søndag den 15. april 2007

Pladespillere og vinylafspilning: 1. del. Drivværket.

I denne uge vil vi forsøge at behandle de elementære mekaniske sammenhænge, der er forbundet ved afspilningen af en vinylplade. Vi vil  beskrive de helt grundlæggende problemstillinger, og samtidigt vil vi undersøge, hvorfor det lige er i beskrivelsen af dette i virkeligheden ret simple mekaniske system, at forvirringen er allerstørst. Der er simpelthen overhovedet ingen grænser for mængden af ukvalificeret ævl i helt moderne anmeldelser af pladespillere, og vi vil prøve at forstå hvorfor. Sådan har det nemlig aldrig været før, men måske er anmelderne bare ikke så gode som tidligere. Det tyder det unægteligt på.
Vores påstand i dag er, at alle lydmæssige karakteristika i pladespillerværket kan henføres til resonanser og variationer i nålens kontakt til pladen. Vi vil senere undersøge påstande om særligt "rytmiske" pladespillerværker, eller pladespillere med specielt "klingende" eller "mørk" lyd. Vi kan dog allerede nu afsløre, at der her vil blive opstillet radikalt anderledes anskuelsesvinkler.  At der er fuldstændigt komisk mange svagheder i en gængs flydende ophængt pladespiller er en anden sag. De færreste er dog åbenbart klar over hvorfor.

En pladespiller er et mekanisk system, som man med lige stor ret kan vælge at beskrive fra pickupnålen eller fra dens kontaktpunkt på pladen, og vi vælger det sidste i denne omgang. Synspunktet i dag er således fra den roterende rille. Vi vil allerførst se på, hvordan pladen kommer til at rotere med den korrekte hastighed. Det er en del sværere end det lige ser ud.

Den første elementære forudsætning for en korrekt afspilning er naturligvis, at den pladen roterer med en helt korrekt hastighed. I virkeligheden er det jo som mange sikkert ved ikke afgørende, at denne hastighed er fuldstændigt identisk med skærehastigheden. Faktisk kan kun få mennesker i hver befolkningsmillion høre en absolut hastighedsafvigelse på op til 1 %, men til gengæld kan alle høre hurtige og langsomme variationer i hastigheden og dermed tonehøjden på musikken. Disse benævnes som bekendt traditionelt som henholdsvis flutter og wow.

Det er således ikke et absolut krav til en korrekt pladeafspilning, at afspilningshastigheden er fuldstændig korrekt. Til gengæld skal der overhovedet ingen hastighedsvariationer være, og det bringer os videre til det næste problem, nemlig hvordan man tradionelt undgår akustiske, altså luftbårne, påvirkninger af pladen. Her støder man nemlig ind i et helt fundamentalt problem ved afspilningen, nemlig hvordan man kan forene jævnt træk med en akustisk isolation fra vibrationer i underlaget. Lad os allerede nu sige, at det bliver lidt af en gyser at se de såkaldte "løsninger".

I de gamle dage inden 2. verdenskrig brugte man udelukkende helt simple AC-motorer med typisk 4 poler, der drev pladetallerkenen via et mellemhjul. Dette opfyldte et af kravene til perfekt afspilning, nemlig masser af trækkraft, men var til gengæld ganske problematisk med hensyn til motorvibrationer, der jo blev overført til pladerillen. Samtidigt er der jo for at sige det mildt en smule hastighedsvariation på en kold og en varm motor i denne størrelse med betydelig varmeudvikling, men det levede man med.

Senere udgaver som Garrard 301 og 401 ophængte motoren i fjedre for at bortfiltrere motorens vibrationer. At der ikke var noget til at absorbere motorens vibrationer i det frit fjedrende system var naturligvis ikke ideelt, men fungerede ganske godt i en særdels kraftig kasse. Trækkraften i disse pladespillere med ophængte motorer var godt nok en del ringere end på forgængeren 201, men dog stadig udmærket, selv om der ved denne ophængning af motoren opstod nogen af de problemer, der senere skulle blive altdominerende, nemlig små variationer i parallelliteten mellem motorens drivaksel og pladetallerkenen/mellemhjulet. Det skulle dog blive meget værre.

Allerede for knap 50 år siden indtrådte den første store økonomiserings-bølge indenfor pladespillere, da de første flydende ophængte pladespillere med remdrift kom på markedet. Det var tilsyneladende en aldeles fremragende ide, og på en vis måde var det vel. Der var bare noget helt fundamentalt forkert ved det også, og det har plaget langt de fleste designs lige siden. Det var AR, der først lancerede en pladespiller, hvor arm og tallerken var flydende ophængt i forhold til motoren, der sad fast på pladespillerkassen.

Dette design er senere blevet berømmet som en klassiker, men burde vel retteligt have været fordømt som det første store svigt i pladeafspilningens kunst. At den så desværre blev det mønster, som senere generationer af Linn, Ariston, Systemdek og Gyredec næsten slavisk blev bygget på, er jo så til gengæld ikke AR`s fejl. Det fundamentale problem ved ethvert effektivt og dermed blødt ophængt system er den helt uundgåelige stramning og slapning af den drivende elastiske drivrem. For at opnå høje rummeldata, der jo betegner motorens uønskede vibrationer i forhold til de ønskede skårne riller på pladen, havde man fra en kant benyttet så svage motorer, at de kun akkurat kunne drive pladetallerkenen rundt.

Således ville den allermindste stramning af remmen resultere i dramatiske ændringer af trækkraften, og selv om vægten af pladetallerkenen som svinghjulet i en dampmaskine ville kunne udjævne de værste kortvarige hastighedssænkninger, kunne de selvfølgelig ikke på nogen mulig måde holde hastigheden konstant og det hverken på kort eller lang sigt. Der er ingen tvivl om, at vi i disse flydende ophængte pladespillere med deres latterligt svage motorer for første gang fik modeller med deres egen "sound" En impuls på pladen ville kortvarigt forøge friktionen voldsomt, stramme elastikken og derefter give et tilsvarende slip, der så som på den berømte Linn Sondek med datidens brystsvage standard Philips Airpax-motor ville give en helt ny akustisk oplevelse. Den gjorde den bestemt også, og jo, jeg har selv haft en og endda i en hel del år. Selv i Pouls Audiobutik fødes vi nemlig heller ikke så kloge, som vi senere bliver.

Nu var markedsføringskunsten blevet så udviklet, at man skulle lede langt for at finde en kætter, der ikke troede på evangeliet med det flydende ophæng. Linn og de andre vandt Vesten, mens Japan og resten af Østen var en del mere sundt skeptiske. De holdt fornuftigvis på deres direkte drevne pladespillere og pladespillere med mellemhjul, og de bedste af dem er stadigvæk nu over 35 år bagefter blandt de bedste pladespillere, denne Jord har set. En korrekt udført direkte drevet maskine som en Technics SL-10 forener enorm trækkraft med med fremragende kompromisløst materialevalg. Det gjaldt jo desværre, som mange ved, ikke for de fleste andre direkte drevne klassikere fra SL-120/1200 og fremefter, men de bedste dengang er stadigvæk blandt de bedste i dag.

Det er Linn, Gyrodec. m. m. fl. ikke, endda så langtfra. Her hænger man fast i en i virkeligheden helt absurd simpel problemstilling, nemlig at man ikke kan få ophænget til at bevæge sig korrekt op og ned og samtidigt drive pladetallerkenen rundt. Ethvert træk sidelæns vil jo pr. definition ændre det flydende ophængs bevægelser fra at være op/ned til at wobble lidt excentrisk til siden ligesom Tycho Brahe og hans såkaldte "epicykler". Ligheden er faktisk så slående designmæssigt, at en masse pladespillerdesignere må have en afbrudt astronomi-uddannelse bag sig. Pladespillerdesignere kan de da ialtfald være som førstevalg af karriere.

Samtidigt giver dette simple flydende fjederophæng heller ikke nogen som helst mulighed for at anvende motorer af bare moderat trækkraft. Som vi senere skal se, giver det store lydmæssige forbedringer at have trækkraft nok i systemet, og dette kan absolut ikke erstattes af en tung pladetallerken. Den taber forbløffende hurtigt omdrejninger, men vinder dem til gengæld kun langsomt tilbage.

Der sker jo desværre det ganske uundgåelige, at hvis man øger trækkraften i motoren, så rykker man blot det ophæng, som er nødvendigt for de fleste flydende pladespillere for blot at fungere nogenlunde ordentligt i normale vibrationsplagede miljøer, helt over til siden. Jo mere man trækker, jo værre bliver problemerne, fordi fjedrene for at isolere tilstrækkeligt skal være bløde. Det er simpelthen et problem, der er så simpelt at løse, at ingen naturligvis har tænkt på det: Man placerer naturligvis et modsat træk med en rem fra den anden side, der neutraliserer disse excentriske bevægelser.

Der kan være mange grunde til, at man ikke gør det. Den vigtigste grund er nok, at det ser dumt ud, når ens nyjusterede Linn LP 12  direkte fra den helt fantastisk specialiserede forhandler ikke som lovet bevæger sig op og ned, men samtidigt til siden. At det så naturligvis er den eneste korrekte bevægelse, når pladespilleren kører rundt og remmen trækker, er en oplagt sag. Der er vel heller ikke nogen, der checker antiskating uden at pladen kører rundt, men sådan er der jo så meget. Det er jo sådan, at Ivor Tiefenbrun har dekreteret, og så må det jo være korrekt, mener vel de allerfleste. Det er det altså bare ikke, ikke engang tilnærmelsesvis. Til gengæld er det helt fantastisk let at justere en Linn. Hvis man gør det såkaldt rigtigt, er det nemlig helt forkert, så ens chancer er faktisk en del bedre, hvis man bare prøver ud i luften.

Denne fremgangsmåde er naturligvis ikke begrænset til Linn. Det er bare en af de producenter, der insisterer på, at det skulle være raketvidenskab at justere et ophæng så forkert som det er det hellige ord.  Alle andre flydende pladespillere som Gyrodec, Systemdek og Thorens er såmænd ligesådan. Det hjælper naturligvis heller ikke at tilføje dyre og komplicerede motorstyringer. Det hjælper jo ikke bare det allermindste at få en bedre styring af motoren i tomgang, når realiteten er,  at motoren udsættes for mange ujævne træk, som kun stor trækkraft ville have været virksom imod. Analogien til en velkonstrueret forstærker er oplagt her.

Nu skal vi ikke fuldstændig afvise muligheden af at forbedre den dynamisk korrekte omdrejningshastighed ved at erstatte en alt for lille AC-motor med en tilsvarende elektronisk stabiliseret alt for lille DC-motor. Alt andet lige er en AC-motor jo ikke akkurat nogen særligt sofistikeret motortype, men kan kan selvfølgelig forbedre den en smule ved en reguleret eller regenereret AC-forsyning.  Det er dog en særdeles dyrekøbt forbedring, men som den ægte entusiast ved, kan forbedringen jo ikke være stor uden en betydelig investering.

Der er forresten, måske som en forhåbentlig vågnende erkendelse af disse elementære sammenhænge, fra The Funk Firm kommet en modifikation til en Linn LP 12. Denne består hovedsageligt i, at man forsyner remmen med 2 ekstra pulleyer, der angiveligt skulle give at jævnere træk. Nu er det muligvis en anelse mindre åndssvagt end at skabe trækket med 3 motorer af ringe kvalitet, som den gamle Voyd, men det løser jo bare ikke det basale problem, at trækket stadig samarbejder effektivt med ophænget for at skabe massevis af håbløse bittesmå hastighedsvariationer.

Nu har denne sidste del helt udeladt den nye generation af pladespillere uden ophæng. Det er med vilje. Alle de spånpladebaserede modeller med eller uden MDF-pladetallerken som Rega, Project og Thorens kan efter denne skribents mening ikke karakteriseres som pladespillere, og falder dermed uden for dette emne. De teknisk mere kompetente modeller uden flydende ophæng behandler vi i en følgende uge i forbindelse med næste trin, nemlig de mekaniske sammenhænge mellem værket og armen.

Til allersidst, kan vi da lige oplyse, at en SME 20/30 løser det asymmetriske træk på det flydende ophæng ved surprise-surprise, en modsatrettet  elastik. Det er åbenbart leading edge højteknologi, når nu ingen andre har fundet på det.
Fortsættes.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start