Velkommen til vores "virtuelle frikvarter". Der, hvor tankerne flyver højere og hurtigere og undertiden helt derop, hvor vingerne dårligt længere kan bære og hvor tankespindene bliver tyndere end edderkoppernes fineste silketråde.

Hvis enkelte, der måtte læse dette, keder sig helt enormt, så skal vi da ikke undlade at opfordre til at kikke lidt i det enorme "bagkatalog", der er tilgængeligt ved et klik her til højre.

I smug er vi da en smule stolte over de heldigste af de gamle tekster, ja undertiden faktisk ganske meget.

God fornøjelse!

tirsdag den 23. februar 2021

Marius, magten og magtens medløbere

 Nu er det vanskeligt at overvurdere den kollektive  historiske uvidenhed blandt moderne danskere selv blandt alle de andre af det danske uddannelsessystems absolut mindre glorværdige resultater. Og dette naturligvis ikke mindst fordi de til enhver tid siddende magthavere under alle styreformer af al magt forsøger at forme og direkte definere  historien, så den bedst kan bruges i nutidens svinske politik. Og intet kan vel for den nuværende danske regering vel være nemmere, når nu få eller ingen har nogen historisk viden-OVERHOVEDET! Og selvfølgelig netop derfor vil vi i dag starte med en absolut politisk hædermand fra forden forlængst forsvundne fortid.

Manden hed Marius, eller faktisk rettere, Gaius Marius. Men som næppe nogen bekendt var der så få benyttede fornavne dengang i det gamle Rom (som jo så altså var ganske nyt endnu, forsåvidt at det endnu var en republik, ganske vist i smeltediglen), at man normalt simpelthen udelod dem. Altså blot Marius.Dengang (og endnu heldigvis i nogen modstrid med nuværende dansk politisk praksis) var det politisk praksis at udnævne en mand til såkaldt "konsul" i stunder, hvor landet stod i særskilt våde. 

Og det må man sige, at Rom gjorde dengang i det næstsidste århundrede f. Kr., hvor både kimbrere og teutoner og numidere og pirater og alskens andre tvivlsomme godtfolk hærgede Rom. Og en lille politisk indskudt bemærkning: Mon vi danskere egentligt har sagt passende undskyld og ydet økonomisk afbigt til de italiske stammer for vores landsmænds daværende nordsitalienske ofre? For både kimbrere og teotonere havde et afgørende dansk islæt uden at nationaliteter endnu ellers var andet end skønsomme og tilfældige overbygninger over et stammefællesskab. Lidt ligesom Danmark i dag er i færd med at udvikle sig til regionale fremfor nationale fællesskaber.

Nå, men Rom var på røven og udnævnte Marius til i praksis diktatorisk hærfører, som skulle gøre kål på de invaderende barbarer. Endnu en indskudt bemærkning: "Barbarer" er vel i tiden blevet dem, der ikke umiddelbart kan indpasses i det gode og lydige danske fællesskab med mundbind og nytteløse massetest og anden vilkårlig myndighedsakivitet? Ja, enkelte af dem går endda ud på isen i en eller mange tusindårig tradition, som myndigheder for første gang har forbudt.  AL FÆRDSEL og OVERALT uden at vist ellers er druknede ved at drysse igennem isen i historisk tid. Sådan noget bestemmer man vist mest, fordi man KAN. og i god tråd med dagens forslag om at forbyde al rygning på stranden-vistnok ikke fordi statsmagten har aktuelle planer om at at tillade nogen særlige badeaktiviteter. For som bekendt anmeldes selv 6 vinterbadere på en lang badebro samtidigt til politiet i vildskab. Til sikkert stor glæde for myndighederne, der må mærke en sælsom semi-seksuel kriblen ved tanken om mulighed for endnu mere kontrol  i det kun alt for villige mæleløse folke-substrat. 

Marius, Marius: Han viste sig at være en hidtil uset effektiv politiker og general og blev genvalgt demokratisk (sådan romersk-relativt, men dog nok med mere end det  uhyre nødtørftige demokratiske islæt ved det seneste formandsvalg i de Radikale) hele 6 gange.indtil videre er det her blot triviel oldtidshistorie, men derefter indtraf der en sensationel udvikling. Matius trak sig ganske  frivilligt tilbage fra Roms mest magtfulde position og genoptog sin tidligere karriere som godsejer-simpethen den første og så vidt min vaklende gammelmands-hukommelse mindes, den eneste ledende politiker, der helt frivilligt trak sig tilbage på toppen. Og eventuelle indvendinger om George Washington vil kunne imødegås sagligt. 

For den rå magt har ingen politisk farve, politikerne kan hedde Boris Johnson eller Mette Frederiksen eller Idi Amin,  og er et uimodståeligt afrodisiakum for mennesket. Og det gælder i hidtil uhørt grad alle i det nuværende danske "politisk-industrielle kompleks" Som vistnok er et udtryk, som denne skribent helt selv har opfundet i dagmed en smule skelen til Eisenhower og det daværende "militært-industrielle2 af slagsen. Det "politisk-industrielle" har dog bevaret de oprindelige latinske rødder fra "industria", selv om det oprindelige udtryk måske har rigeligt mange positive konnotationer for en reelt set uhyre negativ og skadelig politisk aktivitet: Nemlig med alle tænkelige magtmidler og spin og fortielser at forme en fremtid baseret på rå kontrol. Og igen, det her er ikke politisk parti-specifikt, for magt avler naturligt mere magtbrynde hos alle altså med undtagelse af konsul Marius. Der helt unikt i historien helst var den foruden. 

Og som en sidste krølle på dagens magt-historie en opfølgning på en berettiget kritik af et nyligt emne omkring en vis "Bent", der selv blandt de mæleløst fårede følgere af den danske statsministers omhyggeligt spindoktor-orkesterede personkult for mig sår som særskilt ynkelig. Og for det fik jeg måske ikke helt ufortjent kritik. For jeg udelod dengang en væsentlig del af historien. Manden står nemlig for mig som et symbol på det værste ved at give små mennesker magt. Og så meget mere ynkeligt bliver det for mig, når man i alderdommens afmagt bliver den røvslikker, som man i sine manddomsår krævede af alle andre.

For Bents far var som vist nævnt og dermed  bekendt kaptajn på færgen til min føde-ø. Han var en ganske lille og uhyre kedelig og ekstremt selvhævdende mand- måske forårsaget af, at han ingen egentligt positive sider havde. Det vil sige udover altså at have fritid til hvert år at etablere en nødtørftig badebro, ret skal være ret. Måske han alligevel i sin lille selvhævdende krybdyrhjerne kunne mærke beboernes afgjorte afstandstagen til ham. Ikke at forveksle med respekt, Folk gad bare ikke snakke med ham, fordi alle hans sætninger indeholdt mindst ét "jeg" Ups, det lyder næsten bekendt på denne plads?

Det eneste, der gjorde hans ulidelige brovtende væsen til at udholde for min salig far og de andre søfolk var, at den lille kaptajn rådede over det ultimative magt-middel. Nemlig retten til at skrive i folkenes søfartsbog, der var søens svar på den daværende lovkrævede  tyende-bog for tjenestefolk. Der gav man simpelthen erbejdsgiveren og dette tilfælde kaptajnen hånd- og halsret over deres ansatte og magthaverne kunne med en negativ udtalelse og et pennestrøg ødelæggede ansattes fremtidmuligheder permanent og ikke mindst inappellabelt.

Det var selvfølgelig også derfor, at ingen af de andre søfolk inklusive min far kunne sige noget til, at den første mand overbord efter færgens ankomst typisk var den lille opblæste skipper, der skulle hjem til den ventende aftensmad. Mens de andre endnu havde en eller typisk adskillige timers hårdt arbejde med af losse sække med manuelle spil og sækkevogne. Aldrig en eneste gang fik den lille skipper igennem næsten 40 år beskidte hænder, for man var vel skipper med magten til at skrive i den obligatoriske søfartsbog. En ynkelig og tyrannisk lille mand med alt, alt for meget magt.

Og det er i det lys, at mine kommentarer om skipperens søn skal forstår. For med sine måske ikke fuldstændigt ubegrænsede nedarvede åndsevner og ditto sociale færdigheder udviklede sønnen sig til en berygtet sømands-tyran på talrige bekvemmeligheds-flagende skibe på de store have. Hvor han givetvis udfoldede sine betydelige honede og nedarvede talenter som ulidelig chef for ansatte, der bare intet andet valg havde at at fortsætte sejladsen . Som min salig far. Altså indtil den dag, han som næsten 50-årig sagde op, hankede op i familien og flyttede og fik arbejde på landjorden. Og aldrig afmønstrede, han gik bare. Væk, en rigtig mand og min far..

Men nej, jeg kan ikke lide den ynkelige gamle Mette Frederiksen-medløber derovre og det har jeg aldrig kunnet. Og selv om det nok ubønhørligt lå i kortene, at Bent personligt ville udvikle sig i retning af sin far kunne man måske have håbet på noget bedre end en klon..Kønnet formering giver normalt bedre resultater men måske substratet har været for ringe.

Sådan bliver barndommens fjendebilleder så forunderligt aktuelle nu her i min egen alderdom..