søndag den 5. november 2006

Dæmpning og diffusion.

I denne uge vil vi behandle endnu et par ekstremt fundamentale og faktisk også ganske kedelige emner, nemlig de evige dilemmaer omkring dæmpning og diffusion. Heldigvis er virkelighedens løsningsforsøg, som vi skal se, til gengæld særdeles underholdende, langt udover det grinagtige, faktisk.
Vi antager som aksiom, at al ønsket vibration i et lydsystem skal komme fra en svingende membran, ikke jordskælv eller tunge lastbiler etc. Det forbandede er bare, at en konventionel højttaler spiller ligeså højt ind i sit kabinet, som den spiller fremad. Trykophobningen i kabinettet er ganske enorm, og vibrationerne i kabinettet og dermed et uønsket tilskud af lyd ud i rummet er meget tydeligt.
Nu vil den typiske entusiast jo tro, at man kan teste kabinetfarvningen af en højttaler med en kno, ligesom man som bekendt kan teste en bils køreegenskaber ved at sparke på dækket. Det er da også ca. ligeså effektivt.
Der er basalt 3 måder at dæmpe et højttalerkabinet. Den første er at lave det i et ekstremt tungt materiale som granit, mursten eller beton. Dette er en kommerciel dødssejler af fragtmæssige grunde, men også fordi det er vældigt svært at opnå tilstrækkelig god pianofinish i beton til at imponere nutidens audiofile kendere. Disse falder som bekendt i total ekstatisk svime over endnu et højglanspoleret kabinetprodukt fra Kina fyldt op med tyske industrienheder. Man kan med skræk forudse kollektiv afbrænding af den tidligere reference fra Vienna Acoustics. En ny Frelser er født!
Den anden måde er mere kompromisfyldt, fordi man jo ikke uden at hæve resonansfrekvensen og dermed dræbe al bas kan absorbere strålingsenergien bagud. Forskellige tætte koblinger af enhed til både for-og bagplade gør kun problemet værre, matrixsystemet ikke undtaget.
Der er kun den mulighed tilbage, at man laver det indre af kabinettet til en diffusor, hvor energien så godt som muligt forsøges omdannet til varmeenergi. Dette er lettere at opnå, end de fleste aner. Som med mange andre naturlove er der dog ingen forbindelse til producenternes praksis, og hvorfor skulle der også være det. Når kunderne alligevel trækkes kritikløst rundt, som vi bl. a. ser i denne uge, kan man jo ligeså godt bruge ressourcerne på en pæn kasse og en masse hype.
I over 50 år har mange seriøse producenter løst problemerne ved vibration i kabinetter ved at montere en diffusor i kabinettet bag basenheden. Denne har i praksis forhindret ekko fra bagpladen. Samtidigt var kabinetterne opdelt i separate underpaneler, der havde forskellige resonanser. Derudover var bagpladen skruet på, for at fungere som en akustisk "sink", altså en aflæsningsplads for vibrationsenergi.
Man opnåede således med stort held det ufarvede kabinet med talrige, men meget dæmpede distribuerede resonanser og ja, sådan et kabinet siger ganske meget, når kan banker på det. Det siger bare ikke det samme alle steder, som din MDF-kasse gør. Til gengæld kan du ikke høre det, når musikken spiller, overhovedet ikke. Langt hovedparten af energien omdannes nemlig til varme i den akustisk tabsfyldte overgang af vibration fra panel til panel i boxen.
Den 3. mulighed er simpel: Lav kassen så stor, at trykophobningen minimeres, og absorption og dæmpning bliver mulig. Den behøver vi vist ikke behandle yderligere i dette samfund, hvor man alligevel vælger sin partner på vægt og bryststørrelse .Det er jo alligevel en død sild.
Al denne lyd og vibrationsenergi giver også andre problemer. Al elektronik er i et vist omfang følsomt for vibrationer, men intet så meget som apparater med rør. Som altid i denne branche er løsningsforslagene med at dæmpe rørenes følsomhed for vibration mangeartede. De har dog alle det til fælles, at de ikke virker.
Nu er det altid fascinerende at se forsøg på at dæmpe et rørs følsomhed for vibration ved at genbruge en penisring. De er antageligt ligeså effektive som en vulst af sorbotanegummi, der vel hæmmer naturlig varmestråling ligeså effektivt som de kendte Pearl-kølere af aluminium. Hvordan de skulle nedsætte temperaturen i et rør ved at kaste varmestrålingen tilbage ind i røret og om det overhovedet er gunstigt for lyden er helt uforståeligt for normalt tænkende mennesker.
Som enkelte ved, er glas ikke krystallinsk, og har dermed ikke en defineret resonans. Man kan således se på glas som en meget tyktflydende væske og det har i sig selv optimale dæmpeegenskaber. Mikrofonien i et rør opstår i rørets indre, og kan særdeles let anslås af vibrationer i soklen fra printet. Dæmpning af glaskolben er meningsløs og i værste fald skadelig for rørets holdbarhed og lyd. Det ser dog vældigt smart ud med fine kølefinner og det hele, og det er i sidste instans det, der sælger varen.
Dæmpning af mikrofoni i rør kan kun ske ved at placere apparatet i så vibrationsfattige omgivelser som muligt. Så behøver man heller ikke brænde sig på sin penisring, hvis man pludselig selv skal bruge den igen.
En ganske alternativ tilgang til problematikken omkring dæmpning er set fornylig hos en højttaler fra Vivid Audio. Her dæmper man nemlig resonanserne effektivt ved kilden, en helt anderledes radikal metode.
Højttaleren er produceret af den tidligere B&W- designer Laurence Dickie, manden bag Nautilus. Et alternativt valg af kabinetmaterialer, her såkaldt kulfiberforstærket polyester, i daglig tale vistnok benævnt plastic, har helt givet under tidlige lyttetester givet absurde resultater med hensyn til kabinetfarvning af lyden. Derfor har man i denne 50.000,- højttaler simpelthen dæmpet bassen til niveauet fra en Tivoli transistorradio.
Med 200 hz som reference er niveauet faldet 6 dB ved 100hz og yderligere 6 dB ved 60 hz. Dette er altså ikke en baslet, men en egentligt basløs højttaler. Selv den gamle DIN-norm, der ellers var rimeligt rummelig for fiaskoprodukter (ikke engang System Audio havde behøvet at være bange), er langt fra overholdt. Faktisk ville vor tids så kendte negative reference System Audio Ranger her kunne bruges som subwoofer for Vivid Audio. Behøver vi sige mere?
Der er vist mere Dickhead end Dickie i den her højttaler.

PS
Det er altid interessant at følge andres erfaringer indenfor hifi. Det er især interessant, når konklusionen står i eklatant modstrid med ens egne erfaringer og al simpel fysik. Lad os tage den nylige diskussion af siliconedæmpere til Technics SL 1210.
Som vi tidligere har været inde på, er enhver ændring af lyden til det bedre i det uendeligt fattige hifisprog altid i retning af forbedret dynamik. Således også i dette tilfælde, hvor en nymonteret dæmper på omtalte Technics gav samme ganske forudsigelige resultat. Det er til gengæld underligt, for hvornår i alverden har en plasticpadle i silicone nogensinde kunnet andet end hæmme pick-uppens fri bevægelighed med mindre dynamik til følge.
Dæmperen var og er designet til at dæmpe pick-up/armsystemets fundamentale resonans og fungerer som et leje med ganske stor friktion ved excentriske eller skæve plader, subsidiært som amplitudereduktion ved pick-upper med ringe eller ingen egendæmpning, slut. For at føje spot til skade er dæmpningen uens i de to lineære bevægelsesplaner og fungerer forresten også som en ikke-lineær funktion.
Nu er tryk fra studenterhuen vel næppe den hyppigste dødsårsag blandt hifientusiaster, ialtfald ikke nær så hyppigt som dødsfald forårsaget af pudsning af sikringer med strøm på. Derfor er det foregående antageligt volapyk for dem eller det, der er værre, nemlig uigendrivelige kendsgerninger.
Jeg har selv brugt dæmpere i snart 30 år med forudsigelige kompromisfyldte resultater. Dog, når man har brugt 1000,- på et tweak, så hører man altid et eller andet, og det er vældigt fint, ikke mindst for sælgeren af tweaket.
Dynamik er det bare ikke. Og nej, et siliconekar dæmper heller ikke strukturelle resonanser i arm eller pick-up, ikke engang ganske lidt.
Hvornår er det forresten, at disse overgearede begejstrede permanente tweakere hører musik på deres diverse superfede pickuper udvalgt med så stor omhu, at de omgående skal skiftes igen?
Svaret må blæse i efterårsvinden.

PPS
Naturlovene har fået endnu et skud for boven i denne uge. Som bekendt er transmissionline-højttalere berygtet for deres komisk lave følsomhed, men her er der hjælp på vej.
En nyligt lanceret højttaler med en 4 tommers Jordan-metalmembran i en transmissionline går af veje, hvor vistnok kun System Audio har trådt tidligere. Ikke blot specificeres denne højttaler fra 40 hz (muligt, men ikke videre sandsynligt) til 22khz ( aldeles fornuftsstridigt åndssvagt) og med en følsomhed på 88 dB (fysisk umuligt og næsten kriminelt overdrevet).
Heldigvis for producenten målte Hifi News ikke disse data efter. Det burde heller ikke være nødvendigt. Når noget er for godt til at være sandt, er det nemlig løgn.

PPPS
Ugens tåbepris går atter en gang til redaktionen på hifi4all. Denne billiger tilsyneladende omfattende aktiv markedsføring fra en faghandler endda aktivt promoveret af forskellige medarbejdere. Som sagt, den heldige og priviligerede faghandler kan naturligvis ikke bebrejdes, slet ikke endda. Det kan til gengæld de fjolser i moderatorgruppen, som villigt skyller enhver troværdighed ud i lokummet.
Et comeback til uafhængighed og troværdighed er næsten ligeså sandsynligt, som at Muhammed Ali genvinder sværvægtstronen. Andre annoncører vil givetvis tage bestik af denne situation, det ville vi ialtfald selv.
I det private erhvervsliv får man i heldigste fald, hvad man betaler for. Omvendt, hvis man ikke betaler noget, så får man den situation, vi ser. Hurra for den gratis arbejdskraft, der jo ikke engang tjener nok på hifi4all til at købe nyt bumsecreme, vel ellers en nødvendighed i disse kredse.
Alternativ finansiering kan det måske kaldes. Eller også noget andet.

Etiketter:

1 kommentarer:

Blogger Unknown sagde ...

Hej hvis man har bygget en subwoofer med en passiv og en aktiv enhed, vil skum i kabinettet så gavne, eller forringe bas gengivelsen? (kabinettet er forstærket inden i med kryds, for at undgå resonans)

16. august 2016 kl. 15.11  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start