EMT, Delphon og de andre: Hvorfor blev de egentligt kult?

I denne uge vil vi beskrive nogle forskellige produkter, der alle har det tilfælles, at de senere er blevet regulær kult og dyrket som det absolut ypperste i de forskellige produktgrupper. Som vi skal se, er dette naturligvis i visse henseender helt velfortjent. Der er dog selv i de mest ubestridte emner til absolut kultstatus ganske mange undtagelser fra selv helt simple krav til høj ydeevne, som vi skal se i det følgende.
Det første og mest uomgængelige krav til et kultprodukt i elektronikbranchen er, at det er sjældent. Her vælger vi at se bort fra den bl. a. af Kurt von Komik anførte kultiske dyrkelse af NAD 3020, som vi herfra vælger at betragte som en suveræn dobbeltbundet vittighed. Den er mulivis endda tilstræbt. Det er ihvertfald vanskeligt at opfatte det som andet.
Det andet absolutte krav til et kultprodukt er et radikalt anderledes design. Dette er et sekundært men dog nødvendigt krav, da et unikt design som f. eks. Klipschorn ikke betragtes som egentlig kult, fordi det er for almindeligt. Læg mærke til, at lydkvaliteten ikke på nogen måde kvalificerer til at skabe kult, ligeså lidt som suveræn lydkvalitet i dag skaber nogetsomhelst ekstra salg. 
Vi vil i dag blandt ganske mange kandidater primært bevæge os lidt rundt på den historiske pladespiller-arena. Det skyldes primært, at der her findes en del ganske fremragende eksempler på, at der ikke er bare den allermindste forbindelse mellem lydkvalitet og kultstatus. I denne mekaniske verden af afsindigt simple eller fejlkonstruerede produkter bliver denne sammenhæng ganske tydelig.
Blandt de allermest attråværdige kultiske produkter i dag, hvis man skal dømme efter de helt astronomiske priser på nettet befinder sig de forskellige inkarnationer af  EMT-pladespillere. Disse lever til fulde op til begge de ovenfor anførte krav: De er ekstremt sjældne og de er ganske anderledes designet, ialtfald langt de fleste af dem. De af dem, der er mere konventionelle, er sjældne, så de kan gå som en slags kult alligevel.
Enhver, der som denne skribent har haft førstehåndserfaring med de monstrøse EMT 930 og 927 vil vide, at man indgydes af ærefrygt overfor den mekaniske standard ved første øjekast. At dette så ret hurtigt afløses af en betydelig skepsis over for den musikalske ydeevne hos disse apparater, er så en anden sag. Der er faktisk mere tale om en gravemaskine end en pladespiller med hensyn til finmekanisk kvalitet.
I al korthed er der tale om et produkt, der end ikke er i nærheden af at opfylde de absurd forældede DIN-normer i forhold til wow/flutter, gangkonstans og rummel. Samtidigt er disse pladespillere ganske urimeligt følsomme for vibrationer gennem gulvet selv indbygget i rulleborde med sand i, som alle vi, der hørte Jørgen Mylius i gamle dage, vil kunne mindes med hoppende nåle. Og så har vi slet ikke omtalt standarden af den indbyggede elektronik, der havde været mere passende i en Messerschmitt BF 109.
Disse superkult-produkter er derudover ekstremt krævende i vedligeholdelse på grund af grundkonstruktionen. Heri ligner de den næsten samtidige Tiger-tank. De skulle også have skiftet mekanik ret ofte.Ve den, der ikke jævnligt skifter den kvarte liter olie i centerlejet på sin EMT.
EMT-pladespillerne var et produkt af deres tid, og kom jo frem længe før selv Thorens TD 124 og Garrard 301. Med motorer så store som kompressorer til datidens køleskabe kunne man heller ikke forvente den store termiske stabiletet, og det fik man bestemt heller ikke. Gangkonstansen er en hel del ringere end en Rega-grammofon.
Langt senere kom EMT med mere konventionelle direkte drevne pladespillere, men de er ikke i samme kultkategori som den helt absurde 927, da de er en del mere almindelige.
Forresten var EMT`s søsterfirma Thorens også lidt med i denne kultkategori, selv om deres TD 124 selvfølgelig er meget mere almindelig. Dog er en 124 et langt bedre produkt, selv om dens motor i sin tekniske standard næppe overgår den, der blev brugt i en Beogram 1000 i 1960-erne.
Måske belært af erfaringerne fra EMT valgte man nemlig at afkoble den vildt vibrerende motor med en rem, der udover at den stadig kræver hyppige efterjusteringer af hastigheden, mens motorer koger op, faktisk fjerner rummel.
Et andet kultprodukt i den danske afdeling er den hedengangne Delphon-pladespiller. Det var en helt konventionel mellemhjulsdrevet pladespiller med en helt normal kraftig vekselstrømsmotor. Den var faktisk ganske almindelig engang, og derfor ikke en egentlig kandidat til kultstatus.
Det blev den dog, fordi den udover sin flotte hammerlak-finish konstant var plaget af en så ringe mekanisk standard, at selv en Morris Marina fra samtiden med lygter fra Lucas, den originale “Prince of Darkness” var helt gode og fremragende pålidelige i sammenligning. Lejerne på Delphonen var excentriske, pladetallerkenerne skævere end på en ERA-grammofon og så rumlede den aldeles uhæmmet, så antageligt har de fleste Delphoner endt deres dage på den fortjente losseplads, som de vel ret beset aldrig burde have forladt.
Det forhindrede dog ikke H.H. Mørch i at opkøbe de gamle værktøjer, da Delphon fortjent gik konkurs, for at forsøge at lave en ordentlig pladespiller ud fra det gamle design.
Nu er samme Mørch en mekanisk begavelse, så ved hjælp af små påklæbede tapestykker her og der lykkedes det ialtfald for en tid at forhindre de allerværste vibrationer. Mørch skabte her et nyt kultprodukt, fordi hans arbejde med at rette de helt grundlæggende fejl i det oprindelige “design” fuldstændigt tog al hans tid i det lille enkeltmandsfirma, så sjældenhed var helt garanteret. At slutproduktet i sin lille kasse så med fordel kunne stå mindst et par kilometer væk fra alle vibrerende fremmedelementer som f. eks. højttalere, er en helt anden sag. Faktisk er en Mørch GS 6 bedst, når man kun bruger den til at kikke på.
Vi vil lige tage en afstikker over til elektronikverdenen. Bob Stuart og Allen Boothroyd, senere kendt fra Meridian, var i en ganske kort periode aktive i et lille firma, der hed Lecson. Deres produkter indbringer nu over 30 år efter langt højere priser end Meridians egne, for de blev sand kult.
Denne kultiske status er begrundet, da de er sjældne og helt, helt anderledes. Det skyldes, at firmaet i sin levetid stort set ikke fik produceret et apparat, der duede overhovedet. Dette er jo i sig selv forholdsvist usædvanligt. Samtidigt var den kombinerede farveladeplast-forforstærker og den tøndeformede effektforstærker designmæssigt interessante. Ikke underligt, at disse allerede fra starten helt ubrugelige apparater i dag er kult. Denne ildevarslende start på et langvarigt fornuftsægteskabeligt samarbejde mellem Boothroyd og Stuart gik videre over et endnu mere kultisk produkt, nemlig det om muligt endnu mere mislykkede Orpheus-forstærkerprojekt.
Denne karakteristiske opretstående sag med et spejl monteret på siderne videreførte alle landvindingerne i upålidelighed fra Lecson-produkterne og parrede dem med en blæser så støjende, at selv en Dali Gravity må give sig. Til gengæld støjede den jo så ikke ret længe, da forstærkeren længe inden den kom op i omdrejninger forlængst var brændt af. Denne tilsyneladende simple løsning på en termostatstyring af en blæser fandt heldigvis senere kun få proselytter.
Nu er en Michell Gyrodec ikke kult, da den er alt for almindelig. Det er til gengæld en Voyd, og det er den med rette. Som altid er der ikke nogen teknisk meningsfuld begrundelse i et kultprodukt, snarere tværtimod.
Man skulle ellers tro, at alle andre producenter, der havde oplevet en hysterisk vibrerende Papst-motor i den oprindelige Gyrodec ville have været advaret mod at bruge en sådan, men nej. Ligeledes skal man da vist også være mere end almindeligt velvillig for at betragte det fjedrende ophæng i den spektakulære Gyrodec som ret meget mere end et mislykket Meccano-projekt. På helt afgørende punkter er en gammel Gyrodec i virkeligheden helt ubrugelig: Monteret med en rem kører den for hurtigt og monteret med 2 for langsomt. Det var på basis af sådan en kvalitetsmotor, at Voyd-en blev designet.
Voyd valgte helt revolutionerende at anvende ikke mindre end 3 af disse aldeles ubrugelige motorer udfra tågede teorier om ” ensartet udbalanceret træk på pladetallerkenen”. Matematikken her må have været for svær, for vi har ialtfald ikke set dens lige siden. Det er nok godt det samme, for det forekommer ikke logisk at løse et problem ved at akkumulere diverse dårligdomme, men sjælden og kultisk, det er den. Også i flybranchen har visse producenter jo forsøgt at sammenbygge 2 motorer og med nogenlunde samme succes. De kan dog lettere forsvares ved, at de handlede i nødværge, da de vel næppe kunne lave den kraftige motor selv. Voyds banebrydende konstruktion var mere Monty Pythonsk ligesom forfatteren til en komisk engelsk-ungarsk ordbog, der i retten “wished to plead incompetent”
Afsluttende er det vel at bemærke, at vi overhovedet ikke har været inde på lydkvaliteten af disse kult-produkter. Det vil heller ikke interessere nogen og da slet ikke dem, der ejer nogle af disse produkter. De har jo betalt formuer for dem, og dermed er det naturligvis givet, at man med sin dybfryserstore EMT 927 kan høre en soliditet i bassen og et helt overlegent stereoperspektiv på en helt kulsort baggrund. At den har rummeldata som en rejsegrammofon og hastighedskonstans som en en mekanisk optrukket børnepladespiller glemmer man vel i sin begejstring. I den henseende har dyrkelsen af disse  kultiske produkter en del til fælles med samlere af gamle engelske sportsvogne. Man finder dog næppe en MGB-B ejer, der har lyst til at køre om kap med en moderne Golf GTI. Hermed en velment advarsel fra denne skribent: Lad være med at lave en sammenlignende test mellem din klassiske EMT og nogensomhelst anden pladespiller i kvalitetsniveau over den originale Beogram 1000, lad være!
Desuden er alle EMT-pladespillere fotogene, og gengives gerne i tråde for såkaldte pladespiller-entusiaster. Entusiasmen giver sig bl. a. til udtryk i udvekslingen af halvpornografiske billeder af disse sjældne apparater. Denne udveksling har det til fælles med de populære billeder af Halle Berry, at de bedst dyrkes på afstand. Virkeligheden og hands-on erfaring ville effektivt vaccinere mod yderligere begejstring. Ovenstående gælder kun for EMT-pladespillere. Med hensyn til hands-on erfaring med Mrs Berry er det desværre kun kvalificeret gætværk. At de så med ultratunge pickuparme og relæer og kontakter i signalvejen udpræget er designet til klassiske radiofoni-pickuper som Stanton 500 A med en opnåelig lydkvalitet i Anders And-klassen er jo ikke en fejl ved produktet, kun en egenskab.
I virkeligheden er mange af disse kultpladespillere, som vi har set, ekstreme produkter dikteret af enten praktisk nødvendighed som en grå Ferguson-traktor (EMT),  ekstrem stædighed (Mørch) eller bare ekstrem dumhed (Voyd). Derfor er de naturligvis helt fortjent kult.
Man må bare ikke forveksle kult med kvalitet, ihvertfald ikke lydkvalitet. Som med den nyligt afdøde arkitekt Hans Wegener, der vel om nogen har været genstand for kultisk dyrkelse, skal man jo bestemt ikke forvente større siddekomfort i hans stole end i en en Biva-model, snarere tværtimod. Det ved folk heldigvis godt.
Det ved de så også nu med disse højt priste audioklassikere, som vi lige har omtalt. I modsætning til ejerne af Wegeners møbelklassikere vil f. eks. ejeren af en EMT til gengæld aldrig indrømme, at den måske var bedst bare at have til pynt. Som vi ved fra sidste uges emne har man jo som hifientusiast altid det bedste.
Det absolutte gode vej ejerskab af disse kultprodukter er jo, at alle andre er misundelige. Når de er det, må produktet jo være godt. Det er det bare ikke altid.
Meget langt fra endda.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *