Velkommen til vores "virtuelle frikvarter". Der, hvor tankerne flyver højere og hurtigere og undertiden helt derop, hvor vingerne dårligt længere kan bære og hvor tankespindene bliver tyndere end edderkoppernes fineste silketråde.

Hvis enkelte, der måtte læse dette, keder sig helt enormt, så skal vi da ikke undlade at opfordre til at kikke lidt i det enorme "bagkatalog", der er tilgængeligt ved et klik her til højre.

I smug er vi da en smule stolte over de heldigste af de gamle tekster, ja undertiden faktisk ganske meget.

God fornøjelse!

tirsdag den 25. juni 2019

Jeff Astle

I disse tider zapper denne skribent periodevis rundt på de ialt 6 forprogrammerede TV-kanaler i vores ikke fuldstændigt korrekt benævnte "underholdningspakke" For hvis der havde været det, så ville jeg jo nok ikke have sidder dér med remoten uden mål eller med. Zapperiet er nu sædvanligvis hurtigt overstået og da ikke mindst i disse tider med VM i kvindefodbold på en af de ellers mere skikkelige kanaler, DR3. Der iøvrigt er den eneste kanal fra DR, der er indkodet, for en tilfældig tur hen over "Deadline" får altså alt til at stritte på denne skribent og lige denne form for ophidselse er givetvis ikke det allermindste livsforlængende. Dumt på dumt, indspist for allerede indspiste og forlængst forspiste..

Tilbage til dame-VM, som det vist hed engang, men som det nok nu paradoksalt nok er groft intimiderende og måske ligefrem lettere små-fascistoidt længere at benævne denne pudsige sport. For pudsigt, det ER det altså at se disse ellers uhyre veltrænede damer spæne rundt som miniputter på den alt for forskrækkeligt store bane, konstant efterladende "afleveringshuller" så store som i samme børnefodboldkampe. Der så for det meste forbliver uopfyldte med hensyn til afleveringer, fordi hverken damernes taktiske forståelse eller evner til lange skud og skift helt er på andet end drenge-fodboldsniveau.

Når man sidder og glor dér nogle minutter, så forstår man nada af, hvordan de ekvilibristiske videoer med mere vellykkede momenter i damefodbold på youtube kan være filmet, for her under VM i realtime er der absolut INGEN snapse  Og heller ikke bare den allerringeste intensitet, fordi alle tacklinger, selv de alleruskyldigste i denne ellers oprindeligt hårde kontaktsport, pådømmes drakonisk med det nye elektroniske VAR-system. og fodbold UDEN kontakt og MED utallige afbrydelser er altså SÅ ligemeget.

Anderledes var det i de gode gamle dage, hvor der var noget, der hed "tank-centerforwards" med deraf naturligt følgende ikke altid videre teknisk-funderet tilgang til sporten. Det var rigtige mænd som Mick Jones fra Leeds og Jeff Astle fra West Bromwich og selv målmændene slog en proper næve, som det lige gentages her:
https://www.youtube.com/watch?v=Fsni_46VDGY
Målmanden i klippet ovenfor anden med det gode hook, Gary Sprake fra Leeds United, var ellers bedste kendt som manden, der foran det fanatiske hjemmepublikum på "the Kop" i Liverpool aldeles uprovokeret havde smidt et udkast i eget net. Og tillige havde haft det store uheld, at tannoyerne på stadion i pausen spillede Matt Munros dengang store hit. Det, der til al forbandelse for Sprake hed "Careless Hands" og det blev naturligvis hans senere evigt ledsagende øgenavn. Men det var så osse i mere uskyldige tider, hvor AGF-tilhængerne skiftevis skrålede "Spil aben!" og "Indover til en nikker!" mod stakkels Charlie Petersen fra Køge. Og så var han endda kun mulat hvad den slags så iøvrigt ellers hedder på "krænker-newspeak"

Nu var Sprake på trods af uovtvistelige kvaliteter med næverne hverken en af hverken verdens eller blot datidens bedste målmænd, men manden i dagens overskrift, Jeff Astle, havde helt andre kvaliteter, der i mange henseender var unikt anvendelige på datidens engelske fodboldstadions.  Der allerede fra det allertidligste efterår og indtil sæsonafslutningen i maj i enderne lignede og VAR rene mudder-pløjemarker. Altså selvfølgelig kun hvis de ikke var frosne eller snedækkede men spilles, det skulle der og det blev der. Og ikke noget med det der blødsødne latinolover-pis med lange benklæder. Mænd var mænd, og fortænder var noget, man fik slået ud som centerforwards som Astle. Som naturligvis også var noget (altså Astle selv), som selv en anden uhyre hård "nyser"i modstanderens  forsvar, "the long giraffe"" Jack Charlton sommetider slog sig slemt på. Ellers ikke en vane, Charlton ellers havde..

Astle var som tidligere her nævnt en hård nyser ikke mindst til at heade bolden og helst i kassen. Og det kom jo senere til måske at koste ham livet. ihvertfald udviklede han måske qua sit unikt hårde hovedstød til datidens hårde og tunge bolde senere en dræbende demens, der tidligt tog livet af ham som osse en del andre af datidens hårde headere i engelsk fodbold.

Og hvorfor nu disse ellers ret ligegyldige betragtninger her under aldeles ufarlige dame-VM-hvor kvindernes evner til at heade hårdt og skadeligt til den anvendte herrefodbolds-bold er ikke-eksistende? Fordi denne skribent har læst et studie omkring fodbolde før og nu, der konkluderede, at disse skader ikke kunne ske, fordi de i 1960-erne anvendte fodbolde var lettere.
Og man havde siger og skrevet testet EN ENESTE gammel fodbold, der havde ligget og dampet læderimprægnering i nu altså knapt 50 år, hvorefter den vejede hele 50 gram under nutidens minimum for fodboldvægt. Der i parentes betragtet osse var den reglementerede vægt dengang.

Derfor sluttede man, at selv om læderboldene fra dengang måske sugede en en smule vand under kampene, så måtte de jo være uskyldige i hovedskader. Tjah, sådan er videnskab noget mærkeligt noget.
For problemet med denne idiotiske slutning er, at den ingen hensyn tager til, at datidens bolde faktisk kunne veje op til 600 gram. med fuld vandbeholdning og godt med mudder på  og lige den del var datidens baner som berygtede Baseball Ground og Molineux og alle de andre altid leveringsdygtige i. Og boldene samtidigt var både langt mindre runde OG tillige havde en træls slut-syning, som alle de hårde headere forsøgte at undgå at ramme, så problematiseres konklusionen ovenfor. For når bolden ikke fordeler stødet på hovedet, så øges belastningen naturligvis-vildt meget!

Og at datidens gennemvåde bolde slog helt anderledes hårdt ikke blot på de headende forwards kan man se, når spillere og målmænd rammes af kanonskud fra datidens hårdest skydende engelske fodboldspiller, Peter Lorimer. Og selv om mænd dengang var mænd, så måtte de sommetider ned og ligge, som osse Lorimers holdkammerat Norman Hunter var i stand til at få dem til og det endda helt uden bold:
https://www.youtube.com/watch?v=5suj8mI85jQ
Og at den slags jern-herretacklinger fandt sted forhindrede ikke, at Hunter senere blev "Player´s Player of the Year", datidens største kollegiale anerkendelse.
Damefodbold, bvadr! Og få så iøvrigt osse lige lukket og slukker for den sidste anonyme støjsender på de danske hifi-fora. Eller bed ham træde frem med navn og alle kontaktoplysninger. Og lad det gå hurtigt for den gode sags skyld om ikke andet.