søndag den 7. januar 2007

Faradays bur

I denne uge vil vi atter vende tilbage til den tunge tekniske afdeling, selv om et forsøg på at påpege problemet i interfacet fra DVD-recorder til anlæg ikke fandt større forståelse i et tidligere emne. Det var ikke så overraskende endda for denne skribent at få at vide, at de vises sten til at blokere galvanisk forbindelse fra antennenettet til anlæg var opfundet.
Dengang var det vores simple opgave at gøre opmærksom på, at det gav særdeles dårlig lyd at koble anlægget sammen med computer og fællesantennenet uden skilletrafoer.
Mere overraskende var det dengang at få at vide, at en helt ubegribeligt low-tech in-line tilbehørsdel fra bilbranchen også blev anvendt som high-end hifikomponent, fordi den blev solgt i hifibutikkerne som "problemknuseren".
 At en udskiftning af denne komponent til en rigtig audioskilletransformator til godt 1000,- pr. kanal ville have givet hørbare forskelle i megaklassen, er så en helt anden sag.
 Forresten: Når din yndlingshifibutik kun har 1 løsning på et problem, giver det nemlig dig et problem. Butikken vælger nemlig aldrig den rigtige løsning, altid den billigste. Ofte, men desværre ikke altid, fordi de ikke ved bedre.
Ugens forslag til en nødvendig modifikation af dit audiotempel er ligesom det sidste tweak ikke opfundet af denne skribent. Det er i sin simpelhed et forsøg på at overføre god laboratoriepraksis til din dagligstue.
I alle laboratorier er det et ultimativt krav, at målingerne ikke påvirkes af udefra kommende elementer. Disse kan nemt opdeles i påvirkninger gennem elnettet og påvirkninger gennem luften, altså egentlig radiostøj.
I ethvert laboratorium findes der ved den centrale indgang for kraft eller 230V tæt ved indføringspunktet et højkvalitets mangetrins netfilter. Dette er altså ikke en transformator, kun et filter. Hvis du tror, at det har noget at gøre med de kommercielt tilgængelige "net-rensere" i branchen, så tro om igen på samme måde som branchens pladder om det ovenfor omtalte DC-filter som anvendeligt til hifi.
For det første er gode filtre dyre, og for det andet virker de. Som altid taler vi prismæssigt kun om dyr i produktionspris, ikke i salgspris. Det ene er jo et professionelt prissat produkt, mens hifi-"ækvivalenten" ganges med ca. 10 i kalkulationen. Til slutbrugeren er det derfor billigere end de tilsvarende hifitilbehørsting.
Dette filter, der samtidigt beskytter mod overspænding på nettet, nogle endda mod direkte lynnedslag, forhindrer praktisk talt al støjindstråling i dine apparater. Disse apparater har godt nok sikkert et CE-mærke et sted.
Dette mærke burde indikere, at dit nye apparat er ret ufølsomt overfor støj. men da det blot er et klistermærke, der købes i ruller uden nogen teknisk kontrolinstans bag, kan du vel selv gætte troværdigheden af mærket. Lidt ligesom "æg fra smilende høns", altså ren humbug.
Anden del af dette tweak er om muligt endnu mere nødvendig. Som tidligere omtalt, har enhver hifientusiast vel kunnet konstatere, at anlægget spiller bedre sidst på aftenen, nårmange lokale elektriske påvirkninger var mindsket. At man så til gengæld uvægerligt tydeligere kunne høre AM-radio på sin pladespiller, fordi sendestyrken på disse altid blev øget i aftentimerne i forbindelse med en beklagelig ændring i de atmosfæriske forhold er en anden sag
Denne forskel på lyden om dagen og om natten er i dag meget mindre, og det skyldes vores nye verden af trådløse netværk og allehånde trådløse telefoner, hovedtelefoner og almindelig bluetooth-forurening. Meget af denne dårligdom kunne bekæmpes effektivt med balancerede forbindelser mellem alle apparater og her især på pladespilleren.
Da langt de fleste vel ingen reel mulighed har for at opfylde dette krav om fuld (transformator)balancering, kommer vi til hjælp med et billigt tweak, uegennyttige, som vi er. Samtidigt sælger vi det ikke, og kan derfor ikke tjene penge på det.
Du bør simpelthen konstruere et jævnt finmasket metalnet omkring dit anlæg, et såkaldt Faradays bur. Dette bur blokerer simpelthen indstråling af æterbåren støj fra ganske lave frekvenser og opefter 100 %. Denne totale afskærmning kræver ikke engang et særligt fintmasket net, kvadrater på måske 30 cm. er et fint kompromis.
Hvis du ikke har mod på at plastre væggen til med metalnet og huske, at indgangsdøren skal med her, kan du selvfølgelig nøjes med selve anlægget.
Man skal her huske at lave det helt "tæt", ellers virker det desværre slet ikke. En indgangsdør a la undulatbur kan anbefales, men vandskålene for samme kæledyr kan eventuelt udelades, selv om det altid er godt at mindske uundgåelig statisk elektricitet.
Hvis man skulle være skeptisk overfor den tekniske lødighed i dette tweak, kan man eventuelt spørge en person, der har siddet i en bil, der er blevet ramt direkte af lynet. Her kan man ikke spørge folkene fra en Trabant, da den jo var lavet af glasfiber og dermed ikke var et Faradays bur- de folk blev ristet. Der opstår absolut intet elektrisk felt i bilen, og dermed er der omvendt heller ingen strøm.
Hvis vi antager, at den påståede interesse for vinylafspillere er voksende, måske noget tvivlsomt, så er dette tweak mere end almindeligt nødvendigt. Wilson Benesch og Chord Electronics producerer ganske vist en såkaldt balanceret pickup-RIAA kombination.
Dette hjælper dog ikke meget, da spolen i selve pick-uppen stadig er pivåben for støj og et aluminiumspickup-chassis er præcist ligeså virksomt til afskærmning af denne støj som træ, modellervoks eller luft ville være, nemlig helt ubrugeligt.
Vi forudser således, at alle entusister vil flokkes hos lokale byggemarkeder og jerngrossister i den kommende tid. Husk, der er ingen royalty at betale til denne skribent, for vi er jo kun i denne branche for sjov.
Til gengæld er der ingen tvivl om effektiviteten af dette tweak. Når alle laboratorier er plastret til med afskærmninger af denne art, er det altså ikke kun for sjov. Ikke meget mere, end at der er vinger på et fly. Det er simpelthen en forbandet nødvendighed, og det bliver mere og mere nødvendigt for hver dag.
Der er desværre næppe nogen tvivl om, at dette tweak kommer lidt sent. Efterhånden som nutidens hifi efterhånden bliver ligeså dominerende i det kæmpestore og voksende musikrum som et enkelt forkølet træ ville være i en ørken, er vi antageligt på et idealistisk vildspor.
Det paradoksale er, at dengang entusiasterne endnu boede på små kollegieværelser ville det nok have haft en større chance for gennemslagskraft. Begrebet " det er der altså ikke plads til " har fået en ny betydning i store, bare og udæmpede rum med bittesmå slanke gulvhøjttalere. De skulle bare vide, hvad de går glip af.
Hvis du er i tvivl, kan du prøve at købe nogen af de nyligt lancerede audioprodukter med frekvensområde næsten til gigahertz-området. Husk at sikre dig returret.
Alternativt kan du selvfølgelig gå til angreb på alle lokale trådløse netværk, mobiltelefoner og alt muligt andet. Det vil dog højest kunne give en voldsdom.
Og det allerværste er, at vi kun har set den spæde start på problemerne for os entusiaster. Bare vent til elnettet kommer til at blive brugt til forsyning med bredbåndssignaler. Så er situationen helt anderledes kritisk.
Til den tid kommer du nok til lige at have et par ekstra diskanthøjttalere liggende i dit Faradays bur.
 
PS
I en nylig tråd er førende lokale audioeksperter i gang med at konstruere en ultimativ DA-converter helt fra bunden. Nu er der vel i sig selv ikke noget nyt i, at ingeniører under uddannelse eller ialtfald med ansættelse udenfor branchen mener at kunne gøre tingene bedre end selv erfarne branche-konstruktører. Skråsikkerhed er tilsyneladende en særlig dyd hos ingeniører. Den ses dog til alt held mest udenfor disses egentlige arbejds-og kompetenceområde, hvilket ret beset er ganske overordentligt heldigt for den almindelige personsikkerhed. Det er jo trods alt en del år siden, Fiskbæk-broen faldt sammen.
Historisk set var dette nu en del nemmere inden computerbranchen tog alle de bedste og kvikkeste konstruktører, for hvordan man end vender og drejer det, er en DAC altså et computerprodukt.
Nu er der her ikke tale om rigtige computerteknikere, vel end ikke engang personer med noget videre dybtgående kendskab til professionel audiopraksis. Alene deres afvisning af nødvendigheden af reclockning i konverteren er i nogen  modstrid med god professionel praksis, men måske er det i virkeligheden bare en revolutionerende opdagelse, hvem ved.
Vi må jo nok desværre gætte på, at den ultimative converter ikke laves af folk i beslægtede brancher længere. Et trådnet-loddekursus fra teknikum er ikke længere nok, ej heller et kendskab til chips, der ikke omfatter den professionelle standard AKM. Den absolutte reference i vores branche, superkonverter-systemet DCS blev altså ikke grundlagt af en en ingeniør med hands-on erfaring fra mejerimaskinebranchen med for god tid på nettet. Meget underligt.
Som sagt er det en del af ungdommens gåpåmod, der sikrer, at den vordende ingeniør naturligvis tror på, at hans egen aldeles selvopfundne forstærkerkredsløb med helt unik strømforsyning er verdens bedste. Verdens bedste højttaler med Monacor-enheder opfindes også rent rutinemæssigt på Århus Teknikum hvert semester.
Byrden ved at blive ældre som denne skribent er blandt andet at høre den samme entusiasme fra ældre men ikke dermed klogere hifientusiaster.
Hvordan kan vi forresten vide det? For en start bor de i Danmark og arbejder udenfor computerindustrien. De påstår vel heller ikke, at de har opfundet deres egen computer. Det er ellers det, de er i gang med. Når de da ellers ikke drømmer om at blive alvidende tekniske overopsynsmænd for dumme anmeldere.
Hvem er det så lige, der er dummest her?
 
PPS   
Nu er diskussioner på nettet sjældent særligt dybsindige og endnu sjældnere oplysende i noget videre omfang. Samtidigt kan de tjene til at forplumre en i virkeligheden helt basal kendsgerning, nemlig at enhver virksomhed indenfor handel er nødsaget til at målrette sit sortiment og sin betjening mod en bestemt kundegruppe.
Den flittige netskribent Otto fra Tape Connection fik fornyligt debathug, da han lidt Poul Nyrupsk-vattet udtalte sig om noget, hvor han vel ret beset burde have klappet i. Som en medarbejder i Fona vel ikke formodes at udtale sig om profilen hos andre branchevirksomheder og endnu mindre om sin egen arbejdsplads, således kunne Otto vel også med fordel have stukket piben ind i denne brede debat.
Ingen virksomhed, heller ikke denne, kan naturligvis leve med, at medarbejderen offentligt udtaler sig om firmaets egentlige strategi og kundesortering. Enhver idiot ved, at forskellige virksomheder henvender sig til forskellige kundegrupper. De, der ikke gjorde, er nemlig forsvundet fra markedet.
Identifikation af potentielle kunder er helt vital, at lade kunder snakke og føre samtalen i halve timer er en selvindlysende fyringsgrund. Afsløringen af disse for enhver virksomhed skjulte motiver er selvfølgeligt rigtigt dumt.
Det bliver jo heller ikke ligefrem mere heltemodigt for den gode Otto, der fremturer med at sige, at han hellere vil sælge en Grado hovedtelefon til en kunde end en MP 3-afspiller. Hvad i helvede sælger de det så for, hvis den ene kunde værdsættes mindre end den anden?
Denne skribent betragter ikke sig selv som en rigtig krigshelt a la John Wayne, fordi jeg har solgt et sæt ATC-højttalere til en kunde. Hvis kundens egentlige ønske og behov var en Tivoli-radio, har jeg vel ikke lavet mit arbejde ordentligt.
Måske virksomheden lige skulle finpudse sin måske for brede appel lidt, så de overbevist moralske medarbejdere  ikke behøvede at sortere alt for meget i kunderne i selve butikken.
Og så lige for den tidligere arveprins Knud, altså de lidt mere tungnemme: En specialforretning defineres altså ikke af de dyre ting, den sælger, men af de billige. Hvis man sælger det hele, er man altså ikke en specialforretning. En megastak fladskærme og et par dyre højttalere gør det vist kun til en specialbutik for særlige venner af huset. Fona på strøget i Århus solgte tidligere Burmester til en halv million. Det blev de sjovt nok heller ikke nogen specialforretning af.
Måske skulle man så lige i samme omgang overveje, om man ikke for at øge sin selvopfundne moral lidt yderligere burde sælge enhver kunde et sæt Stax-hovedtelefoner. De er da en hel del bedre end Grado-erne. Måske sælgeren så kunne udvikle en glorie omkring hovedet ligesom "The Saint" i TV.
Så kunne man også meget lettere kende den ideelle hifisælger.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start