søndag den 12. november 2006

SME - Historien om verdens bedste tonearm.

For nyligt døde grundlæggeren af SME, Sir Alastair Robertson-Aikman. I denne uge vil vi forsøge at behandle hans livsværk, og de spor, som hans produkter satte. Som vi skal se, var slutningen af hans liv en lang dags rejse mod nat, som digteren skrev. Her taler vi ikke som Koestler om muslimsk eller andet diktatur, simpelthen om almindelig dumhed.
Som mange ved, var Scale Model Equipment oprindeligt et firma, der lavede finmekaniske underleverandøropgaver. I 1959 kom så Robertson-Aikmans første bud på en tonearm, som ihvertfald ifølge legenden var et forsøg på at lave et produkt til eget brug. I modsætning til vor tids Oler Klifoth og Witthøft kan dette dog meget vel være rigtigt.
På den tid var forskellige træmonstre eller plasticstøbninger dagens uorden. Den mest åndssvage tonearm, og dermed den, der kommer nutidens hifi nærmest, var den meget udbredte Worden-arm. Den havde produktnavnet Articulated Arm, og den var bestemt meget talende i sine raslende lejer, der under afspilningen skulle dreje hovedet og dermed mindske fejlsporingsvinklen.
Derimod var det fuldstændigt uklart, hvordan man skulle dosere nåletrykket for overhovedet at spille en plade. I nyere tid har vel kun Rehdeko-højttalerne helt stillet brugerne overfor samme uudholdelige udfordringer.
 Dens bagmand var en kendt pianist, og den sunde tekniske praksis præcist ligeså veludviklet, som en passiv mono-til-stereo enkoder til højttalersignaler (!), angiveligt designet af en kendt klassisk dirigent fra samme tid. Begge produkter får Wallace og Grommits måneraket til at se teknologisk helt fornuftig ud.
Det var på denne baggrund, den første SME-arm så dagens lys. Visuelt var den en åbenbaring og justerings- og installationsmæssigt en gave. Nu kun 45 år efter forekommer en Rega-arm som den tanketorsk, den er, i begge henseender.
Til gengæld var det bestemt ikke en lydmæssig åbenbaring, og så er det ligemeget, hvor dyre disse gamle arme er på eBay. Til datidens stive SPU og Decca-pickuper var aluminiumstonearmen og de vertikale knivlejer et håbløst match. En simpel test afslører, at hele armen og endda liften vibrerer og flekser hæmningsløst under afspilning. Selv den senere indre dæmpning løste ikke dette problem.
Da de magnetiske pickuper med mindre stivhed vandt udbredelse få år senere, var sagen ganske anderledes. Nu fik SME et fortjent ry for tidens state of the art, og i det næste årti var den vel i praksis en verdenomspændende standard for kvalitet.
SME-armene havde altid i sammenligning med konkurrenterne i disse år en bedre mekanisk standard, og det var perfektionistens Aikmans fortjeneste. Manualen var et eksempel på underspillet britisk retorik, og alt var gennemtænkt i mindste detalje. Alle, der har prøvet at samle en gammel (eller ny for den sags skyld ) Hadcock-arm, en datidig konkurrent, vil vide, at det er at sammenligne et Meccano-byggesæt med for få dele med Eifeltårnet. Det var simpelthen hifiens guldalder for de gode konstruktører.
Efter et dårligt timet forsøg på at lancere en Serie III-arm bedst egnet til masseløse pickuper med uendelig eftergivelighed, pr. definition vel et lidt mere end dødfødt projekt, lancerede SME i firserne deres ultimative produkt, Serie V-armen med støbt magnesiumarmrør.
Robertson-Aikman havde fra midten af 1970-erne succesfuldt lanceret sig selv og sit Music Room som en standard for kvalitetsgengivelse. De forskellige inkarnationer af samtidens  absolutte topisenkram som Luxman, Technics, Krell m.v. blev her kombineret med firmaets egne produkter. Da moving coil pickuperne fik deres renæssance blev det naturligvis klart for Sir Alastair, at hans gamle arme simpelthen ikke var egnede. Et stop gap forsøg med at lancere 3009 armen som den stålarmede 3009 R hjalp en del, men langtfra nok.
Efter flere års udvikling lanceredes så det, der for denne forfatter så klart er verdens mest velspillende og æstetisk mest tilfredsstillende tonearm. Her blev alle strukturelle resonanser fra pickupen effektivt druknet i den uregelmæssigt konisk formede arm. Det giver et lydmæssigt resultat, der for mange forekommer fladt og umusikalsk på visse plader.
Nu er entusiaster jo fantasifulde mennesker, somme tider i fornuftsstridigt omfang. Det er dog aldrig faldet ret mange ind, at det måske er sådan, det lyder, og det er da sært. Den dag i dag vil mange hævde, at en SME-arm ikke spiller musik. Nej, selvfølgelig gør den ikke det, den afspiller det bare, og det gør den så godt, at alt andet afspilningsudstyr lyder anderledes. Ligesom den " musikalske " Worden Articulated arm.
Nu havde SME lavet den bedste arm, man kunne udvikle, og så stoppede man meget symptomatisk yderligere udvikling, for hvad skulle det dog gøre godt for. Man havde jo lavet den bedste arm, og det havde man også virkeligt gjort.
Man havde dog ikke taget i betragtning, at den tiltagende marginalisering af audiofiler i social henseende i stigende grad betød, at ingen interesserede sig for den bedste og fornuftigste løsning på et problem. Ellers var der jo ikke noget at snakke om, og man kunne måske ved en fejl komme til at høre musik, bestemt ikke et ønsket scenario.
Den evige aldeles kaotiske og formålsløse søgen blev alt, målet blev intet. Her blev SME`s færdige og fuldkomne produkt uinteressant for auto-onanisterne, der i stigende grad fortrængte fornuften og spolerede vores noble hobby. Der kom aldrig nogen tweak-forslag til SME serie V, og den var kommercielt døende længe før årtusindskiftet. Et meget sigende vidnesbyrd om dette var det lille indklæbede addendum i manualen til de nyere Serie V. Det ville aldrig have været acceptabelt rent æstetisk tidligere.
Et forsøg på at lancere SME- pladespillere har levetidsforlænget firmaet på samme måde som Sir Alastairs hofteopetation forlængede hans egen mobilitet, altså kun på kortere sigt. Pladespillerne var båret af samme æstetik og filosofi som tonearmene, og er vel det fuldendte udtryk, hvis der lægges vægt på en pladespiller med praktisk talt uendelig inerti, gangkonstans og trækkraft. Det var der dog kun ganske få, der gjorde, og et meget sigende udtryk for Sir Alastairs resignation var det, at han i de senere år end ikke gad producere en Serie 30 til sit eget Music Room.
I stedet benyttede han først SME 20 og senere endda kun SME 10. Jeg mener ikke, vi behøver yderligere evidens for den totale opgivelse.
SME-pladespillerne og Serie V pickuparmen står som det endelige højdepunkt for en enkelt mands kreative og kommercielle kraft i en gunstig tidsepoke. Målet at levere et færdigt produkt er overhalet indenom af Graham Triplanar og  Cobra pickuparme, der holder den seriøse hifientusiast livstidsbeskæftiget. Ikke med at høre musik, naturligvis ikke, kun med den evige justering efter en 56 siders aldeles tåget manual uden dybereliggende logik.
 Kommer man til tænke på den korpulente husejer, der bruger friværdien til at købe den friktionsløse racercykel. Han kommer bare aldrig ud at køre på den, fordi den højteknologiske aerodynamiske kulfibervandflaske ikke er på lager og fordi monteringsbeslaget til den vejer 0,8 gram for meget..
SME er i dag desværre fuldstændigt ude af stand til at adressere det marked, der var engang, fordi alt er ændret fundamentalt. Der er altså ikke meget " Stjerne for en aften" ved at sige, at man i 20 år har spillet på sin Serie V. Så hellere gå i gang med det 117-ende tweak med kryogen behandling af skruerne på en lam Rega-arm. Så er man vel en rigtig entusiast, og får stor respekt blandt ligesindede. Ligeså fortjent som drengen, der godt tør hugge pungen fra en gammel dame, da det er helt risikofrit, fordi han har uendeligt mange brødre og fætre.
Desværre opnåede Sir Alastair at se dette skred i almindelig sund fornuft, og de tidligere hyppige gæster i hans gæstfrie hjem blev færre og ældre som han selv.
Til det allersidste forblev han dog tro mod en tid, der var engang. Han var den sidste af sin slags, og må hans familie formå at føre hans livsværk videre.
Desværre har det nok udsigter, der ikke er bedre end en dødisklump efter sidste istid i Himmerland .Det kan allerhøjest trækkes lidt ud af en isvinter.
 Enden er nærmere, end vi aner.
 
PS
Endnu en gang fortsætter amokløbet på diverse netfora. Der er ingen tvivl om, at flere af de deltagende er velmenende mennesker, bestemt. Det gør det bare ikke spor bedre
 En Krenzler eller en Sismofyt, der helt bemægtiger sig henholdsvis al snak om pladespillere ( K ) eller alt muligt andet ( S ), tror sikkert, de gør folk en tjeneste med deres maniske tæppebombardement af henvisninger til andre fora og helt vilkårlige samlinger af ligegyldig information opsamlet af ligegyldige mennesker.
For det almindelige tænkende menneske må det være som at høre gamle Beatles-plader med popprofessoren Claus Hagen Petersen, bare uden dennes format. Al nydelse af Harrisons guitar drukner i ligegyldig information om, at der på take 3 af " Don`t Bother Me" muligvis var Klaus Voorman, der spillede guitar for sjov.
Der er ikke megen information, der har nogen særlig relevans for noget som helst. Læsning af gamle telefonbøger kan være vældigt meget mere spændende end nogen af de Krenzler-drevne tråde for de fleste.
Skræmmeeffekten overfor nytilkomne er til gengæld stor. Man kunne med fordel starte en tråd om " Nedgroede negle hos nedtrykte nilkrokodiller"
Så ville man da i det mindste måske komme lidt ud.
 
PPS
Ind imellem ser man formuleringer, som får ens egen sproglige formåen ned der, hvor den hører hjemme. Nu er absolut dumhed ikke ligefrem noget, denne skribent bevidst stræber efter. Det er heldigt, for konkurrencen er urimeligt hård.
 Bare nyd denne her:( Folien i en elektrostathøjttaler ) vejer lidt, og er hurtig til at gengive toner, men dynamik det er næsten lig nul "
Ovenstående citat kandiderer simpelthen seriøst til det mest meningsløse og hjernelamme, jeg nogensinde har hørt, næsten på højde med Chamberlain i sidste århundrede og hans " Fred i vor tid "
Bare fordi en membran kan starte og ikke mindst stoppe momentant, behøver den altså ikke være dynamisk.
Denne forsigtige skribent ville sige, at det vel egentligt er DEFINITIONEN på dynamik.

Etiketter:

1 kommentarer:

Blogger Rune sagde ...

Hej Poul - kan du ikke for en almindelig dødelig, forklare forskellen på og logikken bag SME's XX/2 og XX/12 modeller og dertilhørende arme?

mvh
Rune

28. marts 2010 kl. 20.03  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start