søndag den 18. februar 2007

Peter Walker og Quad 2.del : Manden mod tiden.

I denne uge vil vi fortsætte vores beretning om Peter Walker med et lille spring tilbage til midten af 1970-erne, hvor Quad efter mange årtiers vækst stødte på en ny verdenssituation, som både firmaet og Peter Walker var både uforberedte og uvillige til at tackle. Vi taler her om den verdensomspændende bølge af subjektivisering og meningsdannelse baseret på enkeltindividers fornemmelser. Hifianmeldere blev her for første gang ophøjet til guder, og her i landet blev K. S. Møller i High Fidelity i flere årtier en mand, der kunne afgøre firmaers skæbne og det gjorde han.

Det var ikke spor bedre i England, hvor den subjektive "rytmiske " bølge anført af især Linn og Naim jævnede al fornuft med jorden. Selv havde Peter Walker ikke andet end foragt til overs for disse nye opvisninger i religiøst inspireret markedsføring, men i de gennempolitiserede 1970-ere kæmpede han en håbløs kamp. og det vidste han helt givet godt.

Peter Walkers mål havde i alle årene officielt været både simpelt og alligevel pretentiøst, nemlig at producere en forstærker, der skulle være "a straight wire with gain", og det havde han. Han mente hele sit liv, at kunden for at værdsætte Quads produkter måtte have et minimum af viden, og det havde fungeret fint i adskillige årtier. Når så folk hørte en Quad ville de så blive tilfredse og stoppe der. Om han så havde lavet verdens bedste forstærker interesserede ham næppe. Derimod var det ham meget magtpåliggende, at kunden for prisen fik et produkt af langsigtet værdi.

Hans søn Ross, som ledede firmaet officielt fra omkring 1970, så som mange andre skriften på væggen, og forsøgte at strømline Quad til de nye udfordringer, men blev totalt afvist af Peter:" What do you know, stupid!". Han havde helt givet ret med hensyn til den mangelfulde journalistiske standard og integritet i tiden, som et par eksempler viste. Det blev desværre sidste gang den traditionelle industri udfordrede de nye meningsdannere, for krigen kunne ikke vindes mod de horder af særdeles bjergsomme luderjouralister, der viste deres hæslige fjæser her-mange af dem er desværre hos os endnu..

Quad vandt et par spektakulære slag over subjektivisterne, men de viste sig forudsigeligt nok modproduktive for Quad, fordi meningsdannerne blot ignorerede fakta, som de selvfølgelig også gør idag. Første gang, hvor Quad udfordrede fagpressen, var i lille Danmark, hvor den omtalte K. S. Møller havde dekreteret ex cathedra som en kommende pave, at 4 testede Quad 405 lød vidt forskelligt. Ved en kontrolleret blindtest viste det sig at være rent nonsens og det blev endegyldigt bevist, at det sikkert glimrende postbud burde være blevet ved sin læst. Det blev han desværre ikke og var vel igennem de næste 20 år mere end nogen anden skyld i hifiens død i Danmark med sine beskrivelser af kabler med en "hvid" top og mange andre eminente sprogblomster. Det var egentligt godt hørt af en mand, der tidligere havde demonstreret sin totale mangel på lige præcis denne sans.

I England udfordrede Peter og Ross den samlede engelske fagpresse til at prøve at høre forskel på forstærkere. Mange hævdede allerede dengang og med samme fremragende argumenter som i dag, at rørforstærkere som f. eks. Quad II lød meget bedre end den da nye Quad 405. I en kontrolleret blindtest udført af den respekterede James Moir viste det sig, at ingen af paneldeltagerne kunne høre nogen forskel på forstærkerne. En af de senere allermest kendte hifiskribenter, som ellers havde udvalgt Yamaha NS-1000M-højttaleren som testapparat, fik ellers fornuftigvis pludselig præstationsangst og forsvandt før testen. Denne tvivl ville klæde mange også den dag i dag. Det skal lige nævnes, at alle paneldeltagerne var datidens fremmeste journalister i faget, og desværre er langt de fleste aktive endnu. Altfor forbandet aktive.

Som i Danmark var dette os bekendt den sidste rigtige blindtest. Det eneste, den etablerede presse lærte af det, var aldrig nogensinde at gå med til en sådan test igen, og Quad stod venneløs i pressen efter denne udstilling af dårskab. Den allersidste gang Quad fik en positiv test i årene derefter var af en meget ung Ivor Humphreys, der modigt påpegede, at hverken han selv eller venner blandt klassiske musikere kunne høre forskel på en Quad 405 og en Krell KSA-50. Han blev fyret kort tid efter, for hvad skulle man dog med sandheden, når løgnen var blevet latin.

Peter Walker og hans laboratorieleder Mike Albinson lavede som deres sidste fælles projekt den nye forforstærker Quad 44, der ganske godt demonstrerede, at Quad ikke orienterede sig efter markedet, men mere efter, hvad Peter syntes var rigtigt. Den nye Quad 44 var en helt modulær forstærker, der altså kunne tilsluttes eksempelvis 5 pladespillere eller båndoptagere.

Som ingeniør- og designmæssig bedrift er den svær at komme uden om, men allerede ved sin fremkomst var den ved at blive en dinosaur. Den kreative brug af forskellige medier var under hastig forandring til en stadig opgraderingsfeber uden endemål. Her var Quad med sin ene modelrække jo et noget kedeligt alternativ for mange af disse kvalitativt nye entusiaster. Her har order kvalitativ naturligvis ikke noget med kvalitet at gøre, tværtimod.

Med introduktionen af den helt igennem revolutionerende Quad ESL 63-elektrostat i 1981 kom Quad atter en kort overgang i pressens fokus. Som teknisk tour de force var den nye højttaler nu også vanskelig at komme uden om, selv om tyskerne med vanlig arrogance afviste den totalt. For første gang var der en elektrostat med fremragende spredning, høj lydtryksformåen, ekstrem homogenitet og fornuftig basgengivelse. I begejstringen glemte man endda i en kort periode, at det var en Quad.

Bryllupsdagene varede dog ikke ved. I dansk High Fidelity var der allerede måneden efter testen klart, at en tvivlsom Acoustat ifølge en svensk kilde var langt bedre og snart var også Stax inde som Quad-killer. Enhver, der har hørt eksempelvis en Stax 81 ved, at der skal mere end blot en syg fantasi til for at foretrække den fremfor en Quad. For det første kan den ikke spille højere end en ipod ud over sine hovedtelefoner og spredningen er endnu dårligere end lydtrykket er lavt. Sikke dog et dejligt blad, dansk High Fidelity var blevet. K. S. og de andre havde vundet alt, bare ikke respekt blandt fornuftige mennesker. Det har de forresten heller aldrig derefter. Til gengæld lancerede dansk High Fidelity snart en "modikation", læs "destruktion" af Quad ESL-63, hvor man fjernede stof, gitre, RC-led og støvfolie i jagten på den gode lyd.

Nu er intelligens og hifiinteresse to ganske adskilte størrelser, og det var det åbenbart også dengang. At fornuftigt tænkende mennesker bevidst skulle stræbe efter at ødelægge deres dyrt indkøbte højttalere, fordi støvet jo naturligvis skabte fatale højspændingsoverslag, er ubegribeligt. I historisk perspektiv overgås det vistnok i ren idioti af den afrikanske stamme, der slagtede alle deres kør for at russerne skulle komme og befri dem, hvorefter de ret forudsigeligt allesammen døde af sult. Dansk High Fidelity har forresten stadigvæk samme redaktør, som den nye test af natkabler og sikringsholdere med al tydelighed beviser.

I England fandt fagpressen efter de første jubelscener over ESL-63 jo snart ud af, at den hidtidige reference overalt, det helt uhørte misfoster Linn Isobarik, alligevel var meget bedre. For en start var det jo ikke en Quad. For det andet blev det jo markedsført af en aldeles hæmningsløs og ganske hensynsløs Ivor Tiefenbrun. De dage, hvor producenterne og anmelderne kunne mødes og have frugtbare diskussioner, var afløst af en total konfrontationskurs, og her befandt Peter Walker sig helt utroligt dårligt. Hans søn Ross befandt sig meget bedre med denne tingenes tilstand, men han skulle komme til at kæmpe med de strukturmæssige problemer, som vi omtalte i sidste uge. Herom senere.

Fra starten af 1980-erne forlod Peter Walker efterhånden den daglige ledelse af firmaet og kom efterhånden kun ind engang imellem for at rode lidt på laboratoriet med lidt ideer. Mange år senere viste det sig at være et revolutionerende projekt med en circulær elektrostathøjttaler med akustiske linser, som denne utrættelige mand i 70-erne udviklede helt frem til produktionsklar stand. Desværre var det da for sent for det skrantende Quad at lancere dette produkt.

Peter Walker var ligeglad med den verden, han så bryde sammen omkring sig, og det var måske meget godt. Han havde gjort sit bedste for at lancere og vedligeholde et respektabelt produkt, som ham og hans venner ville være tilfredse med at have selv. Han påstod aldrig at have lavet verdens bedste forstærker, og det gør ham jo allerede unik blandt alle nutidige producenter. Han påstod blot, at han havde lavet en, som var god nok, og det havde været godt nok i mange år. Han havde designet den med helt sin egen æstetik i farver, mål og faciliteter, som ingen efterlignede, antageligt fordi de ikke kunne.

Desværre havde han aldrig udviklet produktionsapparatet i virksomheden ret meget ud over et halvfeudalt niveau og hans udvalgte produktionschef kunne efter alt at dømme have haft et job hos dansk DSB som ansvarlig for ansvarlig omgang med asbest i togene, så håbløs var han.

Det firma, som sønnen Ross trods alt formåede at køre frem til 1995, var en værdig taber i kampen for god hifi til en rimelig pris. Så lang tid Peter spøgte i kulissen, fordi han jo ejede firmaet, var alle tanker om blot at producere overprissatte ligegyldigheder , som alle andre jo var begyndt på, ikke en farbar vej .Peter Walkers arv i Quad var intakt til den allersidste dag.

Det var, som vi skal se i sidste afsnit, blot ikke længere nok at være en hæderlig mand, ja ret beset var det vel ikke engang en fordel og da slet ikke en nødvendig forudsætning.

Fortsættes...

Nu er det aldrig ubehageligt at komme til at fremstå som profet, som det skete for denne skribent i ugens løb. I et tidligere ugeemne om kablers direktionalitet var vi inde på en epokegørende opdagelse af den engelske voodo-tilbehørsguru Russ Andrews om at alle kabler, også nok så små stykker, var tydeligt direktionale.

Ligesom denne spændende opdagelse interesserede denne skribent har nu også den respekterede tech-skribent Barry Fox i det netop udkomne nummer af Hifi News undret sig over denne sammenhæng. Måske forstår han dansk?

Ihvertfald forstår han tydeligvis engelsk, for han spurgte interesseret til den videnskabelige baggrund for disse opsigtsvækkende resultater. Han fik naturligvis ikke foretræde for Andrews selv, som vel var travl i produktionen med at sætte pile på kabelstykker, mens han formentligt har været ved at flække af grin.

I stedet fik han en talsmand til at bekræfte, at de omtalte opdagelser var et "statement of fact"

Fox gav ikke op her, men det gjorde han efter det næste svar fra Andrews´  talsmand: "Directionality is observable by listening tests and measurable with test equipment. Regrettably, I am not at liberty to quote the measurements or their origin"

Nu har den katolske kirke tidligere kunnet sætte den pris, det ville koste for syndere i helvede at afkorte opholdet der med bare en dag, så man kan vel ikke sige, at humbug og fornuftsstridig arrogance ikke har været overgået inden denne her sag. Vi er dog tydeligvis et stykke vej fra en kontrolleret A-B test her for at demonstrere de påståede forskelle. Denne skribent har selv efter gentagne kontakter til Fluke Instruments ikke kunnet få oplysninger om nogen kabeldirektivitets-tester, men måske er hele Andrews´ projekt så tophemmeligt, at Fluke har klassificeret al dokumentation.

Desværre spurgte Fox ikke ind til endnu et af Andrews´ interessante postulater, nemlig at også niveauet ændres ved at ændre retningen på kablet , sandsynligvis fordi han har haft travlt med at hulke af grin over det første svar. Det ville da ellers have været noget af et scoop at kunne præsentere verdens første helt passive forstærker med vilkårligt gain uden impedansændringer designet omkring en hel masse mikrokorte kabelstykker, der kunne drejes.

Man kunne vel ellers her tale om et revolutionerende produkt. Heldigvis for Andrews er vi en branche, hvor alt er lige sandt og hvor det hæmningsløse menneske med de mest outrerede ideer har allermest ret.

 At han selv eller andre så ikke kan eftergøre de nyeste "landvindinger" er så iøvrigt inderligt ligegyldigt. Alene det, at han ikke engang gider skjule sin foragt for den almindelige hifi-entusiasts intellekt ved sit svar er vel i sig selv svar nok.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start