Det store selvbedrag.

I denne uge vil vi fortælle en gruelig historie om, hvor meget man kan snyde sig selv. Det er historien om, hvordan selv forholdsvis fornuftige mennesker, i det her tilfælde denne skribent, på trods af al sund fornuft nægter at se kendsgerningerne i øjnene, og så er det forresten helt ligegyldigt, hvor indlysende sandheden er. Hvor indlysende vil vi behandle i det følgende. Vi bliver måske med en vis ret anklaget for kun at se dumheden i andre. I denne uge er sagen altså anderledes.
 Anledningen til denne selvransagelse er den nye re-re-relancering af Tannoy på det danske marked i denne tid. Nu har jeg i store dele af mit arbejdsliv været tæt knyttet kommercielt og følelsesmæssigt til dette mærke, og er vel på dette punkt en typisk entusiast. Hvad der måske er knap så typisk er, at selv om jeg over mange år er blevet konfronteret med helt utroligt sjuskeri og mangelfuld erkendelse af nogen fejl fra Tannoys side er blevet ved med at forsvare et uforsvarligt produkt. Det er vist egentligt det, man kalder dumhed.
Tannoys farverige fortid er fortalt i et tidligere emne, så denne  historie omhandler kun Tannoy og min fælles professionelle karriere, en epoke, der først sluttede for få år siden. I bagklogskabens klare lys var det vel ca. 25 år for sent. Den skulle vist aldrig være startet.
Siden jeg for godt 30 år siden fik mine første 15 tommer Tannoy dual concentric-højttalere havde jeg været en stor ynder af Tannoy, der stod for det bedste af den gamle, traditionelle verden ført ind i den nye. Mente jeg. Jeg blev dog hurtigt konfronteret med den første af en endeløs række af beviser på, at tingenes tilstand var en ganske anden. I hele min branchetid har jeg ganske enkelt aldrig nogensinde oplevet så mange problemer, problemer der aldrig nogensinde hverken blev løst eller erkendt.
Jeg burde ellers tidligt være advaret om de nye tider. Når man skilte en Tannoy-enhed ad for at skifte diskanten, var der meget ofte store sandkorn i svingspolegabet, hvilket også uden overbelastning ødelagde svingspolen. Denne rå diskant kunne nu være svær at høre separat, fordi phasepluggen oftest var boret så skævt, at selv uden sand lød det ligesådan. Det skal lige nævnes, at disse sandkorn var blevet efterladt under produktionen..
Samtidigt lancerede Tannoy deres DMT-8 kompakte studiemonitor. Deri lancerede man en nyskabelse, som mig aldrig er blevet forsøgt efterlignet af andre producenter, heller ikke Tannoy selv, iøvrigt. Man havde simpelthen sjusket så meget med produktionen, at tilledningerne til diskanten på den fælles magnet gik op igennem svingspolegabet, altså imellem svingspole og magnet. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, at ingen af disse højttalere nogensinde duede bare et sekund. Poul syntes stadigvæk, at Tannoy var vældigt godt.
Tannoys debut på elektronikmarkedet var en interessant begivenhed, for der kom min tro virkelig på prøve.  Man havde overtaget et skrantende elektronikfirma, Tresham Audio, med et i bedste fald halvfærdigt produkt. Nu fik denne tvivlsomme grundkonstruktion en fin ny kasse og blev den nye supereffektforstærker SR 840, og Poul købte en hel bunke, for det var jo Tannoy. Nu havde Tannoy naturligvis anvendt hele sin produktionsekspertise på denne forstærker, og det sagde jo ikke sige særligt meget. For det første var MOSFET-udgangstransistorerne ikke bare ikke parrede, de var ikke engang fra samme batch, altså produktionsserie. Som bekendt er dette en absolut nødvendighed. Samtidigt var der enorme forskelle fra apparat til apparat, og servicemanualen er sjov læsning derved, at der tages store forbehold for målingen af symmetriske spændinger. Dette var klogt, da man aldrig målte disse “vejledende” spændinger eller for den sags skyld, bare noget, der lignede. Dog advarede servicemanualen om, at forstærkeren ved måling kunne blive voldsomt ustabil ved blot at have prøveledninger påsat, og det passede. I virkeligheden kunne den oftest slet ikke serviceres på grund af denne tendens til selvdestruktion.
Spænding var der ellers nok af, når man skulle justere tomgangsstrøm på denne forstærker. Tannoy havde gansk vist monteret et såkaldt “multiturn”-potmeter til denne kritiske justering. Desværre var praksis den, at en drejning på bare en tyvendel omdrejning på denne trimmer justerede strømmen fra 0 til uendelig. Nu er det sommetider prisværdigt at have store variationsmuligheder, bare ikke lige her. Selv om mange af hans forstærkere gik i stykker, var Tannoy fremragende for vor helt.
Det var også ved denne tid, at mine gamle Tannoy Buckingham-højttalere gik i stykker i kantophænget. Som med alt andet fra Tannoy gik det vist endda på rekordtid, faktisk på under 10 år. Det var her, at man blev konfronteret med en absolut nyskabelse fra Tannoy, nemlig universal-reparationskittet, der passede til både 4 og 8 ohm. Selv med min daværende viden forekom det underligt, at man i et passivt system ikke behøvede at spekulere på, om højttalersvingspolen var 4 eller 8 ohm. Da vi jo bl. a. levede af at lave delefiltre dengang, var det vel en smule dumt.
Da Tannoy samtidigt lancerede et elektronisk delefilter, gik det dog endda. Dette filter var oprindeligt designet som en integreret del af deres Dreadnought-højttaler med endnu en revolutionerende nyskabelse: En 15-tommers mellemtone, der kunne gå til 2000 hz med et 12 dB/oktav delefilter. Man havde simpelthen monteret en lidt lettere membran på et sædvanligt chassis og dermed lavet en af de mest monstrøse fejlkonstruktioner, verden nogensinde har set. Poul installerede naturligvis sådan et system i sin lille loftslejlighed. Tannoy lavede ambitiøst nok moduler til deres delefiltre til andre monitors som JBL og UREI. De blev åbenbart ikke solgt, for med støjdata i dette filter på knap 50 dB ville en UREI med 103 dB følsomhed kunne give høreskader ved blot at gengive filtrets tomgangssus. At der så skal vi sige det forsigtigt var visse problemer for 15-tommeren at gengive op til over 2000 hz er måske ingen større overraskelse. Jeg burde måske være begyndt at blive mistroisk, da det her for første gang viste sig meget vanskeligt at forstå, hvad speakeren sagde i Radioavisen, men jeg mente vistnok dengang, at det måtte være Radioavisen, der var noget galt med. Det var det nu ikke, skulle det vise sig.
Efter fusionen med Goodmans, som kun et årti tidlige havde været Europas største højttalerfabrik, lancerede man endnu en spændende højttaler, nemlig den såkaldte ICT. Den var interessant derved, at man for forøget holdbarhed havde en konventionel diskant med spole og det hele, der ikke var forbundet elektrisk til forstærkeren, men kun var induktionskoblet til det varierende felt fra bassvingspolen. Diskanten kunne således ikke brænde af. Til gengæld kunne bassen brænde af ganske bogstaveligt, da man af uransagelige grunde havde glemt, at plastic kan brænde. Således havde man simpelthen limet svingspolen direkte på plasticmembranen og efter et stykke tid havde man simpelthen og uden undtagelse åben ild. Det var måske ikke det allerbedste resultat for et firma med over 60 års erfaring..
Nu var denne ICT-teknologi naturligvis henvendt til den absolutte økonomiende af markedet, og Tannoy havde jo også deres traditionelle monsterhøjttalere i Prestige-serien. Jeg købte naturligvis 2 sæt Tannoy Westminster, et monster compoundhorn på godt 500 liter. Når man skruede dem fra hinanden for at beundre den i øvrigt ganske almindelige enhed, blot forsynet med et guldtryk på pappet, var det en test for troen at konstatere, at de desværre var fremstillet af det allermest tarvelige spånplade. Derudover var de ikke tætte og samlet med selvskærende skruer og resonanserne var håbløse. Til gengæld var de dyre. Efter nogle år blev de solgt. Den første tvivl havde meldt sig hos vores helt.
I den kommercielle verden vedblev vi med at anvende Tannoy dual-concentric højttalere til installation og her oplevede vi endnu en “first”, nemlig den ikke-monterede bagplade. Allerede den tidligere hifiserie Eclipse var samlet noget ringe, men med Saturn-serien lancerede Tannoy for første gang en højttaler, hvor bagpladen overhovedet ikke sad fast.
Hvis man skruede et højttalerophæng i bagpladen, faldt resten af højttaleren uvægerligt ned fra væggen. Bagpladen sad kun fast ved ren friktion. I vanlig Tannoy-stil løste man problemet efter nogen år ved i manualen at nævne, at man skulle skrue ophænget i bunden eller siden, det vil sige, hvis der ellers havde været sådan nogle beslag på markedet. Det er der naturligvis ikke til denne størrelse højttaler, da en sådan montering ser eminent åndssvagt ud.
Sidste gang denne skribent drømte om en ny Tannoy-højttaler var ved lanceringen af den nye DMT-serie. Heldigvis havde jeg ikke råd. På grund af samlesjusk gik alle eksemplarer af den første serie i stykker, og her så vi endnu en Tannoy-nyskabelse: Reparationskittet, der ikke engang teoretisk kan monteres. En del diskant-repkits fra JBL med en stor loddeklat på svingspolen kommer godt nok tæt på, da de heller ikke engang med brug af en hammer kan monteres, men alligevel tager Tannoy her prisen. Den glade køber havde et problem. Det var jeg også selv ved at få, nemlig erkendelsen af, at jeg havde været en nar.
Man kunne nemlig ikke købe højttalerenheden som reservedel. Da man godt kunne få et repkit til bassen, burde det have været nemt alligevel, men nej. Man havde i stedet for det universelt anvendte kontaktlim anvendt araldit til montering af membranen og adspurgt svarede Tannoys serviceafdeling på spørgsmålet om, hvordan i alverden de fik banket aralditten af det spinkle og let bøjelige chassis, at det gjorde de da sandelig ikke:”We just throw them away!”. Det kunne kunderne så også gøre med deres dyrt indkøbte studiomonitors. Den kendte skribent Paul Messenger havde de samme oplevelser som denne skribent, men han nævnte ligeså lidt om situationen. Pludselig forsvandt alle spor af Tannoy bare fra hans klummer.
Nu skal det siges, at den almindelige del af Tannoys program var udmærket, mest fordi det jo som mange andre var udliciteret både designmæssigt og produktionsmæssigt. De forskellige designs fra Karl Heinz Finks hånd helt fra superbestselleren Mercury/Eclipse blev skiftevis produceret i Ungarn, Taiwan og nu naturligvis i Kina. De er således hverken hverken værre eller bedre end alle de andre bunker af såkaldte producenter, der får lavet deres Fink-designs lignende steder.
Ovenstående triste historie er ikke historien om svig eller snyd, overhovedet ikke. Det er historien om, hvor dum man kan være, når man deponerer sin sunde fornuft i loyalitet overfor noget, der var engang. At der var noget engang, kunne og kan jeg jo dagligt konstatere ved at spille på vores Tannoy Monitor Gold fra håndværkstiden i London. Denne sluttede desværre for næsten 35 år siden.
Denne dannelseshistorie kunne givetvis også være fortalt om JBL eller Altec, men desværre kender jeg Tannoy-historien bedst. Derfor slipper redaktør Olsen på Hifi Musik med sine JBL 4412A for at skulle høre, hvor meget bedre forgængerne var, og det kan han sikkert sagtens leve med.
Der er ingen tvivl om, at med den danske TC-gruppes overtagelse af Tannoy er der blevet gjort et forsøg på at ændre denne tingenes tilstand. Det vil dog være svært at trænge igennem efter så mange års produkter, der har været så dårlige og upålidelige grænsende til det komiske, at der har skullet fjolser som denne skribent til for fortsat at hænge på og forsvare produkterne.
Afsluttende vil jeg gerne undskylde overfor alle dem, som jeg har lokket ind i denne betagelse over mere end to årtier. Det eneste forsvar er, at jeg ikke var klogere selv.Dette er et noget sølle forsvar, da jeg som en af de få havde alle vidnesbyrd i hånden. Jeg så alt, men forstod intet som enhver sand intellektuel.
Om det er bedre i dag, har jeg ingen mening om, og så lang tid der er så mange gengangere hos Tannoy fra de ikke særligt gode gamle dage har jeg heller ikke bare de allermindste intentioner om at finde ud af det. Det tager vel trods alt lidt tid at vende 30 års støt og stabil tilbagegang, lydmæssigt såvel som designmæssigt.
 Det er altid lærerigt at se sig tilbage, selv om der ikke er meget at være stolt af for denne skribent lige i denne her sag. Det sørgelige ved denne fortælling er bare, at man skal se sig så forbandet langt tilbage for at forstå, hvornår det var, man deponerede sin kritiske sans, men alt for sent er vel alligevel bedre end aldrig nogensinde.
Det er lige meget nu. Held og lykke med markedsføringen af Tannoy, det bliver spændende, om der er Poul-er nok derude. Man har vel lov at tvivle lidt, og det er måske godt det samme.
 
PS
Vi har fornyligt set en hjerteskærende beretning fra den københavnske stenbro. Ikke blot er der tale om menneskelige overgreb i den helt tunge klasse, der er vel i virkeligheden tale om en sag for politiet i grovhed lige under gentagne øksemord. Vi taler naturligvis om den ulykkelige kunde hos Dansk Audio Teknik i København, der ikke kunne få lov til at købe nogle unbrako-skruer, som de ellers endda havde på lager.
Som ovenfor omtalt må der være tale om en grov krænkelse, for den skadelidte fik megen medfølelse i en længere klagetråd over DAT på hifi4all. Nu er det jo svært at forestille sig en hændelse, der kan komme endnu mere ind under bagatelgrænsen og at sige, at enhver proportion i denne debat er gået tabt, er vel lidt for venligt udtrykt. Det allermest skræmmende perspektiv i denne sag er de mange indlæg, der fremfører den for bidragyderne indlysende sandhed, at butikkerne værsgod har at opfylde deres allermindste krav for at de, altså de krævende kunder,  MÅSKE vil overveje at handle der senere.
Samtidigt er mekanismen naturligvis, at man selvfølgelig ligeså gerne vil handle på nettet, hvis det altså ikke lige var fordi, de åbenbart ikke vidste noget om, hvad unbrakoskruer hedder på engelsk (prøv evt. “hex-headed ” Red.).  Den helt overhysteriske reaktion fra mange bidragydere kunne tyde på, at DAT snarere skulle være glade for ikke at skulle servicere sådan en flok primadonnaer, og det håber jeg da også, de er. Sådanne kunder er altså ikke værd at samle på hverken for DAT eller for os selv.
En forretning skal for at overleve primært have en kompetence, varen er sekundær. En kunde, der kun og udelukkende efterspørger en vare, er aldrig særligt interessant for nogen virksomhed, og når så varen er i bagatelafdelingen, må interessen fra virksomhedens side ikke forventes at være kolossalt enorm.
Enhver virksomhed skal selvfølgelig servicere kunderne så godt, som de formår. Der er åbenbart bare kunder, som det ville være bedst at få slettet og jo før jo bedre. Desværre er der jo stadig anonymitet på diverse fora, så vi bliver vel selv nødt til at foretage vores egen vurdering fremover.
Den indlysende sandhed er jo, at en virksomhed for at tilbyde topservice bliver nødt til at sortere de værste tidrøvere fra. Desværre bliver der så et forfærdeligt råberi derefter. De har åbenbart ligeså god tid til at skabe sig, som de har til at plage ekspedienterne. Måske de skulle prøve at skælde ud på engelsk, så de kunne bestille skruerne på nettet selv. Vi har her et par tips:Tommesgevind hedder “imperial” og millimetergevind “metric” Så er der jo også lige det med gevindstejlhed, men den tager vi en anden gang.

Her tænker du på “Det store selvbedrag.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *