søndag den 23. juli 2006

Fra skidt til kanel

Her i sommervarmen vil vi lade mildhed og overbærenhed falde over denne klumme, og lade alle kontroversielle og sprængfarlige emner ligge lidt. I stedet vil vi kaste os over en af vores yndlingskæpheste, nemlig om godt design med rettidig omhu i valg af råvarer i produktionen har en fremtid. Vi vil tage udgangspunkt i et produkt, der er simpelt nok til at alle, heriblandt denne forfatter, kan følge med, nemlig en pladespiller. Vi vil forsøge at vurdere diverse designparametre og forsøge ikke at grine for højt, når vi i gennemgangen når til den kommercielt succesfulde nutid.
Vi starter i 50-erne, hvor det var aldeles ufravigelig latin i den endnu spirende hifibranche, at en pladespiller skulle bestå af et kraftigt centerleje monteret fast på et chassis. På dette chassis var også motoren monteret for at sikre absolut parallelle drivflader. Armen var monteret på en massiv plinth eller en fastmonteret udrigger fra chassiset og sikrede således den tredie absolut nødvendige parallelakse til drivsystemet. Enhver idiot vidste, at mellemhjulsdrift evt. kombineret med remdrift var nødvendigt for at sikre tilstrækkelig dynamisk trækkraft ved kraftige rillemodulationer. Dette kunne samtidig give bekvem mulighed for regulering af hastigheden i denne præelektroniktidsalder.
Med AR i 60-erne og bl. a. Linn i 70-erne fik man flydende ophængte systemer, der ihvertfald i teorien overflødiggjorde de massive plinths, der tidligere havde været normen. De var dog stadigt opbygget på en stiv og vibrationsfattig ramme, fordi enhver jo stadig kunne huske, at armbase og chassis skulle kobles tæt, og at pladespilleren iøvrigt skulle bruges i nærheden af en højttaler. Således skulle lydbølger ikke i videre omfang kunne skabe tilbagekobling. Samme omhu med tæt kobling blev iagttaget af de nye direkte drevne pladespillere, dog oftest uden det flydende ophæng, som p.g.a. ofte større masse var mindre påkrævet.
I dette årti debuterede også repræsentanten for vor tids mest spektakulære kommercielle succes Rega med deres Planet pladespiller. Samtiden bemærkede næppe den aldeles revolutionerende og banebrydende nyskabelse, det var helt og aldeles at bryde med god ingeniørpraksis. I sin enkelhed bestod den i, at man tog et stykke tynd spånplade med gode store halmflager i. Deri skruede man så lejet, naturligvis med uendelig præcision og monterede i et andet hul i pladen en motor ophængt i 2 stykker blik og et par O-ringe. Derved sikrede man sig, at der ingen stabil kobling var mellem motor og pladetallerken. Dette gav lav målbar rummel, men samtidigt var det recepten på variationer i drivkraften og sikkerhed for manglende stabilitet af parallelliteten af drivakserne. Pladetallerkenen understøttede pladen med samme effektivitet som datidens falmende pornostjerne John Holmes performede i sine sidste film. Sig så ikke at verden ikke var advaret.
Nu er målinger jo ikke så moderne længere, men sådanne drivsystemer som jo også ses i de fleste nutidige konkurrenter, er ofte en garanti for måleresultater i den mere komiske udkant af den gamle utidssvarende hifi-norm.
Samtidigt betød valget af råmaterialer, at pladespilleren kunne leveres i farver, der matchede pigeværelset blot ved at betrække spånpladen med lidt rødt vinylovertræk. Thorens og mange andre fortsatte med at lave pladespillere, som de syntes, de burde laves og døde. Mellemklassemarkedet for pladespillere forsvandt fuldstændigt i 80-erne og i stedet rykkede underklassen op på de ledige pladser. Dette havde den heldige kommercielle fordel, at man kunne kombinere en højere slutbrugerpris med en mere økonomisk produktion og dermed frigøre midler til markedsføring. Resten er, som de siger, historie og en trist en.
Vi vil i en senere klumme behandle de egentlige pladespillere.
 
PS Vi har modtaget diverse opfordringer til at beskrive visse aspekter af vores hobby. Da det indtil videre ikke har været ledsaget af passende pengebeløb,  er vi lidt tøvende endnu. Det skal jo også være muligt for producenterne af eksotiske drømmekabler at byde ind og sikre sig lidt fred. Vores bankkontonummer oplyses på forlangende.
PPS
Vi har på vores yndlingsstudieområde hifi4all i denne uge sakset en udviklingshistorie med den gode Mirland,som vi godt kender. Han beskriver sine store musikalske oplevelser med sin nye Technics SL 1210 og sin Ortofon 520. Med al respekt for dømmekraften, som også ofte svigter undertegnede ved nyindkøb, så er det altså ikke en pickup af en kvalitet, der overhovedet afslører nogetsomhelst, ikke engang en Rega. Det svarer vel lidt til at prøvekøre en Ferrari med en motor fra en Velo Solex spændt på højre fordæk.  Den må edderbroderemig have siddet skævt før.
PPPS Og så er der denne Toftdahl. Vores teori om, at han må være et rumvæsen, der beames op og ned efter behov, synes bekræftet af, at han i lang tid har været fraværende. Vi glæder os til at høre fra ham, når han har fået sine nye instruktioner fra moderskibet.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start