søndag den 4. marts 2007

Peter Walker og Quad part 3: Kampen, der blev tabt.

I denne uges emne vil vi beskrive kampen for at bevare Quad, som den har udfoldet sig i de sidste 20 år. Det er en historie uden helte, højst et par behjertede mennesker, men til gengæld en del skurke. Nogen af dem ville bare have penge, en anden, der var den direkte årsag til Quads undergang, ville vel bare noget, han ikke kunne. Til gengæld ville han det så meget, at han dræbte Quad. Samtidigt vil vi også bruge denne uge til at introducere et kommende ugeenme, som vil behandle det, der sker, når en kapitalgruppe overtager en traditionel familiedrevet virksomhed med et kendt "brand". Det er således ikke blot en historie om et kuldsejlet firma, det er også historien om en ny økonomisk verdensorden.
I midten af 1980-erne var Peter Walker helt ude af Quad, og det var hans søn Ross, der forsøgte at gøre Quad mere sødygtigt. Situationen var, at styktallene af de producerede apparater blev for små til at gøre produktionsformen med de støbte forplader og den arbejdsintensive produktion rentabel. Derfor forsøgte man med dn nye 66-serie at anvende leverandører fra Taiwan, og fik en perfekt støbning, der desværre for Quad var spejlvendt. Dette skyldtes en tegnefejl fra Quad, der siden Peter Walkers dage havde været imod enhver brug af computere, da Peter Walker altid mente, at " a slide rule and a pencil is enough for me bah". Nu begyndte tingene at blive kritiske på indtjeningssiden, selv om Quad i 66-serien endelig fik plads i de nu lidt større kasser til at kunne lancere den første CD.
Man havde tidligere forgæves søgt et CD-drev, der kunne være i den diminutive 34-kasse, men havde ikke fundet noget. Det havde man nu, og med den forbedrede Quad 67, delvist designet af den danske ingeniør Jan Ertner, fik man et vel modtaget og absolut fremragende produkt, der bare fremdeles for Quad var alt for kostbart at fremstille. Situationen blev så fastlåst, at Ross Walker i et ambitiøst forsøg på at gå, hvor andre ikke havde gået før, skitserede et projekt for en hel ny serie. Denne modelrække skulle være baseret på en aktiv fjernbetjening, der skulle fungere interaktivt med det til enhver tid anvendte apparat. Samtidigt skulle den kunne betjene alle følsomheder, opsætninger med meget mere i et Quad-system uanset hvor mange apparater, det bestod af. Hvis man så samtidigt fik billiggjort produktionen mente man, at man kunne klare skærene.
Det havde man måske også kunnet, hvis man ikke lige havde ansat Derek Jones som udviklingschef, og hvis man ikke stadigt led under manglende produktionsteknologi. Det blev dog Jones, der blev den store skurk. Da den planlagte lancering af den i virkeligheden ganske revolutionerende 77-serie nærmede sig, forsikrede Jones den spændte Ross Walker, at forstærkeren var helt klar, og at tuneren og CD-en kunne produceres i løbet af 1-2 måneder.
Derfor blev det nye produkt offentliggjort, og efterspørgslen efter den gamle modelrække styrtdykkede. Det kom først derefter smerteligt frem, at nok eksisterede den nye forstærker Quad 77 godt nok. Der var bare et problem: Apparatet kunne ikke betjenes uden fjernbetjening, og denne var ikke blot ikke klar, den var ikke engang programmeret. Samtidigt var CD-en kun tankespind i Jones´ hoved og tuneren endnu mindre end det.
Nu var Quad for alvor på den, især da banken opsagde kassekreditten og firmaet var reelt konkurs. Resterne blev overtaget af en nabo fra Huntingdon, nemlig Farad Azima, ejeren af Mission og Cyrus. Her skete så første del af afskaffelsen af den gamle Quad-kultur. Hovedparten af de gamle medarbejdere blev fyret, og det resterende firma blev i den nye struktur reduceret til en ikke-producerende del, hvor man stadigvæk kæmpede med de massive problemer, som den tidligere teknologiske oversatsning havde forårsaget.
I 1999 blev Azima træt af problemerne og solgte Quad videre til en kinesisk investorgruppe. Her skete så det endelige syndefald for Quad. Det resterende blev flyttet til Kina, og straks blev det klart, at investorerne hellere så deres investering forrentet i går end i morgen.
Det er naturligvis forståeligt nok, men det skulle vise sig at blive vanskeligt at forene med nogen langsigtet strategi for udviklingen af Quad-brandet, hvis der altså nogensinde havde været nogen. Allerede under Stan Curtis´ kortvarige ledelse af det nye Quad, var der blevet planlagt og produceret en ny Quad rørforstærker og såkaldt "nye" elektrostater. Det nyeste ved elektrostaterne var nu en højere pris, en absurd meget lavere mekanisk og elektrisk standard og en smagløs udførelse i plastic af dele af højttalerne, der får en Fisher-Price til at have en fin metalfinish i sammenligning. 
Samtidigt havde den nye tomme Quad-skal jo ingen udviklingsafdeling, så den kendte free-lance designer Andy Grove lavede en stor og tom forforstærker med god plads til et RIAA-modul. De nye ejere havde dog så travlt med at få produktet på markedet, at dette aldrig blev lavet og heller ikke findes endnu, omend der går rygter om en helt ny separat box. Effektforstærkeren var lidt bedre, men var nu ellers mest karakteristisk ved, at i lyd, design, finish og generel ydelse skulle den finde sine konkurrenter i den halve eller kvarte prisklasse uden Quad-brandnavnet. Det var en lidt sølle forstærker, der lå adskillige lysår i oplevet kvalitet fra forgængeren fra 1953.
Da Andy Grove havde fået sine penge, forsvandt han igen, og det er vel en ganske fornuftig menneskelig adfærd. Det må også have været en utaknemmelig opgave at skulle eftergøre Peter Walkers eksperimenter med udgangstransformatorer over 50 år på et par dage, og ikke ganske overraskende er den målte ydelse på det nye retro-Quad kun i særklasse derved, at den er så helt utroligt meget ringere end den gamle. Vi må jo her huske på, at det nye produkt ikke kunne bruge de gamle designs på transformatorer, da de ikke fandtes dokumenteret. I den nye Quad var en indikatorlampe for "on" heller ikke nødvendig: Der var både masser af brum og sus til at minde den stolte køber om, at den skam var tændt.
Udover at de kinesiske ejere har lanceret helt almindelige kinesiske kasser i nydelig lakeret åndenød, er det seneste produkt fra Quad den nu for 2. gang opdaterede ESL-63.
Den vigtigste ændring denne gang er en metalstang til at afstive strukturen. Om det giver nogen særskilt mening er diskutabelt, da de oprindelige ESL-63 var og stadigt er fleksibelt ophængt i rammen, men smart ser det ud. Visuelt er de også blevet bedre. Til gengæld er de blevet helt fantastisk uens i den løbende produktion, som Hifi News dokumenterede fornyligt, plus minus 8 dB i forskel mellem 2 identiske højttalere er altså helt ude i hampen.
At man så samtidigt opgiver en driftseffekt, der er knap 10 dB på den optimistiske side bestyrker vel blot mistanken om, at selve produktet ikke lige er det allermest ambitiøse. Det repræsenterer blot den naturlige udvikling fra en tid, hvor produktet var alt, til den situation, hvor produktet er ligegyldigt. Ialtfald var det ligemeget for testen, skrevet af en måske resigneret Ken Kessler, at mindst en og måske begge de nye elektrostater (forhåbentligt) var defekte.
Situationen var en anden, da den førende klassiske producer Tony Faulkner i sin oprindelige test af ESL-63 kritiserede et par små irregulariteter, der dog kun var marginalt hørbare, og som skyldtes gitteret. Da var det endnu Peter Walker selv, der i en sober dialog imødegik kritikken på en forbilledlig måde. Det skete jo så ikke ved lanceringen af den nye elektrostat, og det sker så nok aldrig mere. Folk kan åbenbart hverken læse eller forstå data længere, siden ingen overhovedet har kommenteret på disse katastrofale måleresultater for den nye elektrostat.
Sammenfattende må vi sige, at vi har været gennem gennem hele livsbanen for et firma, der på enhver måde beskriver udviklingen i hifibranchen. Peter Walker skabte talrige mindeværdige designs til det tænkende menneske, og da denne del af menneskeheden blev som en mere og mere truet dyreart, var Quad ikke i stand til at tilpasse sig de meget hyppigere modelskift. Dette skyldtes som omtalt ikke mangel på god elektronik: Peter Walkers og Mike Albinsons oprindelige design af "current-dumping" er stadigvæk en gængs topologi og anvendes endnu.
Derimod forblødte firmaet langsomt, efterhånden som dækningsbidraget mindskedes, fordi man aldrig som alle andre forlod den klassiske støbeteknik, og da først chefdesigner Derek Jones blev afsløret af ledelsen i sit gennemførte bedrag var det forbi. Tiden under Mission og den afsluttende tur til Kina er kun små paranteser. Man kunne ligeså godt som Bjørn Borg have lavet underbukser med et Quad-mærke. Al ambition er i dag væk, og det eneste, der er tilbage af Quad nu, er et registreret varemærke og et engelsk flag  til at klistre på de nye kinaprodukter.
Peter Walker kunne fra sidelinien se tingene ske. Han så, hvordan hans livsværk blev overtaget af ansigtsløse investorer og hvordan hele firmaånden blev demonteret. Han så en virksomhed, der først mistede sine medarbejdere, så sin placering og tilsidst enhver eksistensberettigelse. Det var altsammen både hans fortjeneste og hans skyld, at det gik, som det gik. At hans måde at drive virksomhed på kun blev en ganske vist stor parantes i hifihistorien, er der vel ikke ikke noget forkert i.
Det var ihvertfald en stor mand og hans liv, vi her har gennemgået. Han bragte musik og glæde til hundretusindvis af mennesker, der simpelthen brugte hans produkter til at høre musik på. Da dette ikke længere var nok, var hans mission forbi. Han døde for et par år siden, 88 år gammel.
 
PS
 Så ser vi endnu en løbst teknik-tråd, hvor det edsvorne trekløver Svend P., Groove og deres guru Kurt von Komik over foreløbigt godt nok kun 19 sider manuducerer den undrende offentlighed i Dali Coupes fortræffeligheder. Det er ialtfald vanskeligt i sammensuriet af med-og modcitater at se nogen anden linie, end at Dali Coupeen til vistnok 4495,- ikke blot er verdens hidtil bedste højttaler. Den er faktisk så god, at Kurt i ramme alvor mener, at alle selvbyggere med den store bibel fra Vance Dickason godt kan pakke sammen. Miraklet er jo sket, og verdens TEORETISK bedste højttaler har set dagens lys. Den bedste af alle tænkelige højttalere er født. At det så for denne uvidende og uforstående skribent bare ligner det sædvanlige pladder om, at end eget er bedst, bare lige hævet et par potenser, er så en anden sag.
At så tråden egentligt handler om målinger, hvor Dalien godt nok også med sine lidt krøllede kurver ligner de fleste andre, er jo i virkeligheden ligegyldigt. I Kurts fortolkning er kurverne jo naturligvis ikke blot ikke tilfældige, de er jo resultatet en en ubegribelig ånds delagtiggørelse af den sande storhed i sine visioner for menneskehedens fremtid. 
 Det er egentligt underligt, at man overhovedet har nedværdiget sig til at måle denne Grand Coupe, for ligemeget hvordan den ville have været, ville Kurts bedømmelse vel have været den samme. Selv demonstrationspladen skal naturligvis være en Denon. Der er sikkert tale om et gratis frieksemplar, men når den store guru har rørt den, forlenes lyden med magiske proportioner. Faktisk er højttaleren angiveligt så hurtig, at astrofysikerne har måttet omskrive op til flere naturlove. Mærkeligt at Tymphany ikke har kunnet sælge denne fantastiske enhed til andre.
Således forsvinder både bag-og sidevægge åbenbart i  denne fantastiske lydgengivelse, selv om gulvet åbenbart bliver, hvor det er, heldigt for lytteren egentligt. Nu er alene det, at man i sammenligning med mesterens kreation hånligt afskriver alle de såkaldte amatøragtige ikke-guruer, der sysler med højttalere,  vel egentligt hovmodets og indbildskhedens absolutte triumf. Selv ikke verdens største softwarefirmaer kan ansætte folk, der er gode nok til at kopibeskytte deres produkter, for der må man jo erkende, at langt de fleste talentfulde ingeniører for en given industri desværre arbejder i helt andre brancher og iøvrigt ikke har tænkt på at skifte. Til gengæld er disse andre ingeniører en del dygtigere til at afdesigne kopibeskyttelserne, end branchens egne er til at designe den samme beskyttelse. Teoretisk, men åbenbart også kun teoretisk, kunne det vel være det samme med hensyn til højttalere.
På den anden side har der jo heller ikke været nogen Jesus de sidste par tusind år, så måske er denne mystiske iøvrigt ikke faguddannede mand, som er Kurts guru, tilfældigvis bare den menneskelige civilisations største højttalerkonstruktør. At guruens nu fuldkomne bestræbelser på at lave perfekte højttalere sådan bare pr. definition afskærer alle andre konstruktører fra bare at komme i nærheden er vel  ikke ligefrem Kurts største øjeblik.
Det er vel ret beset bare en halvgammel mands udgave af en ungdommelig Cerwin-Vega besættelse eller måske bare noget halvforstyrret sludder. Til gengæld udbredes det gode budskab med en brændende jesuitisk entusiasme og med nogenlunde samme mangel på kritisk reflekteren eller bare elementær mening.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start