lørdag den 3. juni 2006

Guder eller bare pushere

Nu kom jeg godt nok til at love, at jeg ville tage afsked med hifi-verdenen og dens dårskab for denne gang, men som mange andre i denne branche kom jeg til at love for meget. Det har faktisk vist sig, at vældig mange af vores kunder faktisk synes, at mine begavede kommentarer til hifiens mere kuriøse vildskud har et vist underholdningsniveau. Det er nu også et taknemmeligt område at beskæftige sig med, det skal siges.
I denne uge vil vi beskæftige os med den ophøjede gudestatus, som nogen forhandlere formår at opnå. Nu fortæller det jo nok en del om hififolkets generelle sociale færdigheder, at de i de par årtier kritikløst har formået at tilbede så forskellige guder, som det har været tilfældet. I det årti, hvor hifien for alvor begyndte sin dødsspiral, var der jo blandt andet mulighed for ikke mindre end 4 steder i Danmark at møde sælgere, der i en stil inspireret af England i deres salgstaktik ikke lod deres kunder glemme, at al rigtig erkendelse kun kan opnås gennem sadomasochistiske relationer. Aldrig før eller siden er så mange fornuftige mennesker blevet skræmt og kujoneret af så få meningsdannere til endegyldigt at kvitte hifiinteressen. Sammenkobligen af hifiinteresse og  (manglende) sex er vel ikke ikke nogen original opdagelse, men havde dog her et lokalt toppunkt. Som alle andre religiøse bevægelser uddør disse aldrig helt, men er dog i dag marginaliseret til hovedstadsområdet .
Nutidens hifiguder lever snarere i det enkelte menneskes fantasi og længsel efter en meningsfuld tilværelse. Måske kan man ligefrem tale om, at skilsmissegenerationen ligefrem leder efter den forsvundne faderskikkelse hos den næsten fornuftsstridigt godgørende hifihandler, der kun har til formål at skabe lykke omkring sig. Det ville være fremragende underholdning at læse diverse forventningsfulde anbefalinger af det nye tempel for den sande hifidyrkelse, hvis det ikke havde været så kvalmende sygt. Dette er helt explicit ikke nogen kritik af nogen erhvervsdrivende. Enhver ville vel samle en hjemløs tusindlap op på gaden, og penge lugter jo som bekendt ikke.
Nu er det jo ret almindeligt at tale om pladepushere, men i det respektfulde hifiunivers er disse udtryk bandlyst. Her er der nemlig ikke tale om forretningsmænd, der kunne tænkes at mele deres egen kage, næh-næh, der er tale om kvalitativt andre personligheder, der utrætteligt efter fyraften gennemlytter utallige kombinationer af utallige apparater blandt de netop hjemkomne allerede udvalgte mærker i evig søgen efter den ultimative synergieffekt. At de så ligefrem kan nænne at sælge det, når de nu har brugt massevis af år hver dag i deres søgen, bidrager vel kun yderligere til deres storhed. Jeg går naturligvis ud fra, at de mindre heldige kombinationer, som der vel osse må være et par af, i de sande troendes ubehjælpsomme logik afbrændes rituelt. Det ville jo være helligbrøde for Gud at forsøge at sælge det næstbedste, ellers ville han jo ikke være Gud, vel?
Vi i Pouls Audiobutik er simple håndværkere, der kan vores kram, selv om vi da overvejer en " Poul er også Gud "-T-shirt.Gudedyrkelse er vældig fin for guderne og endnu bedre for Firma Gud.
PS: Følg for grinets skyld tråden på Hifi4all om erstatning for BW 802. Der ønskes en engelsk lyd og hvad kan være mere logisk end at få anbefalet en tysk højttaler med en alt andet end engelsk lyd, der så ikke overraskende i dette univers accepteres som det sande ord. Og hvorfor skulle han så ikke udskifte sin Jaguar E-type til en Kia, for sådan en har jeg osv. Kloge Åge har talt.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start