søndag den 8. oktober 2006

Akustik og direktionalitet

Denne uge vil vi atter vende tilbage til en klassiker, nemlig samspillet mellem højttaler og rum. Dette emne er vel altid noget aktuelt, men nok aldrig mere end når man har hørt diverse tragikomiske musikalske indslag på en nylig hifiudstilling.
Det kommer sikkert som en overraskelse for en del, at forskellene mellem diverse højttalere er forholdsvis lille i lyddøde eller overdæmpede rum. Vi har således selv udført blindtests på trænede lyttere, der tog fejl af Quad ESL 63 og store ATC-højttalere i et hårdt dæmpet rum. Imidlertid mangedobles forskellene i et normalt dæmpet eller levende rum, og kan så yderligere forøges ved mere eller mindre tåbeligt/uheldigt fysisk design eller placering. Det store problem her er den specifikke højttalers direktivitet, dens evne til at generere et symmetrisk udstrålingsmønster uden unødvendigt mange tidlige reflektioner. Da en højttaler ikke er et musikinstrument, kan dette kun ske ved at højttaleren med stigende frekvens bliver tiltagende retningsbestemt i så homogen grad som muligt. Alternativet er at flytte ind i et lyddødt rum.
Som vi skal se, er der forskellige selvmorderiske strategier, som finder anvendelse i moderne produkter, og som er i eklatant modstrid med enhver velkendt lydteknisk praksis helt fra Ruder Konges tid. Nu er det ikke al gammel viden, der nødvendigvis er rent guld, men lige præcis kendskabet til korrekt akustisk praksis er vel flere tusinde år gammel. Tag for eksempel en tur til amfiteatret i Verona og få din ledsager til at tale til dig nede fra scenen.
 Til gengæld er langt hovedparten af moderne praksis lige til glemmebogen eller det, der er værre. Det helt store problem er direktionalitet, d.v.s.,at højttaleren skal udsende en homogen bølgefront ved alle frekvenser. En del elektrostat og magnestathøjttalere kan komme ret tæt på dette ideal, men har dog så mange andre praktiske ulemper, at vi vil udelade dem her. 
Det største problem er højttalerens fysiske størrelse. En højttaler med en lille forplade ( baffel ) kan simpelthen kun blive en homogen lydkilde ved at indbygge den i plan i væggen. Alle andre placeringer vil resultere i mere eller mindre umulige kombinationer af direkte stråling og bidrag fra højttalerens spillen rundt om sin egen baffel ved lavere frekvenser.
Nutidens konevenlige alternativ for den sande entusiast gør kun ondt værre. En slank gulvhøjttaler med flere basenheder vil pr. matematisk nødvendighed udgøre en ganske ekstremt asymmmetrisk lydkilde og jo flere enheder, jo værre. Vores gamle ven søjlehøjttaleren med næsten rundstråling rundt om sin lange dimension og indsnævring i ekstrem grad omkring den korte er opfundet, men hvad man skal med den som såkaldt hifihøjttaler er noget uvist. Joseph D´Appolito modellen løser ikke problemet, ligesom C-vitamin ikke helbreder forkølelse, selv om mange tror det. Den eneste recept er at lave baflen stor og bred og som sagt gerne gøre forlængelsen af baflen til vægplanet. Det er også den eneste måde at få en lille højttaler til at lyde som en stor i et vist omfang. Det er pudsigt at demonstrere en stor højttaler for folk, der kun kender minihøjttalere eller slanke gulvhøjttalere, for kun få overbevises omgående. Hvis de hørte deres deres små venner monteret i vægplan ville der blive tale om et kulturchok. Al den kunstige luftighed og sagnomspundne perspektiv på optagelser helt uden samme ville forsvinde, og mange optagelser ville blive så tørre, at det næsten støver.
Den kommercielle nødvendighed dikterer, at designere, som ved bedre, fortsætter med at lave højttalere, der gengiver en vidunderlig rumlighed, der aldrig har været der, altså i virkeligheden en ultimativ forvrængning. Prøv for sjov skyld at sætte et par store absorbenter på hver side af din slanke vidunderhøjttaler, det kan være et par baller rockwool og hør, hvordan det i virkeligheden lyder, ialtfald meget nærmere end før til begrebet high fidelity. Om du så synes det lyder bedre kan sagtens være tvivlsomt, det lyder nemlig helt anderledes korrekt, og så er det er jo ikke sikkert, det spiller såkaldt musik, som mange båtnakker altid fremhæver som forsvar mod al sund fornuft. Dog er det en betydelig bedre tilnærmelse til, hvordan det lød i studiet, og det er dog noget.
Det forhindrer selvfølgelig ikke, at man som producent sagtens kan gøre ondt endnu værre. Den danske Kibri-højttaler er et godt eksempel på dette. Denne såkaldt omnidirektionale højttaler var vel den absolutte bundskraber teknisk og lydmæssigt på den nylige hifimesse. Ideen med at lave en udstråling, der tager bagvæggen med, er intuitivt rigtig, men blot at tage en dårligt forarbejdet box med skarpe hjørner, vippe forpladen bagover og sætte den på et stativ er altså temmeligt åndssvagt, egentligt værre end Bose 301. Hvad der så gør den særligt omnidirektional vides ikke, blot er den ikke videre direktional. Ikke underligt, at mange af nutidens entusiaster priste den gode analoge lyd, som Kibri præsterede, for når noget lyder venligere end virkeligheden er der altid disciple, for så spiller det åbenbart bare musik. Nu er der en vis charme ved sådanne totalt ubehjælpsomme designs, bevares, lidt ligesom ens barns første forsøg på at lave en lerskulptur. Der er bare ikke meget hifi i en diffusfeltgenerator som Kibri.
Carlsson og Spica har tidligere præsenteret højttalere, der tog en placering på gulvet mod en væg med i designet, en absolut meget bedre ide. Dermed definerede man da i det mindste 2 dimensioner i rummet, et fremskridt. Dog har det for denne skribent været vanskeligt at forlige sig med et lydbillede fra en lydkilde i fodhøjde, og det har været vældigt svært at støve en lyttestol op, der kunne tiltes nok fremad uden at vælte forover for at yde disse produkter retfærdighed. Det er faktisk underligt, at ingen er kommet på den indlysende ide at placere højttaleren i et tredimensionelt hjørne med forudsigelig akustik, en designers ønskedrøm, nemlig i loftshjørnet. Hvis vi antager, at de færreste længere anvender vægryatæpper er udstrålingen ideel og enhver lænestol kan tippes til at illudere, at lyden kommer forfra.
Denne placering i loftshjørnerne kan forekomme som en vits, men er det ikke. De matematisk interesserede kan man jo prøve at tegne et reflektionsmønster. Selv en bevislig analfabet som vores ven 3 DX vil muligvis kunne afprøve rigtigheden af dette, selv om det næppe er videre sandsynligt. Med denne placering vil man minimere rummets akustiske indflydelse og højttaleren vil kunne illudere en uendelig stor baffel. Højttalerens direktivitet vil være helt forudsigelig i ganske mange forskellige akustiske situationer, en enorm fordel for designeren, der ellers som denne skribent skal henvende sig til et betydeligt spektrum fra de konstaterbart klinisk åndssvage til dem, der synes, at jeg er tilsvarende åndsformørket. Nu jeg tænker over det, er der tilsyneladende et ikke ubetydeligt personsammenfald her.
En højttalers direktivitet er af ganske ringe betydning i et lyddødt rum for kvalitetsoplevelsen, hvor sågar en omnidirektionel højttaler er anvendelig. Det er den bare ikke i et normalt beboelsesrum, hvor trods alt de fleste står, så derfor er der ingen anden udvej end at designeren lægger vægt på at designe et retningsbestemt homogent udstrålingsmønster ind i sit design, evt. med en kort hornladning. Dette sikrer en projektion af lyden med alle frekvenskomponenter til lyttepositionen med et praktisk minimum af udfasninger. Der er bare et lille men. Hvornår er det lige du har set specifikationerne på din drømmehøjttalers direktivitetsindeks ?. Nej vel, du har faktisk sikkert aldrig nogensinde hørt ordet før. På den anden side er der jo ikke fra forhandlerens side nogen grund til at forvirre kunden med fakta, som den typiske nye eller halvanalfabetiske hifikunde aldrig nogensinde vil kunne forstå alligevel og langt mindre stave til, og hvem kan bebrejde ham det?
 
PS
Vi ser atter en gang et helt dødsdømt og patetisk forsøg på at genoplive Århus Hifiklub for 1017ende gang. Alle vil som udgangspunkt gerne være med, men allerede inden starten er der ingen, der rigtig har tid. De har sikkert allesammen enormt travlt med at høre musik, ligeså travlt som vores netvenner Monolake, King og Tarup 13 i deres diverse endeløse " Ov, hvor det bare spiller musik!"-tråde. Hvordan man end vender og drejer det, er det sociale aspekt som tidligere nævnt i vores hobby ganske fraværende, og der er kun plads til efterplaprere og klakører. Derfor er der heller ingen plads til samvær af selv uforpligtende art, for hvad nu hvis en skulle fremsætte den kætterske tanke, at ens eget anlæg måske ikke var verdens bedste, en skræmmende tanke for mange. Man kunne vel sammenligne risikoen ved at vise sig i fuld offentlighed som hifientusiast som risikoen ved at skulle forsøge at imponere Katja Kean med sit erigerede lems størrelse til optagelsen af en pornofilm. Tænk nu hvis man slet ikke kunne nogetsomhelst, bestemt en nærliggende mulighed for denne skribent. Samtidigt betyder børnehavementaliteten i diverse netfora ( denne er ikke aldersspecifik, desværre), at kommunikationsformen næppe nogensinde kommer over stadiet, hvor selv vor ven 3DX kan være med. Bare det at han er med er jo et bevis for, at der er praktiske ret lave grænser for, hvor mange normalt begavede mennesker der er, der gider spilde tiden med sådan noget pladder, som vores hobby har udartet til. Farvel Århus Hifiklub endnu en gang, dødfødt endnu inden undfangelsen..
 
PPS Vi vil gerne benytte lejligheden til at ønske den sagnomspundne Jensen tillykke på den store dag. Det er ganske imponerende, at han efter en del års nærkontakt med hifientusiaster faktisk ikke ser ud til at være en dag over 50. Denne klummeskriver er sluppet mindre nådigt fra det sjælssønderrivende møde med entusiasterne, og modtager stadig psykologisk bistand. Det ønsker vi ikke for vores værste fjende, og det er Jensen jo ikke, langt fra endda. Han gør blot sit arbejde som natmanden i middelalderen, og det er bestemt en hæderværdig beskæftigelse. Hifiinteressen holder da i det mindste en masse utilpassede og måske endda potentielt voldsomt uligevægtige eller ligefrem farlige personer væk fra gaderne. At medvirke til det er der da bestemt masser af mening i, ligesom der var i den rigtige natmands arbejde.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start