søndag den 1. april 2007

Højttalerdesign: Muligheder, evner og andre problemer

Vi vil i denne uge gå lidt bagom kulisserne i designprocesserne og resultaterne i moderne højttalerdesign. Nu er det vel ikke ubekendt for læsere af denne klumme, at der herfra hersker en del skepsis overfor alle de nye produkter fra talrige producenter, der vel i bedste fald ikke helt svarer i lydmæssig kvalitet til de lovord, deres skabere selv beriger reklameverdenen med.
Vi kan naturligvis starte med at spørge designeren selv, og får vel forudsigeligt det samme svar som fra den fortravlede socialrådgiver, nemlig at der bare er fuld fart på.Designeren sidder naturligvis med alle sine højtudviklede måleinstrumenter og designer bedre produkter med en bedre lyd. Tilfældigvis har vel netop den adspurgte designer lavet en helt fantastisk opdagelse, der har skabt det allerbedste produkt i universet. Ellers havde han vel ikke nogen berettigelse, men lad os undersøge, hvordan dette kan foregå i praksis. Vi vil her forsøge at sammenligne denne designproces med udviklingsarbejdet indenfor andre lignende brancher, og her vil vi se visse spændende mulige paralleller. Ud fra denne sociale klients erfaring er der ikke den helt store forskel på udviklingen i ældreplejen og højttalerbranchen.
Den mest oplagte problemstilling er vel, at højttalerbranchen med sine fastlagte økonomi-spilleregler i udviklingen af nye produkter, som vi har behandlet tidligere, stædigt fastholder, at produkterne hele tiden bliver bedre. Her adskiller man sig afgørende fra for eksempel fødevarebranchen, for selv ikke en af menneskehedens store velgørere som Dr Oetker hævder vel, at hans færdig-buddingpulver for hver generation bliver mirakuløst mere velsmagende. Der findes ellers massevis af fødevarekemiske ingeniører i et sådant foretagende, men bedre bliver det altså ikke, fordi ingredienssammensætningen er så fastlagt. Ligesom med dynamiske højttalere.
Spillereglerne for design har vel aldrig været ubegrænsede, men de har vel næppe nogensinde været mere snævre, end de er i dag. De bestemmes og defineres af den kendsgerning, at der hele tiden bliver færre leverandører af nøglekomponenter, og at de forskellige specialfirmaer hele tiden fusioneres, så vi efterhånden har nået tilstande som i den internationale bilbranche. Her er som bekendt hele biler på kryds af ejerskabet af de store koncerner tit helt identiske af besparelsesgrunde.
I højttalerbranchen ser vi ligeledes en fuldstændig gentagelse af temaet over et par mere eller mindre "specialudgaver" af Tymphanys billigere serier i en slank Kina-kasse i nydelig forarbejdning
Der er flere grunde til, at en ansættelse som højttalerdesigner i dag er en udfordring, som kun ganske få unge ingeniører vælger, men sådan har det ikke altid været. For ikke så frygteligt mange år siden var der endda en højttalerlinie på den lokale ingeniørhøjskole. Det er der ikke længere, og det vil blive klart hvorfor i det følgende. Arbejdet i brancher er simpelthen blevet en særdeles bundet opgave, men det var det altså ikke tidligere
Det var ellers en skøn tid, hvor allehånde mere eller mindre talentfulde fantaster af mere eller mindre akademisk faguddannelse designede deres drømmehøjttaler. De havde allesammen det til fælles, at de ikke kunne binde en slipseknude, og at resultaterne var så langt væk fra sædvanlig mainstreamtænkning, som disse designeres tankespind kunne føre dem. Til gengæld kom de endda helt usædvanligt vidt omkring. Der var plads til drømmene og de skæve eksistenser.
De forskellige resultater var spektakulære. Her kan vi for eksempel nævne Dr. Siegfred Kleins masseløse ion-højttaler med sin intense stank af ozon som et særskilt gennemført håbløst projekt, der dog over Ionofane og senere Magnat har haft senere fortalere. Ikke overraskende var det største problem her udover at lytte med åndedrætsbeskyttelse den ret håbløse integration af denne lydkilde med sædvanlige dynamiske enheder.
Der var også firmaet Ohms tidligere tidlige forsøg på at lancere det rundstrålende ideal i en en stor højttaler af form som et mega-kræmmerhus med toppen opad. Denne papkegle skulle ligesom senere forsøg fra MBL med tynde blafrende metalsegmenter generere en ideel omnidirektional højttaler. Endelig skal vi vel også lige nævne Dr. Heil fra denne epoke med sin AMT-højttaler med den foldede membran for bedre kobling til luften, bl. a. set i den monstrøse ESS Transar full-range AMT og så var der jo endelig også den excentriske Dr. Manger med sin usædvanlige og faktisk ganske fremragende enhed.
Denne store parantes er med her for at forklare, at der for ikke altfor længe siden var massevis af muligheder for mere eller mindre geniale designere til med sand dødsforagt at forfølge idealerne, som man så dem. Der var ikke nødvendigvis nogen linie, som skulle følges og for eksempel B&W lavede både en monster elektrostat-hybrid og en aktiv højttaler og KEF ligeledes et aktivt megamonster.
Det har været en spændende tid for de forskellige designere, der kunne boltre sig hæmningsløst i en sand vækstindustri, lidt ligesom Jydsk Telefon og deres laboratorium i gamle dage.
Disse tider er som bekendt forbi. Designerne hos B&W arbejder nu som bekendt næsten udelukkende med kevlar som membranmateriale, og udover vistnok indtil videre forgæves forsøg på at farve dette hårdnakket gule materiale er det vel ikke en værdig heltidsbeskæftigelse for den talentfulde højttalerdesigner. Der er vel ikke den store udfordring i hver dag at komme ind på sit kontor og opfinde en ny kevlar-membran med 2-tommers svingspole.  En del af disse tidligere stjernedesignere har senere gået på aftenskolekursus, og en del af dem har bestemt lært at binde en habil slipseknude.
Designarbejdet har ændret karakter dikteret af nutidens skærpede kommercielle realiteter, men i de resterende designernes selvforståelse er der sikkert ingen ændring. Blændet af deres nye massive maskinpark af måleinstrumenter og disses muligheder kan man vel som plejepersonalet på en åndssvageinstitution altid have vældigt travlt uden at det nødvendigvis giver bedre pleje eller bedre produkter. Nu er det jo menneskehedens lod at være ganske ureflekteret over omfanget af egne evner. De resterende designere deler i den retning skæbne med den læge, der skal diagnosticere sig selv og knuden i armhulen. Hvis forbrugerne eventuelt som i tilfældet med en særdeles teknisk højtudviklet dansk diskantenhed ikke kan høre nogen forbedring ( for denne skribent var det lidt en gyser) og langt de fleste foretrækker den gamle model fra samme producent, kunne man vel forestille sig ialtfald teoretisk, at man havde vurderet måleresulaterne forkert. Som med lægen og hans diagnose vil der dog sandsynligvis ikke være mange indrømmelser at hente om mangel på egen ingeniørkunst.
Det fremføres ofte, at design i høj grad består af test af nye materialer, og det kan meget vel være rigtigt. Der er jo bare den komplicerende faktor, at vel næppe nogen højttalerproducenter selv laver membraner eller membranmaterialer længere, ja de fleste shopper jo som kun som altfor bekendt standardenheder til deres egne "specifikationer" Det kan man jo altid skrive, da man jo ialtfald selv har specificeret antallet. Det kan således ikke være alt for spændende at være designer med så bundne opgaver, og det skal blive værre.
Nu afviser vi bestemt ikke, at det kan være en stor udfordring at designe en diskant som en hyppigt anvendt model med bølgeformet membran og en acrylsyl i midten. Hvordan man får de forskellige dele af membranen til at spille i fase, er der helt givet en lang sprænglærd ingeniørmæssig forklaring på. At den så efter denne skribents mening vel ikke subjektivt lyder tilnærmelsesvist så godt som en Decca-Kelly bånddiskant med en noget mere intuitivt korrekt konstruktion er så en anden sag, der sagtens kan være forårsaget af vurderingen af de utallige måledata, for hvad er vigtigt? Den oprindelige bånddiskant var naturligvis også lavet af en kompetent ingeniør. Han blev bare nødt til at tænke problemerne igennem på en sober måde, fordi han vidste, at målingerne alligevel ikke var pålidelige i den tid.
Da så målingerne senere blev bedre viste det sig naturligvis, at dette fremragende design målte ligeså godt som det lød. Måske var det ligefrem en velsignelse, at han ikke skulle forholde sig til talløse laserinterferometriske målinger. Som med meget anden stor kunst bliver en roman vel heller ikke bedre af at blive skrevet med en guldfyldepen
Nu skal de tilbageværende moderne designere naturligvis aldrig indrømme, at tingene ikke bliver bedre, naturligvis ikke. Mærkeligt nok er det ikke sådan i den professionelle lydverden og i markedet for musikinstrumenter, og det er ganske interessant. Som bekendt er en studiekondensatormikrofon simpelthen en elektrostathøjttaler vendt om, og her hersker der generel og ubetinget enighed om, at de bedste mikrofoner, der nogensinde er produceret, var gamle modeller fra bl.a. Neumann og AKG. Ligeledes påstår vel hverken Roland eller Yamaha, at deres violiner på nogen måde kan sammenlignes med en Stradivarius, mest fordi enhver idiot kan høre, at det kan de end ikke gennem en tyk betonmur.
I den reciprokke verden af studiemikrofonen, altså i designet af højttaleren er man til gengæld ikke i tvivl om egen fortræffelighed, selv om den bedre lyd vel ikke lige sådan nødvendigvis kan høres af andet end den stolte designer. Lad os her for en ordens skyld huske, at selv den bedste og mest ihærdige designer til alle tider har haft en ulyksalig tilbølighed til at blive aldeles blind overfor eventuelle proportioner i produktet. I den henseende lader han ikke amatør-tweakeren det mindste efter.
 Det er selvfølgelig såre menneskeligt for den stolte designer hos Thiel at fremvise det fantastiske nye højttalerprodukt med de nye keramiske membraner eller høre chefdesigneren hos JM Lab Domenic Baker fortælle om de fantastiske beryllium-domer. Dog har denne Dominic Baker den unikke fordel i sit designarbejde, at de rent faktisk selv laver membranerne, så hvis hans computer fortæller, at en bestemt profil er særlig gunstig, kan han jo allerede samme dag hente en færdig prototype til test.
Det er jo ret smart, men historien fortæller så ikke, hvor ofte disse geniale indfald hos ham viser sig. Det er vel sandsynligt, at de bedste designs fra en kompetent mand kommer særdeles tidligt i karrieren som i andre beslægtede brancher.  Stanley Kelly designede sin båndhøjttaler ganske tidligt i sin karriere og lavede så iøvrigt ikke andre højttalere resten af livet.
Ligeledes konstruerede Ronald Hastings Rackham den første dualconcentriske højttaler for Tannoy kort efter krigen, og resten af sit liv finpudsede han den blot, fordi han ikke var i stand til fundamentalt at lave noget bedre. Da Peter Walker, da i firserne, blev spurgt om, hvad han med sin nuværende viden ville have gjort anderledes med sin første elektrostat, svarede han, at han måske ville have prøvet at ændre spredningen. Det var det eneste, 40 års konstant designarbejde havde ført til. Enter var han hudløst ærligt (sandsynligt) eller han var bare dum (ikke videre sandsynligt).
Den oplysning ville næppe være blevet offentliggjort i dag. Det er jo ikke sikkert, at ingeniørerne hos de nuværende forskellige udgaver af den gamle Scan Speak-arv slipper så let om ved kreativiteten, men det kan selvfølgelig også sagtens være, at de på grund af den bedre ernæring er geniale og kreative hele livet igennem.
 Når man så først har stirret sig blind på problemet i sin dagligdag, så er det vel svært for de fleste designere at forestille sig, at en højttaler kan realiseres som andet end en spole med en membran, og for denne skribent er det altså svært at forestille sig, at denne konstruktion nogensinde kommer til at yde en Stradivarius fuldstændig retfærdighed. Det er sikkert lettere, når man sidder helt begravet i sine revolutionerende måleresultater.
Det får man bare aldrig nogensinde den moderne højttalerdesigner til at indrømme. Det kan enten være fordi han er for dum, eller fordi han ikke er dum nok. Til gengæld har han sikkert en gennemført moderne tøjsmag og kan belægge sine påstande med talløse målekurver som "bevis". Dette sidste kunne Ronnie Rackham ikke, men han havde til gengæld format til at indrømme, at han ikke rigtigt vidste, hvordan hans højttalere skulle blive bedre.
Det er nu også længe siden, næsten 20 år. Den væsentligste udvikling siden har vel nok nærmest været i designernes talegaver, men husk blot, hvad den store velgører Dr. Oetker sagde: "The Proof is in the Pudding"

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start