Studiemonitorhøjttalere: Kvalitet på skrump.

I denne uge vil vi prøve at forske lidt i sammenhængen mellem et af musikproducenternes vigtigste arbejdsredskaber redskaber, nemlig studiemonitorhøjttalerne, og det færdigproducerede musikalske produkt og dettes lydkvalitet. Her har der nemlig over en kortere årrække været tale om et gigantisk kvalitetsspring i den retning, katten skraber, og det er der som i andre økonomiske sammenhænge særdeles gode grunde til.
For en del år siden, endda tilbage i 1950-erne, var det en selvfølge i ethvert radio eller musikstudie, at man havde studiemonitorhøjttalere af en kvalitet og dynamisk kapacitet, der muliggjorde en fornuftig vurdering af den færdigproducerede musiks kvalitet. Denne kvalitetskontrol bestod primært i at fastslå, om det færdige produkt fra 4, 3 eller oftere kun 2 optagespor overhovedet kunne transmitteres fra en FM-sender eller skæres på en LP-plade.
Det forudsættes bekendt, at langt de fleste studier helt op i 1970-erne hverken havde rumklange eller kompressorer. Samtidigt var der ikke engang et digitalt delay i pladeskæremaskinerne, så en akut fornemmelse for, hvor hårdt man kunne skære en plade uden rillespring blev en del af producerkunsten, for en kunst, det var det. Lyt blot til visse gamle Gustav Winckler-plader, og smid så dine Stockfisch-skodplader i skraldebøtten.
Gamle Beatles-plader mixet på Lockwood-monitorhøjttalere, der om noget var henvendt til datidens massemarked, er rene kunstværker i spilbarhed på rejsegrammofoner forenet med enestående dynamisk kontrolleret optageteknik. Selv skolepiger ønskede sig brændende i disse år et stereoanlæg, der så prompte blev skrottet og udskiftet med kærestens, når man flyttede sammen. Er der endnu enkelte læsere, der kan huske denne lykkelige situation?
I disse år ville det have været en vits at benytte studiemonitorhøjttalere, som ikke var i stand til at reproducere høje lydtryk og fuld dynamik. Hvis man havde haft nutidens små Genelec eller Dynaudio-højttalere ville man med rette have været betragtet som åndssvag. Musik skulle jo lyde så godt som muligt på middelstore til lidt større anlæg, og det gjorde det. Det er selvfølgelig også derfor, musikken stadig spilles på nutidens highend-anlæg.
Paradoksalt skete der nogenlunde samtidigt med introduktionen af CD i starten af 1980-erne det, at lydproducerne måtte til at forholde sig til en radikalt ny markedssituation. CD-en gav ellers sine øvrige mangler ufortalt en hidtil uset mulighed for at reproducere bas i fuld dynamik, men det blev aldrig rigtigt til noget. Det første store angreb på lydkvalitet som ideal var nemlig sat ind fra Sony Walkmans side. Når den nye generations musikforbrug, og det er jo dem, der køber produkterne, ændres, så ændres produktet uundgåeligt med. I starten gik det langsomt, fordi man jo sagtens ved overspilning til bånd kan bruge båndets mætning til at kontrollere dynamikken på optagelserne. Således kunne man høre sin nye TV-2 plade optaget i topklasse i det monstrøse da nybyggede PUK-studie og alligevel overspille den til walkman uden problemer.
Desværre for musikkvaliteten generelt lanceredes snart Sony Discman, og det var det praktiske forspil til nutidens ipod/MP3. Mikroskopiske studiemonitorhøjttalere erstattede lynhurtigt de rigtige monitors i næsten alle lydstudier udenfor filmindustrien. Nu kunne man ikke længere undgå den ulykkelige situation, at man måtte producere musikken til en defineret målgruppe og begrebet den laveste fællesnævner kom i drift
Det færdige musikprodukt skulle nu direkte kunne afspilles uden dynamisk forvrængning på et par hovedtelefoner til en krone i produktionspris. En studiemonitor var ikke længere et arbejdsredskab til at sikre optimal lydkvalitet på en bred vifte af anlæg, men simpelthen et kontrolredskab til at sikre, at produktet overhovedet kunne afspilles på en bilradio eller et bærbart medie. Den sagnomspundne Auratone og Peter Gabriels JVC ghettoblastere til monitorbrug fortrængte al den nu inderligt overflødige kvalitet, der var blevet bygget op gennem mange årtier. Alle større kontrolhøjttalere, der i mange år havde tjent musikkvaliteten, røg i disse skammelige 1980-ere ud, fordi de ikke tjente andet formål end pynt som stuk fra en svunden tid.
Filmindustrien holdt og holder stadig fanen højt, og det er næppe tilfældigt, at så mange tidligere hifientusiaster så let er hoppet over i hjemmebiograflejren, der jo ret beset har ligeså lidt at gøre med hifi som med avl af hvide italienere, vistnok en slags høns.
Hvis man skal lave lidt bulder og brag, er det ikke længere muligt at få det på en CD produceret til nutidens massemarked. De monitorhøjttalere, der bruges, f. eks. Genelec, bliver stadig mindre. En Genelec 1031, et misfoster med en diskant og en 8-tommers standardbas i den billige ende og en lyd umiskendeligt derefter, er allerede blevet overhalet indenom og nedenom af andre og langt mindre modeller . Disse  såkaldt seriøse studiemonitorhøjttalere er alle aktive, latterligt små og oftest med en integreret forstærkerkreds kendt fra Eltax-bilradioer, kendt fra PM Audios firmabil. Nu kan man ikke forvente topklasselyd fra en chip til en krone, og vældig mange af nutidens såkaldte monitors leverer da også en lyd, der svarer ganske nøje til værdien af de investerede råvarer, nemlig ganske tæt ved 0.
Det er således ikke kun såkaldte hifientusiaster, med deres besættelser af nypolerede sikringer, der har fjernet den primære grund til at investere i dyrt og godt udstyr for mange forbrugere, selv om de nok har hjulpet til. Det er jo strengt taget en smule absurd at investere formuer i isenkram, hvis det maksimale dynamikniveau på musikproduktet er mellem 3 og 6 dB. Det forhindrer selvfølgelig ikke massevis af vores entusiastvenner i at nyde den endeløse dynamik på disse optagelser og ikke at forglemme det fine perspektiv, som produceren godt ved aldrig har været der. Han har nemlig mixet det på højttalere af en kvalitet, som aldrig nogensinde ville have muliggjort blot den nødvendigste kontrol. Forresten, hvis du tror de 3-6 dB er fri fantasi, ja så prøv at måle efter.
En meget stor del af miseren ligger i brugen af aktive studiemonitorer. Sproget er her en forbistret hindring for kvalitet, for enhver kan da sige sig selv, at aktiv må være bedre end passiv. Aktivt er vist vældig godt, som aktivt at deltage i debatten på hifi4all, næsten ligeså godt som at have et rigtigt liv. Den iboende positive betydning af ordet aktiv medfører, at aldeles ubrugelige højttalere i dag sælges som studiemonitorer med en lydkvalitet som en gammeldags kortbølgetransistorradio. De etablerede producenter af kvalitet presses ud, fordi de ikke kan konkurrere på lavprisen, nogle vil måske heller ikke.
Det er naturligvis ulykkeligt, men samtidigt uundgåeligt, at slutproduktet, musikken, således er blevet komprimeret og båndbreddebegrænset til det typiske bras, vi ser i dag. Som ovenstående viser, er det desværre ikke sket med MP 3, det skete længe før. Det er altid en øreåbner af de store at tage en gammel gennemsnitligt produceret iøvrigt ulidelig Joan Baez-plade fra 1963 og sammenligne med den nyeste ligeså rædselsfulde Randi Laubæk-CD. Den første lyder bare ikke ret godt på MP3.
En stor del af snakken om forskellige signalkilders potentielle kvalitet, der altid nævner LP-en og direkte radio som blandt de bedste har ret derved, at da LP-en herskede, var produktet bedre, meget bedre endda. Om så mediet også var og er det, ja det er mindre sikkert, men det tager vi en anden gang.
 
PS
Trætheden på nettet efter et par hårde udstillinger er i denne uge blevet afløst af det sædvanlige hårde hundeslagsmål, og hifien er tilbage i sin sædvanlige dialogform i diskussionen om nypolerede sikringer, der ikke lader den ikke-eksisterende positive og frugtbare diskussion mellem rabiate imamer og typiske rimeligt fornuftige danskere ( nej, ikke dig, Tøger Seidenfaden ) det mindste efter.
Det er for denne skribent svært at forholde sig synderligt sympatisk til nogen af parterne på vores yndlingsforum hifi4all. Forhandlerne og deres diverse dikkende lammehaler gør det svært at tage forummet bare lidt alvorligt, moderatorerne og administrator er helt åbenlyst uden lyst eller evner til at give en positiv rettesnor med noget som helst. Denne sidste vurdering kan selvfølgelig være præget af, at moderator jdq1har kritiseret undertegnede i en tråd, og kritik modtages naturligvis ikke af Poul, der jo også tror, at han er Gud.
Der er ikke den mindste tvivl om, at hifi4all er i krise. Med mindre der sker noget vældigt radikalt, der formår at holde på de få ikke-analfabeter, der er tilbage blandt de ældre brugere, alså dem over 20, ja så er morgendagens orden om Cerwin-Vega og deres fantastiske lydkvalitet,  udenlandske importtricks uden told og moms eller almindelig plat chat i alle tråde en realitet. Det er det næsten allerede.
 
PPS
Ugens tekniske nyskabelse er omtalen af det fantastiske plastmateriale i en anmeldelse af en Canton- højttaler, der i vridningsstabilitet og styrke langt skulle overgå støbt metal. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man jo måske tro, at anmelderen Mikkel Gige måske havde ladet sig forblænde af producentens anprisninger. Nu er bestikkelighed jo ikke noget, man spøger med, så vi antager forsigtigt, at der her er tale om almindelig dumhed, selv om der selvfølgelig også kan være endnu et eksempel på endnu et ubegribeligt avanceret Rega-produkt fra deres rumfartsafdeling.
Ellers er presseomtalen af den nye System Audio Ranger- højttaler en spændende fristil i salgsstrategier, når man skal lancere et absolut økonomiprodukt i produktionspris omend ikke i slutbrugerpris.
Tydeligvis man man ikke sparet sig for et helt enormt arbejde for at skaffe de allerbilligste råvarer til det fine produkt, ja, man har sågar som i sidste uges emne måttet genopfinde søjlehøjttaleren på vejen. Nyhedsomtalen er simpelthen den indtil nu mest idiotiske lovprisning af et produkt helt åbenlyst fremstillet som det meste andet af det billigste, man kan finde i hele verden. Selv en bashøjttalerenhed på 0.8 gram med en slaglængde som en hest sparker, er der blevet plads til, uhada.Vi ser her et afgørende teknologisk gennembrud, de teknisk interesserede kan jo lige prøve at regne efter.
 Heldigvis for System Audio er det altsammen lige meget. Den skal nok blive solgt ligesom Bose 301, for der er helt tydeligt tale om en mulighed for vældig god fortjeneste i alle led, og så er den jo god, hvis du søger råd hos din forhandler. Han behøver jo ikke at være dum, selv om du selv er det. 
Se den i en forretning, der ligger noget tættere på dig, end du måske bryder dig om at tænke på  eller endnu bedre, gå langt uden om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *