Hifi-demo og almindelig vildledning.

I denne uge vil vi belyse nogen af de mere grå sider af den kommercielle virkelighed i vores branche. Vi vil undersøge, om noget så simpelt som en sammenlignende lyttetest har nogen entydig mening. Vi vil fremkomme med oplysninger fra en svunden tid, som givetvis vil ryste enkelte svagere naive sjæle og måske endda også de mere hærdede. De storskrivende dummernikker på vores yndlingsfora vil givetvis være ligeglade. Fundamentalisme af enhver art er jo alligevel uløseligt forbundet med deponering af enhver sund fornuft, hvis vi nu optimistisk antager, at der nogensinde har været nogen sund fornuft at deponere af.
Allerførst vil vi fremsætte tesen om, at hvis man absolut ikke agter at sælge et bestemt produkt, er den allervigtigste forudsætning for ikke at gøre det er at have det pågældende kommercielt uinteressante produkt på lager. Dette lyder måske paradoksalt, men det giver altid en aura af upartisk troværdighed at sige, at man gerne vil sammenligne. Hvad dette indebærer af farer ser vi i næste tese, nemlig at enhver sammenlignende lyttetest ved den rigtige rækkefølge kan give den for sælgeren ønskede udgang med næsten 100% sikkerhed. Derudover er der så en skummel underskov af mulige tiltag, som enhver vel har set i billedverdenen, hvor visse skærme har fået lidt ekstra kontrast og farve. Et tilfælde? Næppe!  Måske er de bare bedre? Helt givet ikke!
Da denne skribent for mange år siden startede i branchen lærte jeg hurtigt det, der er det allervigtigste ved enhver demo: Lad aldrig kunden bestemme rækkefølgen af højttaleromskifteren, aldrig!  Det eneste, der nogensinde kommer ud af at skifte f.eks. fra en B&W højttaler og over til en Cerwin-Vega og tilbage igen er forvirring, og hvis man forvirrer sin kunde, køber denne ALDRIG noget. Kunsten består i sin enkelthed KUN at skifte den ene vej, nemlig til det sæt højttalere, man ikke ønsker at sælge. Man starter med at beskrive kvaliteten af det, man tjener mest på, nå nej sikke en bøf, naturligvis det bedste produkt, og når kunden så har fået tårer i øjnene af musikalsk rørelse skifter man så til det andet sæt. Det vidunderlige er, at fuldstændigt ligegyldigt hvordan dette andet sæt spiller, vil øret, som har vænnet sig til klangbalancen fra det første system kortvarigt stejle ved det nye lydindtryk, og så er det forresten ligemeget om dette er lyst eller mørktklingende. Så gælder det naturligvis om at skrue ned, inden kundens ører vænner sig til den nye og måske meget bedre højttaler. Denne procedure kan så gentages lige til kunden bliver mør. At dette er en kommerciel vinder blev i flere årtier bevist på min tidligere arbejdsplads, der var den forretning i verden, der solgte flest Bose- højttalere. Disse var en tidlig eksponent på et produkt, der ud af fabrikken for f.eks. Bose 301`s vedkommende kostede 5 pund og 1995,- i udsalg, altså en produktionspris gange 32  fra fabrik til butik. Det gav masser af muligheder for gode avancer og masser af salgspræmiering, som vi også ser rigeligt af i dag. Bare prøv at bryde en System Audio højttaler ned i dens bestanddele. Resultaterne var klare, og alle kunderne kunne ved denne snedige fremgangsmåde i sammenligning med både Tannoy, KEF og B&W entydigt konstatere, at det bevisligt absurde Bose-bras var de andre langt overlegent og købte dem i mange tusindvis. Dette turde være det endegyldige bevis på, at det gode ikke altid triumferer, selv om Dr. Amar Bose hævdede at være en god kristen, tydeligvis ingen hindring for at kunne gøre en endda  meget god forretning endnu bedre.
Den kritiske hifientusiast vil naturligvis påpege, at vedkommende selvfølgelig er alt for klog til at lade sig narre. Han har jo haft mulighed for at sammenligne hos en helt igennem idealistisk forhandler, der sammenligner sin egen import med den dobbelte avance med et indkøbt produkt, der udover at have væsentlig lavere avance også sælges hos nærliggende butikker med mulighed for rabatrytteri. Ens egen import har til gengæld en fast pris, nemlig det man mener man kan få sig selv til at tage, egentlig en fed situation.
Nu tyder den forskning på diverse ytringer fra mange hifientusiaster, som denne skribent har foretaget, nu ikke ligefrem på nogen synderlig klogskab lige meget næsten hvor langt man strækker målingsmetoderne af de forskellige intelligenser. I mange tilfælde ville en udstrækning af sinkebegrebet kun få procentpoint opefter indfange en stor del af vor tids entusiaster. De enkelte hardcore kunder, der er tilbage, som vælger at danne sig deres egen mening, og som ikke umiddelbart kan indfanges i forhandlerens kreds af nikkedukker, må behandles anderledes. Der er simple teknikker, som jeg lærte. En forbindelse ude af fase på det kommercielt uinteressante produkt er en grov mulighed, en “uheldig” placering og vinkling en anden. Den allernemmeste og derfor en vældig anvendt teknik i gamle dage og måske også i dag er at vende fasen på en eller flere enheder i det konkurrerende produkt. Selv om den uheldige situation skulle opstå, at kunden får lejlighed til at lytte selvstændigt uden forhandlerens introduktion skulle det nok klare ærterne. Jo bedre et produkt er, jo mere effektiv er denne metode jo.
Nu forudsætter en sådan salgspraksis naturligvis, at sælgeren sætter sit egen indtægtspotentiale over kundens interesse. Som ølpriserne i Nyhavn og i Abegrotten i Århus afslører, går dette ganske let, og hvorfor skulle det ikke også det. Som vi mange gange har påpeget, er det jo ikke dumt eller kriminelt at tage dumme menneskers penge. Til gengæld er det vældig let, og så er det temmeligt ligemeget, hvor rædsomt forhandlerens store tyske plastictruthorn lyder. Somme tider burde man være noget forsigtig med at demonstrere sagerne overhovedet, som udstillingen i København i disse dage demonstrerer. Heldigvis er hørelse en privat og selektiv ting, og hvis den rigtige salgshistorie er til stede, er lyden jo helt åbenlyst alligevel ligegyldig for køberen.
Hvis vi nu antager, at en producent af et anerkendt kvalitetsprodukt vil ind i dette lukkede kredsløb af falske demoer og sabotagelignende adfærd er der visse problemer. Man vil aldrig nogensinde kunne trænge igennem hos en butik, der har egen import af tilsvarende produkter, ALDRIG!  Få købmænd er idioter, og de er sjældent længe i branchen. Spillets regler er at tage alle de penge, der er. Husk, Pouls Audiobutik er også købmænd. Vi sælger heldigvis bare kun uendeligt lidt hifi.
Sikkert udmærkede produkter som Gamut kan altså bare ikke sælges i Templet i Odense.  Der vil aldrig nogensinde blive tale om fornuftig rådgivning, for valget er jo allerede truffet på forhånd. Nu vil vi aldrig drømme om at tage andre lignende produkter ind, så derfor kan vi sagtens være hellige. Hvis vi skulle leve af det var situationen sikkert som i mit tidligere job: Al salgsbonus og dermed løn var beregnet ud fra bruttoavancen på produktet, altså jo mere forretningen tjente, jo mere tjente sælgeren. Prøv lige at tænke over, hvad det betyder for al saglig vejledning, at det i givet fald koster sælgeren penge.
Som vi mange gange tidligere har udpenslet, er der kun sjældent penge nok til at markedsføre egentlige kvalitetsprodukter, fordi produktionsprisen kun i sjældne tilfælde kan bære, at man som Bose ganger den med 32. Selv ikke Wilson kan gøre det, for som bekendt er jetbrændstof lidt smådyrt. Ellers var det såmænd nok indenfor rækkevidde. Som alle andre succesfulde producenter har han dog en ting i orden: Der er styr på distributionsleddet. Det sikrer, at de forretninger, der sælger det rigtigt, gør noget ved det, og dem, der ikke har kommerciel interesse kun bruger en gammel en som negativ reference. Det eneste, man således kan være sikker på som kritisk forbruger at få at vide er således enten, at det er noget overprissat skidt eller alternativt det øverste trin på stjernestigen, begge dele antageligt nonsens. Lige meget hvor man går hen får man den samme konsekvente vejledning, nemlig overhovedet ingen.
Nu er det ikke denne skribents opgave at beskylde visse udvalgte kolleger for bevidst vildledning, uha nej da. Vi er da ganske overtydede om, at de simple økonomiske realiteter, der har været gældende siden Ruder Konge var knægt og som jeg selv er blevet opflasket med, umuligt længere kan være gyldige. Sælgeren er selvfølgelig ikke villig til at gå på kompromis med al anstændighed bare for at tjene penge længere, for verden er jo blevet et bedre sted at leve og piger får ikke længere mange tilbud, bare fordi de har store bryster…Eller hvordan mon det lige er, det hænger sammen, tjah.
I sandhedens interesse skal det lige indskydes, at denne skribent aldrig nogensinde har solgt et eneste par Bose- højttalere. Jeg har lavet andre mindre legale ting som f. eks. kørt uden lys på cyklen, men hardcore skidt som at sælge Bose,  nej, det har jeg aldrig været ude i.  Om dette er nok til at gøre mig til et bedre menneske er vel tvivlsomt, men det hjælper vel alt sammen.
 
PS
Det var lærerigt for denne skribent at være på den meget nylige hifimesse i København. Det var fantastisk hyggeligt at møde arrangørerne og visse udvalgte entusiaster, der turde give sig til kende. Det er muligt, at Sillesen og hans crew potentielt er nogle skumle fyre, men måske kan det blive lidt svært at opretholde illusionen ihvertfald i den allernærmeste fremtid, for de virkede helt enkelt åbne og indstillede på fri kommunikation. Denne skribent fik også opfrisket sin mangelfulde hukommelse med hensyn til starten af Danish High End Society, og sandt er det givetvis, at samarbejde med Ole Nifinger ( ex. SLT og Gamut ) ofte for de involverede parter har betydet, at man pludselig selv står med sorteper, lad det så være gæld eller forpligtelser. Hermed al ære til arrangørerne.
Samtidigt var det også en lidt uvirkelig øvelse i skyggespil, fordi ekstremt få gav sig til kende på nogen måde, end ikke med deres dæknavn. Det er lige før CIA kunne lære noget om anonyme vidneplaceringer her.
Nu skulle man jo synes, at en offentlig udstilling kunne være en anledning til at dyrke lidt hifidating i fuld offentlighed, men det er tydeligvis ikke tilfældet. Når hele ens liv er bygget om omkring en pseudoverden, hvor hifi-interessen bliver selve livets mening og indhold, og ens selvværd hænger uløseligt sammen med samme, ja, så er det åbenbart for risikabelt. Som Salome fra Bibelen, hende med de 7 slørs dans, kunne man vel nok uden at afsløre alt for meget kaste det første slør, nemlig afsløre sin sande netidentitet uden al for stor risiko. Men nej, vi er i samme anonymitetsverden som voldsramte indvandrerkvinder, der end ikke tør køre i taxa. Nu er der grund til at tro, at lige præcis disse kvinder har al mulig grund til at være ganske ekstremt forsigtige, men at samme mekanismer skulle gælde i hifiverdenen er vel tvivlsomt.
Nu kunne det have været underholdende at se The Final Showdown mellem netkamphanerne Antisilver og niklasthedolphin, som begge gav sig til kende ganske åbenlyst, blot ikke overfor hinanden åbenbart. De så nu ellers ikke nær så voldelige ud i virkeligheden, som man skulle tro, men første indtryk kan vel snyde. Antisilver var godt nok lidt lille, noget mindre end dolph`, men så med sine intense lidt trætte øjne ud til at være en mulig mester i sinanju, den ældgamle koreanske kampform kendt fra de højlitterære Remo-bøger, så måske…
En anden skuffelse var de anonyme medarbejdere fra hifi4all med deres ellers smarte rygmærker. Socialisering er tydeligvis et fyord i denne organisation, mens navnløshed åbenbart er en mærkevare. Måske skjulte de fokuserede og udtryksløse ansigter hos disse over dybe tanker, men de lignede nu mere bare almindelige dumme lidt nørdede drenge. Det er næppe herfra den store fornyelse i netadfærd skal komme, desværre.
Ellers var lyden som ved alle udstillinger et spektrum fra et Dux-anlæg på et pigeværelse i 1970-erne til noget ganske godt tenderende til det fremragende, ingen nævnt, ingen glemt. Dog, hvis Tempel Audio efter demoen i lørdags får solgt noget, er det et under som da Jesus gik på vandet. Måske er repræsentanten Keld ansat som negativ reference for Bent Medlyd og hans Rega, endnu en djævelsk udspekuleret plan fra denne mand, som jeg forresten også hilste på. Han så lidt skummel ud, men han bor jo også i Nordjylland.
 
PPS
Et lille hjertesuk fra PA-branchen: Hvorfor er det lige, at mange udstillere forsøgte at lave deres godt nok op til 3 stk. 6.5 tomme enheder generere lydtryk langt hinsides disses kapacitet ? Hvis der skal spilles højt i et stort rum er der måder, nogen af dem er bare tydeligvis forkerte, som vi hørte. Næsten ligeså forkerte som nogle af demonstrationerne i de små rum, hvor man burde have udskænket gratis fadøl i stedet for at spille eller alternativt have købt nogen ordentlige højttalere. Vi står gerne til rådighed med rådgivning her på vores kernekompetence studieindretning, men folk kontakter os nok ikke. Er de for flove eller hvad? De burde ialtfald være det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *