søndag den 8. april 2007

Aktive systemer 2. del: Kommercielle problemer, aktive subwoofere m. m.

I denne uge vil vi prøve at arbejde  videre med de problemstillinger, der er knyttet til at designe og sælge aktive højttalere i hifibranchen. Vi vil prøve at sammenligne med situationen i den professionelle branche, som efterhånden i mange år har været aktiv eller i det allermindste designet omkring dedikerede forstærkere med processorer for den specifikke højttaler. Det har i PA-branchen i de seneste årtier givet enorme forbedringer både i opnåelig lydkvalitet og forbedret holdbarhed.
 
Sådan er det som bekendt ikke blevet i hifibranchen. Her er situationen stadigvæk den, at massevis af producenters udviklingsindsats primært består i at kompensere for alle de principielle iboende problemer ved den dynamiske højttalerenhed ved at manipulere med de ganske begrænsede værktøjer, som anvendelsen af et passivt delefilter giver. Det svarer vel lidt til at ville begå sig som mesterkok, fordi man kan koge kartofler på 101 måder. Designpaletten er noget begrænset for at udtrykke det lidt mildt, og resultaterne taler vel også for sig selv.
 
Nu påstår denne skribent selvfølgelig ikke, at alle designere og producenter af hifihøjttalere er dumme og ubegavede, fordi de ikke har set lyset og de enorme fordele, som aktiv drift af højttalerne ville kunne give. Hvis man satte tommelskruer på dem eller blot spillede lidt Sussi og Leo på repeat ville de fleste såmænd nok under løfte om fuld anonymitet indrømme de indlysende fordele ved aktive systemer.
 
Det er blot for at sige det mildt visse kommercielle vanskeligheder ved at sælge aktive højttalere til den almindelige entusiast, ligesom det var vældigt svært for Quad at sælge en af alle tiders bedste højttalere, nemlig ESL-63, til de samme. Disse mennesker er jo i al sin indlysende simpelhed på en konstant søgende jagt efter mere eller mindre indbildte forbedringer. Når man har fundet det rigtige, holder man jo som bekendt ikke op med at søge, når man er entusiast. Det gør man nemlig kun, hvis man har sin fornuft i behold.
For de glade entusiaster er målet intet, den evige søgen og medlemsskab af det store netbroderskab alt. Som producent har man det indlysende problem, at man ikke uden at begå økonomisk harakiri kan påstå, at man har lavet et produkt, der ikke behøver udskiftes, fordi man ikke kan lave det bedre. At det så måske er den ubehagelige sandhed for mange producenter, at man måske er lidt på spanden for at føre kunsten videre er en helt anden sag. Det behøver kunderne jo ikke at opdage.
 
Det er denne fundamentale problemstilling, der gør, at et fuldstændigt aktivt Meridian-system eller et Linn ditto aldrig vil kunne accepteres som ultimativ hifi. Man kan jo ikke gøre noget med det, og så er man jo ikke entusiast. Publikummet for disse iøvrigt udmærkede produkter skal ikke findes blandt hifientusiaster, men blandt mere fornuftige mennesker, og der har den normale hifiproducent efter mange års gennemført håbløs markedsføring kun ringe gennemslagskraft.
 
I den professionelle verden er situationen en helt anden. Her har de aktive højttalersystemer fuldstændigt overtaget markedet, og vores ungdoms store JBL-boxe er kørt ud på historiens velfortjente losseplads. Grunden til, at det i probranchen gik så hurtigt og smertefrit at gennemføre den aktive revolution var ganske simpelt, at en højttaler for professionelle simpelthen er et middel til et mål, og at enhver jo kunne høre, at selv ganske simple aktive højttalere lød ca. en million gange bedre end datidens Yamaha NS 10M. Selv på de første Genelec-højttalere med en ultraøkonomisk Peerless-bas kunne man sammenlignet med for eksempel en JBL 4312 lige pludselig høre effekten af sin fine nye Lexicon studie-rumklang.
 
I radiofoni-branchen betød denne nye generation af små aktive højttalere også  et endegyldigt farvel til den sidste rest af det begreb, som generationer af udviklingsteknikere hos BBC havde medvirket til at skabe, nemlig den såkaldte "engelske lyd". Det var også ved at være på tide, at de let kvækkende plasticmembraner blev skrottet. At mange producenter så i deres aktive systemer erstattede pest med kolera er en anden sag, og dette fører os over i en anden forbandet økonomisk realitet.
 
Denne økonomiske sammenhæng er simpelthen, at så snart man har fået bedre styringsredskaber og kontrolmuligheder vil man nødvendigvis bruge disse til at spare penge på råvarer. Vi har set det mange gange i elektronikbranchen. De første CD-afspillere og mange VHS-båndoptagere var rene mirakler i støbt præcisionsmetal, men så snart mulighederne for billigere motorstyringer og fejlretninger viste sig, forsvandt al denne unødvendige kvalitet. I stedet for at lave en motor, der kunne køre jævnt ved en bestemt hastighed, lavede man en styring, der kunne få en affaldsmotor til i det mindste tilnærmet at opføre sig som en kvalitetsmotor.
I den aktive højttalerverden gik det hurtigt med at spare penge.
 
 I starten havde man som for eksempel Genelec anvendt forholdsvist velrenommerede kvalitetshøjttalerenheder og så lavet et par fornuftige småforstærkere med et forudsigeligt glimrende resultat. Dette ændredes hurtigt til, at man i stedet anvendte mere følsomme enheder for at kunne klare sig med mindre og superbillige integrerede forstærkerchips. Det var en trist udvikling, men nok desværre uundgåelig. Allerede fra starten begyndte langt de fleste producenter at optimere råvareindholdet af deres højttalere, og det betyder altså ikke, at lyden bliver bedre. I praksis betød det oftere, at man valgte en længere svingspole i enheden for at kunne slippe med en mindre forstærker. Så kunne man blot kompensere for enhedens ulinearitet ved at introducere et basfilter, og det gjorde man så bare.
 
Her skal det jo så lige med, at fordelene ved aktiv drift altså stadigvæk er så stor, at selv særdeles økonomiske såkaldt "professionelle" studiemonitors efter denne skribents mening er mere end en match for massevis af passive højttalere til langt højere priser. Vi må jo stadigvæk ikke glemme, at disse aktive højttalere jo rent faktisk skulle være gode nok til at blive brugt professionelt.
Aktive højttaleres fremgang i probranchen gav således ikke helt den forventelige forbedring af lydkvaliteten, fordi de fleste forbedringer blev spist af indførelsen af dårligere komponenter, som de aktive højttalere muliggjorde. Der var dog enkelte firmaer, der simpelthen lavede den bedste passive højttaler, de kunne fremstille og så gjorde den aktiv derfra, og disse firmaer lavede de bedste studiemonitors, som verden endnu har set, ingen tvivl om den sag. De var få, men de var og er der stadigvæk, heldigvis. Denne skribent udlover ingen præmier for at gætte i det mindste en af disse producenter, men der er flere. De er dog allesammen så små, at man skulle tro, at kun sande professionelle køber med ørerne. Alle andre køber åbenbart på diverse chatforums, men sådan er der så meget. Vores egen holdning her er vist velkendt nok.
 
Et enkelt område, hvor den aktive drift vandt hurtigt fodfæste, var indenfor subwooferne. Det var da også meget betegnende, at de samme subwoofere fra hifientusiasternes side helt fra starten af samme grund blev udsat for entydigt hånlig omtale. Der var og er langt mellem en rigtig entusiast, der anvender subwoofere til stereo. Den eneste grund til, at vi her siger langt imellem, er, at vi aldrig har mødt nogen ud over os selv. Denne ikke-anvendelse er igen i modstrid med studierne, hvor der altid anvendes aktive subs, og helst så mange som muligt. 
 
Som vi var inde på i sidste uge, er det synd, at så få udnytter den aktive drift der, hvor der er allerflest fordele ved det, nemlig i subbasområdet. Hvis man ikke er villig til at undgå delefiltre fuldstændigt, kan man da i det allermindste undgå mange af de største problemer, der jo som bekendt opstår i basområdet med manglende elektrisk kontrol og store temperaturstigninger i svingspolen.
 
I modstrid med den konventionelle visdom blandt hifientusiaster er det denne skribents mening, at en eller helst flere gode og forvrængningsfattige store subs afgørende kan forbedre ethvert hifisystem. Samtidigt kan disse subs jo med stor fordel placeres i de 2 eller 3-dimensionelle hjørner, hvor højttalerne oftest ikke kan stå ellers. Det kræver naturligvis omhyggelig fasemæssig og amplitudemæssig tilpasning, men det kan lade sig gøre at integrere en sub til enhver højttaler. Det er faktisk hverken lettere eller sværere end at sætte et par almindelige højttalere op, til gengæld er det bedre. På den måde får selv den største skeptiker da en del af fordelene ved aktive systemer.
 
Til alle ejere af magnestater, elektrostater, båndhøjttalere og mindre åbne bafler er der overhovedet ingen tvivl om, at en veltilpasset kvalitetssub giver mulighed for at generere realistiske lydtryk. Dette er jo altid en mangelvare her. Personligt var det muligt at øge lydtrykket på et par ESL 63 med godt 10 dB, og der var aldrig nogensinde nogen, der hørte, hvor subben stod. Her er der simpelthen tale om at realisere de sande muligheder for lydkvalitet. Det er altså ikke et tweak med en sub her, men en nødvendig tilføjelse til alle åbne dipole systemer.
 
Det kan bare ikke lade sig gøre at gøre den samme sub acceptabel for den seriøse entusiast, ligeså lidt som det aktive supersystem heller ikke har nogen gode udsigter. Hverken Wilson Audio, Dynaudio, JM Lab eller alle de andre producenter af højttalere i prisklassen med en ny Porsche og derover er med på den aktive bølge.. Måske har disse producenter aktier i kabel-og tilbehørsbranchen, måske kan de bare ikke læse dansk og dermed få gavn af alle de gode råd om fordelene ved aktiv drift, som vi har omtalt i den senere tid.
 
Forklaringen er nok snarere, at disse succesfulde producenter er fuldstændigt ligeså uinteresserede i at tilbyde et færdigt  og fuldendt produkt, som deres kunder er i at købe det. Der er næppe tvivl om, at man hos samtlige disse producenter kunne føre kunsten med den dynamiske højttaler afgørende videre, hvis man så kommercielle muligheder. Man tager dem bare ikke.
 
En enkelt af dem har forresten gjort det, man naturligvis kun i pro-branchen: Dynaudio har i deres Air-projekt lavet sammen med ligeledes danske TC Electronic vist, hvor langt videre man kan komme med den rigtige processorkraft sammen med ellers ganske fornuftige, men langfra eksotiske højttalerenheder. Resultatet er ikke overraskende blevet sensationelt meget bedre end den oprindelige passive udgave. Tænk så blot, hvad der ville kunne ske ved en aktiv transformering af deres rigtige prestigemodeller.
Ligeledes har gamle hæderkronede Tannoy en serie aktive såkaldte studiemonitors kaldet Reveal. Det er nu lidt sølle, at denne givetvist kinesisk producerede standardserie er det eneste , der er tilbage fra Tannoys side af et vældigt ambitiøst forsøg fra 1980-erne på at tilbyde ombygningt til aktiv drift af diverse systemer fra Altec, JBL, Urei og endda gamle Monitor Gold og Red.
Dette forsøg strandede dengang på en aldeles inkompetent konstruktion af det elektroniske delefilter. Det var faktisk så grinagtigt åndssvagt og upålideligt, at selv denne skribent gik tilbage til passiv drift.
 
Her til allersidst skal vi da lige give et tip: Hvis du er helt igennem tilfreds med dit passive højttalersystem, skulle du prøve at låne et BSS speakermanagement-system. Hvis du ikke har mod på et købe et færdigt aktivt kvalitetssystem, er det det næstbedste og helt sikkert langt bedre end det, du har i forvejen uanset pris.
 
Samtidigt har du stadigvæk mulighed for at bruge de sædvanlige formuer på nye forstærkere, kabler m.v., så du kan stadigvæk sagtens kalde dig entusiast. Det kan vel sammenlignes med at blive voksen på sådan en gradvis måde.
God fornøjelse og bered dig på et chok. Når man har hørt et godt aktivt system, er der desværre ingen vej tilbage.
 
 
 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start