Fascination Part 1. De store linier.

Denne uges emne vil bevæge sig ind på det, der vel er selve basis for hifiinteressen, nemlig fascinationen hos den enkelte entusiast ved apparatet. Det kan lyde mere end en anelse seksuelt perverteret og er det vel også i et vist omfang. I samme ombæring vil vi berøre producenternes branding overfor forskellige mere eller mindre veldefinerede kundesegmenter. I del 2 vil vi være mere specifikke.
Allerførst vil vi berøre et produkts historie. Hifibranchen har en stor del tilfælles med bilbranchen deri, at det et langt stykke hen af vejen for de fleste voksne mennesker af hankøn ikke er det aktuelle produkt, man køber, men en del af produktets historie. Hvad der evt. måtte røre sig i hovedet på den historieløse ungdom, kommer vi til senere.
Når man i dag køber en Krell-forstærker mellemklassen, har den jo ret beset ligeså lidt at gøre med en rigtig Krell som en ny landevejs-Jeep har med den rigtige af slagsen. Man ville næppe have have kunnet slippe af sted med det nuværende groteske opbud af operationsforstærkere i de oprindelige Krell-apparater, der skulle grundlægge ryet for absolut power.
Når den rimeligt voksne entusiast således kikker på sin Krell, ser han ikke som alle andre et gennemsnitligt forarbejdet lidt højt ( for at sige det mildt ) prissat produkt, men et hybridbillede blandet sammen med den Krell KSA 50, som High Fidelity måske for mange år siden testede. Det blad kan fint siden have været fast inventar et hemmeligt sted på toilettet og har skabt en drømmeverden, som kun har ganske lidt med den aktuelle virkelighed at gøre.
Det mest kommercielt værdifulde i dagens økonomi er selve brandet. Hvis man som producent finpudser historien og den identitet, kunden kan finde i produktet, ja, så betyder det ikke en pind, hvad det er, han får.
Musical Fidelity er et godt eksempel. Ligesom Pouls Audiobutik  har Antony Michaelson i årtier kultiveret et billede af sig selv som den altfavnende Ole Opfinder med fuldt styr på al udvikling og samtidigt med god til til at være en betydelig klarinet-spiller eller hvad det nu er for en slags truthorn. Vejen har været snoet fra den første Tim de Paravicini-designede termiske katastrofe A1 til de senere års monsterforstærkere og minianlæg.
Fælles for det hele er den helt personlige markedsføring af manden Michaelson, som er hele brandets karisma. Så er det til gengæld ligemeget, om den billigere serie er et standard OEM-produkt lavet i Kina og om der er endnu mindre indhold i de store fine kasser, end der er i den navnløse fra Bilka. Den sande entusiast ser ikke den rungende  tomhed i de store kasser, som selv den vel ikke ganske skarpe tester Mikkel Gige så for nyligt i. Han ser kun personen Michaelson gå rundt og velsigne hvert enkelt produkt med sit stjernestøv og klarinetspil som mullahen på Danpo Fjerkræslagteri.
Denne entusiastens fascination, som altså ikke nødvendigvis berører det apparat, han har eller begærer, men noget andet og større, nemlig en ide, er problematisk for mange producenter  af samme grund, som den er ideel for f.eks. Musical Fidelity. En nytilkommen producent har ingen mulighed for blot at indkøbe de bedste råvarer som f. eks. de bedste enheder fra Scan- Speak, lave den flotteste kasse i verden og så regne med nogen form for succes. Ligesom for få år siden med skulpturelle rørforstærkere ser vi i dag bunker af produkter fra Østen som f.eks. Usher, Vincent m.m.fl. forsøge sig.
Der er bare den fejl ved dette tilsyneladende store udbud af kvalitet, at kundens fascination, som skal kultiveres over en årrække for at kunne aktiveres ligesom mange andre trosretninger som eksempelvis uddannelsen til mormon ikke tages i betragtning. Man tror fuldstændigt fejlagtigt, at en hifientusiast køber et produkt, fordi det er æstetisk og lydmæssigt godt. Intet kunne være mere forkert.
Ingen af delene betyder bare det allermindste, hvis historien ikke er rigtig, for så er der ingen fascination og intet salg. Lydcentrum i Kolding kan sidde med deres sikkert vellydende Lua-forstærkere, og der kan de så forresten blive siddende. Hvor er fascinationen ved det sammenlignet med EAR og personen Tim de Paravicini, som enhver ægte entusiast, også undertegnede, kan identificere sig med ligesom andre kan identificere sig med Peter Lyngdorf, en anden mand med en overbevisende mission.
Hvis Primare tror, at de på lige vilkår kan sælge rumkorrektion i en direkte konfrontation med den karismatiske og bestemt entusiastiske Lyngdorf, er de simpelthen tåbelige. Faktisk ikke meget bedre end Jamo, der i mange år formidlede historien om tømrer Jacobsen og hans lille sildekassefabrik med Philips-højttalerenheder. Det er ikke den historie, der genererer fascination på samme måde som med Klipsch, der købte den skrantende virksomhed. Her havde man nemlig historikken og den gode historie i orden, og den vinder altid.
Massevis af plasticskrammel kan sælges udenfor konkurrence, hvis det hedder Harman-Kardon eller JBL og så kan det være en computerhøjttaler, det er ligegyldigt. Salget blev grundlagt tidligere i en helt anden verden. Hvis hifientusiasten tror, at han er immun overfor den gode historie, ja, så er han bare dum, for det er der ingen, der er.
Der findes enkelte karismatiske importører og sælgere som vor ven Jensen, der personligt og enkeltvis kan sælge en historie i kortform om en gudsbenådet tysk designer af fremragende højttalere til et vist publikum. Det bliver bare aldrig reglen. De produkter der hypes og sælges på denne måde opnår næppe nogensinde samme status og historie som de rigtige brands.
 Hvis for eksempel KT Radio overtog agenturet på Vienna ville det antageligt dø øjeblikkeligt, så det sker vel ikke. Flemming hos KT er nu heller ikke ligefrem dum, langtfra. Til gengæld kan den samme Jensen uden nogensomhelst spørgsmål flytte sine kunders fokus fra det ene produkt til det andet, fordi han i dette specielle tilfælde selv er hele historien. Produktet derimod er tilsvarende ingenting, og det behøver det heller ikke at være.
Til tider kan den gode historie blive så god, at ingen kritikere eller entusiaster nænner at sætte spørgsmål ved produktet,selv om et aftenskolekursus i elektronik i 8. klasse ville have rakt til at gennemskue tingene. Tag for eksempel Sugden. Dette hæderkronede engelske mærke har i knap 40 år været synonymt med klasse A forstærkere, selv om det indtil dette årtusinde kun var deres allerførste produkt i 1967, en todelt monstrositet på 12 watt, der var det.
I al den mellemliggende tid har historien om klasse A i Sugden, fortalt af eksempelvis Peter Qvortrup, en mand med skal vi sige mere end almindelig flair for den gode historie, udbredt dette budskab. Den, der måtte have lagt hånden på den iskolde Sugden A 48, har tilsyneladende ved indbildningens kraft alligevel mærket varmen, for ingen har da vist nogensinde sagt noget om, at vi her havde at gøre med den allermest konventionelle klasse AB forstærker i et lidt landbrugsagtigt design, som de siger i England.
Fascinationen kan fuldstændig overskygge virkeligheden og gør det oftest. Dette er selvfølgelig godt for de producenter, der omhyggeligt kultiverer denne gode historie. Undertiden ser man dog som med for eksempel QUAD, at de nye kinesiske ejere ikke omhyggeligt nok husker, hvad der var fascinationen ved det oprindelige brand, og så er al markedsføring omsonst. Et billede af Peter Walker i hjørnet af startsiden er indtil nu det mest talentløse eksempel på manglende kundespecifik branding, og det er dømt til fiasko uanset øvrige kvaliteter i produkterne.
Fascination som beskrevet ovenfor er kun relevant for groft sagt folk over 20 med historisk fornemmelse udover akvariefiskniveau, der som bekendt er af en varighed af en svømmetur rundt i bowlen Selv om det lyder vidtfavnende er det nu ikke tilfældet, desværre.
 Førstegangskøberen er et helt andet publikum, der jo ikke efterspørger historie, kun resultatet af den seneste markedsføring. Tænk bare på den totale nedtur i kun at have den næstnyeste Sony-Ericsson telefon, gys. Således kan Sony tilsyneladende gå for at være et fascinerende produkt med masser af karisma ligesom Cerwin-Vega. De ting skal desværre for producenten markedsføres kontinuerligt ligesom vaskepulver, og har samme holdbarhed i efterspørgslen som dette: Ingen reklame i dag, ingen kollektiv hukommelse og intet salg. Det er i dette segment, de nye producenter kan slå igennem. Her skal man nemlig som en hanhund bare være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, så er salget sikkert.
Hvis et velkendt brand som Philips ikke har kunnet eller villet lave en specifik historisk markedsføring, kan man gøre det ved at købe et eksisterende mærke, som man gjorde med Marantz. Dette havde i en del år ganske god succes, for Saul Marantz, som godt nok solgte firmaet til Superscope i 1960-erne, var da tydeligvis lige den historie, det bredtfavnende Phlips manglede, og det solgte.
Tiderne er tilsyneladende ændret, men fascinationens realiteter er de samme. Ingen hifientusiast vil kunne høre fordelene ved en kinesisk Jongjong-forstærker sammenlignet med en Audio Research ditto, lige meget hvad vej sammenligningen ville gå i en blindtest. Når det gælder hifi er fornuft overhovedet ikke en parameter. Hvis man ikke kan generere den nødvendige fascination, kan enhver producent ligeså godt lukke og slukke.
Dette har absolut intet at gøre med kvalitet. Opfattelsen af kvalitet er nemlig rent metafysisk, og så er det temmeligt ligemeget, hvordan tingene reelt spiller. Det er jo ikke det, du hører alligevel. Du hører din egen fascination af et produkt og en ide.
 Det må være det, de kalder for high end hifi, for fantasien må da være absolut forvrængningsfri med den bedste dynamik og perspektiv. Vi har nået toppen her, ingen tvivl om det.
 
PS
Vi glæder os vældig meget til at se de første tests af System Audio Ranger. Det vil være en god lakmusprøve på de forskellige mediers uafhængighed. Denne skribent vil gå så vidt som til at sige, at alt bedre end en sønderlemmende kritisk test af dette produkt vil fortælle en del om de faktiske økonomiske forhold mellem producenter og fagpresse. Jeg kan næsten ikke vente.
Frits fra System Audio vil til sin dødsdag kunne pege på en lille hoppende højttalerenhed i hjørnet og sige, at hans højttaler spiller bas. Hvis der var nogen udover sælgeren, der hørte bas eller diskant eller ret meget andet, er fascinationen drivkraften.
Opfattelsen af lyd genskabes som bekendt i hovedet. Det er heldigt, for den virkelige lyd hos System Audio var da en fuser, og så er vi vist endda milde. Denne forfatter har ialtfald aldrig hørt noget lignende, og så må det jo enten være utroligt godt eller det modsatte.
Det var godt nok utroligt, det var bare ikke godt.
 
PPS
En kendt og berygtet selvbestaltet alvidende ekspert hamrer sammen med en del ligesindede endnu et søm i hifiens ligkiste i tråden om de nypolerede sikringer. Det er underligt, at man ikke lige, når man nu er i gang, ikke osse får poleret sikringsholderne eller lige klipper de tilsluttende oxiderede kobberkabler lidt af, men der skal vel også være plads til nye tweaks.
Prøv lige for argumentets skyld at forestille dig, at du får sådan en entusiast til bords ved en nært forestående julefrokost. I Danmark har vi jo ikke særlige traditioner for tvangsmedicinering, men man burde overveje det eller spændetrøjen her. Især spændetrøjen kunne være god for din makker ved julefrokosten, for måske alkoholen ville kunne bringe uorden i medicinen og få ham til at plapre løs om de polerede sikringer med risiko for åndelig nedsmeltning og alvorlig personskade. Er det sært, at vores branche rutscher ned af statusbarometret, nej vel?. Der arbejdes på sagen i døgndrift på en debatforum nær dig.
Fordelen er kun, at hifiapparater ikke længere er spor tyvetækkelige. Tyvene napper hellere din billige Bilka-fladskærm end din Krell monsterforstærker, for ingen normale mennesker interesserer sig for sådan noget hififis længere ligegyldigt hvor billigt det er på værtshuset, og det er der da en vældig god grund til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *