Velkommen til vores "virtuelle frikvarter". Der, hvor tankerne flyver højere og hurtigere og undertiden helt derop, hvor vingerne dårligt længere kan bære og hvor tankespindene bliver tyndere end edderkoppernes fineste silketråde.

Hvis enkelte, der måtte læse dette, keder sig helt enormt, så skal vi da ikke undlade at opfordre til at kikke lidt i det enorme "bagkatalog", der er tilgængeligt ved et klik her til højre.

I smug er vi da en smule stolte over de heldigste af de gamle tekster, ja undertiden faktisk ganske meget.

God fornøjelse!

tirsdag den 19. november 2019

Ron Evans (og Peter Holstein)

I dag vil vi besynge en helt, som næppe mange om overhovedet nogen kender. I visse, men desværre stærkt svindende kredse, ville der ellers være al mulig grund til højlydt at istemme en hyldestsang til denne ganske beskedne og måske nærmest selvudslettende mand.

Lad os starte med at give et par "clous" om mandens karriere, der er højst usædvanlig og næppe nogensinde vil kunne blot tangeres i audiobranchen i én bestemt henseende: Længden af mandens ansættelse, selv om denne desværre, ihvertfald for denne skribent,  ophørte forrige år.. Det var nu ikke akkurat fordi Ron havde søgt andre og grønnere græsgange, som det jo er den næsten maniske hovedbeskæftigelse hos mange nyere og yngre ingeniører. Og for denne osse ret trofaste skribent både indenfor almindelig dating og tillige den nutidige altomfattende permanente job-dating, så fik Ron Evans i hele sit 48-årige arbejdsliv blot én arbejdsgiver: McIntosh Laboratories.

Det er vanskeligt at forestille sig, at Ron Evans startede sit arbejdsliv et helt halvt år inden, ja selveste Woodstock-festivalen. Nu kan man nok roligt regne med, at de samme kriblerier i den unge Ron som osse i denne dengang 13-årige skribent ved synet af labre Grace Slick i Jefferson Airplane på Woodstock kortvarigt kan have distraheret hans audio-aktiviteter. Men han kom hurtigt tilbage på pinden og hans første "rigtige" eget-designede produkt blev den klassiske McIntosh MC2205. Som denne skribent først adskillige årtier fik råd til, et fabelagtigt produkt, der i lighed med alle mandens senere kreationer har betsået den eneste ægte lakmusprøve for tidløs kvalitet. Nemliden tiden selv. Og ingen nok så moderigtige forbigående hifitosse-strømninger, som der osse dengang var mange af, kunne rokke Rons og McIntosh` kurs.

Og selv om McIntosh i en længere periode blev decideret ugleset blandt toneangivende fjendtligt instillede hifi-anmeldere (det var de gamle PRAT-dage, toppunktet af meningsløshed indtil fornyligt), så overlevede McIntosh fint med sine uomtvistelige kvaliteter.
Og så spoler vi frem til starten af 1990-erne, hvor McIntosh efter den tidligere ejers død blev solgt til japanske Clarion. Det var dengang McIntosh ikke skelnede mellem hjemmehifi og pro-udstyr, så derfor var den daværende topmode indenfor forstærkere, MC 2600, en noget industrielt udseende sag. Derudover var den heller ikke dyr nok i forhold til andre stærkt ekspanderende daværende plat-mærker, så noget måtte gøres, mente den nye direktør for McIntosh, flamboyante Ron Fone.

For Fone mente, at man skulle bevæge sig upmarket og lave et produkt til den dobbelte pris af allerede ganske dyre MC2600. Og det blev så 1000 watts-monoblokkene MC1000, som Ron Evans senere beskrev og  betragtede som det egentlige toppunkt af hans livsværk som ingeniør. Det var nu ikke fordi den lød meget bedre end den eksisterende MC 2600, men Evans fik mulighed for "fri jagt" på alle mulige ændringer i komponent-udvælgelsen og det uden økonomiske betragtninger. Det var en herlig tid for Ron, der fik fiflet lidt ved den balancerede indgang med mindre forbedringer til fælge.

Men ellers viste det sig uventet svært for allerede dengang særdeles erfarne ingeniør i et et iøvrigt helt uhørt  stjernespækket hold af ANDRE audioingeniører (alle ville allerhelst arbejde hos McIntosh) at bruge penge, som han selv skrev. For blot bevidstløst at købe dyrere komponenter ind til samtlige funktioner vidste Evans naturligvis blot var totalt meningsløst. Det havde man selvfølgelig prøvet og derfor havde man længe omhyggeligt udvalgt både komponenter og leverandører. 
Derfor endte så langt den dyreste komponent i den nye prestige- MC1000 naturligvis med at blive det helt vildt blærede og overdimensionerede VU-meter på forsiden.tillige med et nyt chassis med lidt guld-sager på. Indeni var det stort set business as usual. Og det var godt, RIGELIGT godt.
Og det er det, for der står et sæt her foran mig og spiller nu.

Nå, men nu er gamle Ron Evans så pensioneret efter et langt og frodigt arbejdsliv som noget så sjældent som FULDTIDSANSAT designer. Blandt adskillige andre ditto med næsten samme ansættelselængde som Larry Fish og Roger Stockholm m. fl.For der er på trods af alle salgstalerne kun ganske ganske få high end hifi-virksomheder, som beskæftiger designere fuldtids. Hvem laver mon f. eks Gryphons højttalere eller elektronik?-bare en blandt alt alt for mange..

Og det er måske meget godt i disse forvirrede tider, hvor tidens flittigste danske  debattører indenfor USB-overførsler f. eks er en autolakerer og en orddiarre-befængt ørkesløs humanist uden selv-indrømmet nogensomhelst reel viden om emnet. Godt at Ron ikke kan dansk!
Og at en mand ved Hammel uden NOGENSOMHELST formel teknisk uddannelse så tilfældigvis laver verdens åbenbart allerbedste USB-kabel svarer vel i sandsynlighed til, at man venter på, at en flok chimpanser med pensler får lavet en kopi af "Mona Lisa" Mærkeligt, at man kan lave selv det allerdyreste hifi-tilbehør uden nogensomhelst belastende viden, mens samtlige apparater er designet af kompetente fagfolk. Tænk Dyrholm, Entreq og ZenSati og tusind andre..

Og endeligt til min skikkelige gamle næsten-kollega Peter Holstein, der fornyligt besøgte Viborg Hifiklub. Og på trods af, at værten åbenbart ud fra sit valg af elektronik var en næsegrus beundrer af Holstein, så må det nu alligevel have været lidt udfordrende for stakkels Peter at opdage, at værtens KABLER antageligt har kosten en HEL DEL mere end samtlige de Holfi-komponenter, som det bandt sammen, se selv billederne på dette link: http://viborghifi.dk/Viborg%20hifi%20filer/2019/M%C3%B8de%20hos%20Jan%20Januar%202019.htm
http://viborghifi.dk/Viborg%20hifi%20filer/2019/M%C3%B8de%20hos%20Richardt%20aug%202019.htm
Måske ikke så underligt, at stakkels Peter ser sært opgivende ud. Det gør jeg nu osse, når en mand, der ikke kan stave til sit eget job ,skal fremstå som førende digital-ekspert...
Og som man sagde det så hjertegribende i superfilmer "Strictly Ballroom": "A life lived in fear is a life only half-lived" Indenfor hifi kunne det vel blive til: "Et liv levet med konstante hifi-neuroser er bare et spildt liv. HELT spildt!