Velkommen til vores "virtuelle frikvarter". Der, hvor tankerne flyver højere og hurtigere og undertiden helt derop, hvor vingerne dårligt længere kan bære og hvor tankespindene bliver tyndere end edderkoppernes fineste silketråde.

Hvis enkelte, der måtte læse dette, keder sig helt enormt, så skal vi da ikke undlade at opfordre til at kikke lidt i det enorme "bagkatalog", der er tilgængeligt ved et klik her til højre.

I smug er vi da en smule stolte over de heldigste af de gamle tekster, ja undertiden faktisk ganske meget.

God fornøjelse!

mandag den 8. oktober 2018

De rigtigt gode eller bare de rigtigt forvirrede

Vi skal indledningsvis beklage, hvis de senere ugers udgydelser om objektive og subjektive lydopfattelser på denne side skulle kunne misforstås. Denne skribents synspunkt er ellers både fast og næppe tidligere særligt kontroversielt. Hvis man ikke kan høre forskel på noget i en dobbelt blindtest, så er det naturligvis fordi, der ingen forskel er. idet vi naturligvis forudsætter, at disse iøvrigt både besværlige og ret langvarige tests (for at opnå tilstrækkelig statistisk signifikans naturligvis) sker indenfor den kortest praktisk mulige tid mellem sammenligningerne. For vi ved jo alle eller rettere. BURDE vide, hvor kort den akustiske hukommelse er.

Madammen skal jo nærmest bare råbe "P-OOOO-UL!", så lyder musikken allerede decideret meget dårligere uden at andre ændringer ellers er foretaget. Og hvad man så ved selvsuggestion og anden idioti formår at bilde sig selv ind er ubegribeligt ubegrænset og mange gange tidligere berørt på denne plads. Hjernens evne til at lade sig snyde og koble sanserne sammen for at finde mønstre er til gengæld ganske ubegrænset som i det klassiske AES-lydeksperiment, vi linkede til for et stykke tid siden. Det dér  med Led Zeppelin spillet baglæns..

Hvad man så måtte have af præferencer i den højst ufuldendte elektro-mekaniske reproduktion af den oprindelige akustiske begivenhed er til gengæld en ganske anden og egentligt ligegyldig sag.For når alt er dårligt, så er der ikke længere noget, der er eller kan være bedst. Intet hifisystem nærmer sig alligevel den oprindelige lyd meget mere end en burger fra Burger King eller McDonald minder om en bøf af Kobe-kød. Og en diskussion af præferencer som hvis burgere er bedst er blot efterfølgende dét: Ligegyldig

Det allermest komiske ved high end hifi er det dog, at jo vanvittigt meget dyrere lydsystemerne bliver, jo mere FORSKELLIGT lyder de. Og man skal da vist være en certificeret tosse som "lydjorgen" for at hævde, at bare et anlæg er "godt nok", så bliver alle enige om, at det er det. På samme måde som manden guddødemig osse hævder, at alle kan blive enige om, at et akustisk instrument altid lyder godt. Nej, der gør squ da ej, en enkelt violin lyder helt ad Helvede til og en udsættelse for en bombarde for fuldt bombardement burde kunne stoppe ethvert tøjeri i den retning.

Nej, i stedet for at se high end hifi som en konvergens mod ultimativ perfektion i lydgengivelsen, så skal det ses som et, lettere eller endnu mere teknisk impotent forsøg på at realisere et brands SÆRLIGE lyd. Som den stolte eller alternativt set blot dumme kunde så kan "købe" sig ind i.
Derfor er det pinedød nødvendigt, at man ved en demonstration altid let kan identificere sit yndlings highend-anlæg. For det vigtigste for den stolte kommende ejer af et high end system  er naturligvis ikke, at nogen kommende lyttere spontant farer ud og køber et livstidsabonnement til Wienerphilharmonikernes koncerter af ren befippelse.

Nej det vigtigste for enhver ejer er naturligvis, at alle, der måtte opleve eller måske efterhånden især SE hans nye stolthed på nettet omgående kan se og forstå TANKEN bag. Og et high ends system evne til at fungere som et menneskeligt statement er uvægerligt forbundet med dets imposante udseende og har absolut nul og nix at gøre med lydgengivelsen. Der til gengæld skal være speciel og helst umiddelbart identificerbar. Og så kan det forresten efterfølgende være ligemeget, om tosserierne hedder Zu Audio eller MBL eller Rehdeko eller alt muligt og især umuligt andet.

Intet kan jo i denne urkomiske highend verden være så outreret idiotisk, at det ikke alligevel giver "street cred" blandt ligesindede. Og alle kan uden at behøve tage til Brasilien sagtens blive enige om, at det her bare spiller skidegodt.
http://www.hifi4all.dk/forum/forum_posts.asp?TID=106576&PN=1
Tjah, sådan er der vist bare så meget, som denne skribent ikke forstår, men det burde vel heller ikke være nogen nyhed. En nyhed er det gengæld for mig at opdage, at selv som moden mand kan man sagtens lade sig forvirre. Eller rettere: Forvirre sig SELV og det ret så effektivt endda.

For i de uforknytte fortsatte studier af forskellige fortolkninger af Shostakovich´ 15 strygekvartter er der indtruffet komplikationer. For her gik jeg og troede, at alle kvartetterne var dedikerede til enten Beethoven- eller Borodin-kvartetten. det er så blot ikke tilfældet, nr. 14 er tilegnet Tanejev-kvartetten, og dem har jeg så INTET med. Og det er selvfølgelig en totalt uholdbar situation, så derfor gik jeg i gang på herlige discogs og iMusic for at finde dem. Og det var så altsammen ganske let, men alligevel var det altså vildt at sidde og glo på det umiddelbart tilgængelige udvalg af mandens musik. Og det til relative peanuts-penge , især de aktuelle indspilninger.

Og der sag jeg så med mine 3 komplette Borodin-"cykler" af kvartetterne fordelt over mere end 6 årtier med en enkelt Bethoven-kvartet ditto små-jævnt fordelt. Og sad bare utålmodigt og ventede og venter på udgaven med Tanejev-kvartetten. Altså mens jeg sad eller rettere burde sidde i den koncenterede lytte-situation.
Sådan noget er godt nok dumt og svarer vel ret nøje til andre hifitossers attrå efter at høre den velkendte røvsyge referenceplade fra Stockfisch eller Kirkeligt Kulturverksted (GAAB!) Det har heldigvis forlængst fortaget sig-et "skud" monofoniske optagelser fra 1940-erne af afgjort medium-kvalitet teknisk fangede denne skribent ind igen. Som musik af Shostakovich uanset anvendelse eller formalismer altid gør.
Vi kan ikke nok anbefale fordybelse i denne hovedhjørnesten i denne musik fra det 20. århundrede. Men jeg vil gerne acceptere, at musikken kan virke direkte afskyeligt deprimerende på særskilt følsomme sjæle som for eksempel min kone. Og osse Hans Henriks både lillesøster og mor. Og en hel masse andre.
derfor kan det nu sagtens være godt, ja måske netop derfor! Og det er det.