I denne uge går vi ombord i den fængslende og farverige historie om et af de absolutte fyrtårne i engelsk hifi og dermed i en lang periode også i verden, nemlig The Acoustical Manufacturing Company, langt senere omdøbt til Quad. Vi skal opleve en iværksætter og et firma i en tid, hvor personlig karisma og den gode vilje langt kunne overskygge skumle forretningsmæssige bagtanker. Forretningen kunne nemlig godt gå alligevel.
Peter Walkers allerførste firma SP Fidelity, der hurtigt blev omdøbt til The Acoustical Manufacturing Company, var fra midten af 1930-erne og et årti frem udelukkende baseret på fremstilling af professionelt udstyr. Allerede fra den spæde start var det ganske klart, at Peter Walker var den brilliante designer frem for alt, mens det rent forretningsmæssige ikke interesserede ham overhovedet. I mange år i denne start arbejdede han mest om natten, og det var et enestående held for det lille firma, at man allerede sidst i 1940-erne fik ansat John Walker til at køre forretningen.
Peter Walker havde kørt forretningen på små specialordrer, men nu, da han ikke længere selv skulle producere og sælge sine apparater, ændredes firmaet langsomt og der blev tid til at designe de senere kendte klassikere som Quad II forstærkersættet og endnu senere den første elektrostat. Allerede disse første produkter gav varsler for firmaet langt frem i tiden.
Det allermest slående ved Peter Walker var hans fuldstændigt autokratiske insisteren på at lede ikke blot af alt elektronisk design, men tillige alle mekaniske detaljer og al visuelt design. Det betød helt fra starten, at han valgte en specialstøbt forplade til forforstærkere og tunere og en kasse i svejset tin, fordi han mente, de var de pæneste.. At de så samtidigt var de dyreste at fremstille overhovedet i hele branchen var ikke vigtigt, mente han.
De bittesmå apparater med de rundede hjørner skulle blive en kilde til talrige problemer, men Peter var ligeglad. Man måtte løse alle problemer indenfor de fra starten fastsatte fysiske rammer. Hvordan var ikke hans problem, fordi han i disse år udelukkende arbejdede med udviklingen af elektrostaten og generelt transformatordesign.
Det første problem var, at tuneren med sin mikrostørrelse blev for varm og drev i stationerne. Trods gentagne forsøg på løsning var dette et problem, der varede ved til og med Quad FM 3.
Det andet problem var, at den oprindelige box til mono ganske hurtigt derefter blev fyldt godt op, da der nu skulle være plads til en kanal mere ved ankomsten af stereo. Dette lykkedes noget bedre med forforstærkerne end med tunerne.
Allerede her ser vi Peter Walkers fortsatte insisteren på at lave tingene helt efter sit eget hoved. De helt individuelle og specialstøbte forplader til de forskellige AM og FM-tunere var dengang som i dag vanvittigt kostbare at fremstille, og må have fået bogholderen til at rive håret af i totter.
Alle andre som Leak og senere Radford gjorde det langt billigere med pressede blikæsker og plastic, men Walker var ligeglad. Det var hans barn, og sådan var det. Han ville ikke lade sig diktere af tilfældige markedskræfter og da hans amerikanske distributør bad om kraftigere forstærkere end de 12 watt i Quad II var Walkers afvisning ganske eftertrykkelig-Det ” interesserede ham ikke” !
Det gjorde selve produktionen af apparaterne heller ikke, og det skulle vise sig at være mere problematisk, for det var der heller aldrig nogen andre, der på nogen effektiv måde forsøgte at styre produktionen og allermindst fabrikschefen Jim Watson. Således blev den oprindelige elektrostat gennem sin over 25-årige produktionscyklus aldrig nogensinde produktionsmodnet, så den var præcis ligeså arbejdsintensiv den sidste dag som den første.
Faktisk er det uretfærdigt nogensinde at benævne Acoustical Manufacturing Company som en industrivirksomhed overhovedet. Det blev aldrig andet end en forvokset køkkenbordsvirksomhed, men heldigvis tjente firmaet gode penge på den stabile Quad II, der var ganske billig at fremstille, fordi Peter Walkers arbejde med transformatorer havde resulteret i en lillebitte udgangstransformator, der var ganske billig at vikle.
I disse år med det begyndende hifiboom tog Peter Walker kun minimal del i driften af firmaet indtil man i slutningen af 1960-erne lancerede transistorforstærkere. Her viste der sig for gang de alvorlige problemer, der var forbundet med Peter Walkers ledelse af firmaet. Der var simpelthen overhovedet ikke bare den allerringeste kontrol med service og produkter.
Quad 33 var med sine indstiksmoduler et forbillede i omtanke i sin fine støbte og svejsede og dermed dyre kasse. Til gengæld var kantkonnektorerne til disse smarte indstiksmoduler blot fortinnede og fjederen arbejdede sig ret hurtigt igennem denne fortinning med manglende forbindelse til følge.
Nu er det jo i moderne tider som vi har behandlet tidligere endnu ikke gået af mode at skrue højttalerterminalen ned mod printpladen, og det dur jo som bekendt heller ikke. Med Quads struktur skulle der gå adskillige år, inden designerne overhovedet ville anerkende, at der var noget galt, og de første 20.000 Quad 33 skulle alle gennemgribende serviceres.
Peter Walker var ligeglad, bare hans kunder var tilfredse. Han var ligeså ligeglad med en ligeså graverende fejl ved den nye Quad 303, der havde elektrolytkondensatorerne i udgangen monteret med terminalerne nedaf. Det giver som bekendt nødvendigvis elektrolytvæske på printet og omfattende skader, men blev først rettet næsten 10 år efter.
Så meget for professionalisme i produktionen. Fra starten af 1970-erne kom Walkers søn Ross ind i salgsarbejdet og med ham nye tanker. At det ikke i de næste år betød meget andet end evindelige skænderier med den ubøjelige Peter Walker, tager vi i næste afsnit.
I 1975 lancerede Quad det produkt, der skulle vise sig at blive Peter Walkers sidste forstærkerkonstruktion, den brilliant tænkte Quad 405. At den i sin udførelse ikke var velegnet til impedanser under 8 ohm gjorde den ikke mindre unik.
Ideen var at designe en højkvalitetsforstærker med helt ukritiske komponenter uden justeringer af nogen art, og det lykkedes til fulde. Peter Walkers geni er på toppen her. At man så i produktionen præsterede at dele køleribberne på forsiden i 2 dele, der aldrig nogensinde kunne blive helt parallelle er næppe Walkers fejl, blot en konsekvens af ledelsesformen. Måske skulle man opstille en skamstøtte over produktionschefen Jim Watson, men det er nu næppe retfærdigt. Det var Peter Walkers firma, og han bestemte ganske simpelthen alt, og det avlede ikke forbedringer på nogetsomhelst plan, som vi jo har set.
Endnu her i slutningen af 1970-erne gik firmaet på trods af de oplagte uløselige strukturelle problemer vældigt godt, fordi de etablerede produkter alle havde et langt produktionsliv. Dermed blev det økonomisk at bruge de støbeforme, der blev brugt til alle apparaternes forplader.
At det var en situation, der ikke kom til at vare evigt, skal vi behandle i næste afsnit. Her skal vi også omtale det produkt, der allermest medvirkede til, at Peter Walker fortjener en plads blandt de allerstørste af audiopionererne, nemlig frugten af næsten 20 års stadigt og stædigt udviklingsarbejde, den revolutionerende Quad ESL 63. At den så skulle komme til at betyde starten på enden for firmaet er en helt anden sag. Vi kan dog løfte sløret lidt og sige, at de produktionstekniske problemer antageligt sagtens kunne være løst af massevis af andre firmaer.
Det kunne Quad blot ikke, for som vi har set i denne del, var det en indgroet del af virksomhedskulturen at man ikke prøvede. Nu kom man til andre tider, og der var Peter Walkers måde at drive firma på selvmord, og selvmord, det blev det, selv om det blev hjulpet godt på vej af en løgnagtig og manio-depressiv udviklingschef.
Fortsættes..
PS
Der går en bekræftet anekdote om Peter Walker, der på en udstilling af en entusiast blev stillet et teknisk spørgsmål om følsomheden på en Quad-tuner. Da Walker besvarede spørgsmålet, svarede manden, at han ikke mente, at svaret var korrekt og begyndte at væve som en aldeles nutidig hifientusiast. Derpå tog Peter Walker manden i kraven, løftede ham fra gulvet og råbte: “If you don´t believe the bloody answer, then don´t ask the bloody question!”.
Det samme kunne være overskriften over en nylig tråd om en mand, der ville lægge en højttaler ned i reolen og spurgte den samlede bestand af lomme-Einsteiner på nettet, om der ville ske noget ved det.
Der er mange ting i verden, der kan diskuteres, men dette er ikke en af dem. Hele højttalerens direktivitetsmønster ødelægges, og det var der da endeligt også et par behjertede mennesker, der påpegede. Ikke desto mindre tog manden det som om bevisets stilling var tvivlsomt på grund af andres uinformerede bavl, og den tråden endte jo tragisk derved, at manden faktisk selv måtte til at finde ud af, hvem der havde ret ved at prøve selv.
Nu håber vi naturligvis ikke, at de store fysiske udfoldelser ved at vippe en reolhøjttaler kommer til at resultere i en eller flere tømmerlus eller at lytningen bliver alt for udmattende for den arme mand, men det viser meget godt skredet i den nye spørgekultur på diverse fora, nemlig at man ikke tror på svarene og forresten heller ikke fra starten måske havde overvejet at bruge dem til noget overhovedet.
Mønstret er velkendt til det søvngængeragtige: En fyr “overvejer” “måske” at købe en ny eller en brugt forstærker til måske 3000,-, muligvis surround, muligvis ikke. Ud fra disse præcise oplysninger kommer der så det forudsigelige kor af skribenter, der nævner hvad de selv har. Dette er naturligvis en nyttig oplysning for alle andre, da det jo er det bedste enhver har, selv om det naturligvis ikke er det samme. Denne utroligt ukvalificerede omgang tomgangsævl synes ikke på nogen måde at frustrere den oprindelige spørger, måske mest fordi også selve spørgsmålet var af samme kaliber.
Man får efterhånden det indtryk, at den almindelige gennemsnitlige entusiast er så bange for at forsøge at danne sig sit eget indtryk, at han hellere spilder sin egen og andres tid i månedsvis med måske at finde den bedste forstærker til 4000,-. At der så for tiden kører et par tråde om lignende emner startet af nogle af de helt tunge opinionsdannende drenge her i lokalområdet, er jo nærmest uundgåeligt.
Som vi sagde i Riis´ præ-doping dage: De kører vist ikke på den store klinge. Tag et råd fra en, der faktisk HAR prøvet at lytte til forskelligt bras i denne prisklasse: Køb den første den bedste DLS, Cambridge, Audio Pro eller hvad pokker du nu synes er pænt. Lige meget hvad du køber er det sikkert pengene værd på samme måde som et komplet værktøjssæt med boremaskine til 98,- er et supergodt køb.
Der er bare den forskel, at ham, der køber boremaskinen, køber den uden at lave en uendelig føljeton på nettet om, hvor fremragende den er.
Velsagtens fordi den ikke var mere end pengene værd. Det er alskens økonomi-hifi ganske paradoksalt heller ikke. Hvis du ikke agter at bruge nogen penge på hifi, er du altså ikke entusiast. Man kan således heller ikke være ølentusiast, hvis man kun har smagt Ceres Royal.
Det var godt, du ikke spurgte Peter Walker i hans velmagtsdage om hvorfor en NAD 3020 kunne være bedre end en Quad 44/405, som allerede datidige fjolser påstod, og som Kurt von indtil-for-nylig-Komik vel ville sekundere.Det var den heller ikke, lige meget hvor mange sider den har fået på nettet.
Heldigvis for deres helbred var der ingen, der spurgte Walker om det.