Velkommen til vores "virtuelle frikvarter". Der, hvor tankerne flyver højere og hurtigere og undertiden helt derop, hvor vingerne dårligt længere kan bære og hvor tankespindene bliver tyndere end edderkoppernes fineste silketråde.

Hvis enkelte, der måtte læse dette, keder sig helt enormt, så skal vi da ikke undlade at opfordre til at kikke lidt i det enorme "bagkatalog", der er tilgængeligt ved et klik her til højre.

I smug er vi da en smule stolte over de heldigste af de gamle tekster, ja undertiden faktisk ganske meget.

God fornøjelse!

tirsdag den 12. januar 2021

R.I.P Poul Jensen

 I dag vil til en start mindes en myreflittig mand, der døde for få dage siden. Nu ved vi ikke meget grænsende til overhovedet ingenting om ham efter 1972, men ihvertfald dengang fes den lille mand rundt som som en fis i en hornlygte. Og det er ræse rundt som en proto-plæneklipper a la senere Stig Tøfting havde osse været mandens signatur som førsteholdsspiller på datidens rigtige "gule fare", fodboldklubben HfS. Hvor han iøvrigt debuterede i det velsignede Herrens år 1956, tilfældigvis denne skribents fødselsår. Og hans mindeværdige karriere sluttede i 1965. Det var ivrigt om Poul Jensen, at den legendariske danske hælsparks-centerforward Ole Madsen (efter totalt at være blevet sat ud af en kamp med tæt personlig opdækning af Jensen) sagde de på Horsens-kanten så bevingede ord for forklaring på sin egen ringe indsats i kampen: "..der løb hele tiden en lille mand med sygekassebriller lige i hælene på mig" Det var så lillebitte Poul Jensen med sin brylcreems-slikkede hår, denne mindeværdige mandsling. Min gamle lærer på Stensballe Skole

Poul Jensen døde således forhåbentligt relativt mæt af dage, han fik da i det mindste sin part af denne for så mange sparsomme ressource og det er ham såre vel undt. For mig var han en uhyre inspirerende matematiklærer, for det var første gang efter mine første 7 år på Endelave Skole med Danmarks antageligt fagligt (mest) og menneskeligt (en smule mindre) ringeste lærer, at jeg mødte en, der kunne lære mig noget i matematik. I Endelave Skole havde det traditionelt været omvendt, der havde læreren spurgt MIG, når han ikke kunne finde ud af det selv. Måske lige det mindst udfordrende undervisningsklima..

Anderledes med Poul Jensen og hans kone Margit der anderledes formåede at pumpe viden i lille Poul. Og til evig tid vil jeg kunne analysere grammatisk RIP/requiescat in pacem (selv om visse ignoranter uden kendskab til ablativ undertiden skriver "in pace") Det var nemlig hende, som jeg havde til den lille latinprøve og hun medvirkede afgjort og afgørende til denne skribents senere så formidabelt veludviklede grammatiske sans. Og det i en grad, at jeg aldrig har glemt det der løjerlige 3. persons præsens  aktive konjunktiv "requiescat" Topklasseundervisning, selv om det aldrig lykkedes at "dukke" hende lille forbandet kloge Anna Sofie til eksamen. Der endte remis. 

Ellers er der faldet en smule tiltrængt ro over vores lille virksomhed uden at det dog bør forveksles med ligefrem stilstand. Mindre aktivitet end i sidste kvartal 2020 kunne nu sagtens have gjort det, ja, faktisk ville MERE have været totalt dræbende. Og det er så heldigvis der i mere smulte og roligere vande, vi er igen; med tid til at drikke en kop the engang imellem og høre lidt musik. Og netop der er der gået lidt vinter-stilstand i det hele. Og selv om dagens lovede musikeksempel mulighed ikke umiddelbart har meget med vinter at gøre, så har det unægteligt så meget mere med stilstand at gøre. 

For ingen komponist har vel som franske Erik Satie personificeret "underspil"  ro og pauser som vitale elementer i musikken. Denne skribent voksede op med den første samlede indspilning af Saties klaverværker med ligeledes nyligt-salige Aldo Ciccolini. Og især i forhold til samme pianists 1980-er indspilning er den første omgang fra slut-1960-erne så langt min personlige favorit. Det er, som om Ciccolini har glemt roen  spontaniteten i musikken. 

Alligevel har en anden pianist opdaget et endnu lavere, ja nærmest et musikalsk "slæbe-gear" for Saties musik. For mig bekendt har aksolut INGEN spillet Saties musik så næsten ulideligt langsomt som den hollandske pianist Reinbert de Leeuw. Musik, som sikkert mange vil genkende som obligatoriske musikalske vignetter fra alverdens kulturprogrammer i den danske radiofonis historie.Alligevel bør man lige unde sig selv den fornøjelse at dykke lidt ned i denne version, for den rummer unægteligt noget, som alle de andre tilsyneladende misser-fuldstændigt! Men døm selv!https://www.youtube.com/watch?v=5bIeYqpn0Gk

Ellers er det blot at gå i gang med kabelproduktionen, traditionelt en betydelig firma-aktivitet på denne årstid. I mellemtiden kan vi så glæde os over, at der snart lander en stak af de allersidste MC2 S1400-forstærkere her på matriklen. Og "allersidste" skal ikke stå som nogen personlig "credo" (takker igen, Margit Jensen!), men har en anderledes definitiv og final betydning.  For det er simpelthen de allersidste af disse fabelagtige forstærkere, som fabrikken fremstiller-endda på specialordre.

Om det så ligefrem gør dem til attraktive samleobjekter er vanskeligt at spå om, men nok næppe. Til gengæld er det MC2 Audios gravskrift over den engang så enerådende traditionelle forstærkerteknologi. Og meget passende at mindes det sammen med altid muntre Poul Jensen, der også nåede sin sidste "bane" -længde) 

Vi får så se, hvor mange af de traditionelle high end audiofirmaer, der kommer til at overleve den umiddelbare fremtid. For det kan næppe undgå at påvirke salget af de mest outrerede high end-tosserier, at selv de allerrigeste folk i en længere periode vil nedsætte de personlige visitter. For hvad er der så ved at have boreplatformslignende pladespillere i mange hundrede kilos klassen og forstærkere a la http://www.dadbluecat.com/the-only-one/ når man ikke personligt kan prale med disse ret beset afskyelige  veblenske absurditeter? 

Ikke meget, åbenbart, og det tyder på, at det endeligt osse er "slut for Gamut", der vist har fundet sin længe ventede  plads i audiohistoriens skraldespand. Om verden dermed er blevet et bedre sted at være er måske tvivlsomt, men værre er den da bestemt ikke!