søndag den 19. november 2006

Design og designere: Naim og QUAD

I denne uge vil vi forsøge med baggrund i et par kendte firmaer at undersøge, hvilken rolle designeren spiller i forskellige firmaers produktlinier og filosofi. Vi vil se en meget tydelig tendens, som på mange måder er ildevarslende og ødelæggende for fascinationen og dermed eksistensen af traditionel hifi.
I starten af 1970-erne var The Acoustical Manufacturing Company, noget senere kaldt QUAD, en betydelig operatør på det da begyndende hifiboom-marked. Udover firmaets tunere, der var designet andetsteds, da firmaets grundlægger og designer Peter Walker ikke vidste det mindste om det og erkendte det, var alle designs lavet og produceret i virksomheden. I over et årti var firmaets udvikling styret af et parløb mellem Peter Walker selv og Mike Albinson.
Det gav en kontinuitet, som tiltalte det voksne publikum og som virker den dag i dag. Man vidste, at man købte sig ind i en tradition, og det var godt nok for de fleste. Jeg gjorde det selv.
På denne tid startede den karismatiske Julian Vereker Naim Audio. Vereker anede basalt set intet om elektronik, men han vidste noget om forretning. Han vidste også, at man kunne spare mange penge og faciliteter, hvis man kommissionerede sit design andetsteds. Dette betyder simpelthen, at man hyrer en ekstern designer, så Vereker entrerede med den brilliante og heldigvis ukendte Allen Mornington-West. Vereker havde korrekt set, at Mornington-West helt basalt var ligeglad med audiobranchen, og dermed ikke var en potentiel konkurrent.
I løbet af rekordtid, for M-W var som nævnt en multibegavelse, opstod det komplette Naim-program med glimrende regulerede strømforsyninger og særdeles fremragende løse RIAA-moduler. Naims produkter var som elektroniske designs aldeles unikke, og så forsvandt Mornington-West tilbage til TV-branchen.
Til gengæld var Naims produkter allerede fra starten hæmmet af en skal vi sige en mere end normalt halvhjemmelavet mekanisk finish, der i eftertiden må ses som en tribut til Verekers forretningssans. Da der hverken var udgifter til udvikling eller råvarer i form af fornuftige materialer kunne man i stedet koncentrere sig om selve salgsarbejdet, for varen skulle jo gerne sælges dyrt.
Sammen med Ivor Tiefenbrun fra Linn kørte Vereker i en del år et skarpt parløb, der fuldstændigt blæste de traditionelle firmaer af vejen. At så en stor del af de traditionelle tænkende kunder røg af samtidigt var ligemeget. Da man jo endnu ikke lavede højttalere, blev dogmet om vigtigheden af kildematerialet søsat. Man så groteske kombinationer, hvor et anlæg til 100.000,- indeholdt højttalere til tilsammen 5-8000,-. Så Jean Michel Jarre, kendt fra en nylig tråd på hifi4all, du var altså ikke det første, måske endda ikke engang det største fæhoved, men du er med i en stolt tradition for dumhed.
The Acoustical Manufacturing Co. med den traditionelle produktion med støbte zinkpaneler og udviklingsafdeling fandt konkurrencen hårdere og hårdere. Deres udgifter steg og steg, fordi Peter Walker insisterede på at videreføre traditionelle dyder om ingeniørkunst og almindelig etisk praksis, og allerede fra 1979 begyndte firmaet sin økonomiske nedtur.
I mellemtiden buldrede Naim frem. Vereker fortsatte simpelthen med at markedsføre Mornington-Wests klassiske konstruktioner i blikdåser, der må have været affald fra den nærliggende Heinz dåsesuppefabrik, så ringe var de.
Da så CD-en kom i 1983 viste den sande købmand Vereker sit format.
Mornington-West havde i sit design opereret med en indgangsfølsomhed på 70 mV for at kunne være i det mindste delvist kompatibel med den daværende DIN-norm. Da nu CD-ens udgangsniveau var nominelt 2 V, skulle der jo ikke meget fantasi til at forestille sig, at det blev mere end halvsvært overhovedet meningsfuldt at regulere volumen.
Da Naim jo ikke havde kapacitet til eller interesse i at ændre dette eller for den sags skyld de forbandede Tuchel/DIN stik med deres berygtede overhør, fortsatte man simpelthen med at sælge produkter, der, hvis volumen startede kl.8, allerede havde fuldt udgangsniveau kl. 9. Aldeles absurd for andet end audiophiler, men Vereker var ligeglad, så det var hans kunder følgeligt også.
QUAD, som det nu var kommet til at hedde, fortsatte med at ekspandere sin udviklingsafdeling og dette sammen med fastholdelsen af god ingeniørpraksis dræbte firmaet.
Naim, derimod, fortsatte med slavisk at producere Mornington-Wests gamle design længe efter de originalt anvendte transistorer udgik.
Da man samtidigt havde og har ekstremt velkultiverede kontakter til anmelderkorpset, undgik man det spørgsmål, der i mange år har været uløseligt forbundet med forstærkeres kvalitet: Hvor meget yder den så i 4 ohm? Da man jo anvendte regulerede strømforsyninger var svaret nødvendigvis ret langt fra nutidens ideal om en fordobling af effekten, typisk jo endda mindre. Det betød altsammen ingenting, for man havde et loyalt anmelderkorps, som ikke spurgte.
QUAD genopstod som kinesisk firma og belært af Naims økonomiske sans droppede man også simpelthen udviklingsafdelingen. I stedet var det Andy Grove, der stod for de nye rørprodukter. Den store tomme forforstærker skulle indeholde et RIAA-modul, men det er ikke kommet. Grove har nok været ude at spille honoraret op. Nu har man så entreret med Tim de Paravicini, som vistnok skulle have lavet det. Vi får se. Det kan ialtfald helt givet ikke være i den oprindelige kasse.
Konklusionen må være, at for at sikre succes i nutidens hifiverden må man minimere omkostningerne og tilsvarende maksimere salgsprisen. Det første er at udlicitere udvikling, som langt de fleste gør i dag. At man allerede har ekstern printproduktion og montering de fleste steder forudsættes bekendt. Ellers var der vel også mere end 50 medarbejdere hos Krell...
Udvikling og design er blevet en sidebeskæftigelse hos langt de fleste såkaldte "producenter". Vores yndlingsaversion System Audio er kun en i en lang ikke særlig stolt række af ompakkere af diverse fjernøstlige elementer. Da man jo som Naim på trods af den generelle prisudvikling for forbrugselektronik har kunnet fastholde de høje priser samtidigt med automatisk montering af print og utallige andre besparelser, ja så kan man jo ligeså godt helt droppe eventuelle ideer om kvalitetsforbedring, og det gør man så.
I nutiden er kontinuitet i design umulig, da der aldrig er økonomi til at udvikle kontinuerligt selv, ikke engang indenfor forsvarsindustrien. En stor del af den objektive fascination, folk som undertegnede fandt ved at beundre store mænds m/k teknologiske bedrifter og klarsyn, er væk for altid som glæden ved kongeligt håndmalet porcelæn fra Thailand heller ikke er det samme. Designerne er som mandlige pornoskuespillere, de kommer og går.
Det gør fascinationen ikke, den går kun.
 
 
 
PS I disse dage ser vi så lanceringen af et produkt, der sætter nye normer. Ikke i kvalitetsmæssig henseende, endda langtfra.
Som tidligere omtalt re-introduceres den "nye" version af den "klassiske" Auratone-højttaler. Uvist af hvilken grund har man ikke overtaget navnet. Den oprindelige "designer" har måske hængt sig i skam eller begået rituelt harakiri. Det burde han ialtfald.
I den professionelle verden er der som regel et lidt mere direkte forhold mellem råvarebidraget og slutbrugerprisen end i hifibranchen. Sådan er det ikke længere. Selv den billigste System Audio-højttaler har da en box og et par enheder af hver et (meget) lille tocifret antal kroner. Sådan er det ikke her. Vi er tydeligvis nede i den ende, hvor den samlede råvarepris sagtens kan være under det magiske tocifrede kroneantal, mens salgssprisen er omkring en faktor 100 højere.
Vi ser her recepten på et succesprodukt. Man kan uden at blinke give alle frieksemplarerne til studierne og tidsskrifter af den simple grund, at det vil være mange gange dyrere i porto at få dem tilbage. Når de så står alle steder, nogen steder sikkert godt nok endnu i papkasse i hjørnet, fordi den fornuftige studietekniker ikke har gidet pakke dem ud, er markedsføringen fuldendt, og resten bliver nyere historie.
Så bliver det spændende at se, om den gennemsnitlige studietekniker gider udskifte sin Tivoli-radio, der jo er en reel verdensreference i praksis, ud med dette nye vidunderlige produkt. Strengt taget er det vel ikke videre smart at udskifte noget, der er billigt og pænt og kan spille radio med noget, der ikke er nogen af delene og ikke kan nogetsomhelst. 
Med den rette hype skal det nu nok gå, selv om de samme penge ville kunne købe en iPod med en tvivlsom dockingstation, som i nutiden vel er den ideelle monitor i dette segment.
Den ville så også kunne bruges som en populær julegave, og så ville man da have fået noget for pengene i stedet for mindre end absolut ingenting. Andet end altså lige en helt ubegribeligt grim lille box med en helt ubegribeligt billig lille højttalerenhed hypet hinsides al rimelighed.
 
PPS
Min gode bekendt David rejser et godt principielt problem, nemlig om kompensation overhovedet er forsvarligt i højttalere. Med mindre man opererer med magnestathøjttalere med en ideel ohmsk  impedans er svaret, hvordan man end vender og drejer det JA. Nu er magnestathøjttalere vistnok Davids ideal og al respekt for det.
En dynamisk højttalerenhed og for den sags skyld også en elektrostat er alene ved sin impedansulinearitet og ved brug af kraftige magneter også mere og mere problematiske amplitudeulinearitet helt umulig som akkurat lydgengiver uden kompensation, punktum. Og så er vi slet ikke kommet til filter og interaktion/fase endnu ak ak..
Det er rart til en afveksling at se synspunkter, der er om muligt endnu mere skarptskårne end hos denne skribent.
Det gør dem bare i dette tilfælde ikke mere korrekte, desværre.
I stedet kunne man vel med større ret hævde, at de bedste højttalerenheder på markedet nok som hovedregel er dem, der for fuld udnyttelse kræver den allerstørste kompensation i alle henseender.Det er måske også derfor, at så få anvender Scan-Speaks og ATC`s topmodeller. Måske er den i Danmark verdenskendte chefdesigner hos det ligeledes i Danmark førende verdensfirma Vienna Acoustics bare ikke så skrap med regnestokken, hvem ved.
Det kan selvfølgelig også være fordi, de dyreste højttalerenheder allesammen er noget værre lort. Det er selvfølgeligt muligt, ligesom tågesnakken fra Jean Michel Jarre om, at billigere højttalere vistnok er meget bedre end dyrere. Ingen af delene er bare videre sandsynlige.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start