Producenter og profitter.

I denne uge vil vi forsøge at kaste lys på nogen af de økonomiske realiteter, som købere af hifi i prisklassen udover Bilkas sortiment støder på. Læg mærke til, at vi sagde prisklassen, ikke kvalitetsklassen. Her behøver der nemlig ikke være nogen forskel, selv om der da sommetider er, bare ikke nær så tit, som du måske tror.
For en del år siden var en producent af f. eks. højttalere et firma, der enten lavede enhederne eller kasserne eller oftest begge dele. Man ansatte en designer eller sommetider endda mange, der i et kreativt miljø udviklede teknologien uden synderlig hensyntagen til slutbrugerprisen. Denne kreative frihed betød, at der var mulighed for at rekruttere mange skarpe analytiske tænkere, der bare kun i meget ringe omfang er med endnu. Allerede fra 1970-erne begyndte brancheflugten af de bedste ingeniører til den da gryende teleindustri samtidig med, at regnedrenge og spekulanter erstattede dem i hifibranchen. Regnestykket var ganske simpelt. For at tjene kassen skulle man identificere sit marked langt mere entydigt end tidligere. Når man så havde gjort det, var det ikke længere en teknisk udfordring at designe apparaterne, men ren markedsføring. Bumsedrengene i 80-erne blev bombet med særligt engelske produkter i en form og finish og ikke mindst holdbarhed, der var en øvelse i folkeforførelse. Mage til bras skulle man da lede længe efter, men som vi ved, stoppede det ikke her. Mange producenter havde indset, at alt kunne sælges, selv om det kun sjældent kunne holde den da 1-årige garantiperiode ud eller selv om den mystiske coatinglim hos en nylig tilkommen dansk producent fik membranen til at krølle sammen . Alt medvirkede blot til at øge producenternes idealistiske kultstatus. Måske gik Anders Thule i skole dengang.
For at komme videre måtte der andre metoder til. De fleste firmaer havde allerede sparet designerne væk og brugte eksterne kræfter, KEF f.eks danskeren Peter Madsen. En del som Quad så ikke skriften på væggen og gik ned. Nu gik producenterne gradvist fra at være primære fremstillere til at være logistikcentre. Print, kasser og enheder med samlede filtre blev indkøbt udenbys, som det fremgår med al ønskelig tydelighed på hjemmesiden for et i Danmark såre verdenskendt tysk firma. Regnestykket var, at den primære producent af råvarer kun i ekstremt heldige situationer oftest af kortere varighed kan realisere mere end et par procent af omsætningen i nettooverskud. I lighed med den danske tøjindustri kom hifiproducenterne op med en vinder: Lad andre lave lortet i vores navn, lad os sælge det dyrt som et forædlet specialprodukt til den nye generation af bumsedrenge, som der tilsyneladende er en stadig uudtømmelig ny forsyning af, og score kassen. Lad Dantax og Eltax og deres producenter tjene nogle få procent, se bare hvad vi kan.
 I Danmark var visse importører så samtidigt kvikke til at identificere det nye marked af lavere til mediumuddannede kunder, fordi de højtuddannede, som havde drevet udviklingen tidligere, forlængst var løbet skrigende bort. Her ser vi for argumentets skyld bort fra dem, der har tilegnet sig en længerevarende uddannelse uden at blive særligt meget klogere. Selv notoriske analfabeter med en teknisk forståelse, som svarede til deres belæsthed, fik her deres livs chance for at blive stjerner på nettet for en aften. Producenterne tog tydeligvis også bestik af denne udvikling. Som vi har set er kommerciel succes altid baseret på at kende sin målgruppe. Producenternes teknologiske  ambitionsniveau tog et dyk sammen med de potentielle kunders kritiske sans. Lysten til at tjene lidt lette penge steg til gengæld tilsvarende.
Den vigtigste produktudvikling der skete, var et absolut krav om mindst 2 leverandører. Da man jo ikke som ikkeproducent kontrollerede nogetsomhelst, da man jo ikke producerede nogen ting, var det af allerstørste betydning, at man altid kunne få sine halv eller helfabrikata. Hvis man skulle have intentioner om kun at bruge de bedste højttalerenheder som eksempelvis Flexunits eller Scan-Speak, var det nødvendigt af indtjeningsmæssige og produktionstekniske grunde at gardere med en alternativ producent. Derfor brugte man praktisk taget aldrig de bedste enheder, for de kunne jo i sagens natur kun dårligt skaffes ret mange steder.
Det seneste årti har budt på fantastiske økonomiske succeshistorier, hvor en udflagning af produktionen til Kina har medført lavere priser på al forbrugselektronik undtagen lige såkaldt seriøs hifi. Især de resterende små og mellemstore såkaldte producenter har scoret kassen. Harold Leak skulle bruge et helt liv på at købe en Bentley, mens du, kære hifientusiast, giver mulighed for, at eksempelvis danske producenter i den teknologiske letvægtsafdeling kan købe både en Porsche og en lystbåd hvert år. Ikke underligt, at priserne på bådpladser stiger.
 Hvis man kan sætte et engelsk flag eller et Danish Design mærke på gør det ikke noget om det hedder Wharfedale, Quad, Rogers, Exposure, KEF, Celestion, ja, fortsæt selv og alt er kinesisk ejet og kinesisk produceret. Man har nemlig et brand og kan få mange gange mere for det samme produkt ligesom Diesel og Levi`s kan. Til gengæld har produktion i lavtlønslande resulteret i enorme prisstigninger, mærkeligt nok. Kvaliteten må være blevet helt fantastisk. Bare underligt, at de bruger de samme billige skodkomponeneter som før i tiden, der er blevet sindssygt meget billigere i mellemtiden…
De få tilbageværende producenter er skrumpet til store køkkenbordsvirksomheder, der må arbejde reelt for at forbedre produkterne, nogle sikkert af gammel vane som en ordentlig bonde, nogle måske af faglig stolthed. De er få, de er gamle og de erstattes ikke. Pouls Audio Butik er stolt af at støtte et par af dem.
Formen er blevet alt, og indholdet er mere eller mindre ligegyldigt, lidt ligesom materialeprisen i en Montana-reol. Når David Wilson fra den amerikanske high end-højttalerproducent Wilson Audio med sin kone flyver ind i Århus Lufthavn i sin private jet for at levere højttalere til en dansk IT- mangemillionær er det jo heller ikke ligefrem fordi man helt får højttalerenheder for alle pengene. Det er da sandsynligt, at udgiften til jetbrændstof langt overstiger den primære produktionspris. Prisen på højttalerenhederne ville knap nok kunne dække benzinen til en levering med fiskerbåd fra det nærliggende Skødshoved og det er der ikke meget status ved. Uanset om der er Dynaudio-enheder eller Focal ditto i boxene snakker vi jo om kostpriser på få hundrede op til knap 1000 i de allerdyreste modeller. Disse enheder bruges så selvfølgelig også kun i systemer over den halve million.
Nu skal det siges, at Wilson højttalere efter alt at dømme spiller vældig fint. Hvad der er mere stødende for denne skribent, er, at danske såkaldte nicheproducenter af mærkevarer kan sælge højttalere til dig, kære hifientusiast, i en kvalitet, der får Eltax til at ligne decideret højteknologi til en pris, som Eltax må misunde. Hvis man kan gange produktionsprisen incl. fragt fra Kina med 10 er der jo som bekendt en avance på 10 %, og det er jo ret rimeligt, og det kan man jo lige akkurat leve af.
Til allle dem, der mener at høje slutbrugerpriser kan forklares med årtusindlange udviklingsprocesser hos producenterne er der vel kun en ting at sige: Hvis det var undertegnede, der var kong Wilson ville jeg da bruge mere tid på at finde en fin ny Rolls Royce Convertible med hermelinindtræk indfarvet som kaninskind ( For de få, der husker Anders And ) end at bekymre mig om at lave bedre højttalere. Kunderne sidder jo alligevel bare og spejler sig i den udsøgte pianofinish, mens de beundrer den samlede bestykning af højttalerender til knap en tusse tilsammen pr. box. Rent røverkøb !. Tænk på det, hver gang du ser en kondensstribe i stratosfæren, som måske er Wilson og frue på nye eventyr og tænk på, hvor vigtig du er. Ikke som person, tværtimod, mere som en slags malkeko og så er du jo da noget.
 
PS
Den forløbne uge har budt på giganternes møde, sådan en slags High Noon for pianofinish. Som bekendt er lyden jo det eneste, der betyder noget, og det er altid bedre at købe musik for pengene, som det siges. Derfor er det da underholdende at overvære den gode Kings stadige selvpromovering på netstedet hifi4all og hans finske råbeheppekor efterlyse billeder af den lille nye fra det fynske tempel. Lyden kan der naturligvis kun gisnes om, da den jo ikke er spillet til, og det accepterer de fleste som den endegyldige sandhed. At øret måske så samtidigt lige vænner sig til en teknisk konstruktion, der ifølge visse tidsskrifters ret enkle ikke-kontroversielle målinger i bedste fald er lettere amatøragtig er jo så heldigt, kan man sige.
Samtidigt udtales den dybe sandhed, at sort pianofinish bare er sagen for rigtige mænd, og mester Alex med sin magiske magnetiske aluminiumspuck fra samme site udbeder sig sammenligning med sine Wilson højglans-monstre. Nu dækker denne skribent kun en del af det seksuelle spektrum ihvertfald hvad angår førstehåndskendskab, men denne næsten seksuelle betagelse af noget fucking autolak er måske lige i den mere forbudte afdeling. Hvem der vandt vides ikke, for gode kræfter har med beundringsværdig næsten selvmorderisk energi kastet sig over dette kvalmende tiltag. Som tidligere omtalt er der tilsyneladende en omvendt proportionalitet mellem tilgængelig sex og hifi, og så må man jo som de mandlige fanger i San Quentin få sig en erstatning. I højttalere med pianofinish er der så den bonus, at den er nem at tørre af.
Lyden er bare det eneste, der betyder noget, ja tak Fætter Guf.
 
PPS
Udviklingen på diverse nefora mod at blive samtaleklubber for paralleimport fortsætter, dårligt nyt for annoncører og site. Sidste uges diskussion om, hvor man kunne komme til at høre Wilson-højttalere for så at købe dem, godt nok brugt ( som om det skulle gøre nogen fucking forskel ) i udlandet er jo da endnu en praktisk bundskraber i almindelig moral. Nasseri er sådan et sørgeligt fattigt udtryk her.
 
PPPS
På Hifi og Musik er vor ven Mogens atter tilbage med skriverier i den rigtigt tunge filosofiske afdeling. Efter flere gennemlæsninger er det stadig ikke det mindste klart for denne skribent, hvad det drejer sig om. Der kan muligvis være tale om en momentan sindsforvirring hos Mogens forårsaget af for megen flytten rundt på diverse kombinationer af gummifødder og korkskiver i diverse vandbade i et herostratisk forsøg på at få en rumfartsplastisk Rega Apollo til at spille. Som bekendt er total åndelig udmattelse hyppig i situationer, hvor kampen er for håbløs, f. eks langvarige junglekrige. Ialtfald fatter vi ikke en brik, men det er der jo en del der mener, at vi aldrig gør, så det går nok. Denne spalte er jo heller ikke altid fri for en smule volapyk, forhåbentlig bare sjældent i så massive mængder. Velkommen forresten tilbage til din nye stjernemedarbejder, Sillesen. Nu siger han forresten, at han har fået den til at blive verdens bedste CD-afspiller. Hvis man kan forstå mindre end overhovedet ingenting , så er det allerede meget mere end vi fatter. Høje tid for en klinisk test måske?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *