tirsdag den 22. august 2006

Ugens emne Hold da helt KEFt

Denne uges emne er en ekskurs udi den tidlige anvendelse af alternative materialer i hifibranchen. Nu var videnskaben i halvtredserne ikke udviklet til plat a la Sillesen Gizmo-CD-er. Plastfolie havde ifølge vores bedste viden debuteret som membranmateriale i højttalere i 1955, men der fungerede den blot som base for pådampning af metal.Ja, der var tale om Quads første elektrostathøjttaler. Alle vidste jo, at efter  årtiers udvikling var det bedste membranmateriale fiberrig papirmasse p.g.a. et gunstigt kompromis mellem lav masse og høj stivhed.
Dette ændredes brat i de allertidligste 60-ere, hvor et vigtigt syndefald skete. Det da særdeles velanskrevne engelske højttalerfirma Wharfedale, ledet af Gilbert Briggs, havde ledet populariseringen af hifi som interesse og ingen var i tvivl om, at magnetflux, altså magnetstyrken i gauss, ikke at forveksle med den samlede flux i maxwell, var det altafgørende for en højttalers transientgengivelse. Selv om vi bliver lidt indforstået tekniske her, må vi huske på, at det var en tid, hvor det var en agtværdig hobby at interessere sig for hifi for overlæger og ingeniører. Folk vidste således, hvad de snakkede om, og man kunne ikke som producent slippe af sted med at tale om luftguitarsfaktorer og andre okkulte fænomener eller lave fuldstændigt hjælpeløse musikvideoer uden musik eller musikalitet, som vi ser i dag hos mindst en enkelt producent. Enkelte må vel have set den.
Det var Raymond Cooke, den tidligere udviklingschef hos Wharfedale, der som den første startede hifiens dødsspiral. De første højttalere fra KEF var bemærkelsesværdige på flere måder. Han mente, at man skulle indføre videnskabelighed i udviklingen af højttalere, bestemt et beundringsværdigt synspunkt. Hans svar var desværre bare at bruge materialer fra emballageindustrien, der som bekendt er vældigt testede mht. optagelse af aroma, lidt ligesom den senere så kendte opfinder Klifoth, der senere genopfandt spånpladen. Det var bare ikke nødvendigvis gode materialer til højttalerenheder.
 KEF`s første højttalere var bygget op omkring den senere kendte B 139 ovale bas og en 52mm diskant , senere benævnt T 52. Alene det, at bassen var lavet mere end 10 tommer på den ene led for at spare skat og dermed penge var noget suspekt og bestemt ikke teknisk begrundet og blev ikke efterlignet af andre. Til gengæld har generationer af audiophiler straks kunnet genkende denne højttalerenhed, og når mange brugte den, så måtte den jo være god.
 De var epokegørende derved, at bassen var lavet af polystyren, datidens hitechmateriale,som ikke var let eller stift men til gengæld så billigt, at man kunne smide det væk efter brug i papkasser, mens diskanten var lavet af et plastmateriale benævnt melinex, som hverhen var stift eller let eller blødt. Man fik således en højttaler, hvis transientgengivelse var middelmådig på en god dag, og hvis diskantgengivelse var både skarp, begrænset i omfang og urimeligt retningsbestemt. Faktisk var det et tilbageskridt i samme omfang som centerhøjttalere med flere bas-mellemtoner, der også fungerer som vor skoletids søjlehøjttalere, bare i den forkerte retning.
Følgerne var faretruende. Bl.a. på grund af brugen af keramiske magneter, som var billige kombineret med brug af ekstremt billige plastmaterialer udkonkurrerede KEF mange langt bedre leverandører af enheder. Ingen tænker naturligvis på Rega her.
 Efter ansættelsen af den tidlige computerpioner Laurie Fincham som udviklingschef gik KEF over fra at være leverandør af angiveligt forholdsvis ensartede, men aldeles underlødige produkter til tillige at tilbyde computerparrede løsninger, der også omfattede delefiltre. Dette var ikke af lyst, men mest fordi de såkaldt højteknologiske enheder var helt håbløst uens på grund af amatøragtig halvmiddelalderlig produktion. For overhovedet at få enheder og filter til at virke sammen, blev man således nødsaget til at måle alt op og så parre dem efter bedste evne, vel ikke nogen langtidsholdbar løsning. Således måtte licensproducenter af LS3/5A højttalere allerede fra starten konstatere, at mellem 60 og 90% af de leverede enheder var ubruelige. Faktisk lykkedes det aldrig for nogen producent af eftergøre de 2 BBC-prototyper, da man selv ikke efter omfattende søgen fandt nogen enheder, der var ligesådan, ak ja. 
 KEF løste alle disse problemer på en måde, der viste sig holdbar for senere producenter af hifi. Man brugte nemlig bare uanede ressourcer på at overbevise alle om, at KEF var et ubegribeligt højteknologisk produkt, og når alt andet ikke lød ligesådan, var det jo nok fordi, disse andre producenter ikke var videnskabeligt nok baseret. Marketingbilleder af enorme bunker computere og gamle mænd i kitler understregede denne seriøsitet. At man stadigvæk bare lavede lavprisenheder af højst uensartet kvalitet var som i vore dage absolut ingen hindring for budskabets udbredelse. En Densen-sag med en masse fine blå elektrolytter kan enhver jo osse se har en ganske gevaldig indbygget musikalitet, og at man naturligvis ikke anvender mange små kondensatorer til lavpris for at spare på de store dyre. De små er jo så frygteligt hurtige.
Nu varer intet evigt, og på et tidspunkt tyder noget på, at KEF og Laurie Fincham faktisk kom til at tro på deres selvopfundne naturlove. Det er overraskende, da begge var videnskabeligt uddannede, men desværre såre menneskeligt. Firmaet gik konkurs sammen med en anden engelsk pioner Celestion og genopstod med lidt skævere øjne. Celestion havde forresten opfundet den foreløbigt mest ultimativt idiotiske diskantmembran lavet af kobber. Kobber korroderer let og er enormt tungt. Man kunne også have valgt bly eller wolfram, men det er foreløbigt ikke sket. Ideen er ellers hermed fri.
Mange producenter har taget KEF`s materialevalg op. Ingen vil indrømme, at det har noget med økonomi at gøre. Prøv bare at ringe til Dynaudio og spørg, så vil du få en endeløs strøm af nyreligiøst prægede begrundelser for deres højteknologiske løsninger. Dette er fint nok fra et markedsførings og produktionssynspunkt, det har bare ikke meget at gøre med korrekt lydgengivelse eller bare stræben efter dette at gøre efter denne forfatters ydmyge mening.
KEF var en pioner den i forstand, at man aldrig nogensinde tilstræbte en effektiv elektromagnetisk kobling i højttaleren. Dette er indlysende for enhver, der har repareret eller bare leget med f.eks. en B 110 eller en B 300-enhed. Da magnetgabets størrelse står i omvendt kvadratisk proportionalitet med den elektromagnetiske kobling er en undersøgelse af en KEF- enhed en gyser. Der er en nødvendig god plads i magnetgabet til at montere en dårligt forarbejdet skæv svingspole. Det er ikke underligt, at transmission line-princippet fik et dårlig ry, man brugte nemlig altid ubruelige B 139-ere. Senere viste PMC, hvordan det skulle gøres.
KEF blev en pioner i valg af membranmaterialer og en udpræget negativ en af slagsen. Senere tog store ånder som Ole Witthøft og System Audio denne udvikling til nye højder med også at anvende plast til selve højttalerchassiset. Dette var naturligvis ikke bare plast, og markedsføringen blev ledsaget af et tæppebombardement af pseudotekniske forkortelser for dette nye supermateriale. Det havde man jo lært af KEF. Dog mener vi ikke at have set Ole i kittel endnu, men det kan jo komme.
Bare man dog var blevet ved med kun at bruge plastic til det, det var beregnet til. Det var altså bare ikke ligefrem højttalerenheder, men det er lige meget idag, skaden er sket. De billigste vandt, ikke fordi de var bedst, men fordi de var billigst, sådan som det vistnok også sker med dåsetomater.
 
PS Denne klumme har fået en pendant på Hifi og Musik. Al skribentvirksomhed i denne branche bør opmuntres og hilses velkommen. Der er vel bare lige den lille slange i paradiset, at man fra en ansat på et site med mere end perifer tilknytning til en dansk producent af luftguitarer vel ikke kan forvente de helt store badutspring. Mogens skriver nu vældigt godt, blot får vi vel at se, om emneområdet også omfatter andet end kommercielt sund hyggesnak. Dog vil der altid være en mistanke om en skjult kommerciel vinkel, og hvordan kan det være anderledes. Lars Larsen er da også hørt sige ganske pæne ting om Jydsk Sengetøjslager, og det er da også rimeligt nok.
 
PPS
Vi har fået en velnok berettiget kritik for et lidt voldsomt ordvalg i sidste uges emne. Al snak om analsex i sidste uges PS var begrundet i et ønske om at påpege denne uhellige alliance mellem producenter og site og anmeldere. Nu rager det ikke mig, hvem der boller hvem hvor. Blot kan det aldrig være i slutbrugernes interesse, at anmeldere er betalt af producenter, direkte løn eller ikke. Arla kan vel heller ikke forventes at foretage en strengt neutral sammenligning af egne produkter med dem fra Thise Mejeri.
Når man så samtidigt ser noget, der ligner plantede angreb på andre danske producenter på det konkurrerende forum, her Gamut, som ikke har nogensomhelst begrundelse og kun kan være af interesse for få udenfor det konkurrerende forum, ja så må vi være på vagt.  Pouls Audiobutik sælger forresten hverken Densen eller Gamut, og vi er ganske græskkatolske, hvad folk køber, bare der er åbenhed. Her ser det faktisk lidt skidt ud, som vi vil undersøge i næste uge.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start