var det i denne tidlige hifiperiode især i USA god latin at kombinere en 15-tommers bas med et diskanthorn, og det var så det. Der var en mængde af disse konstruktioner på markedet, hvor en letvægtsmembran i bassen blev kombineret med en 1 tommes diskantdriver med horn foran.
For at dette arrangement på nogen måde skulle kunne fungere i mellemtonen var det nødvendigt, at bassen kunne operere et godt stykke op, typisk til omkring 1500-2000 hz, fordi den relativt lille kompressionsdriver normalt ikke kunne operere længere ned. Tannoy havde godt nok ved held eller genialitet fået deres kompressionsdriver ned til 1000hz, men det skyldtes sikkert mest, at denne i virkeligheden tilfældigt valgte driver, som var en konventionel enhed tilbage fra 1930-erne, var helt sindssygt ulineær med et kæmpepeak omkring 1000-3000 hz, så lige præcis mellemtone var der altså masser af.
 
Dette lykkedes ikke for JBL. Man valgte nemlig i stedet helt universelt at anvende basenheden fra Hartsfield-en, der havde en meget begrænset øvre grænsefrekvens. Til gengæld kunne den så spille rigtig bas, og bas, det kunne alle disse JBL-modeller, men så kun alt for tit heller ikke mere. Man gik simpelthen i gang med en uendelig række kombinationer af højttalerenheder, der i eftertidens klarsyn må forekomme hovedløse tenderende til det selvmorderiske. Det varede godt nok et par årtier, inden navnet JBL, som altid havde været standardstudiemonitoren i massevis af lydstudier, blev parkeret på historiens fortjente losseplads, men det skete dog, og det var helt fortjent. Man havde som grækerne ved Troja eller franskmændene ved Dien Bien Phu massevis af information. Man brugte den blot ikke, og det kostede.
 
Som den professionelle leverandør af enheder, som JBL var, og det endda af et ganske begrænset sortiment, kombinerede eller måske forsøgte man at kombinere de forhåndenværende byggeklodser således, at man mente at kunne adressere de forskellige markedssegmenter. Det foregik på en måde, der selv i denne industri af temmeligt bevidstløse anvendelser af aldeles uegnede komponenter kommer til at  stå ganske højt på alle tiders hitliste.
 
 Dette foregik med en produkt-palette, der må have stillet betydelige krav til kundernes fantasi, for lyden var for at sige det mildt ikke akkurat altid lige heldig. Når man ser på produktsammensætningen er det ikke svært at se hvorfor. Det er forresten underligt, at så mange mennesker i alle årene og sikkert også stadigvæk har talt og sikkert taler om den særlige "JBL-lyd", for om noget har der da aldrig nogensinde været tale om noget sådant. Man har simpelthen kunnet vælge mellem den eneste rigtige kombination og så en hel masse skrupforkerte, som absolut intet har haft med hinanden at gøre.
 
JBL anvendte simpelt hen som sagt altid den samme 15-tommer i alle de lidt større systemer, og kombineret med en mellemtonedriver og en egentlig diskant som i Hartsfield var det som sagt en fremragende højttaler, men naturligvis noget dyr for nu at sige det mildt. For at spare på råvarerne gik man derfor over til at levere kun delvist færdiggjorte højttalere, selv om det naturligvis ikke var det gældende salgsargument. At de så næppe har været meget billigere at producere er en helt anden sag. Til gengæld var de dårligere, meget dårligere.
 
 Det vil sige, at man valgfrit kunne købe højttalere uden egentlig mellemtone eller rigtig diskant eller endda en kombination af disse vel strengt taget ikke helt heldige egenskaber. Alle disse nu glemte numre som 4332, 4333, 4343 med fl. betegnede forskellige mere eller især mindre heldige kombinationer af vanvittigt dyre enheder i store, flotte kasser med en ydeevne, der nærmede sig det grinagtige. Som så meget andet i vores branche var det ikke nogen hindring ved god markedsføring et stykke tid, men selv om al information om dalende salg og stigende produktionspriser var tilgængelige for JBL, fortsatte man blindt alligevel som sagt i flere årtier.
 
Nu var det vel heller ikke særligt overraskende, at en tidligere studiestandardhøjttaler fra for eksempel musikvidenskab på Århus Universitet, den hæderkronede 4331, skulle spille ad helvede til, for det gjorde den. Her havde JBL i sin byggeklodsvisdom anvendt den gammelkendte bas med rimelig anvendelse til 600-800 hz kombineret med en 1-tommes kompressionsdriver med anvendeligt frekvensområde fra 2000 hz til omkring 12 khz. Nu siger målinger måske ikke alt, men de her siger altså nok. Faktisk langt mere end nok. Nu kunne man godt nok også få denne højttaler som 4333 med den tidligere omtalte fine diskant tilføjet, og så havde man jo opgraderet denne model til en vældig fin højttaler, blot stadigvæk uden nogen egentlig mellemtone, og så var der vel ret beset øvre grænser for lydkvaliteten.
 
Ligeledes fandtes der en økonomiudgave, der bestod af en 15-tommer og en 2-tommer uden diskant. Den kunne godt nok spille masser af mellemtone, men ingen diskant overhovedet, da driveren var temmeligt uanvendelig over 10 khz. Til gengæld var den næsten ligeså dyr som den med diskant, men naturligvis ikke nær så god. At sådan et misfoster nogensinde fandt et marked fortæller vel mest om, hvilken styrke JBL-brandet havde dengang. Heldigvis kunne lige præcist denne model så med kolossal fordel opgraderes ved at inkludere den kendte ringradiotor-diskant, så her kom der vel et par tilfredse købere til i den sidste ende.
 
På trods af al denne opsamlede viden om produktion af ganske fremragende højttalerenheder lykkedes det således JBL over ganske mange årtier på trods af alle vidnesbyrd aktivt at tilsidesætte enhver sund fornuft og fortsætte den kommercielle dødsspiral. De var blandt de første til at blive købt ganske billigt at Harman-Gruppen, men også i modelrækkerne lang tid derefter med serien 4425/4430 og 4435 fortsatte man med at kombinere en rigtig god dybbasenhed med en 1-tommes diskant, der hverken kunne spille mellemtone eller diskant. Nu kunne man blot ikke længere udbygge sin højttaler, så den overhovedet kunne blive anvendelig og næste generation af studiemonitorer floppede, og JBL forlod markedet.
 
I disse eksempler fra JBL-historien har de naturligvis godt vidst inderst inde ligesom alle de andre beslutningstagere i Barbara Tuchmans bog, at denne politik med at levere dyre råvarer med en aldeles underlødig og forudsigelig samlet system-ydeevne, men man har fortsat alligevel. Standarderne er i dette tilfælde ikke skredet på det ingeniørmæssige plan. Man kan da umuligt have været uvidende om, at de anvendte kompromisser har været håbløse eller så måske alligevel? Håbløse, det var de ialtfald og lønnen blev heldigvis som fortjent. For JBL skete skredet i standarder ikke i de første mange år på råvareplanet, selv om nedturen gik over franske Audax-"JBL-enheder", men enhver idiot burde da have kunnet sige, at det ville ende, hvor det gjorde. Endte, det gjorde det ialtfald.
 
Dagens andet eksempel på en tåbelighed, der har fået en helt anden skæbne, er den nærmest universelt anvendte overbelastningssikring i massevis af højttalere, nemlig en ganske almindelig glødepære. Uden at det er blevet klart hvorfor, er der vistnok kun få, der har råbt vagt i gevær over denne helt eventyrlige måde at kombinere en ganske effektiv beskyttelse af en diskant med en ligeså ubestrideligt fantastisk reduktion i lydkvaliteten. Her er situationen altså anderledes. JBL fremturede på trods af al sund fornuft med ganske omkostningsfuldt at producere voldsomt lydmæssigt kompromitterede designs og døde. I nutiden er der med den ellers meget konkurrenceprægede og bitre globale situation er der åbenbart alligevel sket det, at når ingen har noget at lade hinanden høre, så accepterer alle, at de bare holder bøtte ligesom indtil videre da langt den største del af 1990-ernes stjerneryttere i Tour de France.
 
Nu behøver man jo ikke være en ren ækvilibrist med en regnestok (nogen, der husker den?) for at indse, at det at sætte en pære med  særdeles variabel modstand i serie med diskantenheden og sommetider også mellemtonen jo teknisk er en helt syg ide. På plussiden kan man notere sig, at man ved længere toner kan læse lidt gratisaviser i skæret fra den blinkende pære, og det er ¨så forresten det. På minussiden kan man så til gengæld notere, at man får en delefrekvens,som er niveauafhængig (!) og det ikke blot af det aktuelle lydniveau, men også af det umiddelbart foregående. Hvis det her lyder fuldstændigt forrykt og umuligt, så er det altså fordi det er det.
 
Det kan man ikke, men ikke desto mindre gør alle det altså. Da alle jo således kan spare voldsomt på diskanternes fysiske tørrelse, er der naturligvis en økonomisk kæmpefordel i det. En stor del af den tilsyneladende fantastiske billiggørelse af højttalere ligger her i denne lille simple ting. At alt kommer til at lyde som et Motorola-piezohorn er en anden sag, og at glødepærer jo springer ved vibrationer, som alle ved, det er fuldstændigt ligemeget.
 
Vi har i dag undersøgt en udvikling i teknisk tåbelighed. I den første historie vidste alle, at man for næsten hele prisen af noget rigtigt godt fik noget rigtigt bras. Det gjorde producenten helt givet også. Ikke desto mindre fortsatte JBL med at bygge højttalere i en kvalitet og til en pris, der ville svare til en Lexus til kun 800.000,- med en optrækkelig elastikmotor. Selv om man næsten betalte det hele, så man fik alligevel slet ingenting for sin investering, og det var vel ret beset tåbeligt.
 
I dagens anden lille historie er det oprindelige grinagtige Bose-projekt med en pære i subben, der blinkede i takt til musikken, blevet universelt anvendt som overbelastningssikring endda også i den professionelle verden. Her er dumheden placeret et andet sted, for selv den mest analfabetiske bruger ved vel så meget om teknik, at man ikke mistænker disse glødelamper som særskilt lydforbedrende i serie med signalet.
 
Producenter og forbrugere har i disse tilfælde haft adgang til den samlede informationsmængde, der har været og er helt umisforståelig og ganske entydig. Alligevel har man som tilfældet var med den trojanske hest valgt at tilsidesætte al viden og fornuft. I tidligere tider kunne man altså undre sig over, at en virksomhed som JBL kunne tilbyde så håbløse kompromisser. At kunderne så i dag ikke ved, hvordan en glødelampe fungerer og hvorfor er vel i virkeligheden måske et endnu større skred i erkendelsen, men det er bestemt ikke mindre dumt.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start