søndag den 6. maj 2007

Balance og sjæl eller måske især manglen på samme.

I denne uge vil vi behandle nogle begreber, der er så indarbejdede og nærmest indgroede i vores branche, at de vel er accepterede som den konventionelle sandhed af de allerfleste. Det drejer sig om begrebet og afløbere med andre formuleringer heraf, som vel ofte benævnes "det balancerede audio-design". Vi vil forsøge at undersøge, om der i denne postulerede balance er blevet plads til nogen sjæl overhovedet, og vi vil behandle udviklingen i design og produktion af audiokomponenter over en årrække. Vi vil se, at situationen, som den ser ud i dag med hensyn til design af audioprodukter, er et ret nyt historisk fænomen.
 
Nu er begrebet balance normalt en positiv ting, og det er da også som sådan, at firmaer som bl. a. Rotel i dag markedsfører sine "balancerede" produkter, men de allerfleste producenter er med her i denne trosretning. Balance i nutiden betyder desværre i al sin rørende enkelthed, at man som køber kan være relativt sikker på, at det produkt man får, har været underkastet en striks analyse, for vi lever vel i ISO 9002-tidsalderen, og det lyder jo godt. Desværre består øvelsen at balancere oftest i at fjerne alle unødvendige kvaliteter snarere end at fjerne de største svagheder.
 
Begrebet balanceret design  er måske i virkeligheden kun et økonomisk begreb, der bliver solgt som noget positivt for forbrugeren, og det er det altså overhovedet ikke. Vi mener faktisk, at balance er en af dagens allerstørste trusler mod fascinationen ved elektronik. Vi vil ved at undersøge fortidens mangfoldighed sammenlignet med nutidens fattigdom forsøge at vise, at balance ikke kun er godt. Det er måske overhovedet ikke godt.
 
Engang for ikke så forfærdeligt længe siden bestod den allerstørste del af produkterne på markedet af ting, som man vel ikke selv om man udvidede begrebet balance ganske meget med nogen rimelighed ville kunne kalde balancerede. En meget betydelig del af selve fascinationselementet for køberne lå simpelthen i at vælge blandt de sommetider ekstremt ubalancerede produkter. De benyttede kompromisser i datidens design skreg sommetider i den grad til himlen og sommetider ligeså højt til helvede, og begge råb tiltrak sin skare tilhængere.
 
Nu er ungdommens fascination ved ekstreme holdninger og produkter tydeligvis ikke meget anderledes nu med BZ-bevægelserne og deres helt urimeligt idiotiske ugennemtænkte pladder end vores egen fascination ved marxistiske ekstremistgrupper som de Albanien og Kina-tro grupperinger i 1970-erne. Det var også dengang ved det store hifi-gennembrud, at langt det meste audiodesign var så langt fra nogen balance, som tænkes kan.
 
Det var ikke kun de små og nye firmaer, som helt bevidst tilstræbte denne ubalance, selv om enkelte som Linn ligefrem fra starten gjorde en dyd ud af sin egen form for markedsføring af begrebet ubalanceret design. For Linn betød det godt nok, at alle pengene skulle bruges på kilden, som man forresten selv producerede og meget passende eller hensigtsmæssigt skulle man så spare så vidt muligt på højttalere og forstærkere, som man ikke selv producerede.
 
Selv om dette også for den ekstreme datid var et særskilt ekstremt og vel ret beset helt åndssvagt begreb, som Linn her indførte, var de allerfleste produkter præget af betydelig design-ubalance. Det var simpelthen denne ubalance, der definerede kundegrundlaget og skabte salgssuccesser. 
 
 Datidens mekaniske standard på etablerede audioikoner som Incatech, Exposure, Nytech, Sugden, Mission og måske allerværst Naim var så himmelråbende rædselsfuld, at man simpelthen per definition måtte være en seriøs entusiast for at kunne acceptere det. Man skulle tro, at hifientusiaster i en længere årrække mere eller mindre definerede sig selv som dem, hvor det var en absolut undtagelse, at begge kanaler om overhovedet nogen spillede samtidigt.
 
Denne trofaste kundegruppe er vel i dag kun repræsenteret ved nutidens evindelige næsten patologiske tweakere, der vel næppe heller nogensinde hører mere end dele af en enkelt nummer, formentligt oftest det samme. Man kunne her prøve at overveje, om en Troels Graversen nogensinde i sit liv har hørt en plade for sin fornøjelses skyld, men jeg var vistnok ikke meget bedre selv dengang. Som jeg husker ham fra dengang var vi vel nok mere ens, end jeg bryder mig om at tænke på, men det var heldigvis dengang.
 
Dengang blev hele firmaer og sommetider imperier som NAD grundlagt på øjeblikkeligt genkendelige plasticfronter prydet med plasticknapper i blikkabinetter. Til tider var den elektriske samlekvalitet anstændig, for det meste ikke. Det betød heller ikke noget i en tid, hvor holdningen til elektronik var som nutidens samlere af gamle rådne Jaguar E-typer: Det er processen med at få den til at køre, der er vigtig, ikke selve køreturen.
 
Det var selvfølgelig ikke anderledes i højttalerbranchen, hvor både billige og dyre højttalere anvendte råvarer i form af topklasseenheder fra Dynaudio og Scan-Speak i selv ganske billige produkter. Her ville den moderne indkøbschef hos en elektronikproducent i dag få et øjeblikkeligt hjertestop, for hvad i alverden skulle det dog gøre godt for?
 
Denne fremgangsmåde var mulig og sommetider ligefrem nødvendig, fordi køberne ved tests altid ligesom af den ulykkelige Kim Olsen på Hifi og Musik fik at vide, hvad der var i boxene. Det var simpelthen ikke muligt at spare på enhederne, fordi der i alle selv mindre byer var butikker med elektronikløsdele og enheder, så prisgennemskuelighden var simpelthen klar for enhver. Det er som iøvrigt korrekt påpeget af vor gamle fjende 3DX fornyligt på et forum nær dig ikke tilfældet længere og det er trist. Det er selvfølgeligt især trist, at denne undersøgelsesteknik ikke rammer alle producenter ens, for så ville de dumpe fra en kant.
 
Til gengæld kunne man tidligere så spare helt urimeligt på højttalerboxene og deres fremtræden, og en iøvrigt fremragende JBL-højttaler fra den tid kunne bestå og bestod som oftest af aldeles brilliante enheder forsynet med et lettere kompromitteret delefilter i en kasse så høbløst produceret, at den kunne drysse store halmstykker fra spånpladerne hele vejen hjem fra forretningen. Til gengæld lød den så som en rigtig JBL. Med hensyn til mekanisk finish var kasserne faktisk dårligere end selv nyere danske mellemklassehøjttalere også i højere prisklasser, hvor enhederne heller ikke passer i nedfræsningerne, og det siger altså en hel del.
 
I pladespillerbranchen varierede man ubalancen fra datidens darling Dual 505 med sin plasticbox og letvægtstallerken til Revox og Nakamichi, der vel er et par af alle tiders mest ubalancerede designs i denne kategori. Begge forfulgte et mål, nemlig henholdsvis for Revox en høj resonansfrekvens og for Nakamichi en korrekt centrering af pladen på bekostning af alt andet. Til gengæld vidste kunderne så præcist, hvad de fik.
 
Derudover skal vi da lige nævne, at selv datidens integrerede forstærkere blev markedsført helt officielt på valgene af kompromisser. Nogen havde tilsyneladende lagt særlig vægt på RIAA-delen ifølge deres salgsmateriale, andre på høj effekt. Hvornår er det forresten lige, at du sidst har set sådanne ting nævnt udenfor specielle rørforstærkere?
 
Efterhånden som krisen for branchen indtrådte i løbet af 1980-erne skete der en ændring. Mange af de små firmaer, der allerede i de gode tider havde afløst hinanden i en lind strøm gik nedenom og hjem, som det også tit skete tidligere. De nye, der startede, søgte ikke unaturligt at tilpasse sig til det marked, som de mente, at de så. Man mente, at kunderne efterspurgte bedre kvalitet, men kvalitet viste sig desværre at være mange ting. Det balancerede audiodesign kom her for første gang frem, og fra nu af gik det hurtigt.
 
Alle de tidligere vildskud som rørforstærkere på størrelse på en trillebør og endda en Gamut-forstærker undet det tidligere ejerskab, der mest af alt lignede en Camp-Let og var mindst ligeså stor, blev luget ud af markedet. Ligeledes røg alle højttalere, hvor alle ressourcerne var gået til enheder og nærmest ingen til kasserne ud af markedet.  Desværre betød denne bevidstløse henvendelse til det brede segment af kunderne, at produkterne lynhurtigt mistede deres identitet. JBL-højttalerne og NAD-forstærkerne blev godt nok meget pænere, men salgstallet styrtdykkede, fordi man ikke som tidligere længere turde gøre denne kombination til det essentielle studenter-setup. Udvalget af pæne og ikke altfor spændende audioprodukter fik situationen til at ligne en engelsk tipskamp fra 1970-erne mellem Wolverhampton Wanderers og Derby County på datidens fremmeste mudderpøl Baseball Ground. Der var simpelthen altid for mange folk på midten af banen.
 
Den naturlige følge var naturligvis at gøre dette "balancerede design" til noget uundgåeligt og positivt, selv om det ret beset var det modsatte, nemlig mangel på mod til at identificere sin kundegruppe. Samtidigt med, at markedet skrumpede, så man den stadige optimering af produktionen, der dog i lyset af de meget lavere styktal ikke gav sig udslag i lavere priser.
 
Man kan jo for sjovs skyld kikke i en ny Rotel og en 30 år gammel model af samme mærke, hvis man skal have belyst begrebet "balanceret design". Det betyder simpelthen, at man i den nye model skal være endda særdeles meget elektronik-ukyndig for at se, at produktionsprisen for den nye model antageligt har været en del lavere end en United-DVD, som i Føtex sælges for 199,-. Her har en stor del af det "balancerede design"  tydeligvis bestået i at balancere produktionsomkostningerne til kundernes vidensniveau, og det resulterer altså kun sjældent i bedre produkter. Til gengæld bliver de billigere at fremstille. Helt ubeskriveligt meget billigere.
 
Hvad angår sjælen i et design, der er defineret af bogholdere med stadige krav om billiggørelse af produktionen samtidigt med at salgsprisen skal maksimeres behøver vi vel ikke forske alt for meget. Der er nemlig overhovedet ingenting tilbage. Ligeså lidt som der er en rigtig JBL i det misfoster af en CNC-højttaler, som Hornslet har produceret for nyligt. Det er helt sikkert en balanceret højttaler med nye enheder sikkert fra Harmans kinesiske operation i en fin kasse, men sjælen er væk, helt væk.
Det var så den sørgelige historie om "det balancerede audiodesign", der som termodynamikkens anden lov uundgåeligt førte til entropi, altså det rene ingenting .Æv!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start