søndag den 21. januar 2007

Fascination Part 2. Hvorfor og hvorfor ikke?

I denne uge vil vi arbejde videre med udgangspunkt i en væsentlig grundsten i hifiinteressen, nemlig fascinationen ved de forskellige komponenter og deres sammensætning. Vi vil lave en parallel analyse med situationen i køkkenbranchen, som vores branche som tidligere omtalt har en mere end overfladisk lighed med udover umådeholden brug af særdeles økonomiske råmaterialer.
Det er vores teori, at udover det at finansieringen oftest sker på samme måde, er det hverken meningen med det nye køkken eller det nye megahifisystem, at det egentligt skal bruges til noget. Hvis det havde været tilfældet, burde der være visse valgmuligheder på markedet, som vi senere vil behandle.
Til gengæld giver både det nye køkken og det nye superhifisystem en legitimation af en endeløs opgradering med nye hårde hvidevarer og nye højttalerkabler og pladespillere/pickuper etc, og det er deri, en meget betydelig del af fascinationen består. Man er simpelthen på en muligvis livslang forgæves søgning efter et mål, der i sig selv er totalt meningsløs, nemlig det perfekte køkken og det perfekte hifianlæg.
Her bliver de ustandselige ombygninger og "modifikationer" af udstyr hele meningen med galskaben, for det er jo basalt en manisk besættelse af en fiks og syg ide, der er tale om. De simple glæder som at sætte sig ned og høre musik eller rent faktisk lave mere end mikrobølgefærdigretter i sit superkøkken er ikke en del af ligningen. Så snart man er tilfreds, ophører den ritualiserede fødesøgningsadfærd, som en stor del af denne søgen efter det perfekte hifianlæg vel er.
Enhver nydelse bliver væk i denne søgen på samme måde som en bjergbestiger vel næppe nyder udsigten på vejen til toppen af Mount Everest, og når hifientusiasten så endelig når en foreløbig top antageligt på grund af pengemangel er frustationen ved ikke at kunne komme videre givetvis langt s tørre end glæden ved det allerede opnåede.
Nu er producenterne jo ikke dumme, så de har klart gennemskuet denne problematik. Som vi tidligere har behandlet, er der jo overhovedet ingen ide i at tilbyde en teknisk bedre løsning, fordi de fleste bedre løsninger faktisk er skadelige for fascinationen hos entusiasten, fordi de ofte medvirker til at gøre tingene simplere og mere forudsigelige.
Lad os tage et nærliggende eksempel, hvor vi vil prøve at skildre professionel praksis overfor den tilsvarende hifi-praksis. I den professionelle branche er et apparat altid et middel til et mål, der er rimeligt veldefineret, og den aktive højttaler er et godt og simpelt instrument, der har opnået nærmest universel udbredelse. Vi vil i et senere emne beskrive dette nærmere.
Nu formodes det at være almen viden, at en meget stor del af enhver interface-problematik i ethvert hifi-system er samspillet mellem forstærker og højttaler. Derfor er det jo helt indlysende at realisere den aktive højttaler, som utvivlsomt kan laves bedre end enhver passiv højttaler. For det første undgår man seriemodstanden fra spolerne med fantastisk meget bedre kontrol til følge, og for det andet bliver de reaktive elementer i delefiltret jo ligesom ikke-eksisterende.
Derudover kan man problemfrit designe forskellige delefiltertopologier og man kan designe sin forstærker, så den rent faktisk kan være optimal i det afgrænsede frekvensområde, den nu skal behandle. At man så samtidigt ville kunne spare over 200.000,- kroner til sine nye 2 gange 2.5 meter Transparent- højttalerkabler testet af den evindelige tågehorn Martin Colloms i denne måneds Hifi News kunne bare være en ekstra bonus.
Der findes enkelte firmaer som ATC, der tilbyder langt den største del af deres højttalere som både passive og aktive, hvor de aktive ikke overraskende altid er bedst. Til gengæld behøver forstærkerproducenterne ikke være nervøse eller overveje at gå over i højttalerbranchen. Mange kunne ellers sagtens som Krell, Gamut og talrige andre integrere disse to oplagte ting helt givet med langt bedre produkter til følge.
Det sker bare ikke, fordi man på denne måde helt fjerner hele grundlaget for kundernes adfærdsmønster og en stor del af sit eget indtægtsgrundlag. Hele den ritualiserede adfærd med evindelige modifikationer og tekniske ændringer vil kuldsejle totalt, hvis kunderne som de hævder, naturligvis kun er interesseret i at høre god musik. Til alt held for producenterne er dette udsagn ligeså meningsløst som Chamberlains udsagn om "Fred i vor tid", og det ved producenterne naturligvis godt.
Musik kan man som bekendt for folk med rigtige musikervenner nemlig høre på hvadsomhelst. Det er måske derfor, et ialtfald i Danmark bestemt ikke-anerkendt audiofilt brand som Meridian har så stor udbredelse blandt musikere. For det første er det vældigt pænt, for det andet er det enormt praktisk og ikke mindst vigtigt spiller det fremragende.
Samtidigt er det udover Bose-kompaktsystemerne en total afvigelse fra, hvordan man skal markedsføre overfor almindelige hifientusiaster. Det er altså ikke megen fascination i at sammensætte et Meridian-topsystem, hvor kundens eneste upgrademulighed er at finde det bedste digitale kabel mellem anlæg og højttalere, så indtil videre har vi vistnok til gode at se sådan et system i noget exhibitionist-hififorum.
At det helt givet spiller langt bedre end den store hovedpart er ikke et salgsargument, naturligvis ikke. Det er jo ikke lige det, det drejer sig om.
Som vi har set, består en stor del af hifientusiasternes kollektive lemmingeadfærd af den frugtesløse og evige søgning efter græs, der vistnok er grønnere på den anden side af bakken. Ikke fordi man er en sulten ko, men fordi man er en dum en af slagsen. Producenterne har, som vi har set, taget bestik af situationen, og tilbyder følgeligt gør-det-selv produkter til det hifibyggende folk, der egentlig ville være ubetinget bedre tjent med  mere integrerede produkter. I vores normale arbejdsområde i den professionelle verden køber man altså heller ikke højttalere uden at sikre sig en passende elektronik eller et rimeligt rum.
Til gengæld er det søgende aspekt fra hifiadfærden i den professionelle verden totalt nedtonet, fordi man jo skal bruge tingene til noget fornuftigt, når man har fået det. Derfor køber man så vidt muligt det rigtige og det bedste fremfor allerede at være på udkik efter den næste upgrade.
Der er en hel utrolig lighed med adfærden som kunde i hifibranchen med den adfærd, vi ser i den eksploderende datingbranche. For det første springer den samme overfladiskhed i øjnene: Selv om man har fået sit livs drømmekvinde kan man jo altid lige date lidt videre i smug, for det kunne jo være, at man kunne få den samme model med lidt større bryster. Samtidigt har man jo så også lige lidt ekstra at vise frem for beundrende venner, og her er ligheden til diverse netforummer og adfærden her helt slående. Prøv blot at finde en profil uden en kvalm opremsning af alle deres hifi- komponenter  helt ned til de kliniske detaljer, som en skribent på vores forum har bemærket.
Det er der selvfølgelig ikke noget odiøst i fra hifibranchens side at få folk til at skifte endda særdeles jævnligt, og så kan de være en del af det charmeforladte fællesskab af andre usikre nykøbere, der lever for at høre forskelle på den ene eller den anden EAR RIAA-forstærker og formidle de spændende resultater. Ikke fordi dette skrivende fjols vil købe den, nejnej, måske ikke engang fordi han har hørt det overhovedet (det har han næppe), men så er man da en slags "Stjerne for en dag" eller rettere for et kliks tid.
Prøv bare at forestille dig,  at der kørte en tråd " Også i denne måned er jeg tilfreds med min SME Serie V" nu på 20. år.
Det er der jo ikke meget fascination i eller er det i virkeligheden det, hele vores verden mangler, nemlig fascinationen af tilfredshed?. Måske var der så ligefrem mulighed for at få fornuftige mennesker fra tiden med overlægens livslange Tandberg eller Ortofon-anlæg tilbage som kunder til såkaldt hifi?
Jeg tror det.
 
PS
Nu er humor, som den nylige Muhammed-krise har vist, en såre individuel sag, og det gælder helt givet ikke mindst i vores branche. Her trives den ufrivillige komik en hel del bedre end end den del af komikerfaget, hvor den optrædende bevidst tilstræber et humoristisk budskab. Net-standup med helt egne morsomheder er en meget udbredt disciplin, hvor især vor ven Kurt von Komik bidrager med nogle efter egen opfattelse sikkert ganske morsomme indlæg. Det er nu godt for ham, at han ikke skal tjene sin løn ved lige den side af sit uomtvistelige talent. At talentet så ikke omfatter nogen kritisk sans overfor sin livslange guru overhovedet er en anden sag. Det samme gælder jo Allen Wright.
Til gengæld kan den ufrivillige komik eller den helt ureflekteret idiotiske chatform opnå helt olympiske højder, som vi så i en tråd fornylig. Her rådspurgte en fyr den store pool af ureflekteret uvidenhed på hifi4all, om nogen havde hørt en Avance-højttaler mod en Vienna ditto.
Nu er dette spørgsmål næsten i sig selv af en komisk kvalitet som den ovenfor beskrevne, da han rent faktisk ville købe en af dem. Man kunne vel som et minimum kræve, at han havde hørt i det mindste en af dem, men nej!.
Til gengæld var der massevis af svar af en type, der ikke appellerer til smilebåndet, men snarere kræver en spand til at opsamle tårerne med, den slags tårer, altså, der kommer af krampagtig latter eller det helt hysteriske grineflip.
 Der var godt nok ingen, der havde hørt begge højttalere samtidigt, noget man jo kunne tro måske skulle være en nødvendig kvalifikation for at udtale sig. Der var forresten heller ikke nogen, der hver for sig havde hørt de omtalte højttalere, vel i virkeligheden det absolutte minimumskrav for at udtale sig overhovedet.
Som nævnt afholdt det tilsyneladende ingen fra at udtale sig med den skråsikkerhed, som kun den totalt grænseløse uvidenhed giver mulighed for. Strømmen af udsagn fra folk, hvoraf enkelte havde hørt en højttaler fra samme fabrikant engang eller blot havde læst om et eller andet et sted er komik på et plan, hvor denne skribent selv i de heldigste kreative øjeblikke er en ren novice.
Farcen fik en passende afslutning, da trådens starter ud fra denne umådelige mængde af højkvalitetsinformation lavede et tilsvarende kvalificeret valg og simpelthen bare købte eller byttede sig til en af dem.
Nu er det jo let at lave grin med hifientusiaster af denne kaliber, og man kan måske med rette kritisere denne skribent for kun at fokusere på de negative sider. På den anden side er det altså svært at tage adfærd af denne art helt alvorligt, og det er vel ikke uden en vis terapeutisk virkning at få grinet ud.
Stor tak derfor til de ufrivillige topkomikere, der har øget ialtfald denne skribents livskvalitet ved denne lejlighed ved at medvirke til et hysterisk grineflip.
 Var det positivt nok?

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start