søndag den 3. september 2006

Hifi-myter part 2 Vibration og anden dårligdom

I den videnskabelige verden opererer man med forskellige former for sandhed. Der er noget, der er indlysende, noget der er tvivlsomt og noget, der er forkert. Intetsteds er dette spektrum for sandhed dog så stort som i hifibranchen, hvor enhver påstand, idiotisk eller om muligt mere åndssvag, naturligt får sin skare af tilhængere. Det er da godt, at man kun sjældent bygger atomkraftværker efter denne recept, hvor alt er lige godt og legitimt.
I denne uge vil vi starte med betydningen af et godt fundament. Nu kunne man måske tro, at det var en let og ganske indlysende sag at konstruere sit hifirack og fødderne til højttalerne. Man kunne vel bare lave en støbejernsramme fyldt med blyhagl og bruge granitplader som hylder. Ud fra et ønske om at dæmpe vibration fra gulv og samtidigt sikre en positiv kobling til underlaget fra apparaterne forekommer det da ideelt. Så simpelt er det naturligvis ikke, for det er der ikke penge og prestige nok i, og så kan det jo ikke være rigtigt. I stedet ser vi en fantastisk variation af originale designs, der adresserer de egentlige problemer nogenlunde ligeså effektivt som en klud fra Munthe plus Simonsen er anvendelig i arktisk kulde.
En absolut bundskraber er svær at udnævne, da konkurrencen er knivskarp. De forskellige udgaver racks og fødder lavet af vores ungdoms svæveflymateriale balsatræ er vel en kandidat. Der er da i alt fald ingen dæmpning af apparatets vibrationer overhovedet, og hele lortet står og svajer som en fuld svensker i Helsingør. Til gengæld er det dyrt, unikt og billigt at sende som flatpack og har derfor været populært i visse kredse i mange år.
En anden langt mere populær kandidat er et tysk produkt, ja, de kan altså lave andet end verdens bedste højttalere i Danmark eller rettere, det kan de heller ikke. Hvis man skal være venlig ved disse racks med indisk-klingende navne er der vel tale om en vis akustisk filtrering. Racket er lavet som tidligere anvendt i vores artikel om cones af en helt speciel træsort, der så samtidig er lys og passer i nutidige møblementer. Det specielle i træsorten er vel mest, at den ikke kan fås i den lokale tømmerhandel, ihvertfald kun, hvis denne ligger i Nordamerika. Det unikke ophængsprincip med spidse metalfiduser sikrer ganske vist i et teoretisk omfang mod mindre vibrationer, men den vakkelvorne konstruktion garanterer også, at alle større vibrationer vil få katastrofale følger for stabiliteten. Således er det aldrig før set hos denne forfatter,at en SME-grammofon kunne bringes til at hoppe. Det sker heller ikke, når man slår på den med en hammer eller sætter den direkte på højttaleren. Alt er åbenbart muligt i den audiofile verden. Det skal da lige med, at disse racks sælges fra for mange tusinde kroner og opefter, og så må de jo være gode. Ikke underligt, at et eller andet plat IKEA-bord beregnet til at sætte en forkølet blomst på også kan få en hengiven tilhængerskare som hifitilbehør.
 Det har selvfølgelig ikke forhindret, at dette tyske kvalitetsprodukt er blevet reference hos mange anmeldere. Om de så også tør bruge det, hvis de en sjældent gang skulle høre musik, melder historien desværre ikke noget om. Om der er røget en enkelt euro eller 2 under bordet er heller ikke bevist. På den anden side, hvis politiet skulle efterforske samtlige tilfælde af plat i hifibranchen skulle man jo alligevel til at husstandsomdele politikasketter til frivillige. Det er næsten lige før, annoncesælgerne til imaginære internettelefonbøger forekommer helt sympatiske. De truer da i det mindste ikke med tæsk.
Der findes faktisk også et produkt, der på interessant om end en smule kontroversiel vis forsøger at løse visse af problemerne ved et hifirack. Det er som alle ved den excentriske eksilaustralier Max Townshend, medopfinder af den revolutionerende dybfrostbehandling af CD-plader og af pladespilleren The Rock med siliconedæmperkar ved pickuphuset, der har været i gang. Hans løsning er, som det har været berørt i anden sammenhæng fornyligt, at montere hele racksystemet på en cykelslange og så pumpe op for den optimale lydgengivelse. Nu er der vel iboende ligeså lidt dæmpning i dette svingende system som i bunker af fjedrende ophængte pladespillere. Her satte man dog undertiden et stykke skumplastic op i fjederen, som godt nok forvitrede, men lidt hjalp det da en tid.
Det er en kilde til stor undren for denne forfatter, at man ikke anvender en teknik, der har været kendt ialtfald siden Morris Miniens dage med sin Hydrolastic-affjedring, nemlig væskedæmpning. I videnskabelig henseende er det da også en kikser af de store, at en lateral tænker som Townshend ikke har tænkt på at fylde sin cykelslange op med silicone eller i det allermindste spildolie. Dette ville være en ideel kombination for opnåelse af aperiodisk dæmpning, altså øjeblikkelig hendøen af vibration uden harmoniske eftersvingninger. Ideen er hermed givet frit.
Den intelligente debat om cykelslanger fornyligt på diverse fora er forresten et godt bevis på sidste uges dynamikemne. Alt beskrives som mere eller endnu mere dynamisk. Sproget er som bekendt fattigt og intetsteds så fattigt som i hifiens verden. Nu kan man selvfølgelig diskutere det formålstjenlige i at ofre en anvendelig kun lettere halvpunkteret cykelslange på sin skod Rega eller Project pladespiller, som vel ville spille bedst i et tilstødende rum eller endnu bedre i en tilstødende kommune. Ja, vi kan heller ikke lide Project eller Goldring eller andre pladespillere, der hele tiden sætter nye grænser for hvordan det, der engang var lavmålet, i vore dage forekommer helt fornuftigt
Tiden med at sætte sin pladespiller eller vibrationsfølsomme rørforstærker på en gravsten eller evt. en lavprisbrosten neglet rundt om hjørnet er, som vi har set, overhalet af absurd prissatte produkter af afgjort tvivlsom lødighed. Der har aldrig været nogensomhelst hemmeligheder i, hvordan man konstruerer et bord til måling af vibrationer i industrien. Den indlysende rigtige metode har bare ingen gennemslagskraft i hifi- verdenen, hvor ethvert udsagn har samme gyldighed ligegyldigt hvor tåbeligt det end er. Der vil den løsning triumfere, hvor forskellen mellem produktionspris og salgspris er størst. Hvis man så bruger de forhåndenværende frigjorte økonomiske  midler til lidt god gammeldags smøring af anmeldere og til at beskrive de velsignede kosmiske konsekvenser af det vidunderlige produkt, har man en vinder.
At denne tilgang har sejret ses af den simple kendsgerning, at man i alvor kan debattere blandt brugerne, om MDF eller spånplade er det bedste materiale til hylder i racks. Ole Klifoth, din arv trækker lange spor. Ak ja, folks fantasi flyver sandeligt højt. Ikke underligt, at et underlødigt Arcam- produkt med en elektronik, der får en United til 199,- til at ligne et veritabelt højteknologisk slagskib, kan sælges for blot 7000,-. I det mindste har familien Danmark da sund sans nok til at gå i Bilka i stedet for. Der får man da, hvad man betaler for, et absolut særsyn i vores branche.
 Fortsættelse følger.
 
PS
En kollega er blevet noget ophidset over, at vi kaldte låget på en Rega for plastic. Efter sigende er det ikke bare plastic, men en helt særlig afart af plastic, nærmest en slagt audiofil-plastic, sikkert nok udviklet til rumfartsindustrien. Umiddelbart er forskellen vel nogenlunde den samme som den man ser i gamle krigsfilm, hvor tyskerne snakker tysk-engelsk, mens englænderne taler engelsk-engelsk, mest fordi de jo allesammen er englændere. Hvis Rega har tilsat lidt sundhedsskadeligt hormonforstyrrende blødgøringsmiddel til plasticen, kan det jo være fordi det ikke knækker så let. For de sande troende er dette udsagn naturligvis helt hen i vejret og et udtryk for brødnid, alt har en audiofil begrundelse.. At forbrugerne bliver bøffet er en ting. At sælgerne så tror på det, medvirker kun til at gøre farcen komplet. Længe leve producenternes tagselv-bord.
 
PPS
Den forløbne uge demonstrerede den gavnlige lydmæssige effekt af masser af dansk audiofil luft i en Musical Fidelity CD. Der er næppe tvivl om, at den spiller helt fint og sikkert ligeså godt som alle konkurrenterne. Der er altså bare ikke meget ved at sidde og forestille sig indholdet af den store kasse. En Jaguar uden et pakket motorrum men med en lille high power batterimotor er altså heller ikke af det stof, man laver drømme af. En Krell med ICE-powermoduler er der da heller ikke meget fis og fascination ved, eller tager jeg fejl?. Dog mener Naim tilsyneladende, at man sagtens kan anvende bilstereo DAB-chips til 7 kr. og Tripath-moduler til måske en anelse mere, og så sælge det i en fin kasse til godt 30k. Vores erfaring hidtil tyder på, at vi her er på sporet af en kommende kommerciel megasucces.
 
PPPS
Sillesen og hans crew på Hifi og Musik latterliggør vores skepsis overfor sammenblanding af indlysende økonomiske interesser. Vi takker for de forholdsvis positive vurderinger derfra om vores åndsevner, men står iøvrigt urokkeligt fast på vores synspunkter. Læserne må selv dømme i denne sag om muligvis indbildte konspirationer, der nu fra denne parts side ses som ligeså indlysende som at ham Idi Amin vistnok var lidt af en skidt fyr, ingen sammenligning i øvrigt, naturligvis. På den anden side er økonomisk kannibalisme jo ikke strafbart i den nutidige danske økonomi på samme måde, som Idi Amins mere håndfaste version ville have været.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start