søndag den 1. oktober 2006

Rettidig omhu eller hvorfor lavede de det dog sådan?

Denne uges klumme vil beskrive nogle af ingeniørkunstens mindre heldige øjeblikke. Nu er det ikke hensigten at stille alle de involverede ingeniører i noget dårligt lys, nogen af dem har vel vidst bedre, men resultaterne taler for sig selv. Vi skal vel heller ikke se helt bort fra, at visse ingeniører, når det kommer til egne konstruktioner, besidder en rethaverisk selvbevidsthed, der vel mere end tangerer religiøs fundamentalisme. Der findes vel allermindst en dansk af slagsen, hvor produktets mangel på ydeevne kun overgås af strømmen af lovord fra designeren. Til gengæld sikrer den religiøse tro på egne evner god gennemslagskraft overfor vor tids entusiaster og investorer. Nu kan enhver jo forresten frit kalde sig ingeniør, som vores netven 3DX med al tydelighed beviser.
Det har altid været en udfordring at lave en højttalermembran. For en dynamisk højttaler er det ideelle en uendelig stiv uendelig let membran med øjeblikkelig indre dæmpning, en ganske stiv udfordring for selv Lars Goller. Traditionelt har man anvendt papir i varierende formuleringer som et godt kompromis. Allerede i 1950-erne lavede D. E. L. Shorter hos GEC forsøg med membraner lavet af metal. Man fik hermed et materiale, der ganske godt opfyldte et af kravene, nemlig stivhed. Til gengæld var det helt håbløst i de to andre henseender, og projektet efterlod kun enkelte afledte spor som Leaks sandwichhøjttaler. I stedet begyndte man allerede fra starten af 1960-erne at anvende plastic, som vi tidligere har berørt. Uendelig stift eller let er det langtfra, men det dæmper vældig godt. De målinger, man stadig uvist af hvilken grund bruger til at beskrive højttalere, er vældig nådige overfor plastmembraner. Impulstests, som heldigvis for producenterne sjældent publiceres, ville for det meste vise et ganske andet billede varierende fra det katastrofale til det helt forfærdelige, et ret lille spektrum. Forresten, prøv engang at gå direkte til kurverne for en højttaler i en test og prøv så at gætte prisrammen indenfor 100.000,-,en ganske svær opgave, som det vil ses.
B&W og KEF lancerede efter BBC-pionerarbejdet disse fantastiske materialer i deres 801 og 105, og resultaterne udeblev ikke. Bassen skulle nærmest skrabes af væggen når den lille 2 tommers svingspole forgæves rykkede i den massivt flaprende plasticmasse. B&W lancerede endda en basrefleks-udgave af den oprindeligt lukkede model, bestemt en forbedring af de mere moderate. Dynaudio startede også i senhalvfjerdserne, og har altid benyttet samme fine plastmateriale med samme forudsigelige resultater. De forvoksede vaffeljern, som man bruger til at forme de indkøbte plastmaterialer, har åbenbart en lang afskrivningsperiode i Stilling. I de seneste udgaver af B&W 801 er den uundgåelige erkendelse dæmret, at det da vist ikke var en god ide og de nye modeller anvender efter kun 20 års udvikling atter forskellige udgaver af papirmembraner.
Acoustic Energy i England stod i 1980-erne for den anden storhedstid for metalmembraner. Massevis af producenter hoppede på og langt de fleste anvendte i det allermindste metaldomer. Nu er en stiv diskant mindre ideel eller påkrævet end en stiv bas, men til gengæld er en tung diskant uden dæmpning fuldstændig værdiløs. Det er brugte højttalere fra dette skændselens årti, hvor hifiens dødsspiral for alvor startede, heldigvis også. I dag er der kun ganske få producenter af metalmembraner, mens det meste som bekendt er gået plastvejen, men det er en helt anden historie.
Inden computerens tid benyttede enhver fornuftig ingeniør en simpel regnestok eller Erlangs logaritmetabel for at beregne selv ganske overordentligt komplicerede sammenhænge. Da denne kunst uddøde samtidigt med, at den samlede sum af paratviden fordampede, så man et par sjove eksempler på utrolig ingeniørkunst, ikke god, bare utrolig. I den professionelle verden var en pioner som Turbosound og en monitorprocent som UREI blandt de første til at udvikle det selvdestruerende delefilter. Når diskanten i disse brændte af, og det sker jo regelmæssigt i den professionelle verden, var delefiltret dimensioneret således, at en spole kortsluttede og en bunke kondensatorer eksploderede. Dette var ret beset utroligt amatøragtigt og aldeles skandaløst. Selv ikke et delefilter med 290 komponenter lavet af Niels Nørby, delefilterkomponentproducenternes bedste ven og min gamle kollega, ville kollapse således. Ingen hos Turbosound indrømmede nogensinde denne fejl, men for en mand som konstruktøren Tony Andrews, der fik sine syner til nye designs i en pyramide opstillet på fabriksgulvet, var det åbenbart normalt. UREI advarede i manualen om, at det ville ske, bare ikke hvad man skulle gøre, udover at man kunne prøve at sende filtret til USA, og det var jo ikke vældigt meget bedre.
Dynaudio ville også være med i dette fine selskab . I deres Audience 5 højttaler lancerede man en diskant, der kunne trækkes ud forfra uden brug af værktøj. Denne ideelle cafehøjttaler havde bare den lille designbøf, at når man havde skiftet diskanten, duede højttaleren alligevel aldrig, fordi en bestemt spole altid kortsluttede, når diskanten gik. Konfronteret med disse kendsgerninger var svaret fra Dynaudio, at deres udviklingschef havde sagt, at det ikke kunne ske, punktum, og så var det skete jo usket, samme ubestridelige logik som at nybagte mødre kan erklæres for rette jomfruer i visse trosretninger. Nu ved jeg ikke, om deres udviklingschef benytter samme inspirationspyramide som Turbosound-designeren, men det forekommer dumt ikke at inkludere simple konstaterbare fakta i sin verdensopfattelse. Tro flytter som bekendt bjerge, den reparerer bare ikke diskantenheder mig bekendt.
Dagens næstsidste formidable ingeniørdåd står udviklingsafdelingen hos Studer Revox for. I de mekaniske 70-ere mente man hos Studer, markedslederen i mekanisk baseret studieudstyr, at man burde kunne lave en matchende pladespiller, der ville overgå alt. Resultatet var mildt sagt kontroversielt. Løbeværket var upåklageligt, som enhver ville have kunnet forudse. Armen derimod var en fornægtelse af de helt elementære krav om kun fri bevægelighed i to planer og intet andet. Pick-upen var monteret på et stykke printplade og den tangentiale drivløsning med snore og fjedre var realiseret på en måde, at en sinustone med lidt god vilje ville kunne genkendes som starten på " The Drunken Sailor " eller " Waltzing Mathilda ". Samtidigt var armen så ultrakort, at den mindste smule skævhed ville resultere i wow og fejsporingsvinkler af de absurde. Man havde tydeligvis på et tidspunkt forstået, at det var en dødssejler, for manualen er en klassiker i forsøg på krisehåndtering a la sagen om Muhammed-tegningerne. Fuldstændigt idiotiske fritgående udviklingsprojekter som dette dræbte Studer, der som mange andre konkursboer endte i Harman-gruppen.
Til allersidst skal lige nævnes en fadæse, som få, måske ingen, tidligere har omtalt, selv om den er selvindlysende tåbelig. Hos mange Accuphase integrerede forstærkere er hele elektronikken monteret på et fint stort print med fornuftige køleplader etc. Der er bare den lille hage ved det, at disse køleplader sidder midt på printet, som uheldigvis vender med komponentsiden nedaf, og dermed har man en termisk tæringskilde af de helt store, for de bliver jo uden naturlig køling ganske overordentligt varme. En eller anden har helt tydeligt under designet vendt print eller kasse forkert. Et eventuelt argument om, at det er for at sikre en stabil arbejdstemperatur er håbløst, fordi komponenterne end ikke kan holde til temperaturen i tomgang. Model efter model har været lavet således efter den kendte japanske kamikazetradition, hvor man ikke indrømmer selv åbenlyse fejl før nogen kaster en atombombe og selv da nødigt.
Denne uges lille udvalg af historiske fadæser er ikke et forsøg på at sige, at tingene er blevet bedre, tværtimod. Ambitionsniveauet et blot blevet lavere. Visse firmaer retter op på fejl og gennemfører udvikling, derom ingen tvivl. De fleste gør bare som Dynaudio: De allierer sig med en elektronikproducent, som så laver en mere fleksibel brugerflade, og så har man udviklet sin gamle lavprismursten til en ny højteknologisk bogstøtte. Højttalerne er godt nok de samme, men produktet er PR-mæssigt blevet et helt andet, bare ikke nødvendigvis bedre, ikke engang anderledes. Til gengæld kan det sælges dyrt til både BBC og DR, og så må det vel være vældigt godt. Nu skal det i sandhedens interesse erindres om, at leverandører til store offentlige institutioner typisk udvælges ud fra vurderinger af produktionsapparatet, ikke nødvendigvis kvaliteteten af produktet, og her er det store gamle vaffeljern til membranfremstilling åbenbart meget troværdigt.
Tilsyneladende er folk helt ligeglade med kendsgerninger af teknisk karakter som de ovenfor skitserede, for Dynaudio klarer sig altså forrygende godt, og det gør System Audio vistnok også. Heldigt for dem, ævbæv for producenter af ægte kvalitet. På den anden side, de kan naturligvis sagtens være rigeligt gode til den store nye generation af tekniske og andre analfabeter både blandt musikbrugere og producenter, og det er de.
 
PS
Somme tider får ordet udvikling en helt ny mening. Således vil rygterne vide, at den klassiske Auratone cube-højttaler genopstår. Til dem, der ikke var bevidst om 1980-erne og den blomstrende musikkultur, selv om jeg for øjeblikket ikke lige kan huske noget derfra ( det var vist egentligt noget forfærdeligt lort ), var Auratone-højttaleren i alle musikstudier uomgængelig som reference for, hvordan ens produkt lød på en bilradio. Det er modigt og måske dumt at reintroducere et sådant produkt i en tid, hvor den nye reference verden over er en Kloss Tivoli radio med de samme mål som Auratone. Hvorfor i alverden dog gå ud og købe noget, der skal simulere noget, man allerede har? Ikke underligt at udviklingen af den nye model går lidt langsomt, men måske har Kina-underleverandøren villet have mere end en krone for den, og så kan den jo ikke sælges til slutbrugeren for 499,- uden at det går ud over avancen på urimelig måde.
 
PPS
Vi har fra sidelinien fulgt et spændende selvbygprojekt for en højttaler, som skal bruges til basguitar. Nu er det svært at sige, hvem der er mest åndssvag i denne nettråd, den hjælpeløse køber, der først spørger om råd efter at have købt komponenterne, eller den, der vedholdende mener, at svaret på alle problemer er at købe en færdighøjttaler af de anerkendte kvalitetsproducenter som Stageline, Ashdown, Behringer og Hartke. Hvis man som den sikkert privat ganske flinke fortaler for færdiglavede produkter i det absolut nederste kvalitetssegment lige over køkkenmøddingen med 25 års erfaring ikke kan komme op med noget bedre, så svarer det til, at en professionel håndværker skal rådgive andre håndværkere til at købe denne fine boreskruemaskine i Metro til 59,-, et fedt råd. Samtidig viser tråden en fundamental uvidenhed om, hvad en højttaler til basguitar er, og det er straks mere alarmerende i dette forum for passionerede entusiaster. Som alle andre instrumenthøjttalere er der jo helt fundamentalt tale om en del af den samlede instrumentlyd, og her er hifi altså ikke en parameter, som det ville være for PÅ-højttalere, der jo principielt ikke skal farve. Ligeså lidt som en måske fremragende hififorstærker kan bruges som guitarforstærker, som skal forvrænge på den fede måde, ligeså lidt har det nogen mening at lave en hifi-rigtig basguitarhøjttaler. Det er simpelthen nonsens at tale om hifi i sammenhæng med musikinstrumenter, punktum. Man kan sagtens lave en basguitarhøjttaler selv, og det bør man da bestemt gøre. Den spiller bare ikke hifi eller bare noget der ligner, og det skal den heller ikke. Den er nemlig en musikalsk bidragyder på lige fod med instrumentet.
 
PPPS
Vi har fået uventet positiv omtale efter vores besøg i København. Det er vi jo ikke meget for, fordi det kan ødelægge vores velkultiverede offentlige profil, nemlig en sur gammel mand med hat. Vi må jo huske på, at vi er i en branche, hvor selvrespekten hænger sammen med den offentlige anerkendelse af ens nye plov ( pladespiller, ordet skal vistnok være sjovt ), så det varer nu nok en tid, inden vi løber tør for ammunition, selv om enkelte måtte ønske os hen, hvor Duelund bor. Dog takker vi for de venlige ord. Vi er vistnok også selv i et svagt øjeblik blevet fanget i kortvarigt at tale helt pænt, endda også om Sillesen og Jensen, men vi skal nok forsøge at forbedre os snarest.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start