søndag den 6. august 2006

Frem og tilbage er ikke lige langt

Denne uge vil vi dykke ned i hifi-annalerne og beskrive et trist kapitel, nemlig nedturen for Tannoy. Nu er der vel nok en del derude, der tror på, som de fik at vide af deres hifipusher, nemlig at man købte sig ind i en stolt tradition a la Morgan sportsvogne ved at anskaffe Tannoy. Intet kunne være mere forkert, som det også på forunderlig vis i den seneste tid er anerkendt af Tannoy selv, indirekte ganske vist.
I 50-erne og starten af 60-erne var Tannoy den arketypiske engelske repræsentant for, at højttalere som en selvfølge skulle være faselineære og have en symmetrisk spredning. Den symmetriske spredning var en konsekvens af designprincippet, mens faselineariteten var en konsekvens af genial kombination af asymmetriske filterstejlheder i forbindelse med anvendelsen af Ticonal G magneter, der fysisk bliver ganske lange. Naturligvis anvendte man også plastkondensarorer, hardwiring og autotransformatorer for induktionsfri diskantniveautilpasning, for enhver vidste, at det var det bedste. Denne ganske indlysende ingeniørpraksis er stadig ligeså sjælden som gejrfugle, se blot B&W og Vienna Acoustics med mange flere fra dagens serier.
Membranerne købte man som også de fleste i dag fra det tyske firma Kurt Muller. Membranen undergik efter ankomsten en særdeles langvarig og omstændelig udtynding af fibre for at give en reflektionsfri og langtidsstabil terrminering. Endelig monterede man det hele på et massivt chassis.
Kombinationen af alt dette tætkoblede metal i forbindelse med håndjustering af centrering gav en helt enestående termisk kapacitet og en fremragende transientgengivelse. Resultatet var en meget dyr, men færdigudviklet dynamisk højttalerenhed, forfinet i små detaljer over 25 år.
I forbindelse med en brand i 1973, et udsalg af arvesølvet til Harman og borgerkrig i Zaire blev situationen pludselig en ganske anden. Hele Tannoy blev flyttet til Glasgow, og for et 50 år gammelt håndværksfirma var det døden. Det afholdt ikke Tannoy fra at lancere de evigt forbandede HPD- enheder, som meget godt beskriver hifiens nedtur, selv om det som alle rigtigt triste historier ikke stoppede her. Angiveligt brugte man stadigt magnetmaterialer som tidligere, men realiteten var en ganske anden. Mangelen på kobolt betød, at de første koboltfri AlNiCo legeringer så dagens lys hos Tannoy. Resultatet var skræmmende. Den helt komiske mangel på magnetstyrke blev kun matchet af enestående håndværksmæssig uduelighed, og resultatet var en skrigende diskant a la piezohorn kombineret med en bas så slatten som den da så populære Gamma Monitor. Myten om, at gamle AlNiCo- magneter taber feltstyrke lineært over tid kan stamme herfra. Disse såkaldte magneter  har nemlig aldrig været kraftige nok til at holde en skruetrækker fast.
 Efterhånden gik man så over til langt svagere keramiske magneter som alle andre, men det før så stolte foretagende bibeholdt blot den tidligere delefiltertopologi, godt nok i en noget degraderet printudgave og en connector kendt fra elektriske legetøjstog. Der var blot det ved det, at de flade keramiske magnetskiver ikke blot ikke havde nogensomhelst termisk kapacitet. Fasen var heller ikke længere korrekt, da hornet var blevet drastisk forkortet. Vi endte altså med et produkt, hvor alle komponenter var totalt degraderet, og med lyden var det næsten værre. De tynde membraner på SRM og SGM- serierne gav bas i den absolutte letvægt, opbrydninger i sværvægtsklassen og gav Tannoy et fortjent ry som leverandør af lyd i den øretrættende ende. Samtidigt var kantophænget limet på med en lim, der hærdede, således at membranen knækkede af, i sandhed et lokalt minimum for god ingeniørpraksis. De efterfølgende plasticmembraner, f. eks. i  D 700 var tunge, den mekaniske præcision ringe og selv om det forekom umuligt, fleksede de endnu mere end forgængerne. De billigere modeller blev snart produceret i Ungarn og senere lidt længere østpå, og blev efterhånden Karl Heinz Fink designs i mekanisk kvalitet, der vel kan sammenlignes med IKEAs klap-sammen kasser. En æra syntes forbi. Et planlagt ambitiøst forsøg på at relancere en SuperDual enhed designet af Mark Dodd, en brilliant ingeniør, faldt til jorden i dette uambitiøse udviklingsmiljø,  og Dodd forlod firmaet. Det eneste håndgribelige resultat blev en plasticstøbeform til at lave såkaldt Tulip Waveguide horntragte med tolerancer i den tidligere så kendte Lada-klasse, som endnu hjemsøger mange Tannoy-produkter.
Efterhånden gik det op for Tannoy, at man da vist engang havde lavet noget, der var bedre. Man begyndte faktisk at producere de gamle enheder igen til deres absolutte topmodeller, ( ikke Kingdom-serien, det er en anden mere sørgelig sag ), men uden nogen sammenligning i en kvalitet præget af ikke altfor stor håndværksmæssig kunnen. Husk, vi er jo i hifibranchen, og her kan man altså i high end ikke få alverden for de sidst spenderede 50.000,-. Resultatet var dog skræmmende meget bedre end de tidligere årtiers katastrofale tiltag og faktisk ganske godt. Endeligt kunne man købe et sæt Tannoy Canterbury til en pris af omkring 100.000,- , der lydmæssigt kom i nærheden af et par heldige HPD-er, omend ikke i Monitor Gold-land, langt fra endda. Selv i HE-inkarnationen er der langt igen. Æres den, som æres bør: Det er altså alligevel en bedrift at anerkende, at årtiers såkaldt udviklingsarbejde har været fuldstændigt spildt og nytteløst og lige til at skylle ud i lokummet. Selv den oprindelige fasekompensation, som man endda selv havde latterliggjort i fremskridtets navn, blev efter kun knap 60 år søgt patenteret under det pejorative tilnavn pepperpot. Det var lykkeligt, at Ronald Hastings Rackham, bagmanden bag Tannoys dual concentric højttaler fra 1947, nåede at se disse tegn på renæssance inden han døde. Blot synd, at renæssancen ikke bed sig bedre fast. I denne verden er der måder at lave en højttaler på, der er indlysende og uomtvisteligt  rigtige. Tannoy Monitor Gold blev en milepæl tillige med visse JBL og Altec 604 8 G. Verden blev aldrig den samme siden. Og nej, de senere sete såkaldte JBL reissues har altså ikke bare ganske lidt at gøre med de oprindelige ud over en noget lignende dimension.
Det er heldigt for den nuværende såkaldte high end industri, lad den så være så blodfattig den være vil, at så få af deres potentielle kunder nogensinde har hørt eller kommer til at høre sådanne klassikere. De er nemlig for størstepartens vedkommende forlængst forsvundet til Japan. Den enestående oplevelse, det er at høre en stor højttaler designet og finpudset over en lang årrække af geniale og ydmyge konstruktører, hører til en svunden tid. Og nej Ole Klifoth og Ole Witthøft, at finde på smarte navne og være pioner i plasticchassiser henholdsvis kvalificerer altså i denne skribents optik ikke helt til denne betegnelse. Til gengæld er det tilsyneladende en holdbar overlevelsesstrategi i Rega-land, lidt a la livskvaliteten for menneskene på Abernes Planet.
Dette er vældigt heldigt for hifiens skruppelløse købmænd, der så kan kolportere deres underlødige produkter i dette vidensmæssige vakuum. Det er også heldigt for disse nutidens hifihalvguder, at mange af deres kunder er ligeså gudsjammerligt ukritiske og uvidende som de selv er selvbestaltet idealistiske. Det er vist noget af det, der også kaldes synergi eller måske snarere symbiose. I Middelhavet findes der f. eks. en fisk, der svømmer op i røven på søpølser, og det er vist noget af det samme, taget i røven bliver man i hvert fald. Som præsident Truman sagde : Give them Hell !.
 
PS
Man kan finde visse Tannoy HPD med Gold-chassis, der er gode nok, og husk, her taler vi om mulige tolerancer for de mere uheldige på plus minus 25 dB i frekvensgangen. De senere anvendte  plastmembraner falder blot fra hinanden på grund af forkert limvalg, og nej, det hjælper ikke at rotere enhederne. Alle Tannoy-enheder med centreringsfjeder er helt upåvirkelige af membranens vægt mht. holdbarhed. 
 
PPS Ugens griner er, at ingen anmeldere tilsyneladende har bemærket, at den massivt markedsførte Tannoy såkaldte replica Autograph højttaler har ligeså lidt at gøre med den ægte vare, som Royal Classic har med rigtig øl. Hvornår er et massivt full range horn blevet sammenligneligt med en mikroskopisk basreflekshøjttaler til computerbrug ? O tempora o mores.
 
PPPS Vi modtager iøvrigt gerne forslag til emner, som dette skrivende orakel kan belyse med flittig brug af sin lyssværds-machete. Dumheden har jo slået rod som bjørneklo og er endnu sværere at udrydde. Det skal dog ikke afholde os fra at prøve lige som Gimli i Ringenes Herre, der også mest elskede de håbløse odds.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start